Vilde bølger (Jennifer Donnelly, 2015)

Tak til Alvilda for anmeldereksemplar.

De unge havfruer, Serafina og Neela er på en desperat jagt efter hver deres magiske talisman, som de skal bruge i kampen mod den ondskab, som er ved at samle sig i de undersøiske riger. Men havfolk, som de før havde stolet på, viser sig nu at være forrædere.

(Tekst fra goodreads)

IMG_4403

Den anden bog om Serafina og hendes veninder fortsætter lige hvor den forrige slap. De er endnu en gang på flugt, men denne gang er de heldigvis ikke alene. Desværre ender de alligevel med at blive spredt for alle vinde i deres flugt, og de begiver sig hver især på jagt efter de talismaner der skal hjælpe dem i deres projekt ’Red Havverden’.

Jeg har altid syntes at fortsættelsesbøger der tager fat lige hvor den første slap starter rigtig godt. Jeg kan godt lide hvordan bøgerne bliver koblet rigtig godt sammen på den måde, især hvis man kan komme til at læse dem lige efter hinanden som jeg gjorde med den her. Serafina er blevet en smule klogere end sidste gang, og hun er også blevet lidt mere moden siden sidst. Der er stadig en hel del rebelsk teenager i hende, men det er forsvundet en lille smule. Hun mangler stadig at vokse op en hel del, men hendes historie er jo heller ikke færdig.

”Lige siden havde Sera været bekymret for, om ducaen og hans tapre folk havde overlevet. Hun håbede virkelig, at de var i god behold. Hvad hun ikke havde fortalt nogen og dårligt nok turde indrømme over for sig selv, var, at hun havde forelsket sig i den gådefulde Blue.”

Den her bog fokuserer på Serafina og Neela, og deres karakterer bliver uddybet en hel del, og deres baggrund bliver forklaret noget mere. Der kommer også en del flere informationer om hele deres såkaldte store mission om at redde havbunden, så alt i alt er det rart med mere information om hele den verden. Det er stadig som om en del ting bare bliver smidt i hovedet på dig, og så forventes det at man ved hvad det drejer sig om, men knap så meget. Det kan også bare være fordi man nu har lidt bedre kendskab til det univers, at visse ord og begreber ikke virker alt for forstyrrende.

Serafinas karakter var som sådan okay bygget op i den første bog, men det var meget rart at høre med om Neela, også selvom hun er næsten lige så naiv som Serafina.

”Jeg er sikkert bare nervøs, fordi jeg ved, jeg får halen på komedie, når far og mor ser mig igen, tænkte hun. Og tanken var lige ved at få hende til at vende om og svømme tilbage til Kandina. Hendes forældre ville være vrede. De ville kræve forklaringer. Og dem skulle de også nok få. Men hun ville ikke længere finde sig i at få at vide, at hun var gal. Det var det slut med.”

Neelas familie har været udsat for samme lignende angreb som Serafina, men dog ikke helt som voldsomt. Hun har stadig sine forældre, men der var ærligt talt enkelte gange hvor jeg ikke kunne lade være med at tænke at det nok havde været bedre hvis hun ikke havde. Det er godt nok længe siden jeg er stødt på så inkompetente forældre, der er så dumme at høre på. At Neela så lader sig indvillige i sine forældres dumme beslutninger, siger også lidt om hende. Heldigvis, kan man vel sige, skal hun bare bruge lidt tid på at tage sig sammen til at finde ud af at hun altså ved bedre end sine forældre. Hvis ikke hun havde gjort det, var der ikke kommet meget mere eventyr i historien.

Der kommer lidt mere skub i tingene som den her bog skrider frem, for konspirationerne begynder at komme til overfladen (så at sige) og ting bliver afsløret. Dem Serafina troede hun kunne stole på, viser sig at skjule helt andre sider. Planer der har været gemt væk i flere år dukker nu frem, og Serafina og hendes veninder får endnu større problemer på halen. Jeg kan godt lide selve historien i det her, der er mange flere intriger en i første omgang, og det er rart, for det giver den lidt mere kant end den første bog. Den har stadig teenage-naiviteten, men der kommer lidt mere fart over tingene som de udvikler sig. Jeg håber at de næste to bøger giver mulighed for at udvikle de andre veninder, og det store mysterium der langsomt begynder at udfolde sig.

4-star1

Continue Reading

Det blå dyb (Jennifer Donnelly, 2014)

Tak til Alvilda for anmeldereksemplar.

Serafina, daughter of Isabella, Queen of Miromara, has been raised with the expectation – and burden – that she will someday become ruler of the oldest civilization of the merfolk. On the eve of the Dokimí ceremony, which will determine if she is worthy of the crown, Sera is haunted by a strange dream that foretells the return of an ancient evil. But her nightmare is forgotten the next day as she diligently practices her songspell; eagerly anticipates a reunion with her best friend, Neela; and anxiously worries about Mahdi, the crown prince of Matali, and whether his feelings toward her and their future betrothal have changed. Most of all, she worries about not living up to her mother’s hopes.

The Dokimí proceeds, a dazzling display of majesty and might, until a shocking turn of events interrupts it: an assassin’s arrow wounds Isabella. The realm falls into chaos, and Serafina’s darkest premonitions are confirmed. Now she and Neela must embark on a quest to find the assassin’s master and prevent a war between the mer nations. Their search will lead them to other mermaid heriones scattered across the six seas. Together they will form an unbreakable bond of sisterhood as they uncover a conspiracy that threatens their world’s very existence.

(Tekst fra goodreads)

IMG_4402

For et par år siden købte jeg faktisk den engelske udgave af Deep Blue, mest af alt fordi jeg blev betaget af coveret og det faktum at den handlede om havfruer. Det er ikke fordi der findes voldsomt mange bøger om havfruer på den måde som Det Blå Dyb gør (i hvert fald er de ikke vildt populære herhjemme i Danmark), af en eller anden grund så kan jeg forestille mig at det er et skræmmende territorie at skulle skrive om, fordi havet er så ukendt på mange punkter. Det vil kræve sin fantasi at finde på en helt ny underhavsverden der vil hænge sammen ligesom den kunne gøre over vand. Det har faktisk lykkedes Jennifer Donnelly ganske godt at skabe et helt underhavsunivers, selvom det godt kunne mangle lidt mere forklaring på nogle punkter.

Serafinas historie begynder på en yderst vigtig dag i hendes liv, den dag der skal få stor betydning for resten af hendes liv. Serafine ved godt hvad det vil betyde for hendes liv, hvis hun ikke kommer igennem sin Dokimi, men hun havde ingen anelse om hvor stor en ændring den dag ville have for hende. For tingene forløber slet ikke som hun havde forventet, og pludselig handler Serafinas liv ikke længere om hvilken kjole der passer bedst til dagens håropsætning, men i stedet om at svømme for sit liv.

”Serafina kunne ikke længere styre sine følelser. De boblede bare ud af hende. Hun mistede kontrollen med sangbesværgelsen. Hendes malstrømme blev ustabile, begyndte at snurre så hurtigt, at de blev flået i stykker og væltede, plaskede ned på gulvet, væltede et bord, smadrede en stol og knuste to vinduer.”

Det kan godt mærkes at den her bog måske er mærket til teenagere, der er i hvert fald utrolig meget teenager i Serafina og hendes veninder. Det var sågar nogle gange på grænsen til at jeg fik det lidt dårligt over hvor fjantede de var, og hvor vanvittigt naive de opførte sig. Jeg indrømmer gerne at der var et par gange, hvor jeg inderligt havde lyst til at give Serafina eller hendes veninder en lussing for at de forhåbentligt skulle opføre sig lidt mere modent. Det skete bare sjældent at mine imaginære lussinger var til nogen som helst nytte. Da hun pludselig har forelsket sig hovedkulds i en person hun knap nok har kendt i 24 timer, tænkte jeg nok en del negative tanker om hende, men fred være med det. Det kan jo være det bare var noget vandkuller hun havde.

Dog skal det siges at Serafine udvikler sig en lille smule igennem bogen, hvilket vil være overraskede hvis hun ikke gjorde taget i betragtning de ting hun oplever. I hendes oplevelser dukker der vanvittigt mange bipersoner op, og jeg mener helt vildt mange. Ganske vist er det en stor verden, men jeg følte mange gange at en hel del af de personer bare var fyld, i mangel på en bedre måde at løse problemet. Jeg venter stadig på at en del bi-personer bliver uddybet og gjort mere ud af, så de ikke bare var sidefyld.

”De havde nu dødsrytterne bag sig, og Iele-heksene måtte være et sted foran dem, og begge dele skræmte hende. Men synet af hendes ældste veninde sammen med de tre nye veninder, der lige nu svømmede foran hende, gav hende en følelse af, at hun nok skulle kunne klare, hvad der end ventede hende.”

Det med mangel på information viste sig at være et lidt generelt problem igennem bogen. Universet er stort nok og man bliver præsenteret for en forfærdelig masse ting, men mange af dem bliver bare smidt lige i hovedet på dig uden nogen form for sammenhæng. Jeg hørte den første halvdel af bogen som lydbog, og der var en masse ord, som jeg fattede hat af. Ærlig talt, jeg undrede mig gevaldigt over nogle af de ord der blev brugt for slik, og alt det med latinske betegnelser er i sig selv fint nok, men det kan også tage overhånd. I den forbindelse irriterede det også mine øjne at hver ’besværgelse’ først skulle stå på det nye sprog, for så at bliver oversat til dansk/engelsk eller hvad det nu blev oversat til. Min holdning er generelt at hvis man opfinder et nyt sprog, eller bare har et fremmedsprog i sin bog, så fungerer det bedst hvis det er gennemført uden for mange oversættelser og genfortællinger, det ødelægger lidt mystikken i det.

Selvom jeg har en del meninger om mangler ved den her bog, så har den også sine positive sider. Det overordnede plot er ganske spændende, og på trods af de mange huller der endnu er, så er det vel beregnet efter at der kommer 4 bøger i alt. For der er stadig mange ting der mangler forklaring, og jeg håber virkelig at de kommer i de næste bøger. Derudover er der rig mulighed for at udvikle den samling af veninder, som blev præsenteret alt for hurtigt i slutningen af bogen. Der mangler mere grobund for deres venskaber, som jeg håber kommer i de næste bøger.

3 star

Continue Reading

Mere end det (Patrick Ness, 2015)

Tak til Gyldendal for anmeldereksemplar.

“Jeg længtes så brændende efter, at der skulle være mere end mit lille sølle liv.” Han ryster på hovedet. ”Og der var mere. Jeg kunne bare ikke se det.”

Seth er druknet. Han ved, at han er druknet, for han mærkede sit hoved blive knust mod klipperne og bølgerne skylle ind over ham. Forslået og nøgen vågner han udenfor et hus, der er helt velkendt og samtidigt fremmed. Seth tror, han er havnet i helvede, og alene i en øde verden prøver han at huske, hvad der er sket ham, og at finde mening i det.

(Tekst fra goodreads)

IMG_4216

Seth vågner mutters alene i et hus han flyttede fra da han var barn. Han har ingen hukommelse om hvordan han er endt der, eller hvad der i det hele taget er sket for at han er endt hvor han er. Sådan begynder Patrick Ness’ historie om Seth der skal finde ud af hvad mere der er for at leve livet. For mit vedkommende var det en lidt langtrukken start. Der skete jo ikke så meget med Seth mutters alene, i hans forsøg på at finde ud af hvad der sker, skete og skal komme til at ske. Han vandrer viljeløst rundt alt i mens han mindes tiden før han druknede – hvilket i sig selv giver store spørgsmålstegn alene – med sin familie og sine venner. Det er da også igennem minderne at Ness formår at skabe det mysterium som vedholder læserene i den første del af bogen.

Hvis jeg skal være ærlig så er den enemandsfortælling Seth har ikke synderligt spændende, men hans minder fortalte en helt anden historie. Hvis man sad og følte sig lidt lullet ind i en falsk sikkerhed med Seths vandren i ingenmandsland, blev man præsenteret for en anden virkelighed (!) igennem hans minder. Og det var igennem minderne jeg begyndte at syntes om Seth. For igennem minderne så man han agere overfor andre mennesker og man så hvilken person han virkelig var.

”Han er træt, men ikke så træt som han var den forgående dag. Han spekulerer på, om han omsider har indhentet den søvn, der er nødvendig, lige efter man er død, som ærligt talt på være udmattende. Sikkert det mest udmattende, der overhovedet kunne overgå en.”

Da tingene ret hurtigt tager en helt anden drejning, måske ikke lige den man havde ventet, så skal jeg love for der kommer gang i sagerne. Pludselig er Seth ikke alene længere, men mysteriet om hvad der rent faktisk er sket er der stadig. Seth forventer svar, men der er stadig ingen der ved noget som helst, og så går jagten ind på at finde de svar. Først og fremmest vil Seth finde sin familie og finde ud af hvad der skete, og først derefter har han interesse for at finde ud af hvad der er sket med resten.

”Men han kan også se alt det andet. Alt. Han kan ikke standse det. Hans hoved er fyldt med et lydløst kaos, så enormt, at han ikke længere kan bekæmpe det, ikke engang bevæge sig- Alt. Alt er der.”

Den her bog overraskede mig helt vildt. Som sagt havde jeg ret svært ved at leve mig ind i den første del af bogen, og det var faktisk kun mindekapitlerne jeg fandt interessante. Også derfor tog det mig godt og vel en uge at læse den første ¼ af bogen, men derefter skal jeg love for at tingene tog til, og jeg kunne næsten ikke ligge bogen fra mig derefter. De nye afsløringer der kom løbende gjorde spændingen mere og mere interessant. Det gjorde det faktisk kun bedre at Seth ikke selv kunne huske noget af det. Nogle gange i den her slags romaner, kan protagonisten stadig huske hvad der er sket (hvis man skal sammenligne lidt med I am Legend fx), men det faktum at Seth forblev uvidende opretholdte spændingen for mit vedkommende. Det var næsten som om jeg var med på hans rejse for at finde svar.

Det er svært at skrive denne anmeldelse uden at afsløre for meget af bogens handling, for det er ikke en der kan forklares bare sådan lige. Der skal en længere forklaring til, og jeg vil heller ikke ødelægge det for nogen der endnu ikke har læst bogen. For det er uden tvivl en bog der skal læses og opleves af egen person. Jeg blev så overrasket flere gange at siderne nærmest vendte sig selv, og jeg sad flere gange på nåle. Seths fortid bidrager blot med endnu et lag til historien som giver den dybde og gør den det mere rørende.

Jeg kan godt se hvordan Patrick Ness kan have fået ideen til den her bog, og den er udført rigtig godt. Når jeg tænker tilbage er det kun med ros til Ness, for historien kunne sagtens have endt ganske plat og genkendelig fra mange andre tidligere historier. Men Ness formår alligevel at lave sit eget spin på problematikken, som gør at man sidder tilbage og tænker lidt over tingene, mere end man måske gjorde i forvejen. Jeg kan kun slutte med at sige at den skal læses.

5 star

Continue Reading

Skovens Hemmelighed (Jon Rex Laugen, 2015)

Mange tak til Tellerup for anmeldereksemplar.

Sebastian gider egentlig ikke at holde ferie ude på landet, men da hans mor skal ud at rejse, bliver han sendt på fem ugers ophold hos sin faster i Jylland. Heldigvis møder han her den jævnaldrende Nadia, som lærer ham at der findes en spændende og anderledes verden uden for storbyen.

Snart finder de ud af at der foregår mystiske ting i landsbyen og på markerne omkring den. Mærkelige personer vandrer i skoven. Flokke af ulve trænger ind i landet. Og snart hærges egnen af uhyggelige angreb. Nadia og Sebastian forsøger at afsløre den ukendte trussel der spreder skræk og rædsel, og pludselig kastes de ud i et nervepirrende eventyr.

(Tekst fra goodreads)

IMG_4005

Endnu en bog om varulve, ja heldigvis var det da ikke vampyrer. Jeg havde faktisk gode forventninger til den her bog, den lød spændende og meget ildevarslende. At jeg til sidst sad med en meget flad fornemmelse over hvad jeg lige havde læst siger lidt om temaet i den her bog. Den startede på sin vis meget godt og meget traditionelt, med en dreng der skal på sommerferie ude på landet fordi hans forældre har for travlt til at passe ham. Synd, men desværre sådan ’virkeligheden’ er nu til dags. Og det syntes jeg var okay, at historien blev gjort lidt realistisk på den måde.

Der gik dog ikke lang tid før jeg begyndte at blive træt af at læse om alle de forskellige mærkevarer som Sebastian ejer. Hvis det ikke er hans Iphone så er det hans Eastpak taske eller noget helt tredje. Jeg følte somme tider at jeg sad og læste en reklame for alle disse produkter, og det gjorde at for mig gik Sebastian alt for meget op i disse ting. På den anden side kan jeg godt se at unge teenagere måske tænker på den måde, det er bare synd at billedet skal males så skarpt og deprimerende, efter min mening.

”Og det var sådan Lycia, hans egen datter, fandt ham, blodig og med frygtelige skader. Ude af sig selv løb hun ud over markerne. Hun gik helt i sort og strejfede rundt derude i timevis, alene i mørket. Da hun vendte hjem midt om natten, var gården tom.”

En af de ting jeg syntes var rigtig fin ved bogen var venskabet mellem Sebastian og Nadia, for det nåede aldrig rigtig at blive til det typiske ’kæreste’forhold som så mange andre ungdomsbøger bruger. Der var måske indikationer til at det var den vej nogle gange, men heldigvis styrede det let og elegant udenom. For det er endnu en kliche jeg godt kan være foruden efterhånden, medmindre selvfølgelig det er absolut vigtigt for historien.

”Nadia roder i sin lomme. Hun finder de fem sølvkugler frem og leger med dem i hånden. Solens stråler falder på dem. De er ikke så glatte og blanke som de almindelige stålkugler de skød med den dag i skoven. Men der er et eller andet over dem.”

Med alt taget i betragtning blev jeg derfor en smule skuffet over historien. Jeg troede jeg skulle læse en ungdomsgyser der havde fundet på et helt nyt og utænkeligt monster. Desværre endte det med en klassisk varulv som efter min mening ikke var særlig god taget de mange eksempler i betragtning. Jeg kunne slet ikke forligene mig med varulven og dens menneskelige modpart. Normalt tænker jeg at man kan gennemskue det lidt hvem der er varulven, hvilket langsomt blev mere og mere tydeligt i den her bog. Overraskelsen kunne godt have været udført bedre, dog var det en lille overraskelse, men jeg ville gerne have den havde være større.

2 star

Continue Reading

Isla og jagten på lykke (Stephanie Perkins, 2015)

Tak til LovebooksDK / Lindhardt og Ringhof for anmeldereksemplar

Isla er vild med Josh, som hun går i skole med, men hvordan fortæller man det? Isla tager først mod til sig, da hun møder ham tilfældigt på en sommerferie. Får de mon hinanden?

“Isla og jagten på lykke” er skrevet af Stephanie Perkins, der tager os med på et romantisk og fint lille eventyr. Isla og Josh finder hinanden, men hvordan holder man fast, når den normale hverdag kommer igen? Og hvad med familien?

(Tekst fra goodreads)

IMG_3866

Jeg så meget frem til at komme til at læse den sidste del i Perkins søde ungdomsserie, som startede med Anna, forsatte med Lola og nu skulle slutte med Isla. Af en eller anden ukendt grund vil jeg faktisk mene at jeg havde størst forventning til den sidste bog her, og jeg må indrømme at det har noget at gøre med at jeg faktisk er ret glad for navnet Isla. Anna og Lola var for mig nogle solide karakterer som jeg godt kunne lide og jeg forventede noget af det samme med Isla, om ikke mere.

Desværre skulle det snart vise sig at jeg ret hurtigt ikke ville komme til at klikke med Isla på samme måde som jeg gjorde med Anna og Lola. Isla er så tydeligt teenager at det skinner for meget igennem. Hendes usikkerhed på sig selv tager fokus igen og igen at det til tider var trættende. Det ene kapitel tror hun gevaldigt på sig selv, det næste tvivler hun på sig selv igen helt vildt. Det blev en smule irriterende efterhånden som jeg læste videre.

”Jeg ved ikke, om han rent faktisk har brug for en ny pensel eller om det er en undskyldning for at være sammen med mig i et par minutter mere. Men jeg tager gerne imod det uanset hvad.”

Og det ærgrer mig for historien om Isla og Josh er faktisk helt vildt sød! Hele den her knap så uskyldige kærlighed som de åbenbart begge har holdt skjult for hinanden de sidste par år, der endelig kommer til overfladen og så springer ud i fuldt flor. Det lyder jo som en perfekt kærlighedshistorie, og det ville det også have været, hvis ikke det var fordi Isla gik mig sådan på nerverne meget af tiden.

Forholdet mellem Isla og Josh virkede meget udviklet meget hurtigt efter min mening. Jo jo, de har jo kunne lide hinanden i et par år inden de endelig rent faktisk finder sammen, men er det ensbetydende med at hele forholdet bare skal være perfekt og uden hæmninger lige fra start af? Der må jeg være ærlig og sige at den køber jeg ikke helt. Der var dele af deres forhold som var så sødt og uskyldigt, som deres første date! Det var nok en af de sødeste første dates beskrevet fordi den havde lige den fine balance mellem akavet og skjulte kærlige følelser, som man ikke ved hvordan man skal vise.

”Jeg skærer gennem tapen med en saks, folder flapperne ud og udstøder et taknemmeligt udbrud. Denne luft dufter af ham. Øverst er der en mørkeblå T-shirt, en af hans yndlings. Han havde den på første skoledag i år,. Jeg stikker min næse ned i bomulden. Citrus, blæk, ham. Mine knæ bliver bløde. Jeg knuger den ind til mit bryst, mens jeg undersøger indholdet nedenunder. Resten af min krop bliver blød.”

En af de ting jeg godt kan lide ved Perkins bøger i det hele taget er den måde hun beskriver det at være ung, hun fanger virkelig essensen ved mange ting. Og det gør hun også i denne sidste bog, men der er bare nogle af tingene der tager en smule overhånd. Jeg vil så gerne kunne lide den sidste bog lige så meget som jeg kunne lide de to første bøger, men desværre trækker Islas karakter bogen en del ned for mit vedkommende. Hendes evindelige klynken og selvmedlidenhed gik mig utroligt meget på nerverne mod slutningen af bogen at jeg næsten sad og håbede på en anden slutning end den der kom.

De små sløjfer som Perkins binder til sidst i bogen var nok noget af det jeg kunne lide bedst. For så kom jeg udover Islas karakter og fik et kort gensyn med dem fra tidligere bøger, og så blev jeg i lidt bedre humør. Der var altså rigtig mange gode ting i den her bog, de var desværre bare i mindretal i forhold til de ting jeg ikke brød mig om.

3 star

Continue Reading

Leoniderne (Nanna Foss, 2014)

Tak til Tellerup for anmeldereksemplar.

15-årige Emilie tegner en dreng med turkise øjne og et mystisk prismesmykke. Dagen efter får hun et chok, da drengen starter i hendes klasse. 

Før Emilie får set sig om, har hun trekantede ar i håndfladerne, og hendes skolekammerater begynder at kunne uforklarlige ting.Eller er det bare indbildning?

Grænserne mellem drøm og virkelighed viskes ud, og Emilie prøver desperat at undgå at blive en del af kaosset.

Men snart må hun indse sandheden.Det er kun et spørgsmål om tid …

(Tekst fra goodreads)

IMG_3822

Det har kun taget mig et år at tage mig sammen til at læse Nanna Foss’ første bog i hendes debuterende fantasy serie, Spektrum. Dels var jeg bange for at den ikke ville leve op til de store forventninger og dels ville jeg vente lidt så der ikke skulle gå så lang tid inden bog 2 udkom.

Emilies historie virker til at starte med helt normal, dog blev jeg lidt forbløffet over hvor grov mobning Foss skildrer på denne skole. På den ene side syntes jeg at folkeskolelivet bliver skildret helt vildt godt, men på den anden side kan jeg ikke lade være med at tænke at det er en smule overdrevet, men alligevel så virker det. Det er i hvert fald med til at forklare hvorfor Emilies forældre er så fraværende i historien som de er, for det er et problem i mange ungdomsbøger at forældrene er fraværende og det virker slet ikke realistisk. Her er der dog skabt en baghistorie til at forklare hvorfor Emile tilbringer mere tid sammen med sine venner end sin familie, som oven i købet giver mening.

Den første bog her er fortalt fra Emilies synsvinkel og det virker helt fint og derfor føler jeg også på nuværende tidspunkt at Emilie stadig er hovedkarakteren, hvilket højst sandsynlig kommer til at ændre sig i de senere bøger, hvor fortælleren ændres til de andre karaktere. Det bliver nok lidt svært, for lige nu er jeg ikke helt overbevist om de andre i gruppen. Noah virker for mig som en arrogant egoist, der er vant til at få sin vilje hele tiden. Adriana har ikke gjort noget som helst mindeværdigt endnu og virker helt ærligt som en lille bange mus.

”Eller er jeg hende den sære teenager som ikke rigtig har nogen venner, men som fra den ene dag til den anden får overnaturlige kræfter og redder verden og scorer ham den mystiske, nye fyr på skolen fordi hun ikke selv har opdaget hvor lækker og fantastisk sej hun er? Ha. Som om.”

Jeg kan godt lide den sarkasme og humor Foss har givet Emilie, for det gør at hun virker noget mere realistisk, og netop ikke som den typiske heltinde Emilie selv snakker om lige her. I det hele taget har Foss taget en god gruppe stereotyper og alligevel lige twistet dem en lille bitte smule, hvilket er rigtig fint.

En af de ting jeg måske savnede lidt igennem hele bogen har været volumen. Med det mener jeg at jeg hele tiden sad og tænkte at der godt måtte skrues op for mystikken og sci-fi’en. ”Højere, vildere!” tænkte jeg hele tiden, men der gik bare rigtig lang tid før det blev højt og vildt. Det var egentlig først i de sidste 50-100 sider at det tog til, men der tog det så også rigtig fat!

”Mine fødder bevæger sig sanseløst og fører mig igennem skolens gange, uden at jeg har taget en bevidst beslutning om hvor jeg er på vej hen. Jeg er nødt til at holde mig i bevægelse, hvis ikke angsten skal indhente mig.”

Det kan derfor godt mærkes at det her er bog et i en serie. Der bliver lagt op til en hel masse, men der bliver ikke rigtig skruet op for det hele som jeg konstant sad og ventede på. Til gengæld giver det hele god mening efter at have læst bogen, for det ligger bare rigtig godt op til den næste bog i serien. Jeg håber inderligt at der bliver skruet op for det hele i den næste bog, det har jeg ladet mig fortælle at der gør, så jeg venter spændt på at høre mere om Emilie og hendes venner, set fra en af hendes venners synspunkter.

4-star1

Continue Reading

Konkurrence #04 – Jeg Henter Solen Ned

I går havde jeg en helt igennem herlig dag, jeg var nemlig til Bogbloggertræf, hvilket I nok skal høre mere om senere. Intet bogbloggertræf uden at blive forkælet lidt, selvom jeg vil nu sige vi blev meget forkælet, men derfor skal I da ikke snydes. For ikke så lang tid siden sluttede jeg en konkurrence, og jeg lovede at der nok skulle komme flere, og jeg holder skam hvad jeg lover.

IMG_3726

Gyldendal har været så søde at hjælpe mig med at hjælpe en mere til at kunne læse den seneste ungdomsroman, Jeg henter solen ned. Du kan læse min anmeldelse her. Det er en ungdomsbog som sætter lidt farver på livet, samtidig med at den stiller spørgsmål ved andre ting i livet. Den har fået rigtig meget ros i medierne lige siden den udkom i sommeren på originalsproget, engelsk, og nu får en af jer chancen for også at læse den.

Alt I skal gøre er at følge bloggen her på bloglovin’ (som altid er der en fiks lille knap ude til højre der kan hjælpe med det), og så skrive en kommentar herunder hvor I fortæller om et kunstnerisk øjeblik i jeres liv. Kunst kan jo være så mange ting, så jeg er spændt på at høre hvad I har at fortælle.

IMG_3727

IMG_3728

Konkurrencen løber til og med den 7 oktober, hvorefter jeg vil offentliggøre en vinder hurtigst muligt.

Continue Reading

Ungdomsbøger

Den her diskussion har været oppe at vende flere gange igennem bloggerland, og alle meninger er sikkert blevet vendt og drejet på godt og ondt så vi bare begynder at gentage os selv. Alligevel syntes jeg det er værd at diskutere ganske kort, for ungdomsbøger er på det seneste begyndt at blive noget mere end hvad jeg husker fra min ungdom.

IMG_3684

De ungdomsbøger jeg husker at have læst fra min ungdom var en del trivielle; de fleste handlede om det at finde ud af hvilken rolle man havde i skolen, om man var den cool eller den nørdede, eller så handlede de om ham den søde dreng som man ikke turde tale med. Højst sandsynligt er det ikke sådan de alle sammen var, men det er sådan de fremgår i min hukommelse. De emner er som sådan rigtig fine at skrive ungdomsbøger om, især fordi det er de ting de fleste unge mennesker går og bekymrer sig om for det meste. I den tid er det meget vigtigt om man er den cool pige som alle vil hænge ud med, og at ham den lyshårede fra parallelklassen også syntes man er sød.

Men i de seneste par år syntes jeg at ungdomsgenren har foretaget sig et sving ind på en mere seriøs banevej. Nu handler det ikke længere kun om kærester og det perfekte hår – for de emner er der skam stadig, de er bare sat i baggrunden -, nej, nu er der kommet flere mere alvorlige emner på banen. Jeg har sågar hørt folk omtale genren som sick-litt, altså syge-litteratur. Den betegnelse er måske lige en anelse for makaber til min smag, men det er alligevel som om at mange af de nye ungdomsbøger behandler alvorlige sygdomme i en eller anden udformning.

IMG_3679

IMG_3681

Den første der bragede sig igennem og banede vejen for alle andre var jo The Fault in Our Stars (som jeg stadig ikke har læst!), og siden hen har John Green nærmest sat sig på den genre. Men der er også andre der behandler alvorlige emner. Sidste år kom Jennifer Niven også med sit bud i All the Bright Places, som personligt efterlod mig med mange tårer. Danmark kan skam også med Hul i hovedet af Nicole Boye Rødtnes. Filmverdenen har også hjulpet til at markere genren igennem filmatiseringen af The Perks of Being a Wallflower af Stephen Chbosky.

Personligt kan jeg godt lide at læse disse mere alvorlige ungdomsbøger, også selvom jeg er langt fra min ungdom på nuværende tidspunkt – i hvert fald ifølge kalenderen, men er man ikke kun så gammel som man føler sig? Jeg syntes det er godt at se unge blive udsat for en mere barsk virkelighed, som ikke kun er kærlighedssukkersød og som virkelig tager fat om det at være ung på en sandfærdig måde. For mange gange sidder der unge mennesker, som ikke tør at sætte ord på deres følelser og der kan bøger måske være en hjælp. Det kan i hvert fald ikke skade at der er kommet mere fokus på den slags ting.

Hvad syntes I? Skal ungdommen blive ved med kun at læse søde kærlighedsromaner om at blive den populære i klassen? Eller skal de have lov til at læse noget mere med kant på for at lære lidt om den virkelige verden?

Continue Reading

Jeg henter solen ned (Jandy Nelson, 2015)

Tusind tak til Gyldendal for anmeldereksemplar.

Jude og Noah er tvillinger, men gør alt for at undgå hinanden.Noah er indadvendt og passioneret omkring sin kunst. Han tegner og maler og forelsker sig i den karismatiske nabodreng. Jude er den udadvendte søster, som går med knaldrød læbestift og surfer med de cool fyre. For tre år siden var de uadskillelige, men nu taler de slet ikke sammen.Hvad er der sket? Alt er forandret: Jude går på den kunstskole, som Noah så brændende ønskede sig ind på, deres mor er død i en tragisk ulykke, og inden ulykken flyttede faren fra familien.Noah fortæller om årene op til bruddet, mens Jude fortæller om de senere år. Hver især kender de kun halvdelen af historien. Hvis de vil vide, hvad der egentlig skete i familien; hvis de skal have en chance for at komme videre, så er de nødt til at finde ind til hinanden igen og dele deres historier.

IMG_3699

(Tekst fra goodreads)

Den her bog er en af dem der er blevet hypet rigtig meget i sommeren, og jeg var derfor også rigtig spændt på at læse hvad al hypen var omkring. Selvom jeg vidste der var meget opmærksomhed om historien vidste jeg ikke helt hvad det var jeg gik ind til, og det tror jeg var godt. For historien om Jude og Noah er særpræget på sin helt egen måde at det ville være svært at forklare på forhånd hvad det var man skulle til at læse.

Historien fortælles fra to forskellige synsvinkler, af de to tvillinger, på to forskellige tidspunkter i historien og det skaber i starten en del forvirring om at finde rundt i et par ting og forskellige forhold. Derfor er det både positivt og negativt at kapitlerne er så lange, de giver rig mulighed for rigtig at komme tæt på begge tvillinger, men det skaber også en slags distance mellem dem. Hvilket nok også er meningen når jeg tænker tilbage på det. Det gjorde det også lidt svært at finde ud af hvem man skulle sympatisere mere med i forhold til den ene eller den anden.

”Han skæver til min blok igen. Vil han gerne se min tegning af den nøgne engelske fyr? Det tror jeg. Og jeg vil også gerne vise ham den. Brænder efter det. En brændende hede, meget mere intens end den før, skyller igennem mig. Jeg er ret sikker på, at jeg er blevet kapret og ikke længere har kontrol over min hjerne.”

Noah begynder historien, og derfor starter man også med at blive meget påvirket af hans side af sagen. Jeg indrømmer jeg havde lidt svært ved at koble med på Noahs verdenssyn. I starten havde jeg bare ret meget ondt af ham, fordi han var det typiske mobbeoffer, som bare blev jagtet hele tiden. Noahs måde at fortælle på med alle sine selvportrætter var også lidt mystisk i starten, og det tog noget tid før jeg begyndte at se mening i alle de selvportrætter han udtænkte sig. Som historien skred frem og Jude tiltrådte for at fortælle sig side af historien ændrede min opfattelse sig af dem begge to en lille smule. Og den blev ved med at ændre sig som ting blev afsløreret hele bogen igennem, på en rigtig fin måde så det ikke virkede for voldsomt. Det var næsten som om man voksede lidt op med Noah og Jude som bogen fortalte deres historie.

Selve budskabet med historien syntes jeg også var skjult rigtig godt hele vejen igennem. Det var i hvert fald først i løbet af de sidste 50 sider ca. at det hele begyndte at falde helt på plads for mig. Nogle ting havde man mistanke om løbende som sporerne blev sået ganske fint, men man sad altid kun med en mistanke indtil de sidste kapitler.

”Hvordan kunne det være okay at knuse fars hjerte på den måde? At bryde alle de løfter, hun havde givet ham? At splitte vores familie ad? Men så på den anden side, hvordan kunne det ikke være okay, hvis hun var tro mod sig selv? Arh. Det var både rigtigt og forkert. Kærlighed gør både skade og gavn.”

Jeg henter solen ned er endnu et skud på stammen om de mere alvorlige ungdomsromaner. Det er en historie der i den grad handler om at vokse op og finde sig selv, og dermed også sin plads i familien og resten af verden. Det er en historie om at tro på kærligheden og tør at tage chancer netop med kærligheden, selvom man uden tvivl vil få skræmmer af den på godt og ondt. Jeg havde ikke rigtig nogen ide om hvad jeg satte mig til at læse da jeg begyndte, men jeg er meget glad for at jeg fik fingrene i denne historie for at kunne se tilbage på den med et lille smil på læben over hvad den gerne skulle kunne lære unge mennesker.

4-star1

Continue Reading

Hul i hovedet (Nicole Boyle Rødtnes, 2015)

Mange tak til Alvilda for læseeksemplaret.

Til en fest slår Vega hovedet og får en hjerneblødning. Da hun vågner på hospitalet, har hun mistet sit sprog, og det føles, som hele hendes liv er forsvundet sammen med ordene. Men en dag møder hun Theo, der ligesom hende har svært ved at tale. Men kan man elske uden ord? Og hvad skete der egentlig den aften, hvor Vega kom til skade?

(Tekst fra goodreads)

IMG_3657

Jeg syntes det er spændende at se hvordan ungdomsbøger begynder at tackle mere seriøse emner end bare de almindelige ’åh nej, fyren kan ikke lide mig længere!’-emner. Hul i hovedet handler om et af de mere alvorlige emner efter en voldsom ulykke. Mange bøger ender tit med ulykken, det er sjældent at man hører hvad der er sket bagefter ulykken. Indblikket i Vegas nye verden er ret intens for selvfølgelige skal vi høre det hele fra hendes synsvinkel, og Vega har på trods af manglen til at udtrykke sig, stadig mange meninger.

Desværre er det hurtigt tydeligt at Vega har svært ved at finde ud af hvem hun er. Hun er ikke længere den Vega hun var ’før’, men hun bliver ved med at tænke tilbage på ’før’ og kan ikke finde ud af hvordan tingene er ’efter’. Det at finde sig selv i teenageårene bliver noget mere alvorligt i og med at Vega bliver sat i en større identitetskrise, samtidig med at hendes såkaldte venner ikke er så nære venner som hun troede.

”Mest af alt har jeg lyst til at tage toget op til Anna fra skolens sommerhus, hvor vi holdt festen. Til at stå på kanten af poolen og se ned i vandet, mens jeg tænker på alt det, jeg mistede den dag…”

Jeg syntes det var interessant at læse om Vegas historie, som på sin vis tog udgangspunkt i virkeligheden. Udover at den var meget nær virkeligheden så tog den også fat i den typiske teenageforelskelse. Lige på det punkt havde jeg nogle problemer, for noget af det var så forudsigeligt at det halve var nok. Forholdet mellem Vega og Johan brød jeg mig på intet tidspunkt om – måden det er beskrevet og det sexuelle forhold de har, kunne jeg slet ikke holde ud. Jo teenagere har sex, men som det lød så var det ikke andet de lavede fordi de ikke kunne snakke sammen (forståeligt nok), men også når mor sidder i stuen inde ved siden af. Undskyld mig, men det syntes jeg lige er grænseoverskridende nok.

”Mine tanker bliver ved med at cirkle omkring, hvorfor Alma ikke bare ville tage til London. Hun havde virket så fast besluttet, men så husker jeg, hvad mor havde sagt. At hun havde brug for Alma til at hjælpe med mig. Jeg borer neglene ned i håndfladen. Igen er det min skyld…”

Samlet set er Hul i hovedet en rigtig god ungdomsbog på mange punkter i de tunge emner den behandler. Alligevel har jeg lidt problemer med nogle af de finere detaljer når det kommer til de sociale ting i teenagelivet, og det har selvfølgelig noget at gøre med at Vegas liv har taget en helt anden drejning end resten af klassen. Med det sagt læste jeg den utroligt hurtigt fordi Vegas historie også er meget rørende, så den er klart anbefalelsesværdig.

4-star1

Continue Reading