Tower of Dawn (Sarah J Maas, 2017)

Chaol Westfall has always defined himself by his unwavering loyalty, his strength, and his position as the Captain of the Guard. But all of that has changed since the glass castle shattered, since his men were slaughtered, since the King of Adarlan spared him from a killing blow, but left his body broken.
His only shot at recovery lies with the legendary healers of the Torre Cesme in Antica—the stronghold of the southern continent’s mighty empire. And with war looming over Dorian and Aelin back home, their survival might lie with Chaol and Nesryn convincing its rulers to ally with them.
But what they discover in Antica will change them both—and be more vital to saving Erilea than they could have imagined.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 5 ud af 5 stjerner

Det er næsten svært at skulle anmelde en bog af Sarah J Maas uden at bruge alt for mange positive adjektiver, for efter at have læst stort set alt hvad hun har skrevet, er det næsten et givent at jeg vil kunne lide hvad end hun skyder ud af ærmet, og Tower of Dawn var ingen undtagelse. Dog kan jeg sige at jeg faldt for ToD af andre årsager end hvad jeg elsker resten af hendes bøger for, eftersom ToD ikke er i samme liga som de andre, i og med at det er en håndfuld birollekarakterer, som pludselig skal bære hele bogen (uden den viljestærke Aelin, som har båret de andre bøger i serien, og jo vist, jeg savnede da en hel del ass kicking fra Aelins side, men der var andre facetter til ToD).

ToD mangler måske nok lidt power fra de forskellige karakterers side, men til gengæld skruer den gevaldigt op for informationer og hemmelige informationer, som alt sammen opklarer så mange punkter i det store plot, og jeg sad flere gange og tabte kæben over alle de informationer, der blev lagt frem. Det belyste også bare hvilket enormt plot Maas har udtænkt på tværs af alle de her bøger, og jeg er fuldstændig solgt til stanglakrids når et plot er så veludtænkt og veludført, for det er det uden tvivl. De små brødkrummer bliver lagt ud uden at man lægger mærke til det, og i den her bog bliver det klart hvilken slags bog den sidste i serien styrer mod at være, og gør det endnu mere svært at vente til efteråret.

Mange fans af Throne of Glass serien har ytret at de overhovedet ikke ville læse den her bog, primært fordi de ikke bryder sig om Chaol. Det kan jeg bare sige er en fejl. Jeg har aldrig selv været Chaols største fan, men jeg har heller ikke direkte ikke brudt mig om ham, som nogle fans gør. ToD giver et helt andet billede til Chaols karakter, som for nogle måske ændrer deres mening helt og holdent, mens det for andre – inklusive mig selv – bare forstærker min holdning i hvilken kompleks karakter han er, og hvor mange forskellige sider der er til ham. Øverst på listen må ordet ’loyal’ stå, for det er det, der styrer Chaol fra ende til anden, og former hans personlighed, og til tider tvinger ham til at vælge mellem nogle komplicerede valgmuligheder. I denne bog får han pludselig hjælp til at finde ud af sig selv, og sin loyalitet, med Yrene.

”Chaol arched, bellowing in pain. Yrene’s hand was instantly gone, and a crashing sounded. Chaol panted, gasping, as he pushed up onto his elbows to find Yrene sitting on the low-lying table, her vial of oil overturned and leaking across the wood. She gaped at his back, at where her hand had been. He had no words – none beyond the echoing pain.”

Yrene var et frisk pust i karakterpuljen i ToD. Det var lidt som om hun var en tidlig udgave af Aelin på nogle punkter – mest af alt hendes stædighed -, mens hun på andre punkter er en central modsætning. Også her kommer Maas plotevner på banen, for det bliver gjort tydeligt at Yrene har krydset vej med Celeana for nogle år siden, og det havde en stor effekt på Yrenes liv. Af en eller anden årsag blev jeg glad for Yrene lige fra starten, og jeg kan stadig ikke helt forklare det. Der var bare noget frisk og nyt ved hende, som tiltale mig. Måske er det fordi hun stadig er så uskyldig i forhold til alle de andre karakterer i puljen, og derfor er jeg også meget spændt på at se hvilken (meget betydningsfuld) rolle hun kommer til at spille i den sidste bog.

”They hadn’t spoken of Nesryn. Of whatever was between them. And he’d never touched Yrene more than was necessary, never looked at her as he had that night of the party. Because of course – of course he was waiting for Nesryn. The woman he…. he was loyal to.”

Det er svært at sige meget mere om bogen uden at afsløre for meget om alt muligt, fordi der afsløres så mange små detaljer igennem bogen, som enten linker tilbage til serien eller ligger op til så meget mere i den sidste bog. Jeg kan dog sige at Maas er fænomenal til at skabe karakterer man kan fordybe sig i, og forelske sig i, ikke mindst. Jeg bliver konstant imponeret over hendes evne til at komme på nye karakterer i hendes verdner, for udover de få vi kender i forvejen fra ToG serien, så er der godt og vel et dusin (hvis ikke flere) nye karakterer i denne bog, som alle er enormt veludførte og gennemtænkte.

Det er synd ToG serien endnu ikke er oversat mere til dansk end den er (så vidt jeg ved, er det kun første bind i serien, som er oversat til dansk), for hendes bøger er simpelthen det hele værd, og jeg kan kun anbefale enhver der er til episk high-fantasy at gå i gang med Throne of Glass serien, og man kan sagtens nå at læse 6 bøger i serien, inden den sidste kommer til oktober.

Continue Reading

Livet med E #01

Det er efterhånden ved at være et godt stykke tid siden jeg har lavet en update på livet i det lille hjem, og hvordan det går med at være forældre, og da jeg ikke længere er på barsel, kan det jo ikke rigtig hedde barselslivet mere. Meget er sket i de sidste 3 måneder siden jeg er startet på arbejde og E er startet i privat dagpleje. I januar vendte jeg tilbage til arbejdet og pædagogikum, og jeg var bange for hvor hårdt det ville blive med arbejde og at tilvænne E i dagplejen, men det gik over al forventning. E har accepteret dagplejen hurtigere end jeg havde regnet med, og man skulle næsten tro hun har været der hele sit liv. Vi har tit fået at vide hvilket nemt barn vi har, og hvor glad hun er, og efter at hun er startet i dagpleje, kan vi virkelig se hvor sandt det er. Som en af de andre forældre spurgte forleden; kan hun overhovedet blive sur? Det er faktisk først for nylig hun er begyndt at pibe lidt når jeg afleverer hende, men det er heldigvis hurtigt overstået og hun leger glad hele dagen, mens jeg passer mit arbejde.

I marts fyldte E også et år, et helt år, og jeg kan næsten ikke fatte hvor tiden er forsvundet! Det er ikke til at tro at den lille klump jeg holdt i mine arme for et år siden, er blevet et rigtig lille menneske, som er godt i gang med at udvikle en personlighed. Vi holdte hendes fødselsdag samme weekend som hun fyldte år, og selvom hun ikke havde nogen ide om hvad der foregik om hovedet på hende, så er jeg ikke i tvivl om at hun nød opmærksomheden fra hele sin familie. Hun er bestemt også glad for de gaver hun fik, især sin gynge, som (indtil far får bygget et gyngestativ i haven) hænger i stuen. Hun elsker er få vilde snurreture i den, og jeg elsker at høre hende grine højlydt på den måde.

Sammen med sin første fødselsdag, skulle E også til lægen – igen! – og stikkes, og måles, og vejes og alt hvad der følger med. Endnu engang var lægen ikke tilfreds med Es mål, og vi blev sendt videre afsted til børneafdelingen. Mens vi ventede derhjemme på at skulle ind til børneafdelingen undrede vi os over hvad det var lægerne hele tiden kunne se skulle være galt med vores barn. For når vi kigger på hende så fejler hun jo ikke noget! Hun er lige som hun skal være. Heldigvis viste det sig at vores egen læge er noget mere emsig end lægerne på børneafdelingen. Lægerne på børneafdelingen gad ikke engang tage blodprøver, for at se om der var noget galt. Efter vi havde genfortalt en minutiøs madplan for hvad E spiser, konkluderede de heldigvis at hun er som hun er, hun er bare lille. Rådet vi fik med hjem var blot at skrue op for kalorierne i hendes kost àderfor stopfodrer vi hende nu med mayonaise. Ej, det gør vi selvfølgelig ikke, men hun får lov til at spise alt hvad hun vil hvornår hun vil – næsten.

Nu venter vi på at komme til en fysioterapeut med hende, som vi håber kan hjælpe hende lidt til at komme videre og blive meget stærkere til at kravle. Vi har efterhånden erfaret at hun er hypermobil, og hvad der kaldes et blødt barn. Det betyder blot at tingene tager lidt længere tid for hende motorisk, og selvom hun har gjort store fremskridt over de sidste par uger, så håber vi at en fys kan hjælpe hende endnu mere. For ellers er hun jo lige som hun skal være, og vi nyder vores lille familieliv – også selvom hun nogle gange nægter at sove, eller hænger mig i armene fordi hun er morsyg, eller er pylret fordi der er nye tænder på vej (hun har pt 10 tænder!).

UPDATE – Der er nu flere tænder på vej, og vi har sådan set allerede været ved fysioterapeuten, og kan nu se frem til at begynde et kort træningsprogram med E, for at træne hendes arme, som ikke er nær så stærke som hendes ben er.

På arbejdet går det hele som det skal, lige med en ændring. Januar blev en mindeværdig måned på flere måder, for ikke nok med at det var måneden hvor jeg vendte tilbage til arbejdet efter endt barsel, så blev det også måneden hvor jeg mistede mit job. Gymnasiet har åbenbart været så sløv til at tiltrække nok elever, at en god håndfuld af lærerne til sommer står uden job, og jeg er en af dem. Så velkommen tilbage Michelle, og tak for denne gang. Det er noget af en bitter pille at sluge, må jeg indrømme. Der er dage hvor jeg fuldt har accepteret det, for jeg kan jo ikke gøre noget ved det, jeg kan ikke trylle flere elever frem til skolen for at beholde mit job, men så er der også andre dage, hvor jeg bliver helt vildt deprimeret ved tanken om at skulle være jobløs fra sommeren af, eller jeg bliver skide sur over den situation jeg er blevet sat i. Ærlig talt, så svinger det meget. Heldigvis er jeg ikke uden midler og kontakter, og jeg har da også planer og agter ikke at stå uden noget som helst til sommer. Tiden må bare vise hvor jeg ender efter sommerferien.

Continue Reading

Great Series #05 – The Crown’s Game

(Tak til forlaget Gyldendal, som jeg har fået begge bøger fra til anmeldelse.)

Af årsager jeg ikke kan forklare, så har jeg altid været fascineret af det gamle Rusland og det var derfor jeg i første omgang faldt for The Crown’s Game bøgerne. At der også var tilsat magi i kombinationen det gjorde det bare endnu mere tiltalende og efter at have læst begge bøger i den korte serie er jeg ikke i tvivl; magi og det gamle Rusland fungerer bare!

Det er historien om Vika, Nikolaj og Pasha og deres livshistorier der vikler sig ind i hinanden på kryds og tværs, uden at de selv er klar over det til at starte med. Og lige netop den ukendte faktor, blandt de tre, var noget af det fascinerende ved den første bog, og efter min mening er det også den stærkeste af de to. Det er både en styrke og en svaghed at der kun er to bøger i denne korte serie, for der er visse ting jeg godt kunne tænke mig at læse mere om, samtidig med at historien ikke har behov for at fortælle mere efter de to bøger.

Den første bog handler primært om spillet om at blive den kongelig magiker, et spil som Vika og Nikolaj deltager i, men som ingen andre kender til, for magi i Rusland (og resten af verden) findes ikke, af hensigt for at folket ikke skal skræmmes. De skal derfor imponere tsaren på forskellig vis, og den som udfører det mest imponerende stykke arbejde – eller slår den anden ihjel – vinder titlen som kongelig magiker. Den anden bog handler om det eftervirke som spillet selvfølgelig efterlader sig, for ikke alle slipper helskindet igennem, både psykisk og mentalt.

Jeg syntes mest af alt at Vika var mest interessant at læse om, hun var rigtig interessant som person, og hun udviklede sig rigtig godt igennem de to bøger, som egentlig dækker ganske kort tid. Hendes baggrundshistorie var også rigtig spændende, og selvom man ikke får alle detaljerne, så er det nok også hvad der gør den interessant. Pashas karakter fandt jeg ikke synderligt interessant, han var mest af alt lidt af en flødebolle, der forventede at få alt hvad han pegede på – i det virke at han var arving til den russiske trone. Godt nok udvikler han sig også til en noget stærkere personlighed, men han var alligevel ikke min favorit. Nikolaj var en noget mere kompleks karakter at finde ud af. Jeg syntes rigtig godt om ham i den første bog, men uden at sige for meget, så var han ret modbydelig i den anden bog af udefrakommende sider. Der savnede jeg noget af det samspil mellem karaktererne, som fungerede så godt i den første bog.

Plottet på tværs af de to bøger var rigtig godt, og magien bliver også udnyttet helt fantastisk og beskrevet rigtig godt. Desværre syntes jeg at den anden bog var lidt for hurtigt i spyttet, om man så må sige. Det var som om der hele tiden skulle et eller andet ind i historien for at skynde på plottet, og det hele var bare lidt for belejligt ift plottet hele tiden. Der kunne jeg godt have tænkt mig at enkelte ting blev forklaret lidt mere, eller de fik lidt ekstra handlingstid, og så tror jeg ikke det vil gøre synderligt meget hvis det havde mundet ud i en 3 bog, så det i sidste ende blev en trilogi. For slutningen kom også noget hurtigt i spil, og var ret hurtigt overstået. Ærlig talt var jeg ikke helt tilfreds med hvordan slutningen udspillede sig, det virkede for nemt ift Nikolajs rolle i historien, men jeg kunne rigtig godt lide den symbolik der var mellem de to bøger i deres måde at slutte på, det bandt dem rigtig godt sammen.

Alt i alt er det her en rigtig god serie, med et utrolig fremskredent plot, hvor der hele tiden sker noget for de medrivende karakterer. Selvom det hele godt kunne have brugt nogle flere sider hist og her, så fungerer de altså også helt okay bare som to bøger. Magien i det gamle Rusland er altså ikke helt død, og jeg håber at finde andre bøger i samme stil.

Continue Reading

A to Z Tag

For noget tid siden, efterhånden, taggede Line mig i at besvare spørgsmålene til The A to Z tag, og nu har jeg endelig fundet tiden til at se dem igennem og skrive nogle svar ned som passer til mig lige nu. Giv endelig lyd, hvis der er noget du kan nikke genkendende til, eller syntes er helt gak-gak.

A – Author you’ve read the most books from

Jeg havde faktisk troet det ville være JK Rowling eller Sarah J Maas, måske nok fordi det er øverst på listen over favoritter, men det er faktisk Lene Kaaberbøl med 24 bøger læst, hvis ikke flere.

B – Best sequel ever 

Det er uden tivl A Court of Mist and Fury af Sarah J Maas! Sjældent har jeg haft en bookhangover efter en bog, som jeg havde efter at have læst den.

C – Currently reading
Et par stykker, blandt andet Harry Potter, A History of Magic, og evighedsbogen Outlander, Dragonfly in Amber.


D – Drink of choice while reading

For det meste er det vand, eller noget koldt eller varmt alt efter humør og vejrforhold.


E – E-Reader or Physical books 

Så vidt jeg har tiden til det, så fortrækker jeg helt klart den fysiske bog. Det er bare meget mere hyggeligt og hele fornemmelsen at kunne se hvor langt man har læst eller mangler at læse, det kan en e-bog altså ikke slå.

F – Fictional character you would have dated in High School 

Det aner jeg virkelig ikke. Den eneste jeg kan komme på er Rhys fra ACOTAR, men han er ikke ligefrem high school material i aldersforstand.

G – Glad you gave this book a chance

One of us is Lying. Den florerede en hel del på de sociale medier, og jeg tænkte bare at det var endnu en af de gængse ungdomsromaner, men hold da op, hvor var den fantastisk medrivende, og jeg er vanvittig glad for at have læst den.

H – Hidden gem book

Jeg får lyst til at sige ’Old Magic’ igen, for den siger så meget om min ungdom, og jeg syntes enhver der har en hang til magi, tidsrejser og ungdomskvaler burde læse den.

I – Important moment in your reading life

Da jeg fandt læseglæden selv, og stod ved det, selvom andre syntes det var nørdet. Det kan primært tilskrives Lene Kaaberbøl inden jeg opdagede Harry Potter igennem Rowling.

J – Just finished reading…

Tower of Dawn af Sarah J Maas.

K – Kinds of books you won’t read

Jeg læser meget sjældent krimier eller de der mega romantiske bøger (som nogle ville kalde husmorporno), chick-litt i det hele taget sniger sig kun ind en gang imellem. Jeg foretrækker romancen som en implicit del af min fortrukne genre. Biografier er også sjældne i min samling.

L – Longest book you’ve read 

Af nyeste bøger er det Outlander (på engelsk) på slående 850 sider.

M – Major book hangover because of… 

Jeg kan kun referere tilbage til punkt B, med A Court of Mist and Fury.

N – Number of book cases you own 

Jeg har 3,5 bogreoler, men de er fyldt til randen og jeg mangler stadig plads til de bøger jeg har stående alle andre steder i huset.

O – One book you’ve read multiple times

Old Magic af Marianne Curley har jeg i en lang årrække læst hvert år, som et slags sommerritual, fordi den bringer mig tilbage til den første sommerferie jeg læste den.

P – Preferred place to read 

Jeg vil helst sidde godt tilpas i vores store sofa. Hvis det skal være rigtig hyggeligt, kan jeg også godt lide at putte mig op af min mand, mens han sidder og nørder med sin computer og jeg læser.

Q – Quote that inspires you / gives you the “feels”

”To live would be an awfully bit adventure.” J.M Barrie, Peter Pan
“It is our choices, Harry, that show what we truly are, far more than our abilities.” J.K Rowling, Harry Potter (& the Chamber of Secrets)

R – Reading regret

At jeg ikke har mere tid/overskud til at læse. Det er sjældent jeg fortryder bøger, for hvis jeg kan mærke at de ikke er noget for mig, så ligger jeg dem altså fra mig.

S – Series you started, but need to finish 

Jeg føler jeg har gang i så mange serier, men mange af dem er også serier, hvor der stadig kommer nye bøger i. Problemet er bare at vente på deres udgivelse.

T – Three of your all-time favorite books 

’Old Magic’ af Marianne Curley, ’Uprooted’ af Naomi Novik og ’Peter Pan’ af JM Barrie.

U – Unapologetic fangirl for… 

Pas. Jeg syntes ikke der er noget i min fanboks, som jeg skal undskylde for, for det er jo alt sammen helt vildt awesome!

V – Very excited for this release more than any others

Jeg kan næsten ikke vente på de næste to bøger fra Sarah J Maas – først med næste bog i serien om Feyre og til september hendes sidste bog i Throne of Glass serien! Det kan kun blive episk og grædefærdigt for mig at komme til at læse dem. Min plan er lidt at forsøge at genlæse de første bøger i ToG serien, inden den sidste bog.

W – Worst habit 

At købe flere nye bøger uden at læse dem jeg har stående på hylden i forvejen. Godt nok har jeg siden E blev født, kun købt antal bøger som kan tælles med en hånd. Men før i tiden var det en virkelig dårlig vane. Hvis du spørger min mand, vil det nok være at jeg har alt for mange stakke af bøger liggende rundt omkring i huset.

X- X Marks the Spot: the 27th book on your shelf 
Zarens skæbne af Evelyn Skye.

Y – Your latest book purchase 

Det var et par bøger til E i fødselsdagsgave – 100 flapper (og ord) og en rør/føl bog. Eller tæller brugtkøbte, for så var det ’Complete Tales of Edgar Allen Poe.’

Z – Zzzz snatcher: last book that kept you up way too late 

Den seneste bog der har gjort sit absolut bedste for at holde mig vågen til langt ud på natten var Tower of Dawn. Desværre måtte jeg ligge den fra mig, for at få noget søvn, for når E vågner tidligt hver morgen er der ikke råd i søvnbanken til at sidde oppe hele natten og læse.
Hvis der er flere, som har lyst til at lege med, kunne jeg godt tænke mig at se hvad Iben og Kirsten har af svar til spørgsmålene, ellers er hver og en af jer velkommen til at besvare dem.

Continue Reading

Den dag jeg glemmer (Adam Silvera, 2016)

Bogen er en gave fra forlaget til bogbloggertræf.

Sixteen-year-old Aaron Soto is struggling to find happiness after a family tragedy leaves him reeling. He’s slowly remembering what happiness might feel like this summer with the support of his girlfriend Genevieve, but it’s his new best friend, Thomas, who really gets Aaron to open up about his past and confront his future.

As Thomas and Aaron get closer, Aaron discovers things about himself that threaten to shatter his newfound contentment. A revolutionary memory-alteration procedure, courtesy of the Leteo Institute, might be the way to straighten himself out. But what if it means forgetting who he truly is?

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Efter at have mødt Adam Silvera ganske kort på Bogforum i efteråret, var det som om lysten til rent faktisk at få læst hans bøger voksede en smule. Den eneste bog jeg har af ham i fysisk form er Den dag jeg glemmer, så det var den jeg gav mig i kast med. Jeg fandt den dog som lydbog at gå i gang med, da tiden til at læse mine fysiske bøger er meget lille, og tiden til at høre lydbøger er større med pendlertid til arbejde igen. Jeg vidste en lille smule om Den dag jeg glemmer, men fandt ud af at det alligevel var meget lidt jeg vidste om bogen, hvilket i retrospekt nok var godt nok.

Det er historien om Aaron, der ikke vil stå ved hvem han rent faktisk er, og meget af det hænger sammen med at han skammer sig. Som historien skrider frem opdager vi mere og mere omkring Aaron, og finder ud af hvilke ting der ikke hænger sammen med det liv han lever. Han bliver hurtigt gode venner med den nye dreng, Thomas, i kvarteret, og det er venskabet med ham der pludselig sætter skub i Aaron og hans selverkendelser.

”Thomas er ikke Genevieve, og Genevieve er ikke Thomas, så denne frygtelige ping-pong i mit hoved er bullshit. De spiller to meget forskellige roller i mit liv. Det ved jeg; det sværger jeg på. Genevieve er pigen, jeg elsker, og hende, jeg altid vil savne mest, når der er afstand mellem os. Thomas er bare min bedste ven, ham jeg stoler mest på, men han vil aldrig kunne hale nogen hemmeligheder ud af mig, som jeg ikke fortæller Genevieve.”

Det tog godt og vel halvdelen af bogen før jeg blev fanget sådan for alvor. Den første halvdel af bogen er meget triviel og sagde mig ikke rigtig noget, fordi den ’bare’ handler om det ungdomsliv som Aaron fordriver sin tid med, og der sker ikke rigtig noget. Ikke andet end venskabet med Thomas, som er det mest spændende at komme ind på. Da vi så kommer til anden halvdel og det bliver afsløret hvordan tingene hænger sammen, så blev det først rigtig spænende.

Jeg syntes det er nogle interessante dilemmaer som Silvera opstiller i den her bog; hele konceptet om at ville glemme sin fortid for at kunne leve med sin fremtid, at benægte dele af hvem man er, for at kunne leve med det. Det er en voldsom skræmmende tanke, men på nogle punkter virker den så realistisk at det næsten er uhyggeligt. Silvera behandler historien rigtig godt, og hele ideen om at ville glemme dele af sin personlighed bliver virkelig belyst fra forskellige vinkler, og jeg blev forbavset over hvor meget jeg kunne lide den tragikomiske slutning, hvor Aaron ender med helt at miste hvem han er, fordi hans hukommelse har lidt så store slag. Efter min mening er det ikke Silveras bedste værk, men det er den han slog igennem med, og det kan jeg sagtens se, for det er et kontroversielt og vigtigt emne at belyse, som han har gjort. Jeg vil klart læse mere af ham, udover They Both Die at the End, som jeg lyttede til efter jeg var færdig med Den dag jeg glemmer.

Continue Reading

Great Series #04 – A Court of Thorns and Roses

Hvis man har fulgt bare lidt med her på bloggen, så hersker der vist ingen tvivl om at jeg er ret så glad for Sarah J Maas og stort set alt hvad hun har skrevet. Det gælder ikke mindst hendes serie om Feyre i A Court of Thorns and Roses trilogien (som er på vej til at få flere bøger i serien), hvor hver bog også har et lag af eventyrgenfortælling i sig; jeg elsker det! Der er en helt speciel fankultur omkring Maas’ bøger, og især på de sociale medier hersker der vilde udbrud når der kommer nyt om hendes bøger.

Serien handler om Feyre, der ved et tilfælde (måske ikke helt så meget tilfælde alligevel, finder man senere ud af) kommer til at slå en kæmpeulv ihjel, og dermed bliver hun, som almindelig dødelig menneske, viklet ind i et liv med feer og magiske problemer uden sammenligning med hvad hun tidligere har oplevet. Den første bog bygger meget på Feyres udvikling som karakter og hun gennemgår nogle vilde oplevelser, og det er overraskende at hun kommer levende igennem det. Dertil at hun gør det hele for en mand, som hun tror hun elsker. Den anden bog i serien starter stort set lige hvor den første sluttede, Feyre har vundet den første kamp, men det havde sin pris. I anden bog skal hun tilpasse sig sin nye tilværelse, for med sejren kom også et nyt liv som udødelig fe. Det har gjort Feyre til en anden person, og det liv hun vendte tilbage til passer ikke rigtig til hende længere. En god portion nye karakterer kommer på banen, og Feyre finder sig et nyt liv samtidig med hun finder sig selv. Alt dette skal hun kæmper yderligere for i den sidst bog i serien, som selvfølgelig er det store opgør mod alt og alle.

For at sige det kort, så knuselsker jeg den her serie. Jeg startede den første bog i sin tid, fordi jeg manglede flere bøger i hendes anden bogserie (Throne of Glass), og med en præmis der stjæler fra Skønheden & Udyret, var jeg solgt allerede inden jeg havde åbnet bogen. Maas kan et eller andet med stærke karakterer, og at skabe verdner der virkelig sparker røv. Feyre er en utrolig stærk karakter, men hun er stadig menneskelig og ikke perfekt, hvilket bare gør hende det mere solid i sin personlighed. Hun har fejl og mangler, men hun kæmper for hvad hun elsker, og det er til at beundre. Maas skriver utrolig rørende og hendes liv i siderne er med til at man læser de her bøger hurtigere end hvad godt er, for selvom man vil læse dem helt vildt hurtigt for at finde ud af hvad der sker, så har man heller ikke lyst til at det skal slutte. Jeg kan huske da jeg havde læst den anden bog i serien, i ugerne efterfølgende havde jeg den største bookhangover jeg længe kan huske. Den bog satte sig virkelig fast i mig, og den forbliver min favorit i serien.

Udover Feyre har Maas skabt et væld af andre fantastiske karakterer, som man bliver helt opslugt af. Rhysand er oplagt at nævne, for han er den mest fantastiske person du vil støde på i bogverden. Ord kan ikke beskrive ham og hans loyalitet og kærlighed til sin omgangskreds. Lucien fortjener også en bemærkning, selvom det tager ham lidt tid at finde ud af hvordan landet ligger, men i bund og grund er han en hæderlig person, og mit hjerte blødte et par gange for ham. Feyres søstre er også værd at nævne, for de er så forskellige som nat og dag, og alligevel er de vidunderlige på hver deres måde. Jeg er vild med de fællesskaber som Maas for opbygget på kryds og tværs af alle sine karakterer, og hvordan hun får skabt disse personligheder, som stille og roligt sniger sig ind under huden på dig, og bliver dine nye bedste venner.

Oprindeligt var det kun planlagt at serien skulle bestå af 3 bøger, men Maas selv har erklæret at hun har svært ved at give slip på Feyre og hendes venner endnu, så os heldige læsere får mere at fryde os over. Allerede her til foråret kommer den fjerde bog i fe-verdenen med Feyre i centrum. Det er måske også godt nok, for jeg havde det faktisk lidt svært med slutningen på den tredje bog. Ikke at den var dårlig, den var bare lidt for perfekt. Det var som om alt lykkedes lidt for nemt for Feyre i sidste ende alligevel, uden de store omkostninger, som hun tidligere har måtte give. Måske er det også derfor at bog to stadig er min favorit, men det kan jo nå at ændre sig med de bøger, der endnu ikke er kommet. Dertil kan det kun siges som det sidste, at det stykke arbejde der bliver lagt i at lave covers til disse bøger bør belønnes med tjenestemedaljer, for de er gudesmukke! Jeg er desuden vild med at de bruger noget af den fanart som florerer rundt omkring på de sociale medier, for det er simpelthen bare spot on. Jeg har kun tilbage at sige, at du bør læse dem med det samme, hvis du ikke allerede har læst dem. Og hvis du allerede har læst dem, så læs dem igen (og igen), for det gør dem kun bedre.

 

Continue Reading

Paris – December 2017 (#02)

Ovenpå en travl lørdag besluttede vi os for at have en noget mere afslappet søndag. Vejret var heller ikke så meget med os i forhold til lørdag, og det småregnede det meste af dagen. Vi var så heldige at søndag var markedsdag lige uden for vores hotel, og vi kunne derfor starte dagen med at gå ned gennem gaden og kigge på de mange friske råvarer, som alle så enormt lækre ud, og hvis vi havde haft eget køkken havde vi sikkert købt en hel del med hjem. Hvis vi også havde haft budgettet til det, for varerne var dæleme ikke billige, men de var også kæmpe store, så det gik nok op i sidste ende.

Igen i dag tog vi en bus igennem byen, denne gang op til den kæmpe store kirkegård, Pére Lachaise, som er verdensberømt på grund af alle de kendte, som ligger begravet der. Det lyder makabert, men kirkegården var faktisk mærkværdigt rolig og idyllisk at gå en formiddagstur igennem, og E sov hele gåturen derinde, til trods for mega bumlen på alle de brosten som hele kirkegården er belagt med. Vi gik i roligt tempo – igen, brosten og klapvognskombination – og tog os tid til at beundre de mange store gravsten, der var opsat over det hele. Det var utroligt at se forskellen på de helt gamle familiegrave, som stadig bliver brugt i dag, og som var i rigtig pæn stand og så flotte vedligeholdte ud. Til forskel fra de helt små enkeltpersonsgrave, hvor mange var gået i mere end forfald med ituslåede gravsten og ukrudt over det hele. Det er virkelig noget der berører en, at se hvordan en gravsten går i forfald, og jeg syntes det er så synd for de kæmpe store mausoleumsgravsteder, hvor de blyindfattede mosaikruder er slået itu, og tingene bare ligger i rod på gulvet. Samtidig bliver man fuldstændig benovet over de kæmpe familiegrave, hvor man kan se på inskriptionerne at der er reserveret plads til resten af familiemedlemmerne.Resten af dagen gik bare med at småtuldre rundt i de små gader og kigge på vinduer, for mange af butikkerne var lukket eftersom det var søndag. Det var også koldt og vådt, så vi tog forholdsvis tidligt hjem til hotellet. Vi havde heldigvis fundet en ret god restaurant tæt på hotellet, hvor vi endte med at spise aftensmad 3 dage mens vi var der. Ikke nødvendigvis fordi maden var sublim, men servicen i forhold til at vi havde Emily med var bare helt i top. Det er virkelig andre ting man sætter pris på som forældre når man spiser ude. Det faktum at de kommer med en højstol uden vi spørger efter en, at de tilbyder at lune hendes mad uden vi spørger ind til det, at de pjatter med hende når de går forbi vores bord, den slags ting gjorde at vi vendte tilbage.

De næste 3 dage skulle manden på kursus, og jeg var derfor alene med E i storbyen. Den parisiske zoo lå 5 min gåtur fra vores hotel, så det blev vores destination om mandagen. Desværre blev det en kort fornøjelse, for da vi stoppede for at få frokost endte det med at E kastede op hele to gange. Jeg besluttede derfor at vi tilbragte resten af eftermiddagen på hotelværelset (hvor E igen kastede op endnu to gange), så vi gik gennem den tilstødende park og slappede af på værelset resten af dagen. Hvilket blev modellen for de næste par dage; ude og se et eller andet om formiddagen, og hjem og slappe af på værelset om eftermiddagen. For E var tydeligvis påvirket af situationen, og hun fik lov til at sove næsten med hovedet i min hofte hjemme på hotelværelset de dage. De næste to formiddage brugte vi på at se på butikker og shoppe minimalt. Jeg fandt en engelsk Primark udenfor centrum, hvor vi fik shoppet en smule, og ellers kørte vi en del i bus og gik lange ture i den kolde decemberluft. Herefter gik turen ellers hjem til det lille Danmark igen, hvilket Emily klarede ganske flot taget i betragtning hendes lille krop blev ramt af sygdom de par dage vi var i Paris. Vi bliver ved med at blive forbløffet over hvor nem hun er som barn, i forhold til så mange andre ting man hører fra andre forældre! Men altså, det var vores tur til Paris, for nu godt og vel 2 måneder siden, men bedre sent end aldrig. Nu sidder jeg tilbage med billlederne og minderne, og drømmer om at vende tilbage en dag i fremtiden, både en gang mere med E, men også en gang bare med hendes far. 😉

Continue Reading

Paris – December 2017 (#01)

I starten af december 2017 tog vores lille familie på en forsinket bryllupsrejse/baby-getaway/juletur til byernes by, Paris. Det var dels en praktisk tur i den forstand at manden skulle på kursus dernede i forbindelse med arbejde, og dels var det en lille familietur i et par dage inden hans kursus. Vi havde forberedt os til at E måske ville få det lidt ubehageligt på flyveturen derned, men hun klarede det over al forventning og sov hele flyveturen derned. Selve rejsen fra hjemmet i DK til hotellet i Paris tog næsten en halv dag, og vi nåede først frem på hotellet omkring kl 23 om aftenen. Det startede med roderi i lufthavnen for at få opbevaret en taske til at fragte vores klapvogn i, at vi skulle finde det rigtige tog ind til centrum og mest af alt den umulige bedrift at komme igennem Paris metro med baggage og klapvogn på slæb. Den Parisiske metro er overhovedet ikke børnevenligt til klapvogn/barnevogn, men der må man give franskmændene en stor ros, for de tog bare fat og hjalp op og ned af trapper uden at stille spørgsmål, og uden af jeg eller min man skulle spørge fremmede om hjælp (dette gjaldt dog kun i metroen, når man var med bussen var man på egen hånd, selv med en meter ind til kantstenen og to store trin ned til vejen, måtte jeg hive klapvognen ud af bussen på egen hånd flere gange). Det var derfor en træt lille familie der dejsede om på værelset, på et hotel der virkelig havde gjort en stor indsats for at være børnevenlig.

Lørdag blev vores store turisttur og vi kom forbi mange af de klassiske turist hotspots i byen, hvad enten vi bare gik forbi dem eller oplevede dem mere direkte. Vi startede med en bus ind til centrum, for som sagt var det bare tusind gange nemmere end metroen med klapvogn, hvor vi gik mod Notre Dame og herfra gik en formiddagstur på øerne i midten af byen. Her kom vi igennem nogle af de små gader, som man nok ikke ville have fundet i turistræset i byen ellers, hvilket er ærgerligt, for der var så mange søde, små butikker og gamle, flotte facader. Herefter gik vi ellers bare videre over broerne mod Louvre (som vi bare gik forbi) og herefter gennem parken tilstødende Louvre op mod Champs Élyses med alle julelysene, for dagen forsvandt ret hurtigt med lange gåture og cafestop for at E kunne få noget at spise med jævne mellemrum. Vi kom derfor også ret sent hjem den aften, dog ikke nær så sent som dagen før. Og på vej mod bussen hjem om aftenen kom vi også lige forbi Triumfbuen.

Jeg vil vente med at fortælle om de næste par dage til et indlæg mere, for der er mange dejlige billeder at se, og en del ting at fortælle om de næste par dage. Men nyd billederne indtil da.

Continue Reading

Vinterlig Wrap-Up

De første par måneder af 2018 har været præget meget af arbejde for mit vedkommende. Min barsel er slut og jeg har skulle vende tilbage til en ny hverdag, hvor Emily også skal have sin plads. For den hverdag vi havde før jeg gik på barsel passer slet ikke til os længere. Den første måneds tid har derfor været præget af nye ting, både positive og et par negative (alt det vil jeg fortælle lidt mere om senere). Størstedelen af de bøger jeg derfor har læst i den her tid er lydbøger, men jeg har forsøgt at finde lydbøger af bøger, som jeg også har i fysisk udgave, så jeg kommer lidt igennem nogle af alle de bøger jeg har stående på hylden.

Januar og februar har været kolde og mørke måneder og tiden til at læse har været sparsom når jeg er kommet hjem fra arbejde, har hygget med Emily og fået hende lagt i seng. De fleste aftener når hun er blevet lagt i seng, sidder både manden og jeg i sofaen og føler os nærmest splattet ud. Det har derfor været svært at samle sig om at læse noget som helst om aftenen, de enkelte aftener er det blot blevet til et enkelt kapitel, inden jeg finder mit hæklegrej frem. For nå ja, jeg har (endelig!) lært at hækle, og jeg er virkelig blevet bidt af det, og de fleste aftener kører fjernsynet bare mens jeg sidder og hækler det ene eller det andet, fordi koncentrationen og overskuddet til at læse bare er nært forsvindende om aftenen. Min læselyst er dog voksende, men overskuddet til at læse følger ikke rigtig med; jeg vil rigtig gerne læse, men kan ikke finde tiden til det. Og alligevel er det blevet til 7 bøger i løbet af det første 8 uger af året.

Jeg startede året med en sukkersød ungdomsbog, Alias Alex, som var rigtig underholdende, men den overraskede desværre ikke. Med det sagt, så gør den præcis hvad den skal i sin genre og jeg nød at læse den. Årets første lydbog var If I Was Your Girl som jeg valgte i mit forsøg på at finde materiale til et forløb til min undervisning, hvor det skulle handle om at være anerledes. Det endte desværre med at jeg ikke fik den brugt, da det ikke lykkede i forhold til tiden. Men bogen var ganske god, selvom der var nogle detaljer jeg ikke var vild med og enkelte ting jeg syntes var lidt for overdrevne tingene taget i betragtning. Jeg forsatte lidt med at forsøge at finde bøger om at være anerledes med Adam Silveras More Happy Than Not, efterfulgt af They Both Die at the End. Sidstnævnte var godt nok min fortrukne, hvor MHTN tog en del tid for mig at føle mig engageret i. Det var som om jeg skulle halvvejs igennem for at blive rigtig fanget af den, hvilket var lidt ærgerligt. TBDATE derimod fangede mig lige fra starten, men det hænger også sammen med at bogen starter brat in media res og har mange ting der skal ske indenfor kort tid. Jeg har kun læst de to af Silvera, men har klart intentioner om at læse flere af ham.

Det blev endelig tid for mig at stifte bekendtskab med Ravnenes hvisken, som har været enormt omtalt de sidste par år, men jeg har bare ikke fået taget mig sammen til at komme i gang, til trods for at den første bog har stået på min hylde siden bogbloggertræf forrige år. Jeg ved ikke om det er fordi der var så store forventninger til bogen fra alle mulige vinkler, men jeg blev ikke blæst omkuld af bogen. Den var rigtig god, men al den nordiske mytologi tog virkelig overhånd. Mere om det i min kommende anmeldelse. Jeg er endelig også begyndt på serien The Queen of the Tearling, igen en bog jeg har haft stående på hylden i jeg ved ikke hvor lang tid. Jeg har endnu kun læst den første i serien, men har i sinde at læse den til ende, inden jeg vil dele min anmeldelse med jer. Årets bedste bog indtil videre er, uden tvivl, En af os lyver, som jeg næsten kom til at læse. Det var en rent tilfælde jeg fik den lånt af en veninde, og gudskelov for at jeg gjorde det, den bog er fantastisk! Hvilket jeg også ranter videre om i min anmeldelse.

Læseplanerne for de kommende måneder bliver ren lystlæsning, samtidig med at jeg har nogle anmelderbøger jeg føler jeg snart burde få taget mig sammen til at læse. Der ligger virkelig også nogle gode i stakken og bare stirrer på mig, om at komme i gang med dem, for jeg vil virkelig gerne læse dem, men jeg skal også bare lige finde tiden til det. Under alle omstændigheder har jeg i hvert fald bare tænkt mig at forsætte med at læse så meget jeg kan komme til. Er der nogle gode bøger I har på læselisten i den nære fremtid?

Continue Reading

En af os lyver (Karen M. McManus, 2017)

Alle har hemmeligheder, ikke? Det, der betyder noget, er hvor langt du vil gå for at beskytte dem.
En helt almindelig mandag eftermiddag mødes fem studerende på Bayview High til eftersidning:

Brownyn, stræberen, som er på vej mod Yale og altid følger reglerne.
Addy, skønheden, som har lagt sit liv i hænderne på sin kæreste.
Nate, forbryderen, som er skolens lokale pusher.
Cooper, stjernen, som er alle pigers drøm og skolens baseball-stjerne.

Og Simon, outsideren, som er manden bag skolens berygtede gossip-app.
… men Simon kommer ikke ud af lokalet i live den mandag. Og tirsdag havde han planlagt at poste noget saftig sladder på sin app om de fire andre. Er én af de fire skyldige i Simons mord? Eller er morderen en helt anden?

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 5 ud af 5 stjerner.

Efter at have læst den her bog forstår jeg godt hvorfor den er blevet hypet, for lige da den dukkede op på min bogradar tænkte jeg ikke nærmere over den. Alligevel lød den ret interessant, og da en bogklubsveninde fortalte at der ville ske et mord indenfor det første kapitel allerede, så var det ikke fordi hun spoilede noget. For det bliver der allerede lagt op til fra bogens forklaring. For det er ikke mordet bogen handler om, men i stedet hvad der sker efterfølgende, især med de 4 personer som bliver viklet ind i hele denne mordaffære. Dertil kan man tilføje at bogen er så proppet med stereotyper, at jeg allerede inden at læse den havde tanker tilbage på ’The Breakfast Club’ – bare med undtagelse af morddelen. Inden jeg skulle overdrage bogen fra veninde til veninde, nåede jeg derfor lige at læse den, og gudskelov for at jeg gjorde det, for sikke en bog! Jeg elsker den, og jeg elsker det brede spektrum af karakterer vi bliver præsenteret for, og hvad de hver især kan bidrage til historien.

Addy sagde mig ikke voldsomt meget til at starte med. Hun var den typiske populære pige, som ikke rigtig havde nogen personlighed og bare fulgte med resten af gruppen i alt hvad der blev sagt og gjort. Heldigvis ændrede det sig ret hurtigt, og hun udvikler sig helt vildt igennem bogen. Jeg syntes faktisk hun er den der ændrer sig mest igennem bogen, og hun endte med at blive en rigtig solid karakter, som jeg syntes rigtig godt om. Selvom det nogle gange virkede som om hun ændrede sig ret for drastisk på så kort tid, så fungerede det alligevel. Jeg valgte at se det som at den personlighed hun finder frem, var der hele tiden, men det var bare undertrykt i den populære klike hun befandt sig i.

”Jeg afviser aldrig Jake. Det er, som min mor sagde, da hun først tog mig med ned for at få p-piller: Hvis du siger nej for mange gange, er der snart en anden, der siger ja. Under alle omstændigheder vil jeg det lige så meget som ham. Jeg lever og ånder for de øjeblikke af nærhed med Jake. Jeg ville kravle ind i ham hvis jeg kunne.”

Cooper var nok ham af de 4 der sagde mig mindst. Måske det også hang sammen med at han var ret så intetsigende i starten. Som hans kæreste selv siger, så er han næsten en robot. Hvilket man også finder ud af at der er en grund til. Personligt havde jeg forudset Coopers hemmelighed lang tid før den reelt blev afsløret. Efter at have læst en håndfuld ungdomsbøger på det seneste lå det næsten i kortene, og derfor blev jeg heller ikke overrasket, men bare begejstret for at jeg havde ret. Cooper ændrede sig ikke ret meget igennem bogen, udover at han begyndte at stå ved hvem han rent faktisk er. Det alene syntes jeg var en god vinkel at få med i bogen, for det er vigtigt for unge at få understreget.

Brownwyn og Nate var de to jeg fandt mest interessante at læse om, hvilket nok også hænger sammen med den historie der udfolder sig mellem de to. Måske er det fordi deres historie minder meget om den man selv sidder og fantaserer lidt om, hvis man enten er den nørdede pige (eller har været det) eller den badboy outcast (eller har været det). Det er den typiske fortælling om modsætninger mødes (og tiltrækkes), men alligevel ikke, for der ligger en ret solid og god baggrundshistorie bag de to, og af samme grund virkede det heller ikke tvunget at deres historie skred frem som den gjorde. Indrømmet; jeg blev enormt skuffet over Nate hen mod slutningen, men så kom epilogen og han vandt mit hjerte igen. Om ikke andet så smeltede det lidt for ham igen.

”Et stød af energi bølger gennem mig, da jeg tager hendes ansigt i mine hænder. Mine fingre holder fast i hendes kinder og hendes kæbelinjer. Det må være adrenalinen, der får mit hjerte til at banke så hurtigt. Hele det der ingen-andre-kan-forstå-det-her-bånd. Eller også er det hendes bløde læber og æbleduftende hår, og den måde hun lægger armene om min hals på, som om hun ikke kan holde tanken om at slippe ud.”

En af os lyver minder meget om en klassisk krimi, og det er derfor den er så god. Der bliver hele tiden afsløret små detaljer og spor i sagen, og samtidig følger man de 4 personer på tværs af hinanden. De forskellige synsvinkler virker bare rigtig godt, og det selvom man måske vil fortrække en over de andre og læse enkelte passager hurtigere end andre. Jeg havde ikke regnet med at bogen ville fange mig så voldsomt som den gjorde, men det gjorde den, og den sidste tredjedel af bogen havde jeg svært ved at ligge fra mig, og gjorde det kun fordi jeg havde brug for søvn til at kunne klare arbejdet næste dag.  Hands down, så er det den bedste bog jeg har læst i år, og jeg forudser at bogen finder hjem til min reol på engelsk på et eller andet tidspunkt, for den læseoplevelse kunne jeg rigtig godt tænke mig. Historien læner sig så meget op af de klassiske krimier fra ’fordumstid’ og jeg forstiller mig at den kun bliver bedre af at blive læst på originalsproget. Jeg kan ikke afslutte på anden måde, end at sige du ikke skal snyde dig selv for denne historie, det er helt klart den bedste bog jeg til dato har læst i år.

Continue Reading
1 2 3 64