Skyggeporten (Lene Kaaberbøl, 2006)

Det er syv år siden Annas mor forsvandt. Nu hører Anna hende kalde og råbe om hjælp. Men stemmen lyder kun i Annas hoved. Er hun ved at blive skør? Eller er hendes mor virkelig fange et sted og har brug for hendes hjælp? Sporene fører gennem Skyggeporten og lige ind i det mørke Anna er så bange for. Det mørke man kan dø af.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 3,5 stjerne ud af 5.

Jeg læste Skyggeporten første gang for nok 10 år siden, eller deromkring. Måske lidt mindre, for den var forholdsvis ny da jeg læste den første gang. Jeg kan huske jeg var høj på Kaaberbøl og hendes Skammer-serie, og ville forfærdeligt gerne læse mere af hende. Skammer-serien er noget af det bedste hun har skrevet, og det kan Skyggeporten bare ikke helt leve op til. Og nu tænker du sikkert, at det ikke er fair at jeg sammenligner de to, for de har ikke noget konkret med hinanden at gøre, og det har du på sin vis ret i. Men når det er af samme forfatter, kan man ikke lade være med at sammenligne bare en lille smule.

Skyggeporten er historien om Anna, hvis mor forsvandt for nogle år siden, og Anna har ikke talt et ord siden da. Hun er selvvalgt stum, om man så må sige, for hun ved godt at hun kan tale, hun har bare valgt ikke at gøre det. Som alle andre ungdomsbøger starter vi næsten lige på og hårdt, og Anna bliver smidt ned i skolens kælderrum, som hun går helt i panik over, for hun er mega ræd for mørke. Ikke bare mørke, men Mørke! Som historien skrider frem, får man mere og mere at vide om hvorfor hun er bange for mørke, men den store afsløring deraf kommer faktisk først helt til sidst i bogen, hvilket jeg syntes var godt gemt, som en lille afsløring til sidst.

”Tit var jeg mere bange i mørke rum end i mørket udenfor. Huset derhjemme, for eksempel, kunne gøre mig helt lam af skræk, mens det var sjældent jeg var bange ude i haven. Det her var anerledes. Det her var ikke bare en sovende skov der duftede af bladmuld og grannåle. Den her skov var et monster.”

Som hovedperson er Anna ikke den stærkeste, jeg sad et par gange og tænkte at hun faktisk var en smule selvisk, og enkelte gange også en smule pivet. Det kan man ikke klandre hende for, men det var bare meget atypisk for den stereotype hovedperson, der skal finde sin styrke til sidst og redde alt og alle. Det er som om Annas styrke kommer som en overraskelse for hende, og dermed også for læseren, og det virker bare ikke nær så overbevisende. Hele bogen igennem har Anna fået hjælp fra den ene eller den anden på enhver vis, og hun har faktisk ikke gjort synderligt meget selv; indtil til sidst, hvor hun tvinger sig selv til at gøre noget af ren og skær frygt. Jeg savnede i hvert fald noget mere gåpåmod hos Anna, og noget mere aktiv deltagelse, fremfor bare at lade andre styre løbet for hende.

Skyggeporten har sine styrker og sine svagheder på godt og ondt. Jeg syntes under alle omstændigheder at den var bedre her anden gang jeg læste den, og det selvom jeg ikke kunne huske noget som helst fra første gang jeg læste den. Derfor formåede jeg også at bliver overrasket over nogle ting undervejs i historien, og det syntes jeg var fedt. Jeg syntes der var en pæn håndfuld af små plottwists smidt løst i historien, som bare fungerede så godt. Og plottwists som twistede de første en gang mere, det var fedt. Alt i alt er Skyggeporten en ganske god bog, om end det ikke er Kaaberbøls bedste bog. Og man bør ikke sammenligne den med hendes andre stærkere bøger, selvom man ikke kan lade være. Som enkeltstående bog fungerer Skyggeporten rigtig fint, og det er faktisk befriende at læse en enkeltstående bog, som ikke nødvendigvis hænger sammen med en serie på 12 andre bøger.

Continue Reading

Decembers udvalgte

Til den sidste måned i året har jeg også udvalgt en lille stak bøger, som jeg håber på at få læst. Jeg ved udmærket godt at jeg ikke på nogen måde vil nå at få læst dem alle sammen, men det er rart at have noget at vælge i mellem. Ikke mindst fra lidt forskellige genrer, for selvom jeg har forsøgt at finde en masse julebøger, så har jeg bare ikke formået at få købt synderligt mange nye julebøger til i år. Heldigvis er der nogle stykker på Mofibo, som jeg har i sinde at kigge lidt nærmere på også.

Jeg har fundet 2 fysiske julebøger som kunne være rare at læse her i julemåneden. Christmas at the Cupcake Cafe er en engelsk sødsuppe bog, som sikkert vil varme dit julehjerte. Jeg mindes at høre en kort julelydbog fra samme genre sidste år, så tænkter den her vil være ganske fin. En helt anden slags julebog er P.S Trænger til risalamande (og adventsdiller), som måske vil få mig til at grine, eller også bare rynke på næsen over hvor latterlig den måske er.

Outlander er jeg stadig i gang med, og der læser jeg et kapitel fra tid til anden, men jeg tror nu ikke jeg får den læst færdig inden året er omme. De sidste 2 bøger jeg har udvalgt er nogle jeg glæder mig meget til at læse, af forskellige årsager. Alias Alex har fået så mange gode anmeldelser og sammenligninger med You’ve Got Mail filmen, at jeg allerede på forhånd næsten elsker den, og jeg ser meget frem til at finde ud af hvor god den rent faktisk er. Tower of Dawn er nyeste/seneste skud på stammen af Sarah J Maas, og alt hvad hun skriver er fantastisk, og jeg er ret sikker på den her ikke er nogen undtagelse, selvom den ikke er helt som hendes andre bøger karaktermæssigt. Ikke desto mindre er det bøger jeg rigtig gerne vil læse, og måske kommer de endda til at trumfe de få julebøger jeg har udvalgt.

Selvom jeg godt ved jeg ikke får læst dem alle sammen, så er det rart at tænke frem og have noget at glæde sig til. Det hører sig lidt til i juletiden. Hvad med jer, hvilke bøger eller begivenheder ser I frem til i december måned?

Continue Reading

Efterårs Wrap-Up

I morgen går vi ind i december, og efteråret er vist ved at være ovre. Det har det måske nok været i en måneds tid, men tiden flyver jo, som man siger, og jeg har først nu fået taget mig sammen til at se tilbage på hvad jeg har fået læst siden jeg sidst skrev et indlæg som dette. Dertil hvad der ellers er sket i løbet af den sidste tid. Barselslivet går stadig sin gang, men jeg tror det vil passe bedre i et separat indlæg med de ting vi har oplevet på den front. Hvilket nok også gør sig mere passende, som min barsel nærmer sig sin afslutning og jeg skal tilbage på arbejdsmarkedet igen, yikes! Så altså, tilbage til det det virkelig handler om i dag, nemlig bøger. I løbet af de sidste 3 måneder har jeg forbløffet mig selv lidt, ved at finde tid og mulighed til at læse hele 14 bøger! Som det ser ud lige nu, så tror jeg faktisk også at jeg når mit mål for i år, at læse 50 bøger, som er halvdelen af det jeg har formået de sidste par år. Det i sig selv syntes jeg selv er ret godt gået, med baby og alt muligt andet der nu har været at se til i år; hvis jeg selv skal sige det.

Tilbage i starten af september skrev jeg om hvilke bøger jeg godt kunne tænke mig at læse i løbet af efteråret, og jeg har fået læst 2 af de 7-8 bøger jeg havde listet. Suk, og så alligevel, for jeg er stadig i gang med Outlander, Dragonfly in Amber. Det er bare som om den er noget længere end den første bog, og der er mange andre bøger, som er er lidt lettere og hurtigere læst lige i øjeblikket. Så den læser jeg et kapitel i en gang imellem hist og her.

De bøger jeg har fået læst har to af dem været i forbindelse med min lille bogklub; her var det blandt andet Bonjour Tristesse og Skyggeporten. Bonjour Tristesse var en spøjs oplevelse, men det giver god mening at den blev meget populær i sin tid, med de emner den berører og den ungdom der bliver skildret. Skyggeporten var en genlæsning, hvor det viste sig at jeg intet kunne huske af den overhovedet, så det var meget sjovt at læse den igen. En anden genlæsning var de første 2 bøger i Spektrum serien, inden jeg kastede mig over den nye tredje bog i serien. Det kan kun anbefales at læse de bøger, og endnu mere at læse dem i så tæt sammenhæng, det giver en megafed sammenhæng og jeg kan nu kun sidde tilbage og vente anspændt på næste bog bliver skrevet færdig og udgivet (Nanna!).

En af de bøger jeg har læst færdig, er en jeg har været i gang med lige siden før Emily blev født (!); Faery Tales, som er en samling eventyr fortalt/genfortalt af digteren Carol Ann Duffy. Jeg var lidt skuffet over den, og måske var det også derfor det tog mig så lang tid at læse den, fordi eventyrerne var ikke just nye for mig. Jeg syntes ikke der var gjort noget nyt ved dem, og det ærgrede mig lidt. En anden bog jeg havde lidt blandede følelser for var Eleanor & Park. Den var rigtig god på nogle punkter, men også lidt blah på andre punkter, men det kan du læse mere om i min anmeldelse. Måske en dag blev efterårets romantiske højdepunkt, også selvom den var en smule forudsigelig.

Jeg har også fået læst nogle korte, eller i hvert fald hurtigt læste bøger, som mest af alt er til for at underholde. Her er den bedste nok Voksenlivet er en myte, som er en lille samling af striber med stor underholdningsværdi for dem, der skyr alt ved at være voksen. Du forstår ikke din egen mor er en fin samling af telefonsamtaler mellem et mindre funktionelt mor-datter-forhold, som bragte et par smil på læben – sammen med et par bekymringer om ikke at ende i et sådan forhold på den ene eller den anden side. Og ikke mindst Mads & Monopolet som er en rigtig fin samling af nogle af de bedste citater fra de forgangne år og alle de mennesker, der har været med i monopolet. Det blev også til en biografi/memoir i denne omgang. Spectacles om Sue Perkins var ganske underholdende, nok mest af alt fordi det er hende selv der læser den højt som lydbog. Men som alle biografier/memoirs er de lidt mærkelige at læse, for man kender kun selv til halvdelen og kan kun relatere til halvdelen. Alligvel formår Perkins at indsætte sin mærkelige humor og gøre den lidt underholdende alligevel, selvom man ikke aner et hak om hvad der egentlig foregår eller hvor i livet historien skal forestille at foregå. Sidst men ikke mindst, på den humoristiske front, læste jeg 40 uger efter, som kommer med sjove indspark i livet som nybagt mor. Den kan man nok bedst se det sjove i, hvis man selv er nybagt mor.

Indtil videre har årets bedste læseoplevelse været den seneste by fra Backman; Bjørneby. Min anmeldelse kom op på bloggen på den for et par dage siden, så jeg vil ikke gå i alt for mange ekstra detaljer, men det er uden tvivl den bedste bog jeg har læst i år, foruden Sarah J Maas, men hun er i en kategori for sig selv. Det var også på tide med en virkelig god bog, for dem har der ærlig talt ikke været mange af i år, udover de seriebøger jeg har læst, som jeg næsten vidste ville være fantastiske. Måske er det også derfor Bjørneby står så tydeligt ud blandt mængden, men om ikke andet, så kan jeg ikke sige det nok; læs den!

Hvordan har jeres efterår set ud? Og hvad planlægger I at læse i til jul?

Continue Reading

Bjørneby (Fredrik Backman, 2017)

Peter er flyttet hjem for at støtte sin lokale ishockeyklub efter at have slået igennem som professionel ishockeyspiller. Mira står over for valget mellem en advokatkarriere og et stille og roligt liv som hjemmegående husmor. Begge kommer fra Bjørneby.

“Bjørneby” er en fortælling om femtenårige pigers ubrydelige venskaber med syttenårige drenge, der spiller ishockey med byens stolthed på skuldrene. Det er en fortælling om sport, lidenskab, familiens bånd og holdånd, men også om hvor let et helt samfund kan vende det blinde øje til, når katastrofen slår ned, og hvor langt vi er villige til at gå for vores børn i kærlighedens navn.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 5 ud af 5 stjerner.

Jeg syntes efterhånden at man ikke kan gå meget galt i byen med Fredrik Backman og hans bøger, spørgsmålet er bare på hvilken måde de vil ramme dig i hjertet; med hjertevarme, harme eller bryde det i tusind stykker. For på en eller anden måde så formår han at kunne alle dele, nogle gange flere gange igennem sine bøger. Og det er ikke nogen undtagelse med Bjørneby. Selvom den ikke lige lyder til det til at starte med; en bog der har sit fokus på en by, der ikke kan leve uden ishockey. Det lyder ikke umiddelbart som nogen pageturner af en bestseller. Der er det man tager fejl, for Backman formår at gøre det til en bog, som ikke kun handler om ishockey. Jovist, den fylder da en hel del, men der er så meget mere at komme efter.

Jeg var måske også en smule skeptisk da jeg begyndte på bogen, ishockey, come on mand, det fløj mig hen over hovedet når der blev snakket alt for meget hockey, hvilket gjorde at jeg ikke fik det hele med. Det tog mig derfor en god portion af bogen at finde rundt i de mange personer, for der er mange at holde styr på! Nu begyndte jeg også på den som lydbog til at starte med, hvilket nok også gjorde det lidt mere besværligt at holde styr på dem alle sammen. Det gjorde det lidt lettere da jeg skiftede til e-bog, og endnu lettere da jeg skiftede til fysisk bog. Da først jeg kunne begynde at skelne mellem dem alle sammen, stod det hurtigt klart hvem der ville ende med at blive mine favoritter. Der er mange rigtig gode, men et par stykker stak alligevel ud og ramte mig lige i hjertet.

”Der er en hårfin grænse mellem at leve og overleve, men der er en positiv bivirkning ved at være både romantiker og konkurrencemenneske. Man giver aldrig op. Mira henter mælken i bilen, bliver stående og smiler for sig selv, indser, at det hun har lært at gøre stadig oftere.”

Moderen Mira satte sig enormt fast hos mig, hun beskrives selv som en ulvemor af sine børn, men jeg syntes mest af alt hun er en bjørnemor. Måske er det fordi jeg selv er blevet mor, men jeg kunne relatere rigtig godt til Mira. Der var flere af scenerne med hende, hvor jeg sad med en klump i halsen, og havde lyst til at skrige sammen med hende, langt ude i skoven hvor ingen kan høre dig. Den baggrundshistorie man får at høre, gør bare Mira som person endnu stærkere at læse om, og derfor at det kun endnu mere hjerteskærende at hun føler sig så magtesløs flere steder igennem bogen. Det hele lyder lidt kryptisk, men hvis jeg går for meget i detaljer, ender jeg med at afsløre den store handling i bogen, og der er virkelig en jeg syntes man skal opleve i bogens fulde kræfter.

En anden person fra bogen, der stadig sidder fast hos mig, er selvfølgelig Benji. Jeg tror han vil sidde fast hos mange, der har læst denne bog, for han er virkelig en person med hjerte med stort H. Og J og E of R og T og E. Han er den sødeste dreng/unge mand jeg længe har læst om, og han er det bare fordi det er sådan han er, der er ingen bagtanker med Benji. Benji er den slags dreng, man gerne vil være bedste venner med, fordi han altid vil være der for en. Selv når man gør noget virkelig dumt, vil han stadig prøve at være din ven, indtil hans moral siger fra fordi han er den slags menneske. Jeg havde mine mistanker om Benji igennem bogen, og en eller to af de andre drenge man hører om, men der kom alligevel et par overraskelser, som jeg ikke havde set komme. Det er det gode ved Backman, han kan efterlade små spor, men alligevel overraske i det små og gøre det på en måde at man sidder med et lille smil på læben, og ikke er sur over om man fik ret eller ej i sine mistanker.

”Benji tørrer øjnene. Hun har stadig hånden på hans kind. Klapper ham og ler. ”Du er ikke Guds bedste barn, Benji, det ved jeg godt. Men du har ved gud aldrig manglet en mandlig rollemodel. Alle dine bedste karaktertræk har du fået, fordi du er opfostret i et hjem fyldt med kvinder.””

Hvis man har læst bare en af Backmans bøger, så ved man lidt hvad man går ind til, også selvom man bare tror det er en bog om ishockey. Jeg troede jeg skulle læse en middelmådig og hurtig glemt historie om sport, i stedet sidder jeg tilbage med så mange tanker og følelser, selv flere dage efter at have vendt de sidste sider. For det er det Backman kan; han kan tage en så mundæn ting som ishockey og en by, der elsker sport og give dig en historie om familie, kærlighed, venskab, loyalitet og ikke mindst moral. Jeg kan kun afslutte med at sige du skal læse den! Jeg har grint, jeg har grædt, jeg har været harm, jeg har været hjertevarm, jeg har haft lyst til at kyle den gennem rummet over enkelte personers handling, men mest af alt har jeg bare haft lyst til at læse den for at finde ud af hvad resultatet ville blive.

Continue Reading

The Night Before Christmas… Eller…

I dag er der præcis en måned til juleaften, og i den anledning syntes jeg det er ved at være på tide med en lille julekonkurrence her på bloggen; det er efterhånden vist også ved at være lang tid siden i det hele taget her på bloggen. Ærlig talt så kan jeg ikke huske hvornår jeg sidst har begavet nogle af jer, og det er en synd og skam, for at sige det lige ud.

Jeg har fået sammensat en rigtig lækker bogstak af forskellige bøger, alle sammen lige til at læse i juledagene. Det ærgrer mig lidt, at jeg faktisk kun kan anbefale den ene af dem med god viden, for det er den eneste jeg selv har fået læst endnu. Skyggernes dronning er en genfortælling af Snehvide, fortalt til YA-publikummet og den er ganske fængende, som du kan læse mere om her. De to andre er faktisk også ungdomsbøger (den ene måske mere end den anden), begge forholdsvis nye også, ligesom den første. Ravnenes hvisken er Malene Sølvstens debut i hendes trilogi, hvor andet bind udkom tidligere i år. Den har fået usandsynligt gode anmeldelser, og som Sølvsten selv påpegede på Instagram forleden, så er hun blevet nævnt i samme artikel som Neil Gaiman, hvilket er ret formidabelt. Jeg har selv rigtig længe vil læse den, og jeg håber snart jeg finder tiden til det, for den lyder bare så god. Den sidste bog er lidt mere ’realistisk’, og stikker måske lidt dybere i hjertet. Fordele og ulemper ved at huske handler om to mennesker, som må dele deres minder på godt og ond for at mindes dem man savner. Jeg syntes det lyder som en bog, man sikkert kommer til at græde af, og måske det er en man skal gemme til mellem jul og nytår.

Hvad skal du så gøre for at vinde disse bøger? Du skal såmænd bare skrive en kommentar nedenfor, hvor du fortæller hvilken julebog du har planer om at læse her i december og hvilken af de tre bøger du kunne tænke dig at vinde. Man må gerne skrive om man vil vinde en, to eller alle tre bøger. For ærlig talt har jeg ikke besluttet endnu hvor mange heldige vindere der bliver. Det afhænger af så meget, men i sidste ende vil jeg jo gerne glæde så mange som muligt, også selvom jeg forestiller mig at mange af jer allerede har nogle af de tre bøger. 😉

Konkurrencen løber det meste af julemåneden ud – mere præcist den 20 december hvor jeg vil trække en eller flere vindere. Det er med håbet om at få sendt bøgerne afsted inden jul, så de kan nå frem som en ekstra julegave (som du kan regne ud, bliver de sikkert ikke sendt med PostNord, men med DAO eller andet).

Konkurrencen er venligt sponsoreret af de forskellige forlag bag bøgerne; Carlsen, Turbine og Politikens (Reklame).

Continue Reading

Du forstår ikke din egen mor (Lisbeth Wulff, 2017)

Tak til Politikens forlag for anmeldereksemplaret (Reklame).

Med de kendte og elskede telefonsamtaler fra Rytteriet mellem Trine og mor fortæller Lisbeth Wulff en sjov og rammende historie om det at være nogens mor, nogens datter, om de drømme vi har for os selv og hinanden, og hvor galt det kan gå, når man bare ikke forstår sin egen mor. For som Politiken skriver om Rytteriet: Det gør ondt, selv om det bare er fjernsyn. Og derfor er det faktisk så meget mere end bare fjernsyn. Rigt illustreret, morsom og lige på kornet.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner

Hvis man har lyttet til eller set Rytteriet, så kender man godt lidt til præmissen bag bogen Du forstår ikke din egen mor. Det var også derfor jeg straks tænkte at den måtte jeg læse. Som ny mor tænkte jeg også, at man kunne læse sig til lidt do’s og måske i hvert fald nogle don’t’s. Nok flest af de sidste. For mor-datter-forholdet mellem Trine og hendes mor er måske ikke lige det mest funktionelle af slagsen.

Bogen er sammensat af 20 samtaler mellem Trine og hendes mor, dertil er der små fotohistorier tilsat for at give et lidt andet indblik i Trines mors liv. Bogen er hurtigt læst og de forskellige samtaler giver nemt et smil på læben. Nogle af dem kan jeg genkende fra Rytteriet, enten fra deres podcast eller tv-serien, og dem fik jeg læst lidt hurtigere end de andre. Men de var alle sammen lige så underholdende, hvad enten de var ’nye’ eller ’gamle’. Det er alt for let at forstille sig Bodil Jørgensens skingre stemme når hun skriger af Trine, at hun da ikke forstår sin egen mor, og det gør det kun meget sjovere.

Da jeg læste samtalerne i sammenhæng fik jeg et noget andet billede af både den såkaldte Trine og hendes mor. Jeg ved faktisk ikke hvem af dem jeg skal have mest ondt af, for de er begge en smule ynkelige på hver deres måde. Det er nok alligevel moderen man skal syntes er mest underlig, og hun gør da så sandelig også nogle mærkelige ting; som da hun lader en nabo overnatte i Trines lejlighed, og da Trine så får hendes til at smide naboen ud, ’kommer moderen til’ at have sex med naboen. Bogen er fuld af mærkelige situationer som denne, og det faktum at jeg kan se Bodil Jørgensen for mig når jeg læser dem, gør det kun bedre. Og samtidig er det også den grund jeg ikke kan give den sidste stjerne. For selvom bogen er meget underholdende, så fungerer de nok alligevel bedst som podcast eller tv, hvor den sidste stjerne nok også vil være at finde.

Continue Reading

Bogforum – Hjemme igen

Jeg fik adgang med en pressebillet, så indlægget er delvist reklame.

Kender i det, at man planlægger alt ned til de mindste detaljer man kan komme i tanke om? Og alligevel er der intet der går som man havde troet det ville. Det kan vist roligt siges at være overskriften for turen til Bogforum denne weekend. I forvejen var vi alle klar over at det ville blive en lang dag, men ikke lige at den ville blive så lang som den endte med! For at forsøge at gøre en længere historie kort, så starter det med at færgen vi skulle med fra Århus til Odden måtte vende om, fordi den var defekt på en eller anden måde, og ikke ville kunne ligge til i havnen. Den kunne faktisk kun sejle frem og tilbage, som de forklarede det. Så efter 30 min på vand var vi tilbage i Århus og stod nu med valget; vente og tage chance om der er plads på næste færge eller køre nedenom over broen? Vi valgte broen, fordi vi tænkte at vi ville være i København tidligere, og så kunne vi som sagt heller ikke være sikre på at der var plads på den næste færgeafgang. Deraf en lidt længere dag på motorvejen, heldigvis havde vi Mads & Monopolet i radioen og fik nogle gode grin på vejen derover. Næste problem blev at finde en p-plads ved Bellacentret, for folk havde bogstavelig talt bare smidt deres biler hvor der nu lige var plads, hvilket vi desværre også lidt endte med at gøre. Heldigvis var der ingen bøde da vi kom tilbage til bilen samme eftermiddag, så det gik jo fint.

Efter dobbelt så lang transporttid ankom vi endelig til Bellacentret og skulle ind til det længe omtalte Bogforum. Simone og jeg gik igennem den fine presseindgang, som giver en helt anden stemning, og jeg kan sagtens forstå hvor tiltrækkende den rolige atmosfære vil være, især hvis man er derovre mere end en dag. Vi fik ret hurtigt vores presseafgangsbillet, og så var det afsted til den første kø; som var køen til toilettet! Herefter fik jeg rigtig set hallen over, og mit første indtryk var bare helt og aldeles wow! Jeg vidste godt Bogforum er stort, men jeg havde ikke forstillet mig hvor stort det rent faktisk er. Vi var der kun i 4-5 timer, og jeg kunne mærke i bilen på vej hjem at en lille hovedpine var på vej, så mange indtryk for igennem hele dagen og så meget skulle bearbejdes. Med den transporttid vi havde gik jeg glip af et par af de ting jeg gerne ville have set, så vi var alle enige om at få mest muligt ud af det, da først vi var ankommet. Jeg fik signeret mine bøger af Nanna Foss (som er lige så cool og casual som altid, og gladelig hiver en kuglepen op af lommen til to desperate bloggere som kom for sent til hendes egentlige signering), Lene Kaaberbøl (hvor jeg blev totalt starstruck, og bare stirrede på at hun skrev i mine bøger. Jeg fik dog stillet et enkelt spørgsmål; hvornår hun begyndte at skrive? Det gjorde hun da hun var 12, og 14-15 da hun blev udgivet første gang! Og nå ja, lige da jeg kommer op til bordet kigger hun på mig og spørger om vi ikke har mødtes før? Øh nej! Det er jeg ret sikker på jeg ville kunne huske!) og Adam Silvera (som er så sød en mand, og efter at have mødt ham får jeg bare endnu mere lyst til at læse hans bøger. Udover at der er koldt i Danmark, så var hans første indskydelse desuden at han ikke kunne forstå hvorfor vi ikke har uber i Danmark. Han følte sig tilbage i 2010 sådan som han måtte vente på en taxa, hvilket jeg syntes var lidt sjovt.).

Udover signeringer vandrede vi bare rundt på må og få og sugede det hele til os, og hilste på et par enkelte forlagsfolk og fik et par gaver med hjem. En enkelt eftermiddag er slet ikke nok til dette store arrangement, og jeg er allerede ved at gå i tænkeboks og planlægge hvordan næste år muligvis kommer til at forløbe sig. For det er bestemt ikke sidste gang jeg vil afsted. Nu har jeg prøvet det, og jeg har fået blod på tanden. Jeg har slet ikke beskrevet det hele godt nok, der er masser at fortælle derovre fra, men jeg tænker at billederne siger lige så meget.

Sidst vil jeg bare sige tak for de fine gaver fra Alvilda, Politikens forlag og Harper Collins Nordic.

Continue Reading

Voksenlivet er en myte (Sarah Andersen, 2016)

Tak til forlaget Cobolt for anmeldereksemplaret.

Are you a special snowflake?
Do you enjoy networking to advance your career?
Is adulthood an exciting new challenge for which you feel fully prepared?
Ugh. Please go away.

This book is for the rest of us. These comics document the wasting of entire beautiful weekends on the internet, the unbearable agony of holding hands on the street with a gorgeous guy, dreaming all day of getting home and back into pajamas, and wondering when, exactly, this adulthood thing begins. In other words, the horrors and awkwardnesses of young modern life.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 5 ud af 5 stjerner.

Sarah Andersen er mest aktiv på de sociale medier og sin egen hjemmeside med sine humoristiske tegninger om det at være voksen – eller mangel på at være voksen. Men nu er hendes striber også blevet oversat til dansk, og selvom jeg var lidt skeptisk over om de ville fungere lige så godt på dansk som på originalsprog, men det gør de heldigvis!

Allerede fra første stribe bliver man præsenteret for problemstillinger, som jeg vil gætte på enhver kan genkende i sine ihærdige forsøg på at være seriøs voksen. Og så alligevel ikke, for selvom man er voksen på overfladen, så understreger Andersen at man under overfladen hele tiden forbliver et barn, der skyr alt der har en smule association til voksenbeslutninger.

Voksenlivet er en myte er en hurtig læsning, men det er en underholdende læsning, som kan gentages igen og igen, og igen, og igen. For uanset hvordan man vender og drejer det, så har Andersen fat i den rigtig ende i mange ting, og jeg kan relatere til dusinvis af hendes striber både på godt og ondt. Jeg fik i hvert fald et godt grin af at læse denne samling, og jeg ser frem til de andre af Andersens striber også kommer til det danske lille land, som Andersen sjovt nok selv har rødder i, og det har hun lavet en særstribe til, specielt til sit danske publikum.

Hvis du ligesom mig, ikke syntes det er nok at bladre i denne ene bog engang i mellem, så kan man jo finde flere striber på Andersens egen hjemmeside eller Instagram-profil, som jeg selv følger for at få en ugentlig stribe at grine af.

Continue Reading

Bogforum – Pre-post

I år skal det være året, året hvor jeg endelig skal til Bogforum! I de sidste par år har jeg fulgt adskillelige bogbloggere i deres færd til storbyen til årets julefest for bogelskere, nemlig Bogforum. Hvert år har jeg sagt til mig selv, at næste år så skal det være, men det er bare aldrig blevet til noget. Ikke før i år altså! Med lidt hast og et par hurtige beslutninger fandt et par andre og jeg ud af at fylde bilen, og vupti så var der bestilt færgebilletter.

Det bliver uden tvivl en monsterlang dag, for vi skal køre hele vejen fra Nordjylland og hjem igen om lørdagen. Jeg har allerede kigget programmet igennem, og har forsøgt at lave en liste over de ting jeg rigtig gerne vil se. Men det er også svært når jeg ikke har været afsted før, for jeg aner ikke hvor meget man rent faktisk kan nå på sådan en enkelt dag. På den anden side, så tror jeg heller ikke jeg ville kunne overskue mere end en enkelt dag.

Når jeg kigger mit program igennem en ekstra gang, så er det faktisk ikke så mange punkter jeg har sat af. Mest af alt så vil jeg rigtig gerne se Hella Joof, Lene Kaaberbøl, Nanna Foss, Lisbeth Wullf og måske Adam Silvera hvis det kan nås. Resten må bare falde ind som små bonusser i løbet af dagen.

Det spændende bliver også hvor fristet jeg bliver af de mange bogdisplays med flotte udstillinger og lokkende tilbud. For ikke nok med at man skal have sine egne bøger med derover for at få dem signeret, så falder der uden tvivl et par ekstra med hjem i kufferten.

Skal du afsted til Bogforum i år?

Continue Reading

Eleanor & Park (Rainbow Rowell, 2013)

Året er 1986. Stedet Omaha, Nebraska. 16-årige Eleanor er netop flyttet til byen med sin mor og søskende – og sin utilregnelige stedfar. Hun føler sig småtyk og forkert, og da hun stiger ind i skolebussen på sin første skoledag, falder hun omgående udenfor med sit ildrøde hår og sine bukser, der holdes sammen med sikkerhedsnåle.

Der er kun én ledig plads. Ved siden af Park. Smukke og cool Park. Som også er udenfor, om end på sin egen måde. Næste dag er pladsen ved siden af Park ledig igen. Langsomt får de øjnene op for hinanden og forelsker sig, sådan som man forelsker sig for første gang, når man er 16 år.

Eleanor og Park udspiller sig over et enkelt skoleår til lyden af The Smiths, U2 og Joy Division og er et udsøgt nostalgitrip for alle, der har prøvet at være forelsket. Samtidig giver romanen et helt enestående tidsbillede af årtiet med den karakteristiske musik og tøjstil – vel at mærke et årti, der endnu var komplet uberørt af smartphones, sms’er og Facebook. Et næsten utænkeligt scenario for nutidens forelskede teenagere, men der var engang, hvor man rent faktisk var nødt til at tale sammen. Og det gør Eleanor og Park. 

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 3 ud af 5 stjerner.

Så vidt jeg ved er Eleanor & Park Rowells gennembrudsroman her i Danmark, og der er vel efterhånden en håndfuld år siden det skete. Hvorfor jeg så først får den læst nu, det kan jeg desværre ikke svare på. På en måde er jeg faktisk glad for at det ikke er den første af hendes bøger jeg har læst, for efter min mening er det ikke den stærkeste og jeg er ærligt talt ikke sikker på hvor mange flere af hendes bøger jeg ville have læst yderligere, hvis det her havde været den første jeg fik læst. Men heldigvis da (!) var det ikke tilfældet, og jeg har læst en del af hendes andre bøger, før jeg skulle stifte bekendtskab med Eleanor og Park.

Der findes det der ordsprog ’opposites attract’ og det er vist tilfældet med Eleanor og Park. Selv efter at have læst bogen færdig, kan jeg ikke helt gennemskue hvordan de lige pludselig endte som kærester, og med de fejl de hver især har, at de rent faktisk også holdt sammen som de gjorde. Selvom de virker så perfekte sammen, så virker de også så forkerte sammen. Det er virkelig yin og yang i forskellige grader, og alligevel så passer de bare som fod i hose. Det er en mærkelig og rundt-om forklaring, men det er forvirrende og giver ikke mening, og derfor gør min forklaring nok heller ikke.

”Hun havde ikke engang sagt noget pænt om ham. Hun havde ikke fortalt ham, at han var pænere end alle pigerne, og at hans hud var ligesom solskin med solbrun hud. Og det var præcis derfor, hun ikke havde sagt det. Fordi alle hendes følelser for ham –så hede og smukke inde i hjertet. blev til vrøvlerim og remser, når de nåede frem til munden.”

Jeg kan faktisk godt lide Eleanor og Park – hver for sig. Hver deres historie syntes jeg er rigtig god. Når jeg tænker tilbage så var det faktisk deres seperate dele af historien jeg syntes bedst om. For i de tilfælde oplevede man den virkelige Eleanor og den virkelig Park. Især Eleanors historie er hjerteskærende med forældre, der ikke rigtig gider være forældre eller bare skyggen af det. Man ved næsten ikke hvem man skal have mest ondt af, Eleanor eller alle hendes søskende som ikke ved helt så meget om hvor skidt de har det. Jeg kunne faktisk godt forestille mig en hel bog, bare med Eleanors historie, jeg tror der er meget mere at fortælle om hendes fortid.

Park er også en interessant personlighed. Af mystiske årsager er han blandt de populære på skolen og i kvarteret, og det på trods af at han ikke rigtig gør noget for det, han er det bare. Heldigvis får man en hel del frihed med sig, når man tilhører den gruppe, og det har Park benyttet sig af. Så meget af han kommer på tværs af sin – måske – lidt gammeldags far. Parks historie er også spændende, men ikke i samme grad som Eleanor. Parks historie handler mere om den identitetskrise som de fleste teenagere gennemgår, ikke at man skal tilsidesætte den, men Eleanors historie sidder bare mere fast hos mig.

”Hun føltes så godt under ham, endnu bedre end han havde forventet. (Og han havde forventet noget i retning af himlen, plus nirvana, plus den scene i Charlie og Chokoladefabrikken, hvor Charlie begynder at flyve). Park trak vejret så tungt, at han nærmest ikke kunne få luft.”

Romancen mellem Eleanor og Park er usandsynlig, men den er der, og den bliver mere og mere sødsuppe for hvert kapitel. Det er teenagekærlighed med akavede berøringer, hede kys og varme blikke. Det er fjollede forældre, der ikke ved hvordan de skal håndtere deres barns første store kærlighed, og venner, der skal finde ud af hvordan den nye kæreste skal passe ind i kliken. Det er voksende kærlighed som man næsten bare sidder og venter på skal kulminere på en eller anden katastrofal måde. Jeg havde dog ikke regnet helt så meget med den ende det nåede. På en eller anden måde kunne den ikke slutte på anden vis.

Jeg holder fast i at Eleanor & Park ikke er Rowells stærkeste roman. Den er meget sød, og holdt mig da også til siderne, men jeg blev aldrig helt fortryllet som jeg blev ved nogle af hendes andre bøger, og jeg slugte den heller ikke nær så hurtigt som hendes andre. Måske havde det været en anerledes oplevelse, hvis jeg havde udnyttet soundtracket til bogen, for musikken har en stor rolle deri, og samtidig kan det ikke have været den store forskel, for bogen har en del andre sjove referencer, som jeg smilte let af. Om ikke andet, så vil jeg forsætte med at læse hvad jeg endnu ikke har læst af Rowells. Hvis du ikke har læst Eleanor & Park endnu, så sæt et par efterårskolde eftermiddage af til det. Hav et varmt tæppe klar og en kop varm the eller kakao, måske et stykke gulerodskage, og fordyb dig i historien og den kærlighed der blomstrer mellem siderne.

Continue Reading
1 2 3 62