Juni Wrap-Up

Juni har været lidt af en blanding af dejlig afslapning og hektiske eksamensdage. Eleverne gik på sommerferie i slutningen af maj, læseferien gik i gang og jeg fik et lidt mere åbent skema, lige med undtagelse af en uges tid og et par ekstra dage. I sidste uge var der også den årlige farvelfest, hvor vi siger farvel til årets studenter og fester (næsten hele) natten lang. Igen i år var jeg med i lærerrevyen, hvilket lyder helt vildt nørdet, men det er også helt vildt sjovt. Især på selve aftenen hvor vi opfører revyen for eleverne, for den er skrevet med dem i tankerne, og i år gik de fuldstændig amok (jeg tror en del alkohol var røget igennem blodet allerede inden forretten kom på bordet den aften), og når det sker, så bliver det hele bare lidt sjovere. Jeg håber at jeg kan være med næste år også.

Med en del dage uden et normalt skema betød det også en del fritid til mig selv, og en del ekstra læsetid. Jeg har måtte ty lidt til lydbøger i denne måned, mest af alt fordi at selv en måned efter at have læst A Court of Mist and Fury, har jeg stadig en lille smule bookhangover. Af samme grund har jeg også bevidst gået efter lette, romantiske og fluffy bøger. Måske er det fordi jeg har holdt mig til små, søde romantiske bøger at jeg har formået at få læst hele 11 bøger, inklusiv lydbøger.

IMG_5046

I starten af måneden gik jeg ombord i børnebøger, fordi jeg tænkte de var lette og der var ikke så meget i den dybe ende, så at sige. Jeg fik tilsendt Brødrene Løvehjerte, som en del af Simones rejsende bog, og selvom jeg kan huske at få den læst højt som barn, så var det desværre ikke helt det samme da jeg selv læste den. Jeg blev ikke rørt nær så meget som jeg havde regnet med. En anden børnebog, som jeg nok nød lidt mere, var den fjerde bog i The Guardians serien, denne gang om Sandman. Måske er det fordi jeg i løbet af den sidste måned har læst de andre bøger i den serie, at jeg syntes bedre om den. Jeg læste også en kort digtsamling, for at komme i en helt anden genre, jeg har nemlig fået tilsendt Pulsens Koordinater af forfatteren selv. Digte har aldrig rigtig været mig, men jeg tænkte at de skulle have en chance mere. Desværre må jeg nok bare holde ved at digte aldrig rigtig bliver noget for mig.

Da børnebøger blev lidt for lette i det, havde jeg behov for en god omgang YA og gerne med masser af akavet kærlighed. På lige præcis det sidste punkt var det en fantastisk start jeg fik med Simon vs. The Homo Sapiens Agenda, som ramte plet med den akavede kærlighedsdel. Den har været ret populær i bloggersamfundet et stykke tid, og jeg er rigtig glad for endelige også at kunne være med på bølgen af at være glad for Simon Spear. Jeg fortsatte i den søde ende af YA bøger med Things We Know by Heart, som var en noget anerledes ungdomsbog. Den var forudsigelig på mange punkter, men emnet organdoner og de efterladte, syntes jeg blev fortalt rigtig flot og hjertevarmt. Månedens sidste lydbog, og sidste ungdomsbog også, var Emmy & Oliver, der handler om at blive revet fra hinanden, kun for at finde hinanden med flere års mellemrum, og en kriminel far, der kan finde på at rive jer fra hinanden igen hvornår det skal være. Endnu en rigtig sød historie, som jeg måske nok foretrak lidt mere fremfor Things We Know by Heart, måske af den simple grund at jeg i den her kunne se bort fra forudsigeligheden.

Som I ved, så læser Louise og jeg i disse måneder Philip Pullmans His Dark Materials, og i juni fik jeg derfor læst Northern Lights, som er den første bog om Lyra. Alt hvad jeg vil sige om de bøger, er at de bare bliver bedre og bedre for hver gang jeg læser dem. Jeg besluttede dog også at gå i gang med en større fantasy bog; Uprooted, som jeg har haft stående på hylden alt for længe, for hold nu op hvor var den fantastisk! Den hjalp en smule på min vedvarende bookhangover, og jeg har genlæst flere passager derfra siden jeg blev færdig med den. Plus, det er ovenikøbet også en eventyrgenfortælling; af Skønheden og Udyret. En Rainbow Rowell bog blev der også plads til, og den var ligeså god som de få andre bøger jeg kender fra hende. Attachments handler om kærlighed ved første email, og den var simpelthen så gribende at jeg var lige så nervøs som karaktererne i bogen var til tider. Jeg nåede også lige at klemme en enkelt fantasybog mere ind i løbet af den sidste weekend. For at lade op til Sarah J Maas næste bog om Celeana Sardothien fik jeg endelig læst den lille novellesamling i The Assassin’s Blade, for er en slags forhistorie til hvordan Celeana endte hvor hun gjorde da man møder hende første gang. Det var meget rart at få det indblik, og nu glæder jeg mig bare endnu mere til Empire of Storms.

IMG_5048

Jeg ved godt jeg siger det hver måned – næste -, men når jeg ser tilbage kan jeg ikke forstå hvor jeg finder tiden til at læse så mange bøger. Jo jo, godt nok er en del af dem, lydbøger, men det er altså også helt vildt praktisk til en rask gåtur i solen, fremfor blot at sidde stille og blive alt for solskoldet. Selvom jeg godt ved der ikke er kæmpe risiko for solskoldning i den danske sommer, men derfor er det stadig praktisk med en lydbog i ørerne til en tur i skoven, når jeg kan finde rundt der. Ellers vil min sommerferie bestå af rigtig meget afslapning og læsning, for at slappe helt og holdent af og lade op til næste skoleår, hvor jeg ved jeg får enormt travlt, men mere om det en anden gang. Jeg håber at få læst en del videre i mange af de serier jeg stadig er i gang med, og så ser jeg frem til at dele flere #KæreWonders med jer alle. Til sidst vil jeg komme med månedens anbefaling, som er en ny feature jeg vil introducere i min månedlige wrap up fremover.

Månedens anbefaling: Til de af jer der, ligesom mig, har haft brug for en gang sød YA, vil jeg anbefale Emmy & Oliver fordi den tager fat på et ret delikat emne, når en forældre beslutter at tage forældreretten fra den anden, og når det hele så skal forsøge at vende tilbage til normalen, og de kvaler der følger med det. Hvis man har behov for lidt fantasy vil jeg helt klart anbefale Uprooted, jeg kan simpelthen ikke rose den bog nok; den har karakterkonflikter, en ukendt skurk, og en lille smule kærlighed; det er en perfekt kombination.

Hvordan har jeres juni måned set ud? Og hvad planlægger I at læse i juli måned?

Continue Reading

Nothern Lights (Philip Pullman, 1995) #KæreWonders

When Lyra’s friend Roger disappears, she and her daemon, Pantalaimon, determine to find him. The ensuing quest leads them into the bleak splendour of the North, where armoured bears rule the ice and witch-queens fly through the frozen skies.

(Tekst fra goodreads)

IMG_5030

Bogen får 5 ud af 5 stjerner.

Det er vist mere end 10 år siden jeg sidst tog på eventyr med Lyra, men hvor var det fantastisk at rejse til Norden igen sammen med Lyra, Iorek og Gypsies. Sammen med Louise har vi i juni måned afholdt fælles read-a-long med den første bog i His Dark Materials, i næste måned fortsætter vi med bog to og i august slutter vi af med den sidste bog. Du kan stadig nå at være med.

For de få af jer, der ikke kender Lyra historie, så handler det i bund og grund om kirkens frygt for Støv. Men det hele foregår i en alternativ verden, hvor folks sjæle tager form i en følgesvend, der kaldes en Daemon, som har form af et dyr. Lyra vokser op på et kollegium i Oxford, hvor hendes onkel, Lord Asriel, kommer og besøger hende fra tid til anden. En dag skjuler Lyra sig i klædeskabet, og her opdager hun en masse ting, som pludselig leder til hendes fantastiske rejse til Norden sammen med en flok fantastiske mennesker.

Jeg kan huske første gang jeg læste de her bøger, det var imens jeg ventede på flere Harry Potter bøger, og så opdagede jeg Lyra og fik benene slået væk under mig med hendes karakter og hvad hun turde gøre. Og på trods af filmen for nogle år siden, så forestillede jeg mig stadig størstedelen af bogen som jeg kan huske det fra første gang jeg læste den. Jeg blev overrasket over hvor hurtigt bogen skred frem, jeg huskede den som meget længere, og det var ærgerligt at bogen sluttede da den gjorde. Heldigvis er der jo 2 bøger mere, som bare bliver bedre og bedre.

”He smiled at her in the way Mrs Coulter had; as if they were both in on a secret. She smiled politely back and he turned away to talk to someone else. She and Pantalaimon could sense each other’s horror. She wanted to go away by herself and talk to him; she wanted to leave the flat; she wanted to go back to Jordan College and her little shabby bedroom on Staircase Twelve; she wanted to find Lord Asriel…”

Hele den verden som Pullman har opbygget i His Dark Materials er simpelthen utrolig, lige fra den første side ved man at man sidder med noget specielt. Pullmans beskrivelse af Oxford knitrer ud fra siderne, og jeg fik helt nostalgi og ønskede mig til Oxford for hver side jeg vendte fra Lyras tid i Oxford. Jeg bliver ved med at bliver forbløffet over hvor meget ben i næsten Lyra har, hun forstår virkelig at blæse på at være bange, og bare gøre som hun har lyst til. Hendes karakter i det hele taget er bare betagende, og Pullman forstår at beskrive hende både som en lille pige, men også som en lille voksen dame. Jeg tror Lyra har meget af kompleksiteten fra begge sine forældre, men hvis I ikke har læst den, vil jeg ikke afsløre hvem det er for jer endnu.

IMG_5031

Det fantastiske – ja, jeg ved godt jeg bruger det ord en del i den her anmeldelse – ved den her bog er måden den er skrevet. Sproget er som sådan ret simpelt, man kan godt mærke den skal kunne læses af børn/teenagere, og alligevel er emnet noget af det mest voksne og seriøse man kan få fat på. Den kombination skaber en gribende historie med et kæmpe spørgsmål, der stadig mangler at bliver besvaret.

”She looked at him and saw his green wildcat-eyes ablaze with her own excitement. She felt dizzy, as if the whole world were turning beneath her. If Dust were a good thing… If it were to be sought and welcomed and cherished…

Der bliver præsenteret så mange fabelagtige karakterer allerede i den første bog, at det er svært at vælge en favorit, fordi de alle sammen er skønne på hver deres måde, hvad enten der er positivt eller negativt ment. En af de måske lidt mindre roller der fascinerer mig mest er nok heksen Serafina Pekkala; hun er helt sin egen og ved alverden og alligevel er hun endnu et mysterium. Jeg kan næsten ikke vente med at læse videre og forsætte mig genmøde med alle de skønne karakterer og forsætte mig eventyr med Lyra, og snart Will.

På fredag kommer næste læseplan her på bloggen, så vend endelig tilbage, og der afsløres præmien også for vores lille konkurrence. Du kan stadig nå at være med, dokumenter dine læseoplevelser på de sociale medier og brug #KæreWonders og #ViLæserDarkMaterials for at være med. I denne måned har det været dejligt at se, at udover Louise og jeg, har Irene og Bente også læst med. Vi håber at se dem igen, og andre med, henover de næste par måneder.

Hvis du har læst med, hvordan har din første læsning eller genlæsning så været?

Continue Reading

Bookish Wonders #01

Det er efterhånden ved at være et stykke tid siden jeg har vist jer en bookhaul, så voila! Jeg havde egentlig tænkt mig at finde på en ny måde at vise jer mine nye bøger, men tiden har ikke lige været til det indtil videre, så indtil næste gang får I den på den sædvanlige vis. Det er en stak, som faktisk er helt tilbage fra starten af maj måned, og er ret stolt at mig selv at jeg først i sidste uge har bestilt bøger igen! (Så der går nok ikke så lang tid før I får en bookhaul mere.)

IMG_4692

Den første stak er alle sammen relateret til eventyr, først Angela Carters eventyrsamling, som jeg glæder mig meget til at læse efter at have læst hendes Bloody Chamber. De andre to er essay samlinger fra kendte forfattere om deres forhold til eventyr, den ene kun skrevet af mænd den anden af kvinder. Jeg har læst Brothers & Beasts, og det er faktisk interessant at høre om andre folks holdninger til eventyr, så nu skal jeg have læst Mirror, Mirror on the Wall.

IMG_4695

Jeg har også fået et par anmeldereksemplarer, først fra Alvilda, som har sendt mig Mørke Vande, den tredje bog i Vandflammens Saga, som er en fin ungdomsserie. Fra Gyldendal har jeg fået tilsendt Fangirl, som var absolut fantastisk, du kan læse min fulde anmeldelse her. Flawed var bogen i April måneds Owlcrate, og jeg tror det er en noget anerledes dystopisk bog.

IMG_4696

Af egne indkøb var den første jeg straks måtte købe var A Court of Mist and Fury, som jeg allerede har anmeldt her – LOVED IT! The Strange and Beautiful Sorrows of Ava Lavender og Wink, Poppy, Midnight var to bøger jeg bestilte primært for deres cover. De lyder begge to spændende, den første om en pige, der lever et noget tidsløst anerledes liv, og den anden bog er lidt en mystrie bog med en utroværdig fortæller, hvilket altid er interessant. Og The Boy Who Lost Fairyland er den anden sidste bog i serien om Fairyland.

IMG_4698

Alle bøger glæder jeg mig rigtig meget til at læse, eller også ved jeg de er fantastiske fordi jeg jo allerede har læst dem.

Har du fået nogle spændende bøger for nylig?

Continue Reading

The Rosie Effect (Grame Simsion, 2014)

Forty-one-year-old geneticist Don Tillman had never had a second date before he met Rosie.

Now, living in New York City, they have survived ten months and ten days of marriage, even if Don has had to sacrifice standardized meals and embrace unscheduled sex.

But then Rosie drops the mother of all bombshells. And Don must prepare for the biggest challenge of his previously ordered life – at the same time as dodging deportation, prosecution and professional disgrace.

Is Don Tillman ready to become the man he always dreamed of being? Or will he revert to his old ways and risk losing Rosie for ever?

(Tekst fra goodreads)

IMG_5018

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Sidste år læste jeg den første bog hvor man mødte Don Tillman og hans sære tilgang til livet. Eller måske er den ikke nødvendigvis sær, den er bare meget lige til og helt vildt logisk, hvilket måske gør den underlig for os der ikke er helt så logiske og lige til. Utroligt nok formåede han at finde en hustru, og som bogen her indleder så venter de sig pludselig deres første barn.

Det kan kun gå galt. Spørgsmålet er bare hvor galt det vil komme til at gå. Jeg sad flere gange igennem lydbogen og tænkte ’Nej! Nej! Nej!’, det går slet ikke. Men det gjorde det alligevel, på den lille skala. Don er umiddelbart ikke helt indfundet med tanken om at skal være far, men ikke desto mindre sætter han gang i Projekt Baby for at uddanne sig selv i alt hvad han kan om småbørn inden hans og Rosies barn kommer til verden.

Selvom Don ikke er den perfekte partner – på flere punkter end et – så syntes jeg stadig han er bedårende i hans iver for at tilfredsstille sin hustru. Jeg syntes det er vildt søde den måde han sætter Projekt Baby i gang i forsøget på at blive en bedre far, når den tid kommer. At han så angriber visse ting på helt forkert vis, resulterer bare i komiske situationer som Don selvfølgelig slet ikke forstår er forkerte.

På et tidspunkt sad jeg og var bange for at bogen ville ende sørgeligt, og jeg var faktisk ret nervøs for hvordan den ville ende. Heldigvis skete det ikke, den endte forholdsvist godt og Don kunne sige hej til sit nyfødte barn.

Selvom The Rosie Effect er ganske fin, så er den ikke nødvendig. Man kan god undvære den, for slutningen på den første bog var så fin i sig selv at man godt kan forestille sig at Don og Rosie vil leve sammen i et godt parforhold. Ikke desto mindre var det alligevel underholdende at læse om det næste kapitel i deres liv.

Continue Reading

Character Spotligth #01 – Peter Pan

Character Spotlight er en ny serie her på bloggen. Igennem dem vil jeg sætte fokus på udvalgte karakterer, som enten ligger mit eget hjerte nær, eller er vildt populære generelt. Det vil for så vidt som muligt dække vidt og bredt, selvfølgelig med udgangspunkt i karakterens literære oprindelse, men populær kultur kan ikke undgås.

Den første ikoniske karakter, jeg vil beskæftige mig med, og sætte ekstra spotlight på, er Peter Pan. Historien om Peter Pan har altid været meget kær hos mig. Det er historien om drengen der ikke vil være voksen, som er epicenter for mange ting. Han er det barn vi alle vil være, for der er jo ingen, som rent faktisk vil være voksen. Selvom jeg nu sidder her, 29 år gammel, benægter jeg stadig mange ting om at være voksen, og inderst inde betragter jeg mig selv på mange områder stadig som et barn. Det syntes jeg da i hvert fald selv, det kan godt være andre bare syntes jeg er underlig. Personligt har jeg det lidt trist med at skulle betragte mig selv som en voksen; jeg har det bedst med tanken om at der altid vil være en vis grad af barn i mig. Hvordan dette indre barn kommer til udfoldelse kan være så forskelligt, men bare det at det er tilstede betyder noget.

IMG_4986

Jeg husker nogle af de første gange jeg stiftede bekendtskab med Peter Pan, og det var faktisk igennem Disney, og jeg indrømmer at det nok var der min kærlighed til Peter begyndte. Det var først senere at jeg endelig stiftede bekendtskab med den originale version skrevet af J.M. Barrie. Heldigvis, gjorde den rigtige historie bare meget mere, og min forundring og beundring for Peters historie voksede. Jeg kan huske at jeg på Studenterkursus skulle skrive en SRP-agtig opgave og jeg valgte at skrive om Peter Pan. Jeg kan stadig huske de mørke timer jeg sad i mine forældres kælder ved den ene computer vi havde i huset på det tidspunkt, men hvor meget jeg faktisk hyggede mig med at skrive denne opgave. Og det var helt og aldeles på grund af Peter og det eventyr jeg tog afsted på med ham som selskab. Selv nogle år senere i min universitetstid sneg Peter Pan sig også ind i enkelte af de opgaver jeg skulle skrive der. Der er bare noget særligt, som jeg ikke kan afskrive ved den dreng.

Men jeg er jo ikke den eneste der har taget så godt i mod J.M. Barries eventyrlige drengebarn. Når jeg ser rundt omkring i blogland, og ikke mindst i medieverdenen, kan jeg se hvor stor betydning Peter Pan har rundt i verden. Og ikke bare Peter Pan, også hans ’far’ Mr Barrie. I den virkelige verden har Barries arv været et fast holdepunkt, ikke mindst økonomisk, for The Great Ormond Hospital, som har rettighederne til historien, og har draget godt af det lige siden Barries triste død. Peter Pan er også blevet ikonisk med byen London, og går man igennem Kensington Gardens i byen, vil man også finde den berømte statue af det evige drengebarn til minde om han og hans ’far’, som I kan så på et af mine fine feriebilleder nedenfor.

Derudover er istorien om Peter Pan efterhånden blevet filmatiseret utallige gange på forskellig vis, og hver gang er det blevet forsøgt at fortælle historien på ny, mens man forsøger at bibeholde essensen af den klassiske fortælling om drengen der ikke vil blive voksen. Når jeg søger på filmatiseringer af Peter Pan viser listen mere end 10 forskellige og vidner til at folk kan blive ved med at genfortolke karakteren. Jeg tror netop det er fordi vi alle sammen kan relatere til drømmen om at forblive barn, ikke mindst for mit eget vedkommende. Jeg nævnte at det var igennem Disney at jeg først stiftede bekendtskab med Disney, så derfor er det oplagt at begynde med at snakke lidt om den version.

I min barndom var det blandt andet denne udgave, der hjalp til min forelskelse i hele Peter Pan historien, men igennem årerne er jeg blevet noget mere kritisk overfor lige netop denne udgave. Der er ingen tvivl om at Disney har fanget barndomsidyllen ved historien, men selve mystikken ved Peter Pan som karakter er gået tabt i Walt Disneys forsøg på at skabe en god historie som alle ville kunne lide, og en karakter som ikke har synderlige fejl – altså en perfekt Peter Pan som ikke har sine dystre sider, og det syntes jeg er en fejl. For de af os, der kender historien ved jo at Peter så absolut ikke er fejlfri. Det er derfor ikke overraskende, at det er samme perfektionisme der føres videre i deres anden film hvor vi vender tilbage til Ønskeøen, hvor der pludselig tilføres et strejf af feminisme. Dette ville normalt ikke gøre mig noget, men lige med denne her går det lidt imod hvad jeg kender og elsker ved historien. (Så kan man diskutere værdien af Disneys spin-off med deres Tinkerbell serie, som er en knaldgod ide for sig selv for koncernen og jeg syntes det er udmærkede film, men de har intet med Peter Pan at gøre.)

Af en eller anden mærkelig grund, var der en årrække hvor Peter forsvandt lidt fra min verden, og jeg tror det var den periode hvor man prøver at finde ud af hvor man hører til rent aldersmæssigt. Er man stadig barn eller er man på vej til at blive voksen? Og hvis man er på vej til at blive voksen, hvornår er man så rent faktisk voksen? Lige netop de spørgsmål er utrolig vigtige med Peter Pan og jeg syntes de bliver tacklet bedst i PJ Hogans version fra 2003 med Jeremy Sumpter i hovedrollen som Peter Pan. Grunden til at den er øverst blandt mine favoritter, er netop fordi den holder sig tættest til den rigtige Peter som vi kender fra historien. Dog er der blevet tilføjet elementet af kærlighed mellem Peter og Wendy, men det mener jeg ikke komprimerer historien, tværtimod tilføjer den endnu et lag til Peters karakter, som gør ham mere kompliceret, men også mere menneskelig. Netop denne tilføjelse med kærlighed bidrager også til hele konflikten, om at skulle finde ud af hvem man selv er, og indse at man bliver nødt til at vokse op. Det kan godt være man befinder sig i det mystiske limbo mellem barn og voksen, men når kærligheden er med til at realisere det faktum at man bliver nødt til at bevæge sig væk fra barndommen så syntes jeg det fungerer rigtig godt. En helt anden faktor er den utrolig flotte billedside i filmen og de fabelagtige detaljer i filmens fortælling. Jeg syntes for eksempel detaljen med vejret, der skifter i takt med Peters humør og alt efter om han er på øen eller ej, er så fin en ide og det giver en helt anden visuel fortælling. Jeg kan sige meget mere om denne film, men det ville blive et helt andet indlæg og fagnørden ville komme for meget til overfladen, så det vil jeg gemme til en anden gang. Det er klart den jeg vil anbefale man skal se som den første, hvis man ikke allerede har set den.

IMG_4988

IMG_4989

Udover de tætte adaptationer er der jo også en hel del fortolkninger af den kære, eller ikke så kære Peter, ikke mindst i den eventyrlige serie Once Upon a Time, hvor Peter er knap så sød. Der findes også en måske mere realistisk fortolkning af Peter i miniserien Neverland, hvor Peter rent faktisk er en forsvundet dreng der bliver taget ind hos feerne. Selve adaptationen er ikke synderligt tæt af den originale historie, men jeg syntes alligevel den er god som den er, hvilket du kan læse mere om her. Senest er der så Pan, hvor venskabet mellem Peter og James Hook bliver vist i et helt andet lys, og Ønskeøen er også et meget anerledes sted end hvad man kender det. Jeg havde det lidt svært ved den film, af historiemæssige årsager, men en af detaljerne som jeg syntes var ganske gode, var Peters savn efter sine forældre som drev ham til at blive hvem han endte med at være. Måden de så twister det til sidst, at moderen stammer fra feerne på Ønskeøen, kan diskuteres om den stemmer overens med den oprindelige historie, og personligt syntes jeg det var en lidt underlig ide.

Den mest kendte, eller mest populære (grundet Steven Spielberg bag roret) adaptation/genfortolkning af historien er nok Robin Williams’ forsøg på at genfinde sin barndom som en voksen Peter Pan i Hook. Selvom den ikke har noget som helst med den originale historie, men i stedet fokuserer på far/søn båndet, syntes jeg det er en af de bedre genfortolkninger. Meget af det skal tillægges Robin Williams og hans rolle, men også følelsen af Ønskeøen syntes jeg er fanget rigtig godt. Jeg var især tiltrukket af ideen at selv om man var voksen (og godt nok Peter Pan), kunne man stadig vende tilbage til Ønskeøen, for det betyder at det aldrig er for sent. Så længe man bare bliver ved med at tro, vil Ønskeøen altid vente på dig. Slutteligt skal vi ej glemme Finding Neverland med Johnny Depp, hvor vi bliver bombarderet med følelser igennem Barries oplevelse med at finde på historien om Peter (angiveligt).

Jeg håber mit lille forsøg på at illustrere Peter Pan universelle tiltrækningskræft er blevet tydeliggjort en smule mere med alle disse eksempler. Jeg er ret overbevist om, at der sikkert er mange flere, men dem jeg har nævnt er efter min mening nogle af de mest benævnelsesværdige, og mest kendte også for den sags skyld. Nogle er selvfølgelig bedre end andre, men det de har tilfælles er forsøget på at forevige den evigt unge dreng, Peter Pan. Drengen der ikke vil være voksen, som så mange af os ikke kan lade være med at spejle os i når hverdagen bliver lidt for træg eller arbejdsbebyrdet og vi drømmer os væk til Ønskeøen.

Hvad er dit forhold til Peter?

Continue Reading

Kelley (Lesley Livingston, 2015)

Tak til Tellerup for anmeldereksemplar.

17-årige Kelley håber og tror at rollen som alfedronningen Titianai en opsætning af Shakespeares En skærsommernats drøm, er hendes store chance for at bryde igennem som skuespiller. Men da Kelley møder den flotte Sonny må hun indse den chokerende sandhed, at alfernes verden virkelig findes, og at hun er en del af den. Kelley er nødt til at forlige sig med sin familiearv, hvis hun vil redde ikke blot sig selv, men også Sonny og hele menneskeverdenen fra Alferigets magtfulde kræfter…

(Tekst fra goodreads)

IMG_4682

Bogen får 3 ud af 5 stjerner.

Den her bog er lidt svær at anmelde må jeg indrømme, for på den ene side syntes jeg den var ganske god, men på den anden side var der noget jeg ikke var helt tilfreds med. Sådan var det lidt hele vejen igennem, og det ærgrer mig en smule, for det er faktisk en ganske okay bog. Da jeg læste baggrundsteksten om den syntes jeg med det samme den lød interessant; feer, en hemmelig verden og Shakespeare! What’s not to like? Det skulle vise sig at blive meget blandet med hvad jeg syntes var godt, og hvad jeg syntes var knap så godt.

Historien er som sådan ganske fin, den bliver præsenteret meget hurtigt og man er godt med på hvad der sker i Kelleys liv, desværre er der også et par huller. Det hele bliver beskrevet en smule overfladisk enkelte steder, som om der mangler en del information, som jeg kun kan håbe vil blive udfoldet i de næste to bøger. Der er en hel del omkring de Shakespeareanske aner i den almindelige verden jeg var helt vild med, men efter min mening var der ikke nok af det, og når det så kom, blev det ret hurtigt en stor altafgørende kamp for livet, som om der ikke var andet i den verden.

Kelley og Sonny er begge interessante karakterer i bogen, på hver deres måde, og jeg ved ærligt talt ikke hvem af dem jeg foretrækker. Kelley blev jeg først virkelig glad for i den sidste halvdel af bogen, selvom hun havde sine gode sider hele vejen igennem. Der var måske bare lidt for meget ’piget’ over hende på nogle punkter. Jeg kunne godt have brugt at hun havde lidt mere ben i næsen fra starten af, og ikke først i slutningen af bogen hvor hun nærmest bliver tvunget ud i det. Sonny derimod havde lige præcis den mængde bid i næsen som der var behov for. Han var skarp og vittig og havde næsten altid den rigtige kommentar klar til øjeblikket. Han var det indblik i feverden som jeg helst ville læse om.

”Der var forvirring i Kelleys sind. Hun kunne genkalde sig et virvar af billeder fra sekunder før hun gik i sort. Svævende indtryk af lys og lyd, og sælsom, vidunderlig musik… Eller for at bruge det tekniske udtryk, iltmangel.”

En ting der gik mig lidt på bogen igennem var oversættelsen, ikke at den var dårligt oversat som sådan – jeg har læst bøger der er betydeligt værre. Men det der gik mig lidt på var at Shakespeare også var blevet oversat, og det fungerer bare slet ikke på samme måde på dansk som det gør på engelsk. I mit hoved skal Shakespeare altid være på engelsk, og det er bare så synd når han bliver oversat, for det virker bare forkert. Det er måske en lille detalje, men for mig stjal det alt for meget at glæden ved det.

”De nærmede sig et orkester af alfemusikere, og Sonny smilede da Kelley svajede yndefuldt til den overjordiske musik. Hans nytårskineser. Han var pinagtig bevidst om at hun efter al sandsynlighed ikke ville være ’hans’ ret meget længere. Ikke hvis hun bestemte sig for at acceptere sin sande identitet.”

Selve historien er egentlig god, den er klassisk med en pige der tror hun er helt som alle andre, men så opdager at det er hun slet ikke. Så skal hun tage stilling til hvad hun så vil med livet og hvem hun vil være. Jeg blev lidt overrasket over hvor let hun havde ved at træffe sine valg omkring al den nye viden hun fik smidt i hovedet, det syntes jeg måske var lidt urealistisk. Hun var i det hele taget meget hurtigt til at godtage alting uden at sætte store spørgsmålstegn ved særlig meget. Det eneste problem lod til at være at Sonny var lidt for meget stalker.

Kærlighedsaspektet var lidt forudsigeligt, men det gjorde mig ikke noget. Der blev præsenteret en dreng og en pige, og så var det oplagt at de skulle lære at kende hinanden og senere falde for hinanden. Det gik godt nok også hurtigt at de blev så vildt forelsket at de næsten ikke kunne leve uden hinanden. Slutningen var lidt kryptisk, men ligger også op til at der selvfølgelig kommer en bog mere. Jeg er stadig lidt i tvivl om jeg rent faktisk vil læse videre i serien; på den ene side vil jeg gerne vide mere om den feverden der er opbygget, men på den anden side så siger resten mig ikke så sindssygt meget.

Continue Reading

Stars Above (Marissa Meyer, 2016)

The enchantment continues….

The universe of the Lunar Chronicles holds stories—and secrets—that are wondrous, vicious, and romantic. How did Cinder first arrive in New Beijing? How did the brooding soldier Wolf transform from young man to killer? When did Princess Winter and the palace guard Jacin realize their destinies?

(Tekst fra goodreads)

IMG_5011

Bogen får 5 ud af 5 stjerner.

Stars Above er en samling af små noveller, alle sammen fra Lunar Chronicle universet. Det er små fortællinger, der forsøger at binde de forskellige bøger sammen, med et par historier der giver mere baggrundsinformation om de forskellige personer fra historien. Man får blandt andet mere information om Wolf og livet på Luna inden man bliver ’sværget’ ind i Levanas hær. Man får mulighed for at høre mere om Cinders oplevelse at finde sig selv, uden at vide hvem hun er og en del andre. Lige siden jeg læste første bog om Cinder i forbindelse med jeg skrev speciale om eventyrgenfortællinger, var jeg fanget i hendes verden, og måtte bare læse videre hvad der skete for hende og hendes kammerater, så der var ingen tvivl om at jeg også måtte eje denne lille samling.

Der er i alt 9 små historier og tæt på halvdelen havde jeg læst i forvejen, men det var meget rart at læse dem igen, for ærlig talt var der et par detaljer jeg havde glemt. Derudover gav det også et rigtig flot samlet billede igennem novellerne, der koblede et par ting meget bedre sammen. Efter at have læst den sidste bog i serien, gav det en helt anden følelse at læse novellerne igen. Det gav en anden forståelse af personerne og deres handlinger. Der er tydeligt lagt meget i de forskellige personer og deres baggrund og deres forbindelse end bare det man læser i de oprindelige 4 bøger, det læses tydeligt i de forskellige synspunkter. Nogle af dem overraskede mig også med hvor meget de faktisk rørte mig. Jeg fik nærmest helt ondt af Scarletts bedstemor, og kunne næsten lugte hendes marker inden hendes hjem blev omvendt.

”The door to the house opened before he’d taken a step and two girls about Cinder’s own age came barreling down the front steps, squealing. The man crouched down on the pathway, holding out his arms as the girls launched themselves into him. From her place inside the hover, Cinder heard the man laugh for the first time.”

Der var en historie, The Little Android, som ikke rigtig har noget med de fire centrale personer at gøre, den foregår bare i Lunar universet. Jeg kan huske da jeg læste den, at den ikke sagde mig voldsomt meget. Jeg tror det var fordi det var med ukendte personer, og selvom den skulle forstille at være en genfortælling af Den lille havfrue, så opnåede den bare ikke det samme som de andre noveller. Jeg må derfor også indrømme at jeg i denne omgang sprang let og elegant over den, i min iver for at læse mere om de personer jeg holder så meget af.

IMG_5012

Historiemæssigt har de alle sammen formået at fortælle en separat historie, samtidig med at de hænger sammen med de andre 4 bøger. Der er stadig forskel i graden af hvem det handler om, og af den grund har jeg da også klart mine favoritter. Nogle af historierne er bare bedre end andre, fordi jeg har mine yndlingskarakterer. Jeg var især fascineret af Thornes historie, som jeg ikke havde forventet at ville syntes om på nogen måde. Taget i betragning af hvor meget han har fortalt om sig selv fra før han mødte Cinder, var jeg overbevist om at han ville være lidt af en…. Nå ja, et ikke så pænt ord. Men helt sådan var han faktisk ikke.

”The other girls were anxiously anticipating Scarlet’s return, and her appearance brought on another chorus of swoons. Winter pulled up the zipper and Scarlet gave a half turn, letting the full skirt swish around her legs. It was the girliest thing Cinder had ever seen her do, and even Scarlet was beaming when she caught sight of herself in the full-length mirror in the corner.”

Scarlet har altid været min favorit, og da jeg kom til den sidste historie havde jeg mine forventninger for hvad der ville ske. Hvilket også gjorde at jeg ikke kunne få læst den historie hurtigt nok. Jeg fik dog ikke helt ret i mine antagelser, men til gengæld blev jeg det mere glad for hvad selve historien rent faktisk gik ud på. Jeg sad vitterligt med smilet helt oppe ved ørerne og bagefter kunne jeg ikke stoppe med at smile, og jeg havde enkelte små tårer i øjnene. Den slutning var så fin og rørende, og den skulle ikke have været anerledes. Måske lige med den undtagelse af, at det hele gerne måtte have været længere, men jeg er også godt klar over at den så slet ikke vil være i stil med resten af bøgerne, og derfor er det måske meget godt at den slutter hvor den gør.

Man kan sagtens læse The Lunar Chronicles uden at læse den her samling noveller. De er ikke nødvendige. Det de er, er en sød tilføjelse som giver et dybere indblik til de forskellige sider af historien, som man har hørt om, men som der alligevel ligger mere i. Det er den definitive afslutning på historien som der kun åbnes op for i den sidste bog. Men som sagt er den ikke nødvendig. Jeg sad dog med et kæmpe smil og kunne godt læse den sidste novelle igen. Den sidste novelle kunne jeg godt læse igen og igen, bare for at komme i så godt humør og få plastret et smil på læben.

Continue Reading

Series of Unfortunate Events #4-7 (Lemony Snicket, 2000-01)

You have undoubtedly picked up this book by mistake, so please put it down. Nobody in their right mind would read this particular book about the lives of Violet, Klaus, and Sunny Baudelaire on purpose, because each dismal moment of their stay in the village of V.F.D. has been faithfully and dreadfully recorded in these pages. I can think of no single reason why anyone would want to open a book containing such unpleasant matters as migrating crows, an angry mob, a newspaper headline, the arrest of innocent people, the Deluxe Cell, and some very strange hats. It is my solemn and sacred occupation to research each detail of the Baudelaire children’s lives and write them all down, but you may prefer to do some other solemn and sacred thing, such as reading another book instead.

(Tekst fra goodreads)

IMG_5019

Hver bog får 3 ud af 5 stjerner.

Baudelaire søskende bliver ved med at blive sendt til uduelige værger, og de bliver ved med at blive jagtet af grev Olaf, som altid på meget forunderlig vis finder ud af hvor de er, uanset hvor de bliver sendt hen. Mysteriet og søskendes forældre og forbindelsen til bogens forfatter løftes ganske let, men intet er endnu afsløret.

Det kan godt blive en smule trægt at læse/høre sig igennem den næsten samme historie med Baudelaire søskende i hver eneste bog. Man ved godt hvad der kommer til at ske i hver bog, uanset hvordan man sætter den op. Det eneste man rent faktisk kan se en smule frem til, er hvor meget der bliver afsløret af det store spørgsmål om forbindelsen mellem børnene og forfatteren Snicket.

I den fjerde bog bliver børnene sendt på en tømrerfabrik, hvor de bliver sat til at skære træstammer og slibe dem til. Det er hårdt arbejde, men måske nok også en okay forberedelse til deres triste liv i den femte bog hvor de bliver sendt i skole som trist forældreløse børn og kommer ud for alverdens mobning, både fra de andre elever, men også fra lærerne. Der er dog et lille lyspunkt på skolen, og det er Quagmire søskende de møder og bliver rigtig gode venner med. Desværre er Olaf også ude efter dem og deres formue, og så ved man godt hvad det ender med.

I den sjette bog bliver børnene sendt afsted til hvad der virker som de perfekte værger, der bog i en kæmpe lejlighed hvor børnene ikke kommer til at mangle noget. Desværre er der det, at den påståede beskyttende kvinde viser sig at stå i ledtog med Olaf, og pludselig har Baudelaire børnene endnu en skurk i hælene. Olaf og hans nye kæreste følger da også efter børnene i den syvende bog, hvor de bliver opdraget af en hel landsby med en forfærdelig masse regler. Dog går det endnu mere galt end før, for det lykkedes Olaf at få børnene falsk anklaget for mordet på ham selv.

De er næsten alt for nemme at komme igennem i den her serie, fordi de ligner hinanden så meget. Heldigvis bliver der i slutningen af den syvende bog her lagt op til at de næste i serien ikke følger helt samme mønster som alle de forrige. Der bliver også afsløret flere små detaljer om deres forældres fortid og forbindelsen mellem dem og den såkaldte forfatter Lemony Snicket, som jeg håber at finde mere ud af i den sidste halvdel af serien. Hvis ikke det var fordi jeg nu er kommet så langt i serien, så kunne jeg godt finde på at stoppe nu, men på den anden side; jeg er over halvvejs, nu kan jeg lige så godt gøre dem færdige og håbe at de sidste bøger er lidt mere spændende og afslørende om det store mysterium.

Har du læst/lyttet til dem, og hvad syntes du i så fald om dem?

Continue Reading

#LøvebrødreneRejser

IMG_5008

Jeg har i den sidste tid haft besøg herhjemme af to søde brødre. Brødrene Løvehjerte lagde nemlig turen forbi min bogreol for en kort stund, og i solens stråler åbnede jeg bogen til de første par sider og begav mig på eventyr med dem til Nangijala for at kæmpe mod den store farlige Tengil. Det er Simone der har sendt dem afsted rundt i Danmark, og det har nu været meget hyggeligt at have besøg af dem, men det er også tid til at de skal rejse videre.

Jeg mener at kunne mindes at min mor har læst den højt for mig, da min bror og jeg var barn, men der var faktisk meget jeg ikke kunne huske, og en del jeg kun kunne huske baseret på Aalborg Teaters opsætning før jul. Så et par småting blev nærlæst, mens et par andre bare var hyggelæsning.

På den ene side syntes jeg bogen om Jonatan og Tvebak Løvehjerte er sød og rørende, og vigtig på det punkt at den handler om døden på en eventyrlig måde. Jeg vil tro den kan hjælpe børn med at håndtere et alvorligt emne som døden. På den anden side har jeg svært ved slutningen, som i bund og grund ender ud i at være en fællesflugt mere i døden. Det er på samme tid både hjerterørende og hjerteskærende. Det er jo synd for Tvebak at han skal skilles fra sin bror hele tiden, men Jonatan er da også lidt af en tumpe at få sig selv slået ihjel så mange gange. Undskyld, men nu har jeg sagt det. De skulle måske bare passe lidt bedre på sig selv og hinanden nu de er kommet til Nangilima.

IMG_5006

Ikke desto mindre var det enormt hyggeligt at have besøg af dem, og ikke mindst at læse om dem i en bog der bærer præg af alle de andre der har læst den og sat mærker hist og her. Normalt bryder jeg mig ikke om at læse bøger hvor folk har skrevet i dem, men den her oplevelse var ganske speciel, netop fordi folk er blevet opfordret til at skrive i bogen, og farvelægge illustrationerne.

Men nu er det altså tid for brødrene at rejse videre, og mon ikke de nok skal finde et nyt hjem hvor de kan tage på eventyr igen.

Continue Reading

Heroes and Villains (Angela Carter, 1969)

After the apocalypse the world is neatly divided.

Rational civilization rests with the Professors in their steel and concrete villages; marauding tribes of Barbarians roam the surrounding jungles; mutilated Out People inhabit the burnt scars of cities.

But Marianne, a Professor’s daughter, is carried away into the jungle–a grotesque vegetable paradise–where she will become the captive bride of Jewel, the proud and beautiful Barbarian. There she will witness the savage rituals of the snake worshippers, indulge her voluptuous, virginal fantasies, taste the forbidden fruit of chaos…

(Tekst fra goodreads)

IMG_4722

Bogen får  3 ud af 5 stjerner.

Jeg har sat mig selv i gang med et projekt der hedder at læse meget mere af Angela Carter, for jeg har kun læst et meget lille uddrag, men af det jeg har læst syntes jeg er vildt interessant i et feministisk synspunkt. Da jeg fandt en lille stak bøger af hende på skolens bibliotek, sneg jeg dem straks med tilbage til mig kontor for at få dem læst i den nære fremtid. Den første er denne her apokalyptiske fortælling om Marianne, der lever i den civiliserede del af den tilbageværende verden. Hun lever et umiddelbart godt liv, med folk omkring hende der passer på hende og materielle goder. Dog bliver hendes verden til tider invaderet af de vilde barbarer.

Heroes and Villains var lidt tung at komme ind i, for den verden Marianne lever i var ganske let beskrevet og jeg sad et par gange og manglede lidt flere detaljer. Men som den stille og roligt skred frem, blev det mere og mere tydeligt hvordan tingene hang sammen. Dertil blev det også ret tydeligt at Mariannes verden kun var perfekt på overfladen, for af en eller anden grund var der flere og flere kvinder der stak af for at leve i vildskab med disse barbarer. Hvilket også er hvad der sker for Marianne da hun får chancen.

”She sighed. But all the same, she was as smug and comfortablr as if wolves and tigers did not roam forests where no trees had grown previously and Marianne must learn to reconcile herself to everything from rape to mortality, just as her father had also told her she would have to do.”

IMG_4724

Baseret på titlen skulle man tro det ville være nemt at skelne mellem hvem er der heltene i historien, og hvem der er skuren. Sådan er det bare ikke lige. Carter formår på magisk vis at slørre denne ellers meget klare grænse mellem hvad der er hvad, og barbererne som man nok skulle tro var skurkene viser sig til tider frem fra helt andre måder. Det samme kan man sige om de såkaldte kloge professorer, der skjuler der sig en helt anden patriarkalsk verden, som enkelte individer næsten flygter fra.

Carter har formået at skildre en had-kærlighedsforhold mellem de to hovedpersoner Marianne og Jewel. Jewel starter ud med at være hendes frelser/kidnapper, men ender med at være hendes mand. Godt nok er det lidt et tvangsægteskab, men det viser sig at de begge har brug for hinanden på flere plan. Det er som om at dagslyset skildrer alt hvad de hader ved hinanden og hvad de står for, men når natten kommer kryber de alligevel tæt ind til hinanden for at søge den tryghed de kan finde hos et andet menneske. Jeg syntes det var interessant at læse hvordan Carter her fremstillet forskellen mellem det fysiske behov for et andet menneske modsat den kærlighed man kan føle for hinanden, og hvordan de to ikke nødvendigvis går hånd i hånd.

Man skal læse Angela Carter for at få et andet syn på tilværelsen. Hun formår at skabe billeder af verden, der sætter tingene i et helt andet lys. Man skal måske huske at hun ikke er bange for at skrive begærrige scener, men hun kan skrive dem både smukt og dyriske, hvilket afspejler virkeligheden fint, for alt kan jo ikke altid være rosenrødt? Eller kan det?

Continue Reading
1 2 3 49