Carry On (Rainbow Rowell, 2015)

Simon Snow is the worst chosen one who’s ever been chosen. That’s what his roommate, Baz, says. And Baz might be evil and a vampire and a complete git, but he’s probably right.

Half the time, Simon can’t even make his wand work, and the other half, he sets something on fire. His mentor’s avoiding him, his girlfriend broke up with him, and there’s a magic-eating monster running around wearing Simon’s face. Baz would be having a field day with all this, if he were here—it’s their last year at the Watford School of Magicks, and Simon’s infuriating nemesis didn’t even bother to show up.

(Tekst fra goodreads)

fullsizeoutput_f1a

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Carry On er nok en af de bøger, der har fået utrolig god omtale, og det skal den da også have. Men det var også af den grund, at den var en smule frygtindgydende at gå i gang med. For tænk nu, tænk nu hvis den ikke levede op til al den hype den havde fået i sine mange anmeldelser? På den anden side, af de bøger jeg efterhånden har fået læst af Rainbow Rowell, så har hun endnu ikke skuffet. Carry On skulle da heller ikke være en undtagelse på det punkt.

Det er meget tydeligt fra starten af Carry On universet skal forestille at være stærkt inspireret af Rowlings Harry Potter univers. Magien er der, dog en smule anerledes, og jeg var især sjovt glad for den måde sproget var blevet inkarneret i Rowells magi. Jeg syntes det var sjovt hvordan sangtekster og faste ordsprog udgjorde de stærkeste besværgelser. Og alligevel brød vores helt, Simon Snow, med normen i at være ualmindelig magisk og ikke altid have behov for disse besværgelser. Hele ideen med at Snow er ved at springes – ret bogstavelig talt – af magi, fandt jeg især interessant, for det gav en anden vinkel på spørgsmålet om magien i Rowells univers. Snow som hovedperson fungerer på mange punkter rigtig godt. Han er lige dele helt og lige dele ikke-helt. Han er til tider ynkelig nok til at man ikke kommer til at idoliserer ham alt for meget, men også lige på grænsen til at han ikke bare bliver træls.

”I’ve never been attacked in my room before – this would be a first. I sit up and turn the lights on without trying. That happens sometimes, with small spells, when I’m stressed. It’s not supposed to. Penny thinks it might be like telepathy, skipping the words to get straight to the goal.”

Jeg havde ikke regnet med at bogen ville være fortalt fra flere synsvinkler, og lige de første par kapitler irriterede det mig faktisk. Men som bogen skred frem, blev jeg kun mere og mere glad for skiftet mellem de forskellige. Dog var der enkelte kapitler/synsvinkler som jeg syntes kunne have være gjort bedre. Kapitlerne fra the Mage var jeg for eksempel ikke synderligt fan af. Dem kunne jeg sagtens have været foruden. Til gengæld var vekslingen mellem Snow og Baz kapitlerne virkelig god! Skiftene gjorde virkelig noget ved den dynamik – eller mangel på samme – imellem de to.

fullsizeoutput_f1b

Jeg tror det er meningen at man skal ’hade’ Baz, men det kan jeg slet ikke forholde mig til. På mange punkter foretrak jeg faktisk ham frem for Snow, for af en eller anden grund så syntes jeg at der var mere karakter i Baz end der var i Snow. Det kan godt være vi kun har fået denne ene sammenhængende historie om de to drenge, men når jeg tænker tilbage på de bidder man også fik i Fangirl, så virker det bare til at Baz er en mere interessant karakter.

”Currently I’m pretending I don’t care that Snow left. I’m pretending I don’t even notice he’s gone. I’m not sure why it surprised me when he left – I’d been reminding him for the last twenty-four hours that we weren’t friends, kisses notwithstanding.”

Med de bidder fra Fangirl, og så denne sammenhængende historie, så forstår jeg godt at Rowell ikke kunne slippe hverken Snow eller Baz. Begge drenge har noget særligt, som man ikke kan lade være med at blive nysgerrig over. Samspillet mellem de to var også rigtig spændende, og selvom man vidste at der ville komme en del romantik i løbet af bogen, så tog det ikke overhånd. Det var underspillet uden at blive for sødsuppe-agtig, men jeg kunne personligt nok godt have brugt bare en snert mere. Alligevel var det lige tilpas akavet og ukendt at jeg ikke kunne lade være med at trække på smilebåndet over deres spøjse reaktioner i nogle situationer.

Men selvom jeg har været svært glad for bogen, så havde den også en lille fejl. For netop på grund af de forskellige synsvinkler, så fik jeg jo alle detaljer at vide, og sad med svaret ved sidste vendte side. Men det gjorde karakterene i bogen ikke! Hvilket irriterede mig, for jeg syntes også de fortjente at få tingene forklaret/opklaret så de kunne komme videre og få den forløsning som jeg sad med. Det er måske den eneste mangel jeg har ved bogen, men jeg syntes desværre også at det påvirkede slutningen i en sådan grad, at jeg ikke blev 100% tilfreds. Jeg er nok på 95% tilfreds med slutningen. En anden ting er nok også bare, at ligesom Rowell ikke var klar til at give slip på Snow og Baz efter hun havde skrevet Fangirl, så er jeg nok heller ikke helt klar til at give slip på dem nu.

Bogen er desuden oversat og udgivet på dansk hos Gyldendal.

Continue Reading

Empire of Storms (Sarah J. Maas, 2016)

The long path to the throne has only just begun for Aelin Galathynius. Loyalties have been broken and bought, friends have been lost and gained, and those who possess magic find themselves at odds with those who don’t.

As the kingdoms of Erilea fracture around her, enemies must become allies if Aelin is to keep those she loves from falling to the dark forces poised to claim her world. With war looming on all horizons, the only chance for salvation lies in a desperate quest that may mark the end of everything Aelin holds dear.

Aelin’s journey from assassin to queen has entranced millions across the globe, and this fifth installment will leave fans breathless. Will Aelin succeed in keeping her world from splintering, or will it all come crashing down?

(Tekst fra goodreads)

fullsizeoutput_f16

Bogen får 5 ud af 5 stjerner.

Den her anmeldelse er rigtig svært at skrive, og det er nok også derfor det har taget mig i hvert fald over en måned at få den ned på skrift. For selv inden jeg begyndte på bogen havde jeg så store forventninger og bekymringer om den ville leve op til alt hvad jeg gik og håbede på den ville være. Det ændrede da ikke på det faktum at jeg gik i gang med den, lige så snart jeg fik mine små fingre i den, og jeg slugte den så hurtigt som det kunne lade sig gøre. Det er den anden sidste bog i serien om Celeana/Aelin, og tempoet er virkelig sat i et ekstra gear, og alt imens der sker en hel masse, får vi også så meget mere information at vide, der gør at jeg snart skal have genlæs alle bøgerne fra start af, så jeg er klar til den sidste bog i serien næste år.

Noget af det jeg især er vild med ved de her bøger, er det faktum at selvom der går et år imellem dem, så tager det mig ikke synderligt lang tid at finde kontakten til personerne, så at sige. Hvis man selvfølgelig har læst alle bøgerne, for så kender man efterhånden de forskellige personer så godt, at det ikke tager mere end et kapitel eller to, og så er man med på alt hvad der sker igen. Maas formår også at inkludere ganske små resumer til forskellige begivenheder, uden at det tager for meget af fokus fra den historie der rent faktisk skal udspille sig i den nuværende bog. Jeg bliver hver gang imponeret over hvor meget hun formår at fortælle fra hver af de mange synspunkter der efterhånden er i hver bog. For hvad der startede med Celeana og et par andre, er det efterhånden oppe at tælle tæt på 10 forskellige synspunkter. Det i sig selv syntes jeg er vildt, og ikke nok med at historien stadig hænger sammen på tværs af de forskellige synspunkter, så formår hun at skrive dem så man kommer til at holde af dem alle sammen på en eller anden måde.

”Aelin lowered her hands, propping both on the rail and examining the scar across each palm. So many promises and oaths made. So many debts and favors to still call in. Aelin wondered what answers and oaths she might find waiting in Skull’s Bay.”

Jeg skal gerne indrømme, at da jeg stødte på Manon for første gang i Heir of Fire, så var jeg ikke just fan af hende. Jeg kunne ærligt talt ikke se hvorfor hun skulle være med, og jeg syntes de kapitler var overflødige. Det er de så sandelig ikke længere. Manon er blevet en utrolig spændende karakter at følge, især med de afsløringer der kom i den her bog. Dertil begynder Dorian også at blive meget mere interessant end den flødebolle han var lidt i starten. Han har fået lidt mere kant, og der er lidt mere at byde på fra hans side. En anden person jeg blev lidt betaget af i den her bog var Lysandra, for ærlig talt så kunne jeg ikke huske voldsomt meget om hende fra forrige bog. Det tog hun dog revanche for i den her bog, og jeg er blevet meget glad for Lysandra og de ting hun er med i.

fullsizeoutput_f17

I det hele taget er den her serie spækket med fantastiske personer, som jeg har svært ved at slippe, og man bliver så opslugt i hele historien med hver enkelt af dem. Aelin og Rowan kan man ikke komme udenom at snakke, men jeg vil forsøge, for de to kan man næste ikke andet end af holde af, og deres forhold udvikler sig også helt gevaldigt i den her bog. De nye personer på tavlen, så at sige, er Elide og Lorchan. Og her er det et godt eksempel på hvordan Maas formår at forvandle en udadtil skiderik i Lorchan, til en man ender med at få lidt ondt af.

”She snorted, and surveyed the other maps they’d spread across the floor of their cabin. Together, they formed a patchwork of their world – not just the continent, but the lands beyond. She stood, towering over it, as if she could spy those armies, both near and far. Rowan, still kneeling, looked upon the world spread at her feet. And she realized it indeed was – if she won this war, won the continent back.”

Jeg kan simpelthen ikke kommer over det faktum at der nu kun skal forestille at være en bog tilbage i serien. Det kan jeg næsten ikke holde til, og da slet ikke at jeg skal vente helt til september næste år, før jeg rent faktisk kan få læst slutningen. Det er helt ualmindelig urimeligt når Maas efterlader os med sådan en følelsestung cliff-hanger af en slutning. Jeg kan huske jeg ikke havde lyst til at tage på arbejde den dag, fordi jeg bare var nødt til at skulle læse den færdig. Da jeg så endelig havde læst den færdig, hikstede jeg med tårer i hele ansigtet og kunne ikke forstå hvordan en sådan slutning var mulig.

Jeg har efterhånden rost den her bogserie flere steder, og anbefalet den til rigtig mange mennesker, og det kunne jeg sikkert også blive ved med. For den her serie vokser bare med/for hver bog. Den startede måske nok som en ungdomsbog, men det er den så sandelig ikke længere. For hver bog er der virkelig sket en udvikling uden lige, og jeg forelsker mig mere og mere jo mere jeg læser. Som jeg også har sagt tidligere, så er Sarah J Maas ved at indtage en plads hos mig som ny yndlingsforfatter.

Har du læst noget i serien? Hvis ikke, så syntes jeg du skal se at komme igang 😉

Continue Reading

Oktober Wrap-Up

Oktober har været den der slags dejlig, rolig og afslappende måned hvor efteråret stille og roligt rykker ind, og som jeg har haft bedre mulighed for at nyde med flere friweekender end jeg længe har haft. Det var også tid for efterårsferien, og gav endnu mere plads til afslapning og læsning. Samtidig var det også tid til efterårets Readathon, og jeg kunne mærke hvor meget jeg havde savnet ikke at være med i foråret. Oktober har givet meget mere tid til familiesamvær og sociale arrangementer, som jeg ikke selv skulle planlægge, og derfor kunne slappe meget mere af til, og bare hygge mig sammen med hvem end jeg nu mødtes med. Måske er det også derfor at jeg har nået at få læst 8 bøger; selvfølgelig har Readathon også gjort sig bemærket på det punkt.

fullsizeoutput_f0f

Måneden startede med mine forældres sølvbryllup, som var en fantastisk weekend. Weekenden var fyldt med god mad, familie og dejligt selskab hele tiden. Langsomt begyndte jeg herefter at dykke ned i bøgernes verden, og den første jeg tog hul på var den sidste i serien om de mærkværdige børn i Library of Souls, som på nogle områder var meget forudsigelig, men den formåede alligevel også at komme med et par små overraskelser hen af vejen. Efterfølgende var der behov for noget let og humoristisk, hvilket jeg så absolut fik i form af Lady Jane, der er en fortolkning på historiske begivenheder. Og fortolkning skal understreges flere gange, for der var virkelig taget mange friheder med fakta, men det gjorden den kun det endnu mere underholdene at læse.

Pludselig var man halvvejs igennem oktober, og så blev det efterårsferie. En uge som både jeg og mine kolleger, men nok også elever havde ventet på med længsel i dagene op til. For mit vedkommende bød ugen på et par kulturelle udflugter, først en tur i teater for at se forestillingen Dirch, der var okay og havde nogle gode sange. Desuden tog vi en kort roadtrip til Odense for at se Brandts Disney udstilling, og den var virkelig flot og jeg blev meget imponeret over at det rent faktisk var de rigtige tegninger de havde fået lov at låne fra Californien. Fordi efterårsferien også bød på mange større oplevelser og sociale udflugter, cafeture med veninder og mor, så valgte jeg at tage fat i nogle mere lette bøger. Først med Mørke Vande, den tredje bog i Vandflammens Saga serie, som var en fornuftig 3 bog i en serie. The Princess & the Goblin var en sød udgave af et lidt anerledes eventyr, og selvom jeg nok havde regnet med en lidt anden slutning end den jeg fik, så var jeg pænt tilfreds alligevel.

Den sidste weekend i efterårsferien var det jo som sagt tid til Readathon, og her fik jeg mig læst igennem Fredag, lørdag, søndag som den første bog. En ungdomsbog der skuffede mig, mest af alt nok fordi stilen på den var så langt fra hvad jeg normalt bryder mig om at læse. Heldigvis var mit andet valg, Læseren i morgentoget, en noget bedre bog, som var virkelig rørende og viste hvor meget litteratur kan påvirke vores liv. I de sene natte/morgentimer fandt jeg lidt eventyr frem i form af en lille samling i In Their Shoes, som var eventyr der alle havde noget med sko at gøre. Selvom jeg havde læst de fleste, var der også et par stykker som jeg ikke havde stiftet bekendtskab med før, og alle var rigtig søde. Månedens sidste bog blev den nye illustrerede udgave af Harry Potter & the Chamber of Secrets, som jeg trak ud igennem ugen for at fordybe mig i. Og uanset årstid, så er det altid rart at vende tilbage til Hogwarts sammen med Harry, Ron og Hermione og de unoder de er ude på.

fullsizeoutput_f12

Nu lurer november rundt om hjørnet og jeg kan se frem til en masse kursusdage med arbejde, en god del weekender uden nogen form for planer overhovedet, og sidst på måneden begynder vi så at tage hul på årets julefrokoster/julekomsammener. Herhjemme er jeg så småt begyndt at sætte lyskæder op hvor jeg kan komme til, selvom jeg har lovet at holde nisserne i den store julekasse lige et par uger endnu. Jeg er ikke bange for at indrømme at jeg allerede nu glæder mig til december og al den julestemning der medfølger. Jeg er så småt også begyndt at kigge efter et par nye julebøger til at læse i år, så hvis du har nogle gode anbefalinger af perfekte julebøger til at læse i december, så sig endelig til.

Månedens anbefaling: Det må nok blive Lady Jane. Det er som sagt en historisk roman, men den inddrager begivenheder som tydeligvis ikke har fundet sted, men som forfatterne siger, så kunne de sagtens have fundet sted. Den tager udgangspunkt i virkelige personer, men så stopper sande fakta hvis også der. I stedet har vi fået en masse akavet romantik, spandevis af humor og en håndfuld fantasy magi. Jeg grinte flere steder i bogen, og de forskellige personer er simpelthen også noget så elskværdige, for ikke at glemme de spydige kommentarer fra forfatterne.

Hvordan har jeres oktober måned set ud? Og hvad planlægger I at læse i november måned?

Continue Reading

Et Døgn i Bøgernes Tegn – Read-a-Thon #05

Tiden nærmer sig stille og roligt kl. 14.00 og rundt omkring i verden begynder bogglade folk at sætte sig til rette, hvad end det er i sofaen, i hængekøjen eller i lænestolen og snacks er formodentligt også gjort klar i alverdens afskygninger. For det er blevet den tid på året, hvor bøgerne findes frem og vi fordyber os i fantastiske luftkasteller i bogformat, alt imens verden omkring os langsomt forsætter uden at vi lægger voldsomt meget mærke til det.

For femte gang deltager jeg også i Dewey’s Read-a-Thon, og selvom det måske bliver opbrudt en lille smule, så glæder jeg mig til at fordybe mig i bøgernes verden. Den fødselsdag som vi skulle til, blev forkortet, så jeg har det meste af eftermiddagen at nyde opstarten på readathon sammen med jer andre. Det betyder også at jeg ikke skal tænke på aftensmad, men bare lige skal være lidt social med min familie i nogle timer, inden jeg kan vende tilbage til bøgerne i aftenens mulm og mørke i stearinlysets skær. Jeg har dog tyvstartet en lille bitte smule i løbet af formiddagen og taget hul på den første bog, Fredag, Lørdag, Søndag som er en lidt særpræget ungdomsroman og jeg ved ikke helt endnu hvordan jeg skal have det med den.

img_1330

Da fødselsdagen blev forkortet traf jeg en hurtig beslutning om at smække nogle boller i ovnen, og nu står de lige og passer sig selv og bliver dejlig gyldenbrune, alt imens Kæresten snart sendes på udflugt efter fløde til flødeskum til den varme kakao (og nok også lidt bland-selv-slik til nattetimerne). For i det her kolde gråvejr, så tænkte jeg at hjemmebagte boller ville være på sin plads som den første officielle snack til et gedigent læsemaraton.

I løbet af de næste 24 timer, vil jeg forsøge at følge lidt med i jeres andres læsning på diverse sociale platforme. I øvrigt, udover at følge med i min løbende opdatering i dette indlæg, så kan I også følge mig på Twitter og Instagram, hvor jeg måske lidt oftere vil opdatere med små indblik i mit læsedøgn frem til i morgen.

Kl. 15.10 – Den første time har tikket forbi og jeg har nu siddet og scrollet lidt igennem internettet for at se hvad der sker deromkring. For ikke så lang tid siden blev jeg nemlig færdig med min første bog. Godt nok begyndte jeg på den i formiddags, men det tæller jo også. Den var nok ikke lige helt min kop the, og jeg har nu fundet et par clementiner frem sammen med næste bog i stakken; Læseren i morgentoget, som jeg satster på at kunne få vendt en del sider i inden vi skal hjem til mine forældre for at spise til aften – Bonus at jeg ikke selv skal tænkte på aftensmad, eller at Kæresten skal som han ellers plejer.

img_1333

Kl. 16.50 – Jeg er nået godt og vel halvvejs igennem min bog nummer to, og må holde lige efter et ganske underholdende kapitel. Indtil videre syntes jeg i hvert fald det er en ret sød og hjertevarm bog, men også lidt mystisk. Dertil har jeg spist et par klementiner og en god håndfuld pistacienødder, amme nam, men nu må vi hellere til at gøre os klar til at besøge mine forældre. Det er dejligt at jeg bare kan sætte mig til bordet til aften, uden hverken at skulle tænke på madlavning eller rengøring derefter, og hvis jeg kender min mor ret, så skal vi også have ret god mad. Så satser jeg på at opdatere mig lidt på de sociale medier når jeg vender tilbage engang i aften, stopmæt af god mad, inden jeg vil læse videre. Men jeg tænker også lige at tage min igangværende bog med, måske der opstår et lille øjeblik hvor jeg kan læse et enkelt kapitel, imens vi venter på maden.

Kl. 22.45 – Vi er kommet hjem fra god mad og familieselskab. Mor havde lavet flæskesteg med alt hvad der dertil hører, og det var simpelthen så lækkert. Senere på aften smækkede hun lige en kæmpe hjemmelavet chokoladekage på bordet, så selvom jeg stadig mangler at få min varme chokolade med flødeskum, så mangler jeg i den grad ikke chokolade lige nu. Jeg har lige brugt noget tid på at opdatere mig på diverse blogs osv. og nu er jeg klar til at læse lidt igen. Jeg fik faktisk læst min bog 2 færdig til aften alligevel, og den overraskede mig ganske positivt. Den var bedre end jeg lige havde regnet med. Nu har jeg fundet en lille samling eventyr frem i In Their Shoes for jeg tror ikke jeg kan holde mig vågen til at læse alt for meget alt for længe endnu. Jeg satser på en time eller to endnu inden jeg må se mig nødsaget til at nærlæse min dyne i stedet.

img_1337

Kl. 23.45 – Okay, jeg må erkende at søvn for præcedens på nuværende tidspunkt. Jeg mangler godt nok kun omkring 20-30 sider i min tredje bog, men jeg tror for mig egen skyld i morgen, at jeg hellere på gå ind og ligge mig lidt, som man nu siger. Så kan jeg til gengæld starte morgenen med at læse den bog færdig, og få en god start på den måde. Rigtig god læselyst til de af jer der kæmper sig igennem natten.

Kl. 09.35 – Jeg er tilbage, jeg kom til at sove lidt længere end jeg havde regnet med, men det gør mig faktisk ikke noget. Jeg ved at hvis jeg ikke får nok søvn, så påvirker det mig resten af dagen, så det blev lige prioriteret. Jeg slæbte så min dyne med ind på sofaen og læste min 3 bog færdig, som var en rigtig sød bog med sko-eventyr. Efter at have læst en enkelt Poe novelle, kan jeg mærke at min mave nu skriger ret højt på at få noget morgenmad. Bagefter må jeg se hvad jeg finder på at læse, jeg tror nu det skal være noget let og ikke alt for tankevækkende. Derudover skal jeg også lige en tur rundt i blogland og opdateres.

Kl. 11.20 – Et bad var pludselig tiltrængt, og nu er jeg lidt mere frisk og klar til slutspurten de sidste timer. Hertil har jeg valgt at bladre mig igennem den seneste illustrerede udgave af Harry Potter and the Chamber of Secrets. Det er vist lige hvad mit hoved kan kapere at læse her til sidst, og når bukserne også passer dertil, så kan det kun blive godt. Det er genlæsning og ikke noget man skal tænke alt for meget over. Og så er jeg begyndt at tænke over hvad jeg skal gøre med al den bland-selv-slik jeg fik indkøbt i går, som jeg endnu ikke har rørt ved – som i overhovedet!

img_1343

Kl. 13.00 – Der er nu kun en time tilbage, og jeg tror jeg vil bruge den sidste tid på at kigge lidt rundt omkring på nettet. Samle lidt op på kommentarer hos fælleslæsere/bloggere og ellers bare slappe af den sidste tid. Jeg kan godt mærke at mit hoved ikke kan læse voldsomt meget mere. Jeg er tæt på halvvejs igennem HP, og har ellers færdiglæs 3 andre bøger i løbet af de sidste 24 timer, hvilket jeg er godt tilfreds med. Jeg har stadig masser af frugt og snacks tilbage, men det er jo søndag, så det passer fint. Hvad med jer, klemmer I lige en sidste læsespurt ind den sidste time?

 

Slutstatus:

På trods af familiesammenkomst, en dejlig nattesøvn har jeg alligevel formået at læse 3 bøger færdige, og selvom de var forholdsvis korte så er jeg pænt tilfreds. I alt har jeg læst omkring 530 sider. Måske ikke nær så meget som jeg havde regnet med, men alligevel en god portion. Til gengæld har jeg ikke spist nær så mange snacks som jeg havde troet, eller drukket nær så mange søde sager, hverken kolde eller varme. I alt har det været et meget afslappet readathon, og jeg tror nok lige det var hvad jeg kunne kapere. Jeg ville gerne have læst det sidste af Harry Potter, men det er på en måde også rart at jeg har den at fordybe mig i lidt mere, over de næste par dage.

Denne gang fokuserede jeg primært på at læse, og derfor har jeg heller ikke deltaget i nogen af de små challenges/underholdninger der var hver time. Det har både været lidt ‘trist’ ikke at deltage i de mange små ting, men på den anden side var det også rart bare at kunne fokusere på læsningen, og at holde sig opdateret med diverse andre læsere rundt i landet/verden. Det store spørgsmål er om jeg får mulighed for at deltage i næste års readathon, det må tiden bare vise, og derfor var det også ekstra rart lige at få muligheden for et dejligt afslappet readathon i denne omgang. Tak for læsestunden alle jer der var med. 🙂

img_1345

img_1346

Continue Reading

Readathon #05

På lørdag sker det. Det er den tid på året igen. I ved sikkert godt hvad det er jeg hentyder til? Det er selvfølgelig det halvårlige læsemaraton, Dewey’s Readathon. For femte gang har jeg tænkt mig at deltage i det internationale læsemaraton, og ikke bare få læst en del herhjemme for mig selv, men også deltage i det sociale på diverse platforme på nettet. Og mange tænker sikkert at det lyder helt vildt kedeligt at sidde for sig selv og læse i 24 timer, men lige de to gange om året hvor alverdens læseglade hoveder står sammen om det, så er det alt andet end kedeligt – eller ensomt for den sags skyld. For det kan godt være man sidder alene, jeg ved også at nogle planlægger at tilbringe tiden sammen med andre læsevenner, men hvis man også engagerer sig i det sociale på nettet, så er det en helt anden oplevelse. Jeg vil faktisk mene at det sociale på nettet gør de 24 timer til noget helt særligt. Hvis man pludselig opdager at en person på den anden side af kloden sidder og læser den samme bog som sig, og man stille og roligt kan begyndt at udveksle meninger om denne, det er da lidt specielt.

Alene her i Danmark har vi efterhånden fået opbygget et specielt lille netværk af os der deltager, og vi hepper og holder hinanden ved ilden igennem de sene nattetimer. Hvilket kan være en enorm hjælp, når man her i efteråret sidder i nattens skygger og får lange øjne, og blive ved med at læse den samme sætning igen og igen. Så kan det være meget rart med en pause fra bogen, og gå ind og følge med i de samtaler der kører på nettet på tværs af sociale platforme.

img_5979

img_5978

Jeg var forhindret i at kunne være med i foråret, og jeg kan mærke at jeg savnede det helt vildt. Selvom det kun sker 2 gange om året, så er det altså noget man ser frem til, for nogle måske lidt ubevidst. Jeg troede ikke det ville gøre mig så meget ikke at kunne være med, men da weekenden oprandt sad jeg tilbage med en ”Jeg-vil-også!”-følelse. Derfor har jeg i sinde at være med denne gang, på trods af at jeg lige skal til min mors fødselsdag lørdag eftermiddag. Det tager selvfølgelig lidt af starten på maratonnet, og jeg kommer først rigtig med senere hen. Dog har jeg i sinde at tyvstarte lidt, og læse en smule om formiddagen. Det har jeg gjort de sidste par gange, for jeg kan ikke holde mig vågen hele natten alligevel. Det regner jeg slet ikke med at kunne gøre denne gang, da jeg har en anden bette en der tager min energi i de sene nattetimer. Men jeg har fundet en meget ihærdig læsestak frem – jeg regner på ingen måde med at nå dem alle sammen igennem, men det er rart der er noget at vælge imellem. Jeg har en ide om primært at ville læse danske bøger, for at få gjort et indhug i den stak af ulæste bøger, men jeg har også foret med lidt engelsk. De engelske er mest i form af korte noveller eller essays, for at skille det lidt ad. Hvem ved, det kan også være jeg skifter mening helt og aldeles igennem de 24 timer, og vælger at læse noget helt andet. Det er sket før, så vi må vente og se.

Hvad med jer? Skal I deltage?

Continue Reading

Efterårsferie

Efterårsferie. Det er nu et rart ord, og jeg tror ikke du kan finde nogen der vil sige anerledes. I løbet af den sidste uges tid har jeg i hvert fald talt dagene stille og roligt indvendigt. Den kommer altid på et meget tiltrængt tidspunkt her i efteråret, både for mit vedkommende som lærer, men jeg er sikker på at eleverne også syntes den er tiltrængt. Jeg syntes som sådan ikke mit skoleår har set voldsomt meget anerledes ud end de sidste år, men hele aspektet med at blive observeret i sin undervisning næsten hver dag, gør altså noget ved en, uden at man måske kan sætte ord på det. Da eleverne i torsdags derfor besluttede at strejke i protest, var vi mange der støttede eleverne i deres fortagende. Det betød ikke at vi som lærer fik en fridag, det betød bare en meget anerledes arbejdsdag end normalt. Den var mere afslappet, men ikke som en fridag, for pludselig var der bare andre ting at se til og forberede. Det betød på et positivt punkt, at noget af den planlægning jeg havde skubbet til side til efterårsferien, fik jeg taget hul på allerede der, og arbejdsbyrden blev lettet bare en lille smule den kommende uge. Der er stadig masser af ting at se til, prøver og afleveringer der skal rettes, men der er skam også plads til en del andre ting.

Jeg har store forhåbninger om at få læst en del, man kan vel ikke holde ferie uden at læse en smule? Hvad jeg får læst er endnu uvist, men lige pt. ligger der to bøger på sofabordet herhjemme. Den ene gik jeg i gang med i lydbogsformat forleden, og tænker at læse videre i fysisk henover weekenden, det er tredje bind i Vandflammens Saga, som Alvilda har sendt mig til anmeldelse. Der er lidt mere gang i ’eventyret’, men nogle af personerne deri virker mig stadig lidt overfladiske. The Princess and the Goblin er en børneeventyrbog jeg længe har ville fordybe mig i, og jeg tænker dunkle aftener i stearinlysets skær er lige passende til den.
img_1304

img_5693

Ellers byder ugen herhjemme ikke på de store ting. Vi har snakket om en lille roadtrip til Odense i starten af ugen; jeg kunne enormt gerne tænke mig at komme ned og se Disney-udstillingen jeg har hørt og set så meget om dernede. Jeg har planlagt et par venindebesøg og en shoppetur med mor, for når maven vokser, så svinder klædeskabets udvalg. I den sammenhæng skal vi også ind og scannes igen, og denne gang håber vi at få kønnet at vide. Egentlig er jeg lidt splittet om jeg vil have det at vide. På den ene side, syntes jeg det kunne være helt vildt sejt at vente og blive dejligt overrasket når han/hun endelig kommer ud. På den anden side, er jeg så forbandet nysgerrig at jeg sikkert ikke kan vente, og så er der de mange praktiske ting man kan forberede inden babys ankomst.

Sidst på ugen er der jo også det megen omtalte Readathon, som jeg håber meget på at kunne deltage i. Jeg var forhindret i at deltage 100% i foråret, så jeg satser meget på at tage revanche denne gang. Dog har min mor også fødselsdag, og hun har snakket om en middag lige den weekend, men mon ikke den kan arbejdes ind i læseplanen også? Om ikke andet, så håber jeg på at kunne være med en god del af vejen, og få gjort indhug i mange af de ulæste bøger jeg stadig har stående. Men, men, i den sammenhæng vil jeg også gerne lige give mig selv et skulderklap, for jeg har ikke købt nye bøger siden starten af september! Lad os håbe det kan holde lidt ved endnu.

Hvad har I af planer i efterårsferien? Hvis I da har ferie?

Continue Reading

Currently Reading Tag

For et stykke tid siden – og ja, jeg har glemt hvor lang tid siden det er – taggede Nikoline mig til at besvare lidt om mine læsevaner, og nu har jeg endelig fået taget mig sammen til at  besvare dem og dele dem med jer.

Hvor mange bøger læser du ad gangen?

Det er meget forskelligt. For en del år siden kunne jeg kun læse en bog af gangen, men inden for de sidste par år, har jeg opdaget at jeg godt kan læse flere på en gang. Typisk læser jeg måske mellem 2 og 4 forskellige bøger.

Hvis du læser mere end én bog ad gangen, hvordan bestemmer du så, hvornår du skal skifte mellem dem?

Det er faktisk nemt for mig, for jeg læser på forskellige medier. Jeg har typisk gang i en lydbog, eftersom jeg mindst 30 min. kørsel på arbejde hver vej, så jeg har opdaget glæden ved lydbøger. Så kan jeg have 2 fysiske bøger; en der ligger næsten permanent på spisebordet, som jeg læser til min morgenmad hver dag, og en anden der flytter sig alt efter hvad jeg lyster, som er min absolut hyggebog. Til tider kan det også være en e-bog sniger sig ind på mig, men det sker dog sjældent.

img_5963

Skifter du bogmærke undervejs i en bog?

Nej, hvis jeg starter en bog med et bestemt bogmærke, så følger det med til jeg er færdig. Til gengæld, hvis jeg ikke lige er nærheden af et bogmærke når jeg starter en bog, kan jeg finde på at bruge hvad jeg lige har ved hånde.

Hvor opbevarer du bøgerne, du er i gang med at læse?

Alt efter hvilke bøger det er, så ligger de lidt over det hele. Mine lydbøger har jeg dog samlet på telefonen, som mit primære medie til dem. Ellers så ligger mine bøger på spisebordet eller på sofabordet. De ligger dog aldrig på natbordet, og det er fordi jeg stort set aldrig læser i sengen. Når jeg er i seng, så er det for at sove.

Hvad tid på dagen bruger du mest tid på at læse?

Det er nok om eftermiddagen eller aftenen. Jeg læser også lidt om morgenen, mens jeg spiser min morgenmad, men der er det jo begrænset med tid. Ellers har jeg mest tid om aftenen til slappe af med en god bog.

Hvor længe læser du typisk ad gangen?

Det er meget forskelligt. Om morgenen har jeg omkring 20 minutter til at læse. Om eftermiddagen eller aftenen læser jeg så længe jeg har lyst eller har tid. Ofte handler det om hvornår jeg ikke har lys nok til at læse længere, eller jeg må holde en pause for at lave aftensmad for eksempel.

Læser ud indbundne bøger med eller uden smudsomslag?

Det er faktisk forskelligt. Hvis det er en bog jeg læser færdig helt vildt hurtigt, så kan jeg godt overskue at skulle læse den med omslag. Hvis det tager længere tid, så kan jeg være tilbøjelig til at tage det af. Det afhænger også lidt af hvor tyk bogen er, om omslaget irriterer mig eller ej.

img_5961

Hvilken stilling læser du oftest i?

For det meste sidder jeg i sofaen, eller halvt ligger i sofaen. Efter vi er flyttet har vi også fået indrettet en lille læsekrog ved et stort vindue med nogle hyggelige lænestole, men vi mangler stadig at få ordenligt lys dertil, så jeg sidder der endnu ikke så ofte.

Tager du læsestof med dig, når du skal noget?

I og med jeg har Mofibo på min telefon har jeg i princippet altid noget læsestof med mig. Jeg forsøger at begrænse mig med at tage fysiske bøger med mig, for jeg vil jo også gerne være lidt social nogle gange. Ander gange kan jeg bare ikke ligge en bog fra mig, og så må den komme med til tantens jubilæum eller nevøens 2 år fødselsdag.

Hvor ofte opdaterer du din Goodreads status på bøger, du er ved at læse?

Nogenlunde jævnligt. Jeg bruger ikke goodreads så tit som så mange andre, men jeg vil nok sige hver 100 side opdaterer jeg, også for at jeg selv kan holde lidt styr på det.

 

 

Det er efterhånden ved at være så lang tid siden, at jeg blev tagget til den her, og jeg tror efterhånden at de fleste har svaret på det, så jeg vil lade den hænge i luften. Hvis der er nogle af jer der endnu ikke har besvaret det, så er I velkomne til det.

Continue Reading

September Wrap-Up

September har virkelig været en hektisk måned, og jeg har flere gange været overbevist om at jeg ikke havde nok timer i døgnet til at nå alt hvad jeg skulle. Nu er september ved at være slut, og jeg kan godt mærke jeg er meget udmattet nogle dage. Der har været 3 store ting i måneden som har absolut slugt min tid; først var der et bryllup på Sjælland for svoger og svigerinde, hernæst kom årets boglige højdepunkt for mange, nemlig vores nordjyske bogbloggertræf og til sidst i måneden havde mine forældre sølvbryllup, som der også gik en del planlægning til.

Et bryllup i hver ende af måneden tog tid, for selvom det ikke var mig/os der var i centrum, så var der pludselig mange ting, vi skulle være med til at sørge for. Ikke mindst for mine forældres sølvbryllup, hvor jeg som deres ældste barn lidt per automatik måtte tage styringen til mig. September har været en meget romantisk måned på mange måder, men jeg er godt nok også glad for at det hele er overstået. For bogbloggertræf tog også rigtig meget tid. Det vil jeg ikke skrive for meget om, for det har jeg allerede skrevet en del indlæg om, som I kan læse om her, her og her. Alt jeg vil sige om det, er at jeg glæder mig allerede til næste år igen.

img_5743

På trods af at jeg føler jeg har rendt rundt som en hovedløs kylling med alt det jeg har skulle lave + arbejde begynder at tage til, så har jeg overraskende nok formået at læse 10 bøger. Jeg overrasker mig selv stort set hver måned, men især ovenpå hvor lidt læselyst jeg havde i august måned, så er jeg godt nok kommet efter det igen i september. Det har også været en måned med mange gode bøger, så på det punkt har det været meget heldigt, og har forøget min læselyst. Jeg startede måneden med at gøre et par hængepartier færdige, først Howl’s Moving Castle, som jeg har haft stående på hylden længe. Animationsfilmen deraf er en af de bedste japanske, efter min mening, så jeg har længe ville læse bogen. Selvom bogen var en helt anden oplevelse og en god bog, så vil jeg nok altid foretrække filmen. Trigger Warning er endnu en novellesamling fra Neil Gaiman, denne gang med et lidt uhyggetema, og det var også en meget blandet oplevelse. Der var gode og knap så gode noveller, der var også nogle hvor jeg næsten ikke kunne genkende temaet.

I løbet af måneden var der også behov for et par lette bøger, og det blev i form af et par børnebøger i serien om vogterne; The Sandman; The Story of Sanderson Mansnoozie og The Man in the Moon. Begge to er en slags bag-om fortællinger til serien, og de er fyldt med mange utroligt smukke billeder. De er lige den slags bøger jeg vil forestille mig at læse sammen med den bette, når den på et eller andet tidspunkt vil være klar til at sidde stille nok til det. September blev også måneden hvor jeg også (endelig!) fik læst Carry On, den meget omtalte følgebog til Rainbow Rowells Fangirl. Forventningerne hertil var store, ikke mindst på grund af alle de gode ting jeg har hørt om den, og den var da også rigtig, rigtig god, men jeg manglede alligevel stadig en lille smule. Mine forventninger var nok blevet bygget lidt for meget op fra veninderne. En anden meget omtalt bog er The Rest of us Just Live Here af Patrick Ness, som jeg hørte dels som lydbog og dels læste i fysisk form. Det var en meget anerledes bog, og selv her nogle uger senere ved jeg ikke helt hvad jeg skal syntes om den. Den var god, men der var også en del ting jeg gerne ville vide mere om.

Månedens andre lydbøger var Dumplin’ som var en sød og sjov bog. Historien om den lidt overvægtige pige, der melder sig til byens mest omtalte skønhedskonkurrence tiltalte mig på mange måder, men den havde også sine fejl og mangler. Alligevel gav den mig mange smil på læben, med dens skildring af pigevenskaber og den drama der fulgte med. Biografien Yes, Please fra Amy Poehler var en sjov og til tider lidt mærkelig biografi. Den fungerede rigtig godt som en let bog, jeg ikke skulle tænke for meget over efter en kæmpe bookhangover.

For endnu engang har Sarah J Maas efterladt mig med en kæmpe bookhangover efter at have læst hendes Empire of Storms. Ord kan næsten ikke beskrive min iver og entusiastiske skrålen i fangirl stadie over den bog. Jeg kan efterhånden godt fastslå at Sarah J Maas har indtaget en fast plads som favoritforfatter hos mig, hvilket Kæresten også har indset, idet han bare skrev Sarah J Maas på juleønskesedlen. Sådan en bookhangover er svær at komme sig over, og jeg måtte ty lidt til en genlæsning, som var det eneste der kunne få mig videre. Old Magic, for mig, er en bog jeg kan læse igen og igen, og denne gang var det bogklubbens valg. Heldigvis, har bogen hjulpet en lille smule på bookhangover, men jeg kan stadig mærke den er der lidt endnu.

img_5745

Nu lurer oktober måned, og med det også det internationale Readathon, som jeg håber jeg kan deltage i. Jeg havde ikke mulighed for at deltage i forårets omgang, så jeg håber jeg kan være med denne gang. Jeg ved flere allerede har udvalgt deres læsestak, men så langt er jeg overhovedet ikke. Rent faktisk har jeg ikke gjort mig nogle tanker om hvad jeg vil læse i den kommende måned; det må derfor blive ren lystlæsning.

Månedens anbefaling: Der har jo været rigtig mange gode bøger den her måned, og det vil derfor være lidt svært at vælge. Hvis jeg skal vælge en ungdomsbog må jeg holde mig til min absolut yndlings; Old Magic. Som sagt så er det en bog jeg læser næsten årligt, og jeg elsker den hver gang. Jeg bliver også nødt til at anbefale Sarah J Maas, og der vil jeg sige at du bare skal tage at gå i gang med en hvilken som helst af hendes bøger. Det vil selvfølgelig være mest praktisk at begynde med den første bog i en af hendes serier, men jeg er ikke kræsen.

Hvordan har jeres september måned set ud? Og hvad planlægger I at læse i oktober måned?

Continue Reading

August Wrap-Up

August har virkelig været en blandet måned, og der er sket så mange ting at mit hoved næsten ikke kan finde rundt i det hele. Den første halvdel af måneden brugte jeg på mine sidste feriedage, men eftersom vejret ikke syntes det var sommerferie længere, så var det lidt triste feriedage. Da jeg også blev forkølet efter min tur til London, var de første par dage ikke lige de fedeste. Selv en måned efter, har jeg stadig en træls tusse sidende i halsen jeg ikke kan få helt bugt med. Netop på grund af sygdom havde jeg heller ikke voldsomt meget læselyst, og de første par uger var derfor ikke præget af særlig mange bøger. I det hele taget har jeg i august ikke haft synderligt meget tid, eller lyst desværre, til at læse meget, så det er kun blevet til 4 bøger denne måned. Med start på arbejde igen forsvandt en hel del læsetid også, især fordi jeg skal på en frygtelig masse kurser i løbet af det kommende år, og der vil blive krævet en del mere af mig, så mit hoved har ikke altid overskud til at læse når jeg kommer hjem. Den sidste uge når jeg kom hjem fra arbejde, har jeg for eksempel haft behov for at sove en halv time på sofaen for ikke at falde om af udmattelse.

IMG_1138

Ikke desto mindre blev det dog til 4 bøger, hvor en af dem var en lydbog. Det var samtidig månedens bogklubvalg, Wild af Cheryl Strayed. Det var en meget blandet oplevelse, for på den ene side var det en imponerende historie, men oplæseren irriterede min blindtarm noget så gevaldigt at det ødelagde hele bogoplevelsen. I starten af måneden kunne jeg heller ikke holde mig fra Harry Potter and the Cursed Child, ligesom stort set halvdelen af resten af verdens befolkning. Det var også en blandet oplevelse, men det tror jeg at jeg vil gemme til min anmeldelse, som gerne snart skulle komme til jer på bloggen. Som en herlig afslutning læste Louise og jeg den sidste bog om Lyra og Will, The Amber Spyglass, som var så glædeligt og ikke mindst sørgeligt gensyn, som I kan læse mere om her. Derfor kunne jeg heller ikke holde mig fra at læse mere om Lyra i Lyra’s Oxford i den lille bonusbog sat et par år efter, og den er simpelthen så fin.

Nu er vi så gået ind i september, og jeg ved endnu ikke hvordan mit læsehumør kommer til at udarte sig. Det er stadig ikke helt vendt tilbage, men det er stille og roligt på vej. September betyder jo også Bogbloggertræf, og tingene begynder virkelig at tage ved, og der sker ting dagligt, og jeg glæder mig gevaldigt til at kunne dele det hele med jer når vi forhåbentligt ses den 24. Derudover skal jeg et smut til København til stort familiebryllup, endnu et kursus og fejre mine forældres sølvbryllup. Ellers vil jeg se om jeg ikke kan komme lidt efter det med at få bloggen up til date og læst nogle af alle de bøger jeg stadig gerne vil læse.

Månedens anbefaling: Eftersom jeg ikke har læst voldsomt meget den her måned, har jeg valgt ikke at anbefale nogen. Jeg kunne godt anbefale His Dark Materials igen, men det tænker jeg at I allerede godt ved.

Hvordan har jeres august måned set ud? Og hvad planlægger I at læse i september måned?

Continue Reading

Juli Wrap-Up

Juli har simpelthen været en måned der har stået i sommerferiens tegn, ikke at man ligefrem kan sige det på vejrfronten, men taget i betragtning af hvor meget jeg har fået lavet i løbet af måneden, så har det under alle omstændigheder været sommerferie. Der har været plads til venindebesøg, masser af ture på cafe og lækker mad, et par enkelte grill aftener, en håndfuld gode drinks indimellem, og ellers bare afslapning og en smule sol på terrassen. Vi er også så småt gået i gang med at fjerne nogle af alle de forpulede tjørnehække vi har i vores have, og indtil videre er vi godt og vel en tredjedel igennem, men der er stadig masser af arbejde tilbage på det punkt.

Når I læser det her, så holder jeg min ferie for i år. Jeg nemlig taget et smut til London med en veninde, til en omgang tiltrængt tøsetur fyldt med sightseeing og shopping og god mad. Vi bestilte turen i marts og har glædet os som små børn de sidste par uger, og endelig at sidde på en cafe et sted i Londons gader er en fryd. Ikke mindst at tale om alle de butikker og steder vi skal besøge (og den ekstra baggage jeg skal have med hjem!).

IMG_5285

Som altid har jeg også fået læst en hel del i denne måned, og det har helt bestemt været fordi jeg har haft tiden til rigtig at koble fra og fordybe mig i bøgerne, for på magisk vis har jeg formået at få færdiglæst 9 bøger i fysisk form for godt og vel 90% af dem, hvilket jeg er ret stolt over. Jeg startede dog med at færdighøre en lydbog jeg havde hørt næsten færdig forrige måned, nemlig biografien over den britiske komiker James Corden med May I Have Your Attention Please, som var et sjovt indblik i hans liv, og der er et par af de ting han har lavet før i tiden, som jeg har i sinde at undersøge yderligere. Herefter gik jeg i gang med mit lille projekt om at læse videre i mange af de serier jeg har gang i, og den første jeg tog fat på var The Boy Who Lost Fairyland. Det er den anden sidste bog i Fairyland serien og selvom det ikke var September vi fulgte, så var jeg glad for at se hun alligevel dukkede op her og der, ganske vist indirekte nogle gange, men vigtigst af alt, hun var der. En yderligere seriebog var The Land of Stories, Beyond the Kingdoms som sjovt nok også er fjerde bog i serien af Chris Colfer der har taget fat på gamle eventyr og givet dem nyt liv. Det er ganske underholdende bøger, men jeg syntes samtidig også at han begynder at smide lidt for mange eventyr/fortællinger sammen i en stor pærevælling, og det kan blive lidt forvirrende. Sammen med Louise læste jeg selvfølgelig også The Subtle Knife, og fordi den bog bare er så god, så kunne jeg ikke holde mig til planen og læste den færdig lang tid før planlagt. Eftersom det gik så godt med seriebøger fortsatte jeg med Hollow City, som er anden bog om de Peculiar børn fra Miss Peregrine. Den var ikke helt så god som den første bog, men jeg syntes den ledte fint op til den sidste bog i serien, og den bygger godt videre på de forskellige karaktere, så jeg er spændt på at se hvad der kommer til at ske i den sidste bog.

Jeg har dog også læst lidt andet end blot serie-bøger, selvom jeg godt kan se at størstedelen af dem jeg har læst hænger sammen med en eller anden serie. Men som sagt, et par andre enkeltstående er det også blevet til. Først et anmeldereksemplar fra Alvilda der hedder Babyen, som var en lidt anderledes ungdomsbog med et noget seriøst emne, og jeg har stadig lidt svært ved at finde ud af hvad jeg rent faktisk syntes om den. Jeg fik også fat i en graphic novel med Anya’s Ghost, som var en forfriskende læseoplevelse, og mindede mig om at jeg altså bør læse lidt flere af den slags. Derudover var det også en rigtig fin historie om et lidt sindsforvirret spøgelse. På trods af at jeg fik gjort et godt indhug i seriebøgerne, så kom jeg ’desværre’ også til at begynde et par nye serier, så jeg står sådan set lige vidt med fremskridt på det punkt. Endelig fik jeg læst den første bog i Outlander serien om Claire der bliver sendt tilbage i tiden i fordoms-Skotland, og med min forkærlighed for Skotland kunne jeg næsten ikke andet end at elske den bog, og jeg er allerede gået på jagt efter at få fat i de næste bøger i serien. En anden serie jeg fik startet var Half Bad, om sorte og hvide hekse, og den har jeg lidt svært ved at danne mig en mening om. Hvilket nok kan skyldes at jeg hørte halvdelen som lydbog og læste resten selv, men jeg vil alligevel læse videre i serien for at se hvad det fører til.

IMG_5287

Månedens anbefaling: Denne måned er det måske lidt svært for mig at anbefale en bog til jer, og det er skam ikke fordi jeg ikke vil, men mest af alt fordi jeg som I kan se, primært har læst seriebøger. I stedet vil jeg anbefale en hel serie til jer, og det skal være His Dark Materials af Philip Pullman. For på trods af dens efterhånden del år på bagen, så syntes jeg stadig at historien er tidsløs, og man kan blive ved med at læse den. Den har magi og eventyrlystne børn, mysterier og forskruede voksne der forsøger at styre verden efter deres hoved; i det hele taget har den lidt af hvert til hver mand, og BBC er på nuværende tidspunkt i færd med at arbejde på at bringe den til vores TV skærme som en mini-serie!

I august tør jeg ikke gætte på hvor meget jeg får læst, mest af alt fordi arbejdet snart starter igen, og i den forbindelse skal jeg til at læse en frygtelig masse pædagogikteori, og det bliver mange sider kan jeg allerede se. Sider der tæller i alle de sider i egne bøger jeg meget hellere vil læse. Men ikke desto mindre skal jeg i hvert fald have læst den sidste bog af Pullman sammen med Louise i vores readalong, og så har jeg et par serie hvor jeg kun mangler en bog efterhånden, så mon ikke jeg snart kan få gjort kul på dem.

Hvordan har jeres juli måned set ud? Og hvad planlægger I at læse i august måned?

Continue Reading