Alting begynder med efterår (Marianne Kaurin, 2012)

Tak til Turbine for anmeldereksemplaret.

Efteråret 1942 nærmer sig, og krigen er blevet hverdag forfamilierne i Biermannsgate 10 på Grünerløkka. Lige indtil den morgen, tre politimænd banker på døren hos den jødiske familie Stern. Tilfældigvis er 15-årige Ilse ikke hjemme.
Alting begynder med efterår er Marianne Kaurins debutroman. Det er en poetisk ungdomsroman med handlingen henlagt til 2. verdenskrig. En roman om at håbe og om at miste. Om små tilfældigheder og store drømme. Marianne Kaurin skriver indlevende om frygt, sorg og udmattelse. Om sammenhold, kærlighed og mod.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 2 ud af 5 stjerner.

Jeg må være ærlig og sige at den her bog, nok ikke var en jeg selv havde samlet op og taget med hjem fra boghandleren/biblioteket. Præmissen med en ungdomshistorie fra krigstiden lyder i og for sig spændene og interessant nok. I hvert fald vil det være en noget anerledes ungdomsroman end hvad man er vant til. Desværre følte jeg ikke helt det var hvad jeg fik. Og jeg ved faktisk ikke helt hvad jeg sad tilbage med.

Bogen er fortalt fra flere forskellige synsvinkler, og ærlig talt så har jeg glemt hvor mange, for der var en del, hvilket også gjorde det en smule forvirrende at skelne hvor i historien man befandt sig. De havde ikke behøvet at dække historien fra alle vinkler på den måde, der kunne godt skæres 2-3 synsvinkler fra, og så tror jeg faktisk historien ville have fungeret bedre.

Jeg syntes også den var enormt lang tid om rent faktisk at komme i gang. Bagsideteksten fortæller om et skænderi og vores hovedperson kommer hjem til en tom lejlighed (hentydningen er selvfølgelig er hendes familie er blevet taget af nazisterne, da de er jøder), men det sker først godt og vel i hvert fald halvvejs inde i bogen. Derfor følte jeg den første halvdel af bogen var en smule flad og intetsigende. Det var som om jeg sad og ventede på et klimaks der blev ved med at lure rundt om hjørnet. Da det så endelig kom, blev det fladet ud og gjort mindre spændende end det burde være.

Jeg kunne godt lide præmissen ved den her bog, men udførelsen af den var jeg desværre ikke stor fan af. Personerne sagde mig heller ikke synderligt meget og selvom deres historie skar i hjertet, fordi man ved hvad der sker med dem, uden at det siges i så mange ord, så blev jeg ikke rørt på samme måde som man måske forventer når det kommer til ofrene fra anden verdenskrig. Jeg syntes det er synd for bogen/historien, for alle slags historier fra den tid, hvad enten virkelige eller fiktive bør røre sit publikum på den ene eller den anden måde. Desværre var det ikke en bedrift denne historie opnåede.

 

Continue Reading

The Graces (Laure Eve, 2016)

Tak for anmeldereksemplar fra Carlsen.

Fenrin Grace is larger than life, almost mythical. He’s the school Pan, seducing girls without really meaning to. He’s biding his time until someone special comes along. Someone different, who will make him wonder how he got along all this time without her. Someone like me.
Fenrin’s twin, Thalia, is a willowy beauty with rippling, honey-colored hair. Wherever she goes, Thalia leaves behind a band of followers who want to emulate her. She casts spells over everyone she encounters, just like Fenrin—even if they both deny it.

Then there’s Summer. She’s the youngest Grace, and the only one who admits she’s really a witch. Summer is dark on the outside—with jet-black hair and kohl-rimmed eyes—and on the inside. It was inevitable that she’d find me, the new girl—a loner with secrets lurking under the surface.
I am River. I am not a Grace. But I’ll do anything to become one.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

En mystisk bog, som nok også ender med en lidt mystisk anmeldelse. For The Graces er sådan en bog man næsten ikke kan snakke om uden at ville afsløre alt for meget af handlingen, for den er svær at snakke om uden at komme ind på handlingen. Men jeg skal forsøge ikke at spoile for meget for de af jer der ikke har læst bogen endnu.

Historien bliver fortalt fra Rivers synsvinkel, og det bliver hurtigt klart at hun er en lidt speciel pige. Men lige præcis hvad der er specielt ved hende finder man ikke rigtig ud af. Der strøgs ud med hints hele bogen igennem, men vi får aldrig noget direkte at vide, og det er faktisk først i løbet af de sidste par kapitler at alle sløjferne på dette mysterium bliver bundet sammen. Det var faktisk noget af det jeg rigtig godt kunne lide ved bogen; den var mystisk og forvirrende fra start til slut og vedholdt mystikken på den måde. Det er sjældent bøger rent faktisk formår at gøre dette, medmindre det er krimiromaner hvor vi først hører hvem skurken er til sidst. Så når det lykkedes på den her måde, og ovenikøbet i en ungdomsroman, så er jeg ret meget fan.

”Jeg var allerede begyndt lige så forsigtigt at stykke sammen, hvordan livet som en Grace måtte være. Hvis jeg kendte opskriften, den kombination af elementer, der gjorde dem til netop dem, de var, ville jeg måske kunne forstå dem. Og at forstå noget var første skridt på vej mod at blive som det.”

Jeg læste i et kort interview med forfatteren at hun gerne ville skrive om usympatiske hovedpersoner. Og det kan jeg sagtens se når det kommer til Rivers, for på mange måder var hun ikke lige den typiske hovedperson. På den anden side syntes jeg ikke hun var helt så usympatisk, i hvert fald ikke som hun kunne være. Jeg skal gerne være den første til at sige, at hendes besættelse med den her familie fra starten var en smule bizar. Der var flere gange hvor det lå på grænsen af lidt for meget, men det venskab der trods alt også blev opbygget virkede alligevel virkeligt nok. Det var nok også derfor min holdning til Rivers svingede fra kapitel til kapitel, fra at hun var okay til hun var på vej til at gå over grænsen. Men på den anden side, sådan var det også sommetider med Grace familien.

”Jeg havde mareridt, men jeg havde altid haft mareridt, og det var umuligt at afgøre, om det skyldtes dem eller mig selv. Jeg begyndte at kime familien Grace ned, kunne ikke lade være. Hvis bare de ville lade mig forklare. Men telefonen blev aldrig taget.”

Jeg syntes det var forfriskende for en gangs skyld at læse en ungdomsbog om hekse, fremfor vampyrer og de sædvanlige overnaturlige væsener de fleste ungdomsbøger efterhånden har sat monopol på. Samtidig var det ikke hekse i den forstand, som man måske ville forvente. Det var hekseri i det skjulte, og ikke åbenlyst med tryllestave og besværgelser. Tværtimod var det den ’gammeldags’ metode, som lagde baggrund for hele denne fascination med familien Grace.

I bund og grund er det her en solid ungdomsroman, som jeg personligt syntes formår at holde en ved siderne fra start til slut. Det eneste der nok trækker ned i min bedømmelse, det må være Rivers som person. Hun svinger så meget efter min mening, at jeg ikke kan give hende topkarakter. Dog skal det siges, at da jeg først fik slutningen med, gav hun pludselig meget mere mening for mig. Hendes handlinger var pludselig ikke nær så forrykte, som de kunne virke tidligere i bogen. Desuden bliver der lagt op til noget af et brag i den efterfølgende bog, og jeg håber virkelig at det er et brag der bliver indfriet. Oven på den slutning og de afsløringer vi får i de sidste kapitler, vil jeg blive slemt skuffet hvis den efterfølgende bog ikke siger Bang! på den ene eller den anden måde, så det skal blive spændende at se.

Continue Reading

Januar Wrap-Up

Det føles som om vi for bare et par dage siden skrev 2017, og nu er den første måned af året allerede forbi. Hvor er tiden dog blevet af, og hvad har jeg lavet i den forgangne måned? Når jeg ser tilbage på januar, så er der sket en hel del, og så alligevel ikke så meget. Jeg startede arbejde igen efter juleferien, med kun 2 ½ uge inden jeg skulle begynde min barsel. Dertil havde jeg ikke voldsomt mange timer med mine elever, så det hele mærkedes lidt underlidt. Jeg nåede også lige et sidste kursus i de par uger, og det er jeg meget glad for, fordi det betyder at det er et kursus mindre jeg skal på når jeg engang vender tilbage fra barsel. Dog udviklede tingene sig herefter ikke helt som planlagt. Efter et sædvanligt besøg hos lægen, blev det nemlig bestemt at jeg skulle sygemeldes den sidste uge inden min officielle barsel, og jeg måtte derfor gå fra arbejde en uge tidligere end planlagt. Det betød at jeg ikke rigtig fik sagt farvel til mine elever, hvilket nok var den primære ærgrelse jeg havde ved det faktum. Men jeg har planer om at besøge dem sammen med bettemusen når først vi begge er klar til det.

Det har altså betydet at sidste halvdel af januar for mit vedkommende er gået med at finde ud af en ny hverdag. Det er utroligt underligt ikke at have vækkeuret til at ringe hver morgen, eller at jeg ikke har arbejdsopgaver hængende over hovedet som jeg bare skal se til. Jeg kan bogstaveligt talt lave lige hvad jeg har lyst til! Det store spørgsmål er så bare at finde ud af, hvad jeg har lyst til at lave, og her opdager man pludselig hvor mange timer der er på sådan et døgn; især når man går hjemme mutters alene og ikke rigtig har energien eller luften til at bevæge sig rundt alt for meget. For det er en anden siden af sagen, med under 5 uger tilbage til termin, bliver min mobilitet mere og mere nedsat fra dag til dag, og jeg kan kun holde til små opgaver af gangen. Før i tiden kunne jeg sagtens sætte 3 omgange vask over, støvsuge og gøre rent og rydde op i samme omgang på samme dag, men nu er jeg nødt til at fordele de ting ud over flere dage, for pusten er der ikke længere til det. Det har også betydet at mit energiniveau til at læse har været overraskende lavt. Jeg troede at jeg ville få læst en hel del, men mit energiniveau har mest af alt skreget på Netflix. Alligevel har jeg da formået at få læst 5 bøger i denne måned, hvilket er en mere end jeg havde gået efter.

Til bogklubben i denne måned skulle vi læse ungdomsromanen Skyggernes Dronning, som var en okay eventyrgenfortælling, men stadig med et par små mangler. Vi var alle enige om, at hvis vi havde været 10 år yngre, havde bogen været et kæmpe hit. Herefter skiftede jeg over til lidt klassisk YA i form af Everything, Everything som nok har stået på min hylde i godt og vel et år. Jeg kalder den klassisk YA fordi den handler om de typiske ting, som at finde sig selv og blive forelsket for første gang. Dertil kan den så også tilføjes til den kategori af andre ungdomsbøger, der vedrører ”livet i boblen”, for dem er der efterhånden en del af. I mine øjne betyder det at den slags bøger virkelig skal skille sig ud, og det gjorde den her på nogle punkter, men ikke alle sammen. For at forsætte i ungdomsgenren hev jeg fat i På kant med livet, som endnu engang var en god, men ikke fantastisk oplevelse. Den var dybfølt igennem de to personer bogen blev fortalt igennem, men det var alligevel som om der var noget fremtvunget over dele af historien. Igen er det sikkert en bog jeg ville have været helt vild med for 10 år siden, men som lidt ældre der har læst en hel del YA bøger, så kan man ikke lade være med at være bare en smule kritisk. Herefter havde jeg brug for en lidt anden genre, og jeg tog derfor fat på den længe ventede Heartless. Lige siden jeg så at Marissa Meyer var påbegyndt en ny genfortælling uden for hendes Lunar Chronicles saga vidste jeg at den måtte jeg få fingrene i. Med måske lidt for store forventninger gik jeg derfor i gang med historien om den onde dronning fra eventyrland, eller rettere hvordan hun blev den onde dronning. Jeg elskede som sagt hendes Lunar Chronicles, men Heartless nåede desværre ikke helt op på samme piedestal. Den havde sine gode sider, men også nogle ting jeg ikke helt kunne forene mig med, men det må I vente på den fulde anmeldelse for at høre om. Den sidste bog jeg fik læst var The Graces, endnu en ungdomsroman, denne gang med hekse i centrum. Det er så sjældent man finder gode ungdomsromaner om hekse, i al for lang tid har det primært kun været vampyrer og den forbudte kærlighed dertil. Her er The Graces heldigvis et frisk pust, men ikke med det klassiske heksebillede. Den var bestemt mystisk, og tog en del drejninger der underholdte fra start til slut, men også her var der nogle småting der ikke huede mig.

Det man kan sige alle 5 bøger denne måned har til fælles, er det faktum at jeg har givet alle 4 ud af 5 stjerner; der har ikke været nogle bøger endnu der har blæst mig bagover og taget pusten fra mig. Det har jeg så til gode i de kommende uger. Jeg har ingen anelse om hvordan næste måned kommer til at se ud. Jeg nærmer mig min fødselstermin, og jeg forudser at februar kommer til at forløbe meget sporadisk hvad angår læsning. Jeg har ikke fastlagt noget konkret hvad jeg vil læse, men jeg vil skrive lidt mere om det i morgen. Det samme kommer nok også til at påvirke bloggen. Det skal dog ikke betyde at jeg forsvinder. Det betyder bare at hvis der er noget mere stille herinde end sædvanligt, så er det med stor sandsynlighed fordi jeg har gang i et lidt andet projekt – Projekt Baby, som med garanti kommer til at tage en hel del af min tid, inklusive den jeg bruger på jer. Jeg kan nok allerede nu forudsige at næste måneds Wrap-up enten ikke kommer, eller så bliver meget kort. Men fortvivl ej, jeg skal nok holde jer opdateret. Og hvis I har lyst, kan I få indblik i de små øjeblikke på både Twitter eller Instagram, både på bogfronten og privaten.

Hvordan har jeres januar måned set ud? Og hvad planlægger I at læse i februar måned?

Continue Reading

Wink, Poppy, Midnight (April Genevieve Tucholke, 2016)

Every story needs a hero. Every story needs a villain. Every story needs a secret.

Wink is the odd, mysterious neighbor girl, wild red hair and freckles. Poppy is the blond bully and the beautiful, manipulative high school queen bee. Midnight is the sweet, uncertain boy caught between them. Wink. Poppy. Midnight. Two girls. One boy. Three voices that burst onto the page in short, sharp, bewitching chapters, and spiral swiftly and inexorably toward something terrible or tricky or tremendous.

What really happened? Someone knows. Someone is lying.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Jeg må blankt indrømme at dette var en af de bøger jeg bestilte hjem udelukkende baseret på dens smukke omslag. Jeg kunne absolut ikke stå for det, og da jeg læste nærmere omkring hvad bogen rent faktisk handler om, og det viste sig at være en bog med 3 forskellige fortællere, og man selv skulle bedømme hvem der var troværdig eller ej, blev min nysgerrighed vækket til live. Jeg har altid syntes at konceptet med troværdige/utroværdige fortællere har været ganske interessant, hvis det altså er udført med stil og man først indser problemet med fortælleren til sidst. Det giver et eller andet ekstra til en historie, når en fortæller viser sig at være lidt mere suspekt end hvad godt er.

Historien her handler om Midnight, der så længe han kan huske har været vanvittigt forelsket i naboens datter, Poppy, som er den enormt populære pige, der ved at hun er det, og udnytter det til fulde. Men Midnight beslutter at han skal komme videre i sit liv, og ikke mere være forelsket i Poppy, og da er det passende nok at han møder Wink, den bestemte modsætning til Poppy. Herfra udvikler historien sig fra hvert synspunkt, og man bliver hele tiden i tvivl om hvem der skal forestille at være ’den gode’ i dramaet der udspiller sig.

”She was quiet as I walked her back home, but then, she’d been pretty quiet the whole night. And I didn’t know her well enough to know if that’s how she usually was anyway. She didn’t talk in school, but neither did I, and it didn’t prove a thing.”

Midnight var for mig ganske interessant, for han virker til at starte med som en ganske solid karakter, der beslutter at ville lægge sit liv om, og han træffer nogle konsekvente beslutninger hertil. Desværre sker der bare det, som historien skrider frem, at det bliver mere og mere tydeligt at Midnight blot skulle have en anden person han kunne følge og forgude. Det viser sig at Midnight ikke er nær så karakterstærk som han måske gerne vil være, hvilket han på sin vis også er klar over. Det lille punkt vendte min mening om ham en lille smule. For det er en ting at være karaktersvag, men hvis man er klar over det, så bliver det en anden sag.

Det hele blev noget mere kompliceret med Poppy og Wink. De kapitler var nok de mest interessante syntes jeg. For her fik man indblikket i den populære piges tanker, og den mere atypiske piges tanker. Og de var ikke altid hvad man regnede med de var.

”I watched them all and they didn’t see me, not one damn speck of me. I liked being invisible, I was learning things, there were so many things I’d missed before, back when I always needed to be the center of attention.”

Historien om de tre personer her kom med nogle sving igennem forløbet, og det var alle sammen nogle jeg ikke helt havde forventet. Slutningen var bestemt heller ikke hvad jeg havde forventet, og det gjorde mig faktisk ikke noget. Jeg kan godt lide at blive overrasket af slutninger på den måde, og det formåede denne bog at gøre. Den var ganske kort i sin handling, og meget ligefrem på nogle punkter. Det var nok en af de ting, hvor jeg godt kunne have brugt lidt mere udvikling af enkelte små detaljer. Det var som om der var et par små historier i den overordnede historie, som ikke helt fik samme liv som de 3 hovedpersoner fik. Hvilket jeg syntes er synd, for jeg tror sagtens bogen kunne fungere hvis man gav plads til de små detaljer i forbindelse med deres historier.

Hvis man er til multifortællere der krydser hinanden hele tiden, og en uforudset slutning, og et uopklaret spørgsmål om hvem der er helt/heltinde, så vil jeg mene man skal give Wink, Poppy, Mignight et godt forsøg. Jeg blev i hvert fald fanget af de store forskelle som hver især udviste. Derudover skal det siges at den jo er ganske kort, og er forholdsvis hurtigt læst, for stilen er ikke voldsomt tung. Det er en typisk YA roman på det punkt, men så giver den alligevel stof til eftertanke.

Continue Reading

Fredag, lørdag, søndag (Christine Lind Ditlevsen, 2015)

I en moderne stream of consciousness sejler Kat ind i en hjemløs weekend, der er et virvar af druk, sex og skyld, tab og forsoning. 

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 2 ud af 5 stjerner.

Jeg kan ligeså godt sige det fra start af; den her bog var vildt mærkelig, og jeg brød mig ikke om den. Og det syntes jeg faktisk var ret træls, for den så noget så indbydende ud, men jo mere jeg læste i den, jo mere blev jeg irriteret over stilen i den. For skrivestilen er meget anerledes end hvad jeg er vant til. Da jeg læste bagsideteksten, syntes jeg den lød okay interessant; en ungdomsbog som udspiller sig over lige knap en weekend og der er alverdens drama inde i billedet. Og drama skal jeg da godt nok love for der er nok af, på det punkt blev jeg ikke skuffet. Der var fest med alkohol og vilde udskejelser, som alt sammen forgrener sig ind i resten af weekenden, og ødelægger det hele for den lille vennekreds.

”I mørket har de andre grineren over de awkward ads, især dem for slik er for corny med mennesker klædt ud som dyr og sådan noget. Jeg spiser fransk hotdog og drikker Fanta og vodka i blandingen 2:8, det brænder, og jeg brænder med.”

Hvis skrivestilen havde været noget anerledes, og mere af hvad jeg er vant til, kan det sagtens være at jeg havde brudt mig mere om bogen. For historien syntes jeg var okay, om end den var noget mere overdrevet og dramatisk end jeg havde forestillet mig i første omgang, men det blev bare spoleret lidt af den ’stream of consciousness’ skrivestil der var igennem hele bogen. Havde det været enkelte passager, kunne jeg sikkert have båret over med det, men en hel bog skrevet på den facon, ganske vist en kort bog, det blev for meget for mit vedkommende og det blev en kamp med mig selv om jeg skulle ligge den fra mig eller ej. Stædig som jeg er, læste jeg den færdig, hvilket jeg i sidste ende er glad for, til trods for den irriterende skrivestil.

Continue Reading

Dumplin’ (Julie Murphy, 2015)

Self-proclaimed fat girl Willowdean Dickson (dubbed “Dumplin’” by her former beauty queen mom) has always been at home in her own skin. Her thoughts on having the ultimate bikini body? Put a bikini on your body. With her all-American beauty best friend, Ellen, by her side, things have always worked…until Will takes a job at Harpy’s, the local fast-food joint. There she meets Private School Bo, a hot former jock. Will isn’t surprised to find herself attracted to Bo. But she is surprised when he seems to like her back.

Instead of finding new heights of self-assurance in her relationship with Bo, Will starts to doubt herself. So she sets out to take back her confidence by doing the most horrifying thing she can imagine: entering the Miss Clover City beauty pageant—along with several other unlikely candidates—to show the world that she deserves to be up there as much as any twiggy girl does. Along the way, she’ll shock the hell out of Clover City—and maybe herself most of all.

(Tekst fra goodreads)

fullsizeoutput_f44

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Jeg blev faktisk positivt overrasket over Dumplin’ og det har nok at gøre med jeg ikke helt vidste hvad jeg skulle forvente. Den har fået rigtig meget god omtale, for at være en vigtig ungdomsbog fordi den omhandler det sarte emne omkring vægt og selvværd, hvorfor jeg også syntes den lød interessant. Det er historien om Willow Dean der umiddelbart lader til at have selvtilliden i orden, på trods af at hun – ifølge sig selv – vejer noget mere end de andre piger på skolen. Og måske netop på trods af dette, vælger at stille op i den lokale skønhedskonkurrence.

Præmissen bag historien på denne facon lyder som sådan rigtig god, og den gør op med en masse stereotyper, og det hele starter ganske godt i den forstand. Desværre holder Willow Dean den bare ikke kørende hele vejen fra start til slut. For som sagt så er det umiddelbart kun udadtil at hun har selvtilliden i orden, i hvert fald sådan som det skal forestille sig. I sidste ende så er hun lige så usikker som alle os andre. Det gjorde mig ikke rigtig noget på nogle punkter, for det gjorde hende også mere virkelig og troværdig. Jeg tror en overvægtig teenager med stor selvtillid hører til de sjældne, hvorfor Willow Dean også ville virke lidt søgt. Desværre ødelagde det bare lidt af historien, for stort set hele affæren med den overvægtige pige i skønhedskonkurrencen blev båret meget af den selvtillid der skulle følge med der.

På en del småpunkter irriterede Willow Dean mig, mens hun på andre vandt mig tilbage. Det lyder forkert, for på mange punkter reagerede hun bare som jeg tror enhver anden teenager, der er lidt usikker på sig selv, vil gøre. Desværre går det bare lidt imod den facade hun får sat op omkring sig selv, eller retter den facade som Murphy får skabt omkring Willow Dean. Og det er synd, for hvis Willow Dean bare havde taget imod den kærlighed og det venskab som hun tydeligvis er værd, uden at brokke sig over det, og lade være med at tro hun ikke er god nok, og i stedet stå ved den selvtillid der bliver vist i de første kapitler, så havde bogen været lige den tand bedre.

På nogle punkter er det derfor en solid ungdomsroman, med et godt budskab, men jeg vil også sige at man ikke skal følge Willow Deans overbevisning hele vejen igennem. På den anden side, så gennemgår Willow Dean også en udvikling, som enhver ungdomsroman også skal, og det viser at hun ikke er perfekt, selvom hun gerne vil lade som om – i starten i hvert fald. Lige på det punkt viser bogen at vi skal lære at acceptere os selv, inden vi kan lære at tage imod kærlighed og venskab fra andre – hvilket i sig selv er et smukt budskab.

Continue Reading

Anya’s Ghost (Vera Brosgol, 2011)

Anya could really use a friend. But her new BFF isn’t kidding about the “Forever” part.

Of all the things Anya expected to find at the bottom of an old well, a new friend was not one of them. Especially not a new friend who’s been dead for a century.

Falling down a well is bad enough, but Anya’s normal life might actually be worse. She’s embarrassed by her family, self-conscious about her body, and she’s pretty much given up on fitting in at school. A new friend—even a ghost—is just what she needs. Or so she thinks.

(Tekst fra goodreads)

fullsizeoutput_f14

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Hvordan anmelder man en graphic novel? Det spørgsmål måtte jeg stille mig selv i første omgang, da jeg begyndte tankerne omkring Anya’s Ghost. Men lad mig begynde med historien, som er lidt af en klassisk coming of age historie, med Anya der skal finde sig selv, og lære at stole på sig selv og den selvtillid der ligger dybt, dybt begravet i hende. Personligt kunne jeg rigtig godt lide Anya fra starten af, fordi hun har en rigtig tør, sarkastisk humor som er lige mig. Hendes spydige kommentarer til sin familie, og ikke mindst de få venner hun har, var bare spot on for en teenage pige, der egentlig gerne vil være unik, men samtidig bare passe ind med alle de andre.

Jeg syntes det billede der blev tegnet af teenagelivet generelt på Anyas skole var ret godt rammende. Der kom et par afsløringer hen af vejen, og man sad med en fornemmelse af at alt måske ikke er helt perfekt for alle, selvom det kan se sådan udadtil. Det var rart at der var gjort plads til lidt skår i overfladen. Det hjalp også lidt på den historie vi fik med spøgelset som Anya pludselig kan kalde en form for bedste ven. Et spøgelse som vil Anya det bedste, både på godt og ondt, hvad enten hun vil det eller ej. Det bliver hurtigt klart at Anya ikke har noget valg om hun vil tage imod den hjælp som spøgelset klart mener at hun har brug for.

fullsizeoutput_f15

Det lyder måske mærkeligt, men det at spøgelset tog en lidt uventet drejning, var faktisk et frisk pust på en eller anden måde. Jeg havde hele tiden en forventning om at Anyas liv bare ville blive perfekt med hjælp fra hendes personlige spøgelse, men det blev det langt fra. Det vendte nogle ting på hovedet, som kun gjorde historien det bedre.

Selve udførelsen rent grafisk er også flot. Tegningerne er simple og ikke i overkanten af det kunstneriske, men det behøver de heller ikke være, for de fortæller den historie de skal, og det er det vigtigste. Jeg kan godt lide den simple, men alligevel realistiske stil, som alle tegninger har over sig, det gør på en eller anden måde det hele en smule mere troværdigt.

Continue Reading

The Rest of Us Just Live Here (Patrick Ness, 2015)

What if you aren t the Chosen One? The one who’s supposed to fight the zombies, or the soul-eating ghosts, or whatever the heck this new thing is, with the blue lights and the death? What if you’re like Mikey? Who just wants to graduate and go to prom and maybe finally work up the courage to ask Henna out before someone goes and blows up the high school. Again.

Because sometimes there are problems bigger than this week s end of the world, and sometimes you just have to find the extraordinary in your ordinary life. Even if your best friend is worshipped by mountain lions.

(Tekst fra goodreads)

fullsizeoutput_f08

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Ideen bag den her bog er faktisk ret så interessant, og på sin vis får man to separate historier i en bog, hvilket jo er en bonus på enhver måde. Og alligevel sad jeg tilbage med en følelse af ikke at have fået hele historien med. For selvom der i princippet var to historier, så fik jeg på nogle punkter kun halvdelen af begge historier, dog selvfølgelig mere af Mikey og den historier han er en del af.

Jeg kunne faktisk godt lide bogen, en hel del endda, og dog er det svært for mig at skrive en anmeldelse. Og det hænger sammen med det faktum at bogen er lidt sær i sig selv. Det er sidehistorien til den spektakulære historie man normalt ville læse. I starten af hvert kapitel får man lige et kort resume af hvad der ellers sker for ’helte-børnene’ i det kapitel, alt imens man så kan læse videre om det helt almindelige og trivielle liv som Mikey lever sammen med sine venner. Og fordi det jo er en ungdomsbog, som selvfølgelig har ’red-verden’-aspektet over sig, så har den også identitetsspørgsmålet og kærlighed som emner. Identitetsspørgsmålet er nok især vigtig i den her bog, for ikke nok med at Mikey er lidt i tvivl om sin egen seksualitet, så sætter han også spørgsmålstegn ved sine venner og sine egne evner.

”Then I wonder what Henna meant when she said my name as the last thing before unconsciousness. Then I wonder what she meant by saying she didn’t think I loved her.”

Forholdet mellem de forskellige personer i bogen fungerede rigtig godt, og der var også plads til overraskelser fra tid til anden, hvilket jeg var glad for. Mikey var også en interessant person at følge som hovedkarakter, ikke mindst på grund af hans fejl og mangler. For han er absolut ikke den typiske helt, som man er vant til, og det var et friskt pust. Hans omgangskreds af venner var også rigtig god, jeg kunne især godt lide hans søster, og hele hendes væremåde. Jeg syntes især det var sjovt, hvordan hun scorede lægen der tilså Mikey.

Selvom man ikke læser om heltene som sådan, så kommer der lidt heltemod over dem, i det de lever på sidelinjen af alt det mærkelige der sker omkring dem. Mikey er ikke selv en helt, men når man er bedste venner med en halvgud, så kan man ikke rigtig slippe helt for den slags ting. Det spøjse var at se hvordan venskabet mellem Mikey hans lille kreds af venner udviklede sig, for som alle andre normale venskaber, så opstod der også skænderier og akavede samtaler.

fullsizeoutput_f09

”But this time I actually stop myself. I rub it in and leave it. I wait to see how that feels. But no, I’m not trapped. I can see the trap. I can see it waiting for me to step into, if I want, see the spiral just there, ahead of me, waiting. But I can also wash my hands and dry them and leave the little bathroom at the cabin. The medication must be working, because that’s what I do, after taking one last long look at my scar.”

Der var også humor til stede i bogen, for selvom der sker alt muligt mærkeligt og uhyggeligt på sidelinjen, så syntes jeg personligt at det var sjovt at lige Mikeys by blev invaderet med jævne mellemrum, hvad enten det var af vampyrer eller mega vrede guder, eller hvad de kalder sig selv. Endnu sjovere var det, at som man blev voksen, lod man til at glemme alle de forfærdelige ting, og nærmest leve i uvidenhed om hvad der sker omkring en. Jeg kan ikke lade være med at tænke hvor sørgeligt det er, at man som voksen i den forstand vælger at distancere sig så voldsomt, fordi noget ikke lige passer til ens virkelighed.

Som voksen vælger man dermed at gå glip af halvdelen af ’det sjove’, og dermed kan man sige at man igennem bogen her fravælger den historie som vi kun får små resumebidder af. Jeg sad faktisk tilbage med en uafsluttet følelse da jeg havde vendt den sidste side. For selvom jeg var glad for at have læst om Mikey, og hans meget virkelige problemer med at finde sig selv i den verden han befinder sig i, så var jeg faktisk også meget interesseret i den ’egentlige’ historie, som vi kun fik små bidder af. Under alle omstændigheder er The Rest of Us Just Live Here en meget speciel, og lidt særlig, fortælling, som jeg ikke syntes man skal snyde sig selv for, hvis man har læst rigtig mange ’heltefortællinger’.

Bogen udkommer på dansk her den 10 november fra Gyldendal, som også var så søde at sende mig et tidligt læsereksemplar.

Continue Reading

Babyen (Lisa Drakeford, 2015)

Tak til Alvilda for anmeldereksemplar.

Midt i sin 17-års fødselsdagsfest åbner Olivia badeværelsesdøren og mødes af det sidste, hun forventer at se: Sin bedste veninde, Nicola, som er i fødsel midt på gulvet. Nicola selv er mildest talt overrasket. Hun er ikke klar til at blive mor, og hun har brug for Olivias hjælp. Men Olivia har sine egne problemer. Eksempelvis Jonty, hendes tyran af en kæreste, og hendes autistiske lillesøster, Alice, som hun tit står med ansvaret for. Og så er der Ben, Olivias bedste ven, som har sine egne hemmeligheder at kæmpe med …

(Tekst fra goodreads)

img_5411

Bogen får 3 ud af 5 stjerner.

Jeg fald tilfældigvis over den her ungdomsbog og syntes den lød interessant. Jeg må dog indrømme at mine forventninger ikke blev indfriet helt og aldeles. Ideen med bogen syntes jeg var rigtig god, hele aspektet med unge mødre forbliver jo et ømt diskussionsområde nu til dags, og at skrive ungdomsbøger om netop det emne, virker jo umiddelbart som en god ide. Desværre, var udførelsen bare ikke helt som jeg havde regnet med.

Historien fokuserer primært på en lille håndfuld venner, og hvert (lidt lange) kapitel bliver fortalt fra en forskellig synsvinkel af de fem personer involveret i historien. Det princip fungerede ganske godt de første to kapitler, men derefter faldt det lidt til jorden for mit vedkommende. Da kapitlet fra søsterens synspunkt kom manglede jeg substans. Jeg kunne ikke se hvad hun havde at skulle fortælle til historien. Hendes kapitel handlede mest af alt bare om at hun skulle komme ud af sin skal og få sig en rigtig ven. Det var efter min mening et unødvendigt kapitel for bogens centrale historie, som jeg sad og savnede i lige præcis det kapitel.

”Hun kan ikke sige noget med hovedet trukket bagover på den måde. Han skubber til hende, så hendes hoved knalder ind i døren til garderobeskabet. Der lyder et højt smæld i hendes hoved. Hun kan mærke døren vibrere bag sig. Men hun ved, at hun skal berolige Jonty. Hendes stemmer dirrer en smule.”

Venindeforholdet mellem Olivia og Nicola er nok det mest interessante i bogen, for de to har udvekslet alverdens hemmeligheder, og så alligevel ikke. I starten havde jeg mest af alt ondt af Oliva, men som bogen skred frem begyndte hun at fremstå lidt som en dum veninde, og en smule overfladisk. Heldigvis ændrede hun sig løbende, og hun sneg sig tilbage til min gode side. Til gengæld, gennemgik Nicola den største forandring og jeg blev nærmest en smule forundret over hvor godt hun tacklede tingene, først næsten helt alene og senere med en smule hjælp.

”Hun vil ikke holde op med at græde. Hun vil ikke holde op med at fucking græde. Ikke engang da hans mormor stikker sutteflasken ind i hendes røde, vrede mund. Hendes lille ansigt er fordrejet som en dæmons i en gyserfilm. Forfærdelig at se på. Forfærdelig at høre på.”

De sidste par kapitler er fortalt fra to fyres synspunkt, og selvom de var mere centrale til historien end søsteren, så manglede jeg stadig den dybde der var i historiens første to kapitler fra henholdsvis Oliva og Nicola, da de fortalte det fra deres synsvinkel. Alligevel formåede historien at overraske mig til sidst, og den lettere åbne slutning var et fint twist på hele affæren.

Den her bog skal man læse fordi den netop berører et ømtåleligt emne, som ikke desto mindre er vigtigt at tale om. For vi kan ikke komme udenom at den slags sker, og jo mere der bliver talt om det, og jo mere vi addresseer emnet jo mindre tabu håber jeg det bliver. Og så er det ikke mindst vigtigt at veninder holder sammen uanset hvad, for lige netop i sådanne situationer har vi alle brug for bare en god veninde.

Continue Reading

Things we Know by Heart (Jessi Kirby, 2015)

When Quinn Sullivan meets the recipient of her boyfriend’s donated heart, the two form an unexpected connection.

After Quinn loses her boyfriend, Trent, in an accident their junior year, she reaches out to the recipients of his donated organs in hopes of picking up the pieces of her now-unrecognizable life. She hears back from some of them, but the person who received Trent’s heart has remained silent. The essence of a person, she has always believed, is in the heart. If she finds Trent’s, then maybe she can have peace once and for all.

Risking everything in order to finally lay her memories to rest, Quinn goes outside the system to track down nineteen-year-old Colton Thomas—a guy whose life has been forever changed by this priceless gift. But what starts as an accidental run-in quickly develops into more, sparking an undeniable attraction. She doesn’t want to give in to it—especially since he has no idea how they’re connected—but their time together has made Quinn feel alive again. No matter how hard she’s falling for Colton, each beat of his heart reminds her of all she’s lost…and all that remains at stake.

(Tekst fra goodreads)

IMG_5015

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Den her bog er den perfekte bog til din sommerlæsning, hvis du lige har brug for noget sukkersødt og ekstremt fluffy. Og ja, jeg kan godt omtale bøger som fluffy, det er jo ikke fordi de er behårede i sig selv, men fordi indholdet bare er så ekstremt kærlighedssødt at det til tider kan være for meget, med mindre man lige er i humør til den slags – og til det, er den her bog lige perfekt. Det lyder måske ikke helt sådan ud fra bogens om-handlings-tekst; en pige der ikke kan komme sig helt over sin kærestes død og begynder at opsøge de personer som kærestens organer blev doneret til. Jep, det er en sikker katastrofe in the making. Og der kommer skam også en hel del dårlige følelser igennem Quinn, som vi får indblik i, men der er også rigtig mange søde ting at tage fat på.

Jeg må nok indrømme at jeg til at starte med var lidt irriteret på Quinn, for jo, det er utroligt synd for hende at hun har mistet sin kæreste, men hele ideen med at opsøge organdoner-modtagerne var til at starte med den dummeste ide hun kunne få. Jeg syntes også hun var alt for hård ved sig selv i den første halvdel af bogen, og lidt den sidste halvdel, men det var trods alt bedre. Hun giver ikke sig selv nok tiltro, og hun bliver ved med at tvinge sig selv til at have dårlig samvittighed over at hun kommer videre i sit liv, til trods for at det er hvad alle i hendes familie og omgangskreds bliver ved med at sige til hende at hun skal. Hendes måde at komme videre på kan vi så også diskutere.

Da Quinn og Colton begyndte at lære hinanden at kende, gik der ikke mere en et kapitel – som også var et af de første kapitler – før man sagtens kunne forudsige hvor det skulle bevæge sig hen, også til trods for Quinns konstante selvmedlidenhed og dårlige samvittighed. Hvis man ser bort fra det faktum at Colton har hendes ekskærestes hjerte, så er det den helt almindelige ungdommelige forelskelse, som enhver YA bog behandler. Men sådan er det jo ikke, for det der hjerte spiller bare en eller anden rolle, hvad end de to vil det eller ej. Det gjorde historien det lige mere interessant at læse om, også selvom det stadig var en smule forudsigeligt.

Der var dog også et par enkelte ting der irriterede mig, foruden Quinns hårde selvmedlidenhed fra tid til anden. Hele scenen med solsikken syntes jeg var lige i overkanten. Den blev en tand for meget for mig, og jeg blev lettere irriteret på forfatteren på at være så, ja cheasy kan jeg vist kun sige. Det var der slet ikke behov for, og slet ikke den måde Colton og ekskæresten lige pludselig blev sammenlignet som de gjorde, det var lidt for søgt i mine øjne.

I sidste ende er det alligevel en rigtig sød bog. Den har den perfekte mængde af sommerromance, så man sidder og bliver lidt blød i knæene, og måske kan tænke tilbage på sin egen første forelskelse, eller en sommerforelskelse på sidste års ferie, og hele den intense del der består i at lære hinanden at kende og opdage at begge parter så småt er ved at blive forelsket. Men der er også hjertesorg og heling af denne i bogen, for det at miste nogen er også hårdt, og at komme ovenpå igen kan være ekstremt svært. Det handler bare om at finde den rette vej til overfladen igen, så at sige. Der kan det muligvis diskuteres om vejen i denne historie er den rette, men om ikke andet så udgjorde det for en rigtig sød sommerhistorie.

Continue Reading
1 2 3 6