Treats for the Eye and the Mind #016

Sidste gang jer var i København – hvilket efterhånden er godt over en måned siden – kom jeg som sædvanlig hjem med lidt bøger, og nu syntes jeg det er på tide at jeg viser dem lidt frem. Et par stykker af dem er også bøger der er kommet med posten i starten af året.

IMG_2380

Efter at have hørt så ufatteligt meget godt om Brandon Sandersons Stålhjerte bog, som er den første i en ny serie fra ham, besluttede jeg mig for at hvis de endelig skal være så gode så ville jeg læse dem på deres originalsprog. Derfor gik jeg på jagt efter de engelske udgaver og jeg den første, Steelheart, i en paperback samt en lille følgebog, Mitosis, i mini hardback. Bog nummer to var godt nok også kommet i en paperback, men det var en anden størrelse end den første, og til det er jeg kritisk med mine serier; når de skal stå på hylden sammen må de allerhelst være ens i størrelse og design hvis jeg selv kan få lov at bestemme. Jeg glæder mig til at læse bogen der sætter superhelteideologien på højkant og samtidig vender den lidt på hovedet.

IMG_2381

I Politikens boghal faldt jeg over en skønhed af en bog fra Susan Hill, hvorfra jeg kun sparsomt kender til hendes The Woman in Black. Printer’s Devil Court var bare så smuk en bog at jeg måtte have den med hjem, og den lyder heldigvis også rigtig spændende og lidt uhyggelig, så stilen fra Woman in Black er der stadig. Jeg leder også løbende efter Neil Gaiman bøger, og helst i nogle af de udgaver jeg helst vil have, selvom ikke alle er til at få. The Graveyard Book fandt jeg også i København og lige præcis den har jeg også læst gode anmeldelser af, og historien lyder også så spøjs og lige i Gaimans stil at den ikke er for underlig for mig.

IMG_2384

Red Queen og Seeker kom med posten for nogle måneder siden, begge bøger jeg ser frem til af forskellige grunde. Red Queen minder mig lidt om Alice i Eventyrland, selvom jeg ikke tror de har noget med hinanden at gøre. Mens Seeker lyder som en ny storslået episk fantasy serie.

IMG_2385

Det var altså 6 nye bøger indenfor lidt forskellige genrer, som jeg tror kommer til at pryde min sommer. Her i maj skal jeg til København endnu engang, og jeg forudser at jeg kommer hjem med flere bøger. Hvad med jer, har I købt nogle nye spændende bøger på det seneste?

Continue Reading

Treats for the Eye and the Mind #015

Et lille kig tilbage, jeg har bare glemt at fortælle om disse rigtig fine bøger, men nu må det være. For i den seneste tid har jeg fået et par rigtig gode danske bøger, eller danske oversættelser. Det er sjældent jeg er glad for oversættelser, fordi jeg syntes meget går tabt i oversættelsen, men i løbet af det sidste år har jeg opdaget at jeg har læst flere og flere danske bøger, som jeg sagtens har kunne bære over med oversættelserne.

IMG_2378

IMG_2379

Det var i hvert fald også tilfældet da jeg læste Som Stjerner på Himlen som forlaget Alvilda var så venlige at sende mig. Jeg slugte den over en weekend og var dybt rørt. Jeg håber lidt at blive rørt – om end måske ikke på samme måde, men så i hvert fald rørt – når jeg skal læse Stadig Alice som jeg vandt hos Plusbog igennem deres instagram side. Skovens hemmelighed fik jeg venligt tilsendt af Tellerup, desværre behandlede Post DK den ikke særlig godt, men jeg håber ikke det har gjort noget ved indholdet.

Det er 3 meget forskellige bøger både på den ene eller den anden måde, men jeg ser frem til at læse de to jeg endnu ikke har læst, mens jeg kun kan se frem til en genlæsning af den tredje en dag i fremtiden.

Continue Reading

Treats for the Eye and the Mind #014

De her to bøger er simpelthen bare så smukke at de fortjener et indlæg helt for sig selv. Jeg har i lang tid gået og sukket efter Barnes & Nobles smukke samlede udgaver af de mest klassiske fortællinger. Deres udgaver er bare så smukke med detaljerede forsider, guldperforerede sider og guldbånd til at holde øje med hvor langt man er kommet. Problemet med Barnes & Nobles Leatherbound serie er bare at der er så mange vanvittigt smukke bøger at vælge imellem, så hvor skal man lige starte? For ikke at snakke om prisen på dem enkeltvis, som længe har været i den høje ende. Men med lidt penge tilbage i Skat og Saxos pluspriser (med lidt hjælp) var der pludselig hele to i serien der fandt hjem til mig.

Den første jeg valgte var den samlede udgave af alle Shakespeares værker. Jeg elsker Shakespeare, men har langt fra læst alle hans værker – både inklusiv stykkerne og sonetterne og alt det andet småtteri der er. Derfor fandt jeg det ideelt at hans samlede værker skulle være en af de første jeg skulle eje.

IMG_2374

IMG_2375

Som den eventyrfantast jeg er, var det også bare et spørgsmål om tid før jeg fik fingrene i brødrene Grimms samlede eventyr i denne smukke udgave. Da jeg også fandt ud af at det var nogle af de tidligere udgaver, som ikke havde været igennem de mange senere redigeringer blev jeg endnu mere glad for at få den hjem. For det er absolut de originale uredigerede eventyr der er de allermest spændende.

Designet på begge bøger er simpelthen bare så gennemført at jeg næsten ikke kan lade være med lige at stoppe op og kigge lidt på dem hver gang jeg går forbi min reol. De er også så store og flotte at de har fået deres helt egen hylde at stå på, så der allerede er gjort klar til når jeg får købt flere i serien – for det er kun et spørgsmål om tid med de smukke udgaver.

Continue Reading

Birthday Round-Up

I fredags havde jeg jo som bekendt fødselsdag, og selvom det ikke lige blev den dag jeg havde planlagt mig var den nu okay i det store hele. Som toppen af kransekagen blev Kæresten jo også færdig med sit Speciale og gik derfra med et rigtig flot 10-tal og jeg er umådelig stolt – og uendelig glad for at vi kan vende tilbage til en normal hverdag igen.

I det han lidt tog beslag på min dag fik jeg lov til at få weekenden i mit navn, hvilket vil sige at søndag havde jeg min familie forbi til den sædvanlige omgang kaffe og kage-bord om eftermiddagen. Jeg havde lørdag bagt en kage og min mor havde været så sød at tilbyde at bage boller at tage med. Jeg havde egentlig lagt ud at jeg syntes det var for varmt til at sidde og spise boller og drikke varm kakao, men mor slog hånden i bordet og sagde at boller hørte sig da til, så om hun ikke bare skulle bage nogle.

Hvad jeg ikke vidste, var at hun havde planlagt noget helt andet oveni hatten. Og jeg kan love jer at jeg blev gevaldigt overrasket da jeg åbnede den skotøjsæske den blev fragtet i og fandt denne skønhed af en kage.

2014-06-22 14.42.21

Min mor har i en periode nu bagt kager per bestilling, som du kan se mere om her, og for sjov skyld sender jeg nogle gange billeder af ting jeg godt kunne tænke mig som kager, og jeg havde for lang tid siden sendt hende et billede af Doctor Whos Tardis og joket at sådan en ville jeg have til min fødselsdag eller lign. At hun rent faktisk havde husket det, var jeg slet ikke forberedt på og jeg blev så glad og overrasket. Jeg kan roligt sige at det var nok den bedste overraskelse jeg fik den dag. Jeg nænnede næsten ikke at skære i den for at spise den, men den søde tand fik overtaget og jeg tog toppen med Police Box skiltet. J

Når man holder fødselsdag hører der jo sædvanligvis en smule gaver til, og jeg vil sige at jeg blev pænt belønnet for at have sørget for dejligt vejr om fredagen.

2014-06-22 17.43.45

2014-06-23 14.39.15

2014-06-23 14.39.38

2014-06-23 14.41.06

Jeg har i forvejen Jane Farbers to LCHF kogebøger, og ville gerne have hendes bagebog også. Selvom det er få nye opskrifter der er deri, så var det opskrifter jeg godt kunne tænke mig at have. Og så ser det også bare bedre ud på hylden at de står samlet på den måde. Tidligere på året købte jeg selv den første bog i Skammerserien, fordi jeg vil nå at genlæse hele serien inden året er omme og filmatiseringen kommer næste år. Derfor var det også dejligt at åbne to gaver og finde bog 2 og 3, så nu mangler jeg bare den sidste. Den kan jeg så eventuelt gå ind og købe med hjælp fra den skilling jeg fik af min morfar. J Derudover var der et enkelt gavekort og lommepenge i form af US dollars til når vi skal på ferie til sommer. Stjernetegnet fra Royal Copenhagen var en gave til dels fra mig selv, men også fra mine forældre. Jeg har længe overvejet at købe det til mig selv, men syntes at de var så dyre. Derfor ville jeg slå til meget hurtigt da jeg så at Imerco i sidste uge havde tilbud på dem, dog havde jeg et tilgodebevis på ca. kun halvdelen, så jeg ønskede mig penge eller gavekort til hjælp dertil, og det var jeg så heldig at få.

Alt i alt syntes jeg det har været en god weekend, på trods af diverse andre ting der af faldet ned om ørerne på mig der gør at jeg desværre kan være nødt til at blive hjemme fra Roskilde Festival. Men det håber jeg ikke det ender med, men det finder jeg ud af på fredag.

Hvad med jer, er der nogle af jer der skal på Festivaler eller andre lign arrangementer?

Continue Reading

Scottish Highland Toffee

Jeg har været lidt stille i et par dage her på bloggen, og det er der god grund til. Primært var det bare fordi alle mulige ting lige pludselig ramlede ned over hovedet på mig og jeg skulle nå en hel masse før en hel del andre ting skulle ordnes. Oven i hatten røg jeg så lige i hastemøde forbi lægen, som besluttede jeg da lige skulle på penicillin i 10 dage, jamen tak. I kan tro det er deprimerende ikke at kunne drikke et dejligt koldt glas hvidvin på sin fødselsdag – som var i går, det kommer der et indlæg om på et senere tidspunkt – bare fordi man skal tage sine piller, ja, det lyder som om jeg er omvandrende tosse der skal huske sin medicin. Det var desværre bare sådan den blev, og det gjorde ikke ligefrem tingene bedre for mig, men nu er der ved at være lidt mere ro på. Jeg vil ikke kede jeg med alle de ting jeg syntes der gik skævt for mig i løbet af ugen, det er nok det trak mig ned af trappen til kulkælderen. I stedet vil jeg dele et par små højdepunkter fra de sidste par dage.

I går var om sagt min fødselsdag, men den blev ikke helt fejret som jeg havde ønsket mig – det tager jeg revanche for i morgen når familien kommer til boller og kage. Til gengæld havde vi andet at fejre da Kæresten afsluttede sin Kandidat på Universitetet med et helt vildt flot 10 tal. Jeg er så stolt og det er så fortjent med al den arbejdskraft han har lagt i det i løbet af det sidste år. Men jeg vil også, måske en smule egoistisk, indrømme at jeg er glad for at det er overstået nu. For nu kan vi begynde at få en hverdag herhjemme til at passe lidt bedre sammen end hvad den har gjort de sidste par måneder.

Fordi den slags jo er noget man skal fejre var den centrum i går, og til sådan en anledning skal der jo laves lidt godter. Hans eksamen lå desværre ret sent på dagen – de var først færdige kl 17.00! – havde jeg bare planlagt lidt pindemadder herhjemme, på den lette måde. Derudover havde jeg også lavet lidt søde snacks, blandt andet hjemmelavet Scottish Highland Toffee. Jeg har før købt dem i Normal, men jeg har i et stykke tid haft lyst til at prøve at lave dem selv. Derfor gik jeg i gang med at google og fandt en forholdsvis nem opskrift her.

2014-06-17 16.42.412014-06-17 17.02.082014-06-17 17.03.13

Oversat forholder det sig sådan at man bare skal bruge 4 ingredienser; smør, sukker, sirup og kondenseret mælk. Alt efter hvor stor en portion du vil lave skal du bruge lige stor mængde af alle 4 dele. De små dåser kondenseret mælk fra Nestlé man kan købe herhjemme er ca 400 g, så det er et passende mål at gå efter. Hvilket vil sige du også skal have 400 g af hver af de andre 3 ingredienser. Først smelter man smørret og sukker i en gryde, og når det er smeltet pænt sammen tilføjer man siruppen og rører godt rundt inden man til sidste hælder den kondenserede mælk i. Få det lige op på kogepunktet, men skru ned igen så det ikke brænder på. Det skal man også sørge for i de næste 20 minutter hvor der skal røres jævnt og konstant i gryden mens massen karamelliserer og bliver lækker blød. Efter de ca. 20 minutter og den har en passende konsistens hældes den i en form (som er nem at få toffeeen ud af igen bagefter!) og stilles til køl, først bare på køkkenbordet, men senere i køleskabet. Og voila, så har du en lækker, blød og hjemmelavet Highland toffee.

2014-06-18 16.51.39

2014-06-18 16.51.44

Har I også prøvet at lave noget lignende og var det her en opskrift der måske skulle testes i eget køkken?

Continue Reading

KageBonanza!

I weekenden var det jo Pinse, og i vores familie har vi den tradition at tage i sommerhus og spise en hel del god mad sammen med resten af familien. Det er en slags sammenkomstgilde, hvor vi alle sammen medbringer det ene eller det andet. Nogle ting er dog fastlagt, såsom min mors frikadeller de er fast inventar hvert år – og de bliver altid spist rub og stup.

Til trods for at min mor er blevet stemplet som vores lille families kagekone (hvis du vil vide mere hvorfor, kan du læse mere om det her), fik jeg lov til at bage til kaffen den her gang. Det var egentlig meningen at vi begge skulle bage noget hver især, men jeg fik to gode ideer og kunne rigtig godt tænke mig at prøve begge af så det fik jeg lov til – og i mors køkken! Det er bare lidt sjovere, for til trods for at jeg godt kan lide at bage er det bare lidt sjovere i mors køkken fordi hun har så meget mere bagegrej + en opvasker!

Mit første projekt var en portion mini-cupcakes. Som den bagemor min nu er, havde hun en hel del opskrifter at vælge imellem. Den vi faldt på var fra Julias Cupcakes (mener det er titlen, kan ikke huske det helt præcist) og den var så simpel at jeg tænker at genbruge den senere hen. Du starter med at piske 2 æg med 300g sukker til en dejlig, lys og luftig masse. Heri blander du 300g mel, 3tsk vanillesukker og 2tsk bagepulver sammen med 2½dl mælk. Du kan hælde tingene i skiftevis for at det bliver fordelt ordentligt, eller bare hæld hele molevitten i hvis din røremaskine gør arbejdet for dig. Når det er rørt godt ud vender du forsigtigt 200g smeltet smør i dejen. Det skal ikke gøres for voldsomt for så mister dejen sin smidige konsistens, og den er så lækker at fordele i cupcake formene. I denne omgang bibeholdte vi den simple vanillesmag og lod dem være som de er her, men man kan jo bage tilføje fyld eller smag som man nu behager, skulle man have lyst til blåbærcupcakes hælder man lidt friske blåbær i. For lidt sjov skyld havde jeg købt en god portion funfetti krymmel som jeg rørte i dejen, med det formål at få farverige og glade cupcakes. Mit resultat blev bare ikke helt så vellykket som jeg havde forestillet mig. Farverne var ikke så tydelige som jeg havde tænkt mig, men smagen var lige i plet. De skal bages i ovnen ved varmluft på 175 grader i ca 15-20. Hvis man laver minicupcakes bliver der til lidt over 50-60 stks. Hvis man bare vil holde sig til de almindelig størrelser bliver der til ca 24.

2014-06-07 14.40.30

2014-06-07 15.24.40

2014-06-07 17.55.06

Som frosting piskede jeg en klat smør, ca 100g Philadelphia neutral med en hel del flormelis og så lige en skvæt hyldeblomstsaft. Og så pyntede jeg ellers bare med lidt fif fra min mor og nogle fondant-pynte-blomster hun havde til overs fra en af de mange kager hun bager.

2014-06-07 17.54.30

 

Mit andet projekt var både lidt simplere, men også sjovere. Det var hvad jeg vil kalde en M&M’s Surprise Kage. Hertil startede jeg med at lave moussen – gør altid det for den skal stå på køl lidt tid for at stivne ordentligt inden kagen er kølet nok til at smøre den sammen. Så jeg piskede (eller røremaskinen gjorde) 3dl piskefløde til den var som flødeskum. Imens stod 3 husblas og blødte ud i koldt vand, som jeg så smeltede i 1 dl varmt hyldeblomstsaft (et halv minut i mikroovn kan gøre det, det skal bare ikke være så varmt at det ryger når du blander det i fløden). Når husblassen er smeltet røres det i fløden så det er rørt godt sammen. Så stilles det på køl til du senere skal samle kagen.

2014-06-07 13.55.50

OBS! Både min mor og jeg var enige om at der skulle have været mere mousse i kagen, så måske en dl mere fløde burde kunne gøre det.

Til kagen er det nogenlunde samme fremgangsmåde som cupcakesne, dog ikke helt. Du starter med at piske 3 æg med 150g sukker til det er dejlig og meget luftig. Ved siden af blander du 150g mel med ½tsk bagepulver som du vender stille og roligt i æggemassen – pas på ikke at slå for meget af luften ud af dejen, det er det der gør den så lækker.

2014-06-07 14.40.18

Hæld den i en springform og bag den i en 200 grader varm ovn i ca 30 min. Hold gerne øje med den så den ikke får for meget. Tag den ud af ovnen når den er færdig og lad den køle godt af inden du begynder at samle den. Gør det nemmere for dig selv og saml den i springformen efter den er kølet af. Min mor har sådan et smart stykke plastik til at ’fore’ springformen med så kagen bliver endnu mere skarp i omkredsen.

2014-06-07 15.06.19

2014-06-07 15.11.46

2014-06-08 10.47.53

Du starter med at dele kagen så du har tre lag at arbejde med, altså tre lagkagebunde. Inden du begynder at smøre den sammen tager du de to nederste og lige lægger let sammen. For nu skal det sjove trylles frem i kagen. Det gør du ved at skære at ca 5-7cm diameter hul i de to bunde, lad hulleformen så mens du smører kagen op for at gøre det lidt nemmere. Så smører du den sammen som enhver anden kage. Inden du ligger låg på (fjerner du selvfølgelig hulleformen) fylder du hullet i midten med så mange M&M’s der kan være uden at den kommer til at bule på toppen. Til sidst er det på med låget og så skal den stå på køl noget tid før du kan begynde at dekorere den.

2014-06-08 10.52.08

2014-06-08 11.00.34

Mor havde noget chokoladeganache til overs som jeg brugte til låg-pynt. Rundt om kagen sprøjtede jeg bare noget helt almindelig flødeskum (dog tilsat lidt flormelis for at give det lidt stivelse), og så havde jeg lidt frosting til overs fra cupcakesne som jeg brugte til pynt på kagen sammen med lidt M&M’s for at vise den var en M&M’s kage. Hensigten var jo så at når man skar et stykke ville det vælte ud med M&M’s som en overraskelse, og det lykkedes da også næsten som jeg havde forudset det.

2014-06-08 16.17.28

Hvad syntes I? Hvordan lykkes jeres bageprojekter når I bager?

Continue Reading

Fødselsdags-Extravaganza! Konkurrence #01

Eftersom Juni måned er min måned – hermed ment at det er i juni jeg har fødselsdag – har jeg i den forbindelse besluttet at holde et par konkurrencer. Jeg elsker selv at få gaver og bliver forkælet, så den følelse syntes jeg at jeg ville dele lidt med jer derude.

Det er lidt svært som man bliver ældre at ens ønskeseddel til modsætning bliver mindre og mindre. De sidste par år har jeg faktisk haft svært ved at komme på ønsker, og der var sågar en jul jeg ikke havde nogen ønskeseddel. Det kan dog anbefales, for det år blev jeg beriget med så mange dejlige ting jeg slet ikke vidste jeg manglede. Det viste bare hvor godt min familie kender mig, og så vidt jeg husker var der ikke noget der skulle byttes eller noget der kom i to omgange.

Det med at bytte gaver er også noget underligt noget syntes jeg. Jeg har det svært ved tanken om at skulle bytte noget som mine bekendte måske har gjort sig store planer om at det bare var mig. Jeg syntes lidt det er at være utaknemmelig, også selvom det er fordi man har fået den samme gave to gange. Derfor er jeg på det seneste begyndt at lave forskellige ønskesedler når folk spørger efter dem. Så har jeg i det mindste en forhåbning om at der ikke er alt for mange ting der er ens når man skal til at pakke gaver ud.

Og når man så skal pakke gaven ud, det er det bedste. Jeg elsker jul og den stemning der følger med hele december måned, men min fødselsdag er noget andet. Det er min dag og her må jeg indrømme at jeg godt kan være lidt egoistisk. Jeg minder mig selv om at det er okay, for det er trods alt kun en gang om året at jeg er det. Jeg vil bare gerne have at min fødselsdag er min dag, det er vel ikke så slemt?

At blive vækket om morgenen, meget gerne med morgenmad klar til jeg hopper ud af sengen, at få helt lov til selv at bestemme hvad jeg vil lave og hvor meget jeg vil lave og bare blive forkælet. I vores familie har vi den tradition at gå ud og spise når man har fødselsdag, og som fødselaren må jeg helt bestemme hvilken restaurant det skal være. Ens fødselsdag er en dag man gerne må være lidt egoistisk, syntes jeg. I år er jeg dog nødt til at give lidt slip på min egoisme. Kæresten skal nemlig til eksamen den dag, og ikke bare en almindelig eksamen der måske lige kunne fejes til side med et pænt Tillykke bagefter. Næh, nej det er såmænd Specialet der skal forsvares og derefter selvfølgelig også fejres. Tsk, det har jeg indfundet mig med – næsten da. Det betyder bare at jeg er begyndt at lede efter andre muligheder for at fejre mig selv – og så kan det godt være jeg er lidt egoistisk lidt mere end den ene dag, men det skal bare ses som en opvejning.

En af måderne jeg vil fejre mig selv er faktisk at forkæle andre, nemlig jer! (Se bare, allerede her er jeg ikke engang egoistisk!) Jeg vil nemlig afholde at par konkurrencer her i løbet af juni måned for at dele glæden ved at få en gave, og ikke mindst post – en anden ting jeg er utrolig glad for. Den første konkurrence har to præmier, hvilket vil sige to vindere. Den første præmie er bogen Pride Prejudice af Jane Austen. Sjovt nok er det en bog jeg ikke kunne udstå før jeg skrev projekt om den på universitet, lige siden har jeg elsket den, og jeg syntes den glæde skal deles med så mange andre. Det er jo en klassiker og der er sikkert mange der allerede har læst den, men jeg ved også at mange endnu ikke har læst den. Den anden præmie er et par ørenringe fra Pieces. Begge gaver er udvalgt ud fra ting som jeg holder af; bøger og Austen siger lidt sig selv, men ørenringe er også en accessory som jeg kan blive ved med at samle på. Det er nok en af de ting jeg altid kommer hjem med uanset hvilken slags ferie jeg er på, og mine smykketræer bugner efterhånden så jeg ikke har plads til dem alle sammen.

2014-05-31 12.06.26-1

2014-05-31 12.05.39-1

2014-05-31 12.05.49-1

2014-05-31 18.14.42-1

2014-05-31 18.15.42-1

Alt hvad du skal gøre for at deltage i denne første konkurrence er at komme med en kommentar om hvad den bedste start på din fødselsdag ville være. Husk endelig også at tilføje din mail adresse så jeg kan komme i kontakt med dig, skulle du være så heldig at vinde. Vinderen vil blive trukket lørdag den 7 juni, ved helt tilfældig lodtrækning, og vil blive kontaktet hurtigst muligt.

Udover de to præmier har jeg også en bonus surprise pakke der vil blive fordelt løbende, som ekstra til en af de to udvalgte vindere. Det vil altså sige at udover den præmie jeg udlover specifikt ryger der en lille ekstra ting med i pakken til den ene af de to vindere.

2014-05-31 12.10.31-1

I mellemtiden vil jeg i kommende uge finde muligheder for at forkæle mig selv som optakt til min fødselsdag, og komme med tips og tricks til hvordan man kan fejre sin fødselsdag en hel måned – forhåbentligt uden at andre folk syntes man er helt utålelig, det vil tiden jo vise.

Continue Reading

Mini-Cognac-Cupcakes

Kæresten skulle til fødselsdag her til aften og eftersom fødselaren er meget glad for kage blev vi enige om at det skulle være gaven. Så naturligvis gik jeg med glæde i køkkenet i løbet af eftermiddagen. Først skulle jeg dog finde ud af hvad jeg skulle bage. Når der er lejlighed til det er det jo altid dejligt at prøve noget nyt, så gik om bord i mine kogebøger og blev bare mere forvirret over hvad jeg skulle vælge. Valget faldt på miniupcakes, for så ville der jo også være lidt flere til nogle af alle gæsterne. Når det nu var til fødselsdagslejlighed blev de lidt mere specielle med en opskrift der krævede cognac. Det skabte dog endnu et problem, for ville kæresten tillade at donere noget af sine fornemme cognac? Det var det helt store spørgsmål, men i sidste ende gik han med til det eftersom det faktisk ikke var særlig meget der skulle i.

2014-04-12 15.41.15

De var faktisk også helt vildt nemme at lave, nok mest af alt fordi jeg har min elskede køkkenmaskine som gør det meste af arbejdet for mig. Du starter med en skål med 40g usaltet smør, 140g sukker, 100g mel, 20g kakao, 1½tsk bagepulver, ½tsk revet appelsinskal og en knivspids salt og det rører du sammen godt og grundigt ved lav hastighed indtil det ligner krummer. Ved siden af blander du 1 stort æg med ½dl cognac og ¾ dl sødmælk. Den blanding hælder du stille og roligt i smørblandingen – mens maskinen stadig kører – indtil dejen er glat. Fyld dejen i små cupcake forme (2/3 fyldte) og bag dem i ovnen ved 170 grader i ca. 15 min.

2014-04-12 16.14.13-1

Når kagerne er helt kølet af kan du dekorere dem med en glasur som du laver af 75g usaltet smør, 225g flormelis, 30g kakao og ¾ revet appelsinskal der røres sammen til en grynet-hed ved lav hastighed. Her tilsætter du så en blanding af 1 spsk cognac og 1 spsk sødmælk og skruer op på høj hastighed til glasuren er klar til at blive smurt på kagerne. Så kan du selv bestemme hvordan du selv vil over-pynte kagerne med krymmel eller hvad du ellers har stående.

2014-04-12 18.43.05

Jeg vil selvfølgelig ikke tage æren for den her opskrift for den er fra The Hummingbird Bakery og deres kogebog; Kagedage. I sig selv kan den kogebog anbefales noget så højt, jeg selv fandt den til 100 kr i Føtex (eller var det Bilka?) i sin tid, og den er alle pengene værd. Den er i min top5 af kogebøger, hvad er dine?

Continue Reading

Lørdagscookies

Fordi det er weekend og fordi jeg får en veninde på besøg i morgen blev lørdag i dag til en mindre bagedag for mig. Ikke nødvendigvis fordi det tog mig lang tid at bage to omgange af cookies, de var faktisk utrolig nemme at lave hvis man selv skulle få lyst til det. Min veninde som jeg får besøg af i morgen er på det seneste blevet lettere overfølsom overfor mel og hvidt sukker, hvilket jo satte mig lidt på en prøve med at finde på hvad jeg skulle bage. Men, men jeg kender jo noget til det ikke at spise mel i større mængder, eftersom vi herhjemme spiser efter Jane Faerbers vidunderlige LCHF kogebøger, og der er der mange lækre opskrifter på ’sunde’ brød og kager. Det er dog ikke der jeg har fundet de opskrifter jeg valgte af afprøve i dag. Tværtimod var det bogen Lykken er Chokolade. Nu tænker du måske hvordan kan der findes ’sunde’ opskrifter i en kogebog dedikeret til chokolade? Men det kan der altså, med det i mente at man bruger chokolade med så højt kakaoindhold som man kan holde ud.

2014-04-05 14.58.10

Heri fandt jeg opskrifterne på hele to forskellige cookies. Den første jeg faldt over var lavet på mel malet af Pecan nødder og med appelsin og chokolade. Den var så nem at lave, ligesom den anden at jeg havde lavet begge portioner på lige knap en time. Jeg har endnu ikke fået smagt på dem her med pecan endnu, jeg har valgt at gemme dem til i morgen.

2014-04-05 13.34.33

2014-04-05 13.34.17

De andre jeg lavede derimod har jeg smagt på. De er heller ikke lavet på mel, men peanutbutter og masser af det. I begge opskrifter skulle der godt nok sukker i, men i stedet for almindelig hvidt sukker brugte jeg noget af det lyse rørsukker jeg havde i skabet, for at se om det ikke ville lette lidt på tingene. Begge opskrifter havde en god portion groft, hakket mørkt chokolade blandet i, men den her skulle også have lidt havsalt i sig. Normalt syntes jeg at den salte kombination ikke passer til den søde del af køkkenet, men kæresten er meget glad for det, så i håb om at han også vil syntes om den fik de det.

2014-04-05 14.57.22

Som sagt fik jeg lavet begge portioner på under en time og de smager indtil videre rigtig godt. Så hvis du ligesom forfatterne til Lykken er Chokolade er utrolig glad for chokolade og spiser det dagligt, så vil jeg anbefale den her kogebog.

Continue Reading

Boglege

Katja begyndte for noget tid siden en bog-leg som hun desværre måtte give slip på. Af den grund syntes jeg da ikke vi skal lade hendes arbejde gå til spilde, eller lade de svar jeg selv havde tænkt godt og grundigt være til ingen verdens nytte. Derfor bringer jeg her de svar jeg havde forberedt.

 

Hvilken populær forfatter har du – trods populariteten – aldrig læst en bog af?

E.J. James, forfatteren af Fifty Shades of Grey. Da bøgerne blev hypet så meget som de gjorde slog jeg næsten per automatik bremseklodserne i og har siden benægtet at læse dem, uanset hvor mange siger at de faktisk er okay. At hele genren siden er blevet et endnu større fænomen har bare fået mig til at holde foden på bremseklodsen. Jeg havde det på samme måde da Twilight kom ud, vampyr-pandemien gjorde at jeg hurtigt blev træt af hele genren. Det faktum at jeg – før Fifty Shades kom til Danmark – har ladet mig fortælle at Fifty Shades helt simpelt er en 90% identisk genfortælling af Twilight, bare tilsat lidt sexscener, ja, så gider jeg da heller ikke læse en bog jeg allerede har læst, ganske vist selvom den måske er 10% anderledes.

Hvilken bog du helst vil se blive filmatiseret?

Hmm, der er rigtig mange bøger jeg gerne så på storskærmen og så alligevel ikke, for problemet er at når de kommer på storskærmen skal man pludselig forholde sig til at andre har udtænkt hvordan tingene skal se ud, og det er ikke nødvendigvis sådan jeg selv har forestillet mig det. I den seneste tid med den trend der er med eventyrgenfortællinger i stor stil er der en serie som jeg inderligt håber når storskærmen på et eller andet tidspunkt. Der er Marissa Meyers Lunar Chronicles. Jeg fortaler den her serie en hel del over det hele, men det er simpelthen fordi jeg syntes den er så fabelagtig at alle burde læse den og nyde dens genialhed. Det er eventyret, men alligevel så twistet at det er helt nyt og inderligt spændende. Og så kunne jeg bare godt tænke mig at se det univers i ’virkeligheden’ som Marissa har skabt i den fjerne fremtid med beboere på månen.

2014-03-27 16.55.34

Hvilken bog planlægger du at læse i sommerferien?

Der er jo mange på to-read listen, men den jeg helt præcist planlægger at købe som sommerferielæsning i lufthavnen til sommer er Robert Galbraiths andet udspil, her selvfølgelig Rowlings anden bog under pseudonymet Galbraith. Den første i krimiserien var faktisk ret god på trods af at jeg ikke er til krimier generelt, så at jeg blev fanget af den her er en bedrift i sig selv. Nu skriver Rowling jo fantastisk så det undrer mig egentlig ikke. Så The Silkworm ryger lige fluks ned i carry-on tasken her til sommer, og så er jeg sådan set ligeglad med at den måske kommer til at veje en smule ekstra fordi den jo desværre nok kommer i hardback først.

Hvilken forfatter ville du give din højre arm for at møde?

Den står meget lige mellem tre; den ene er næsten åbenlys for hende har alle lyst til at møde og det er selvfølgelige JK Rowling der er tale om. Grunden er simpel, hun har påvirket min læseopvækst så meget at jeg vil takke hende og fortælle hende for jeg ved ikke for hvilken gang hvilket pragtfuldt stykke litteratur hun har skabt. Mest af alt også for at høre hvordan hendes tanker drejer sig om de ideer hun finder på til historier, I’d like to pick her brain so to say. De to andre er måske lidt sværere, Jane Austen eller Shakespeare. Begge har skrevet så fantastisk og vidunderlige fortællinger og jeg tror også de er nogle vanvittigt interessante personligheder som har masser at tale om.

2014-03-27 16.55.29

Den længste bog du har læst – Og var den det værd?

Det var bogen Den Første af Justin Cronin (The Passage på engelsk). Det var et læseeksemplar fra mit tidligere arbejde i Bog & ide og det var primært forsiden der fangede mig, og tykkelsen, fordi jeg gik ud fra at den ville kunne underholde mig i et godt stykke tid. Der tog jeg så fejl fordi jeg sad til langt ud på natten af spænding ved hvert kapitel, og det siger noget af jeg læste den på dansk! Den var på lidt over 1000 sider og det tror jeg faktisk også anden bog i serien var, og nu går jeg bare og venter spændt på den tredje bog.

En bog du synes er stærkt undervurderet og som alle bør læse.

Old Magic af Marianne Curley. Det er en ungdomsroman som jeg altid kan vende tilbage til og jeg forelsker mig i den på ny hver gang jeg læser den. Den har bare det hele; romantik, forbandelser, teenagedrama, tidsrejser, rigtige riddere og kampen om æren og kærligheden. Jeg kan læse den igen og igen og jeg tror aldrig jeg bliver træt af den. Desværre er den ikke så hype som så mange andre bøger og det syntes jeg er synd for den er bare fantastisk.

2014-03-27 16.55.42

En slutning på en bog, som tog dig med storm (Ingen spoilers!)

Her må jeg nok ty til en af de få krimier jeg har læst, The Cuckoo’s Calling af Robert Galbraith. Igennem hele bogen sad jeg og forsøgte at gennemskue whodunnit?! men jeg kunne godt nok ikke se det. Da ’skurken’ blev afsløret til sidst blev jeg så paf og overrasket at jeg ikke kunne lade være med at sidde tilbage og være forbløffet endnu engang over Galbraiths (som vi jo godt ved er Rowlings) måde at skrive om det usagte og overraske os på ny hver gang. Det er blandt andet også derfor det her er en krimiserie som jeg måske godt kan læse i fremtiden.

Hertil har jeg så prydet indlægget med nogle billeder at nogle rigtig fine fyrfadsstager jeg fandt i dag i Søstrene Grene. Så vidt jeg kan se er det en ny serie hvor der er 5 eller 6 forskellige at vælge imellem, der var dog kun 4 tilbage at vælge i mellem da jeg var nede i butikken, men jeg har planer om at kigge ned igen en af de kommende dage for at se om de har fået nogle af de andre.

2014-03-27 16.55.22

Continue Reading