Barselslivet #07

Tiden flyver så hurtigt afsted med de der små størrelser, i næste uge runder Emily de 5 måneder! Vi har brugt det meste af sommeren bare på at nyde vores lille pige og hinanden, og slappe godt og grundigt af i bedste selskab af venner og familie. Til trods for hvad mange sundhedsfolk ellers mener, så stortrives Emily og jeg elsker at se hendes smil hver dag. Det er det første jeg ser lige så snart jeg vender mig rundt og siger godmorgen til hende, og mit hjerte smelter hver gang på ny. De sidste 6 uger har far også været hjemme på barsel – han har en uge tilbage, øv – og vi ligger næsten hver morgen og bare snakker og putter lidt med Emily, for at få den bedste start på morgenen.

At have far hjemme på barsel har været fantastisk. Selvom han nogle dage har haft gang i diverse projekter, og det på nogle punkter alligevel har føltes som om han har været på arbejde, så han har jo måske bare lige gået ude i garagen, og det har været så befriende at have ham hjemme til at hjælpe med Emily. Jeg er sikker på hun også har nydt at lege og snakke med sin far, og jeg elsker at se dem pjatte sammen. Vi går dagligt tur med barnevognen, både for at lufte baby og lulle hende i søvn, men også for at vi kommer ud og bevæger os lidt; det er sjovt som han næsten per automatik tager fat i barnevognen og så kan jeg ellers bare tøffe afsted ved siden af. Don’t get me wrong – det er super dejligt at han så gerne vil gå med barnevognen, men på ganske kort tid blev jeg bare meget vant til at det var mig der gik med den.

Udover de mange gode stunder vi har haft i løbet af sommeren, så har vi desværre også været besværet af lægerne igen, igen. Siden sidst har vi måtte indfinde os i nye rytmer for både Emily og mit eget vedkommende. På trods af at amning ikke giver den næring hun skal have, er der ingen af os der er klar til at give helt slip på det, så der ammes stadig når hun har lyst til det. Det er både for at hygge lidt bare os to sammen, men samtidig får hun også de gode antistoffer fra mig af, og så er det bare herligt at sidde i vores egen lille ammeboble, og se hende smile med munden fuld af mælk. Vi har jo så måtte finde en anden måde at give hende den næring hun skal have, og heldigvis vil Emily gerne spise af flaske, som hun så får i dagstimerne. Dertil er vi begyndt både morgen og aften med at spise fast føde, og indtil nu elsker hun det! Det er simpelthen så sjovt at se hendes ansigt hver gang hun prøver noget nyt, men det tager ikke mere end et par mundfulde og så er armene vilde i varmen for at det ikke kan gå hurtigt nok.

For Emily bliver stadig væk målt og vejet – næsten lidt for meget hvis du spørger mig. Vi fik at vide inden seneste vejning, at hvis hun ikke fulgte sin egen kurve, så skulle vi tilbage til børneafdelingen for at finde ud af hvorfor hun ikke tog på, når hun tydeligvis fik den næring hun skulle have. På det punkt var vores læge heldigvis enig i at hun fik nok mad, det var bare et problem at hun ikke tog på af det. Til seneste vejning kommer vi så ind til en anden end vores sædvanlige læge, men Emily skal vejes på egen læges vægt, for at det er den samme vægt hver gang. Den siger at hun har tabt sig ca. 100g! Vi kigger alle sammen på hinanden og lægen syntes heller ikke helt det kan passe, så vi prøver at veje Emily på denne læges vægt. Her har hun så pludselig taget 3-400g på! Det viser sig at vores egen læges vægt, sådan en gammeldags loddevægt, stod skævt på bordet, og derfor måler forkert; så er spørgsmålet om den har gjort det ved hver af de seneste vejninger?! Lang historie kort, så slap vi da for børneafdelingen i denne omgang.

Næste uge skal Emily til det sædvanlige 5 måneders-tjek, og jeg er så spændt på at høre hvad vores egen læge siger denne gang. For med al den mad Emily indtager lige for tiden, så vil jeg slet ikke kunne forstå hvis hun skulle tabe sig. Og 7-9-13 så elsker hun al den mad hun får lige får tiden, hvad end det er bananmos eller blomkålsmos. Og hun er så glad som dagen er lang, og kan ligge og lege mere og mere for sig selv, eller ved siden af mens jeg laver ting i køkkenet eller rydder op i skuffer. Nu kan vi bare krydse fingre for lægetjekket i næste uge går som det skal, så vi snart kan vende tilbage til rutinebesøg af sundhedsvæsenet og ikke se dem så meget at jeg snart ikke kan holde dem ud længere.

Continue Reading

Barselslivet #06

For snart 3 uger siden havde vi barnedåb, og vi kunne dele navnet på vores datter med venner og familie. Vi havde med vilje holdt navnet hemmeligt frem til dåben; det var nok mest mit valg, men jeg syntes der er noget ganske særligt over det faktum at vi har tænkt og grublet over hendes navn, og ville gerne gøre det til noget særligt når det skulle deles med andre end hendes familie. Derfor ville vi gøre forsøget på at holde det hemmeligt frem til dåben, der kom dog et par enkelte undtagelser. Manden kom til at tale over sig en enkelt gang, og navnet skulle jo også på dåbskagen så der måtte vi også afsløre det lidt før selve dåbsdagen. Men for de fleste var det først i kirken, da præsten spurgte, at vi med store smil kunne afsløre lillepigens navn; Emily.

Den weekend hvor Emily blev døbt var en meget begivenhedsrig weekend, for dagen før havde vi besluttet at overraske den nærmeste familie med en tur på rådhuset for at blive gift. Vi har snakket om det en del gange, og i første omgang ville vi faktisk gerne have gjort det som en overraskelse i kirken i forbindelse med dåben, men det var der bare ikke plads til i gudstjenesten den dag vores dåb skulle være. Derfor begyndte vi at tænke i andre baner, og en frokost for nærmeste familie startede derfor på rådhuset først. Hver vores forældre blev så overrasket og glade, endda rørt til tårer og det var bare en rigtig god dag, efterfulgt af endnu en god dag med flere venner og familie til Emilys dåb. Efter sådan en vild weekend er det nu tilbage til hverdagen, og nu er Manden også gået på barsel henover sommeren! J

Men livet som mor er ingen dans på roser. Sådan lyder talemåden vist, og hold da op hvor har den ret. For selv om dagene med smil og latter fra den lille pige er i overtal, så er det som om dagene med tårer fylder mest i hovedet efterfølgende. Tingene er bare ikke nemme nogle gange, og de bliver ikke mindre nemme af at man er magtesløs overfor at kunne gøre noget ved, hvad end man rigtig gerne ville. Som I ved fra mine tidligere barselsfortællinger har vi længe kæmpet med amning herhjemme og Emilys vægt (så lækkert at jeg bare kan skrive navnet!), og det har vi gjort lige siden hun blev født, for hun har aldrig taget det på hun skulle for at lægerne var tilfredse. Hele processen har og er så hård for os alle sammen, at jeg flere gange har været overbevist om at jeg er på vej i en fødselsdepression i en eller anden grad. Jeg er dog ikke nået det punkt helt endnu – 7-9-13 – og når det forhåbentligt heller aldrig. Men nu har vi ramt endnu et vejbump der vil sætte en stopper for alt det hårde arbejde vi har kæmpet med for at amningen skulle øges og bare fungere for Emilys skyld.

På kun 3 uger har Emily kun taget ca. 150g på i vægt, og det går bare ikke. Det skærer mig så dybt i hjertet at måtte indse det, men selvom jeg har masser af mælk til hende, så er der bare ikke nok næring i det til hende. Om hun lå ved brystet 24/7 og åd og åd, så ville der stadig ikke være nok næring til at hun tog det på hun gerne skulle. Det er fandeme et hårdt slag i maven at få at vide, at man ikke kan gøre noget ved det, og at ens krop bare modarbejder til de ønsker man har for sit barn som mor. Jeg ville så gerne have ammet Emily så meget som overhovedet muligt indtil hun kunne begynde på andet mad, og selv der gerne blive ved så længe det kunne lade sig gøre. Men af uforklarlige årsager er der bare ikke nok fedtstof i min mælk til at Emily får det næring hun skal til at vokse. Det piner mig utroligt meget at skulle smide håndklædet i ringen, så at sige, taget i betragtning alt hvad vi har været igennem for at amningen bare skulle fungere. Når man finder ud af at det har været en nyttelys kamp gør det bare tingene værre endnu. Jeg har derfor måtte mig se slået ud, og kampen med amning har slået mig helt af banen.

Jeg har altid troet at det kun var et spørgsmål om man havde for lidt eller for meget mælk. Jeg var ikke klar over det også kunne være fordi at mælken ikke var fed nok. I snart 4 måneder har vi kæmpet og grædt os igennem samtaler med læger og børnelæger, for at finde ud af vi intet kunne have gjort. Når jeg tænker tilbage på alle de test Emily har været igennem for at finde ud af om der var noget galt med hende fordi hun ikke tog nok på i vægt; det kom aldrig på tale at teste om der ’var noget galt’ med mig. Jeg tænker hvor meget lettere det hele ville have været for os, hvis blot vi havde vidst det for 1 eller 2 måneder siden. Alle de tårer vi kunne have været foruden, og alle de læger vi kunne have undgået.

For mig er det som et slag i maven at måtte give op på amning på den måde, og den del af at være mor til Emily. Og jeg kan også mærke at Emily ikke er klar til at slippe brystet, for selvom hun også gerne vil spise af flaske, så er der enkelte gange hvor hun hellere vil have bryst. Og der har jeg altså besluttet at det skal hun have lov til! Det kan godt være det ikke længere er der hun får sin primære næring, men det skal ikke tage hyggen og nærheden ved amningen fra os! Med den bagage vi har med os fra de sidste 4 måneder, så kan jeg mærke vi begge har brug for at holde ved lidt hyggeamning fra tid til anden.

Continue Reading

Sommerferie

Den danske sommer er lunefuld, men den er alligevel så småt på vej her til det nordjyske. Det betyder dase i solen på terrassen med en god bog, eller rettere det gjorde det før i tiden. Det der med at dase med en god bog i det hele taget, har der ikke været voldsomt meget plads til siden baby kom til verden. Mit energiniveau til at læse er også svundet godt og grundigt ind, og mit hoved kan mest af alt bedst håndtere hjernedødt tv når jeg lige har lidt tid for mig selv, uden baby hænger om halsen på mig. Det betyder at læsningen er gået meget i stå lige for tiden. Min ambition om lydbøger er også dalet en smule, for jeg er faldet over Mads og Monopolets podcast, som jeg faktisk helst vil høre lige for tiden, for det er så nemt at slukke for i tilfælde at baby pludselig kræver opmærksomhed. Jeg læser dog stadig en lille smule hist og her, men det bliver ikke til meget. Præcis af den grund har jeg besluttet at bloggen for en gangs skyld skal holde rigtig sommerferie.

Sommerferie på bloggen betyder at der ikke kommer flere boglige indlæg de næste godt og vel 2 måneder, men jeg vil ikke udelukke at der kommer et par indblik i Barselslivet – mest af alt fordi jeg nok får behov for at dele det med jer alle sammen. Så i stedet for at dele med jer hvad jeg har fået læst i juni (1 bog!), så vil jeg hellere spørge hvad I har af planer for jeres sommerferie?

Fra i dag af går vi begge to herhjemme på barsel, og vi har derfor de næste 7 uger sammen med baby. Vi har som sådan ikke lagt nogle planer overhovedet, men det kan være vi skal et par dage i mine forældres sommerhus på et tidspunkt. Ellers har vi ikke planlagt så meget andet end at tilbringe tid med vores datter, resten af familien og gode venner, og vi krydser fingre for at der kan blive et par gode grillaftener henover de næste par uger.

Continue Reading

Ostekartellet + Dåsemakrellen (Mary Uhrenholt, 2017)

Tak til EgoLibris for anmeldereksemplare.

Med sin bedste veninde, Jessie, på sidelinjen har Julie udviklet sig fra en ensom, sky teenager til noget, der minder om en voksen pige med ét mål i livet: At finde én, hun kan putte sig ind til. Det kommer ikke let til hende, men det kommer.
Dåsemakrellen er en letlæselig strandroman om en ung kvindes klodsede og til tider pinlige søgen efter kærligheden. Julie kan ikke gøre for det, hun kommer bare hele tiden galt af sted. Men fordi hun er dagdrømmer og en anelse naiv, bringer selv de underligste situationer hende ikke ud af kurs.

Ostekartellet er en selvstændig efterfølger til romanen Dåsemakrellen. Du tages med på en skør og underholdende rutsjebanetur, hvor du bare skal læse, grine og måske lade dig inspirere. Det er ikke altid for sarte sjæle, og anstødeligt sprogbrug forekommer, men hvis du ikke er sippet, så god læselyst!

(Tekst fra goodreads)

Bøgerne får henholdsvis 2 og 3 ud af 5 stjerner.

En god omgang chick-lit går man sjældent galt i byen med, men der er godt nok også forskel på dem, hvilket Mary Uhrenholts bøger. Jeg har læst både Ostekartellet og Dåsemakrellen og det var to vidt forskellige oplevelser.

Med Ostekartellet blev jeg introduceret for Jessie og hendes vilde singleliv. I første omgang virkede Jessie som en meget udadvendt Bridget Jones, og jeg var underholdt ganske fint på de første sider, men pludselig tog det hele en drejning og jeg blev ærlig talt mere og mere frastødt af Jessies livsstil. Det er ikke fordi jeg betragter mig selv som sippet eller snerpet på nogen måde, men nogle af de ting som Jessie fører ud i livet kunne jeg godt nok ikke se det fede i. Ærlig talt tror jeg selv Samantha fra Sex & the City ville rynke på næsen på et par af de ting hun udsatte sig selv for.

Jessies historie er ellers helt okay, og den følger de meget typiske træk for chick-lit om pigen der ikke vil forelske sig, men selvfølgelig gør det alligevel. Der var da en del scener som jeg trak let på smilebåndet over; det var mest af alt hendes flashback minder som var knap så vilde som det hun var i gang med at udføre. Ostekartellet var en ganske okay bog, men mange scener gjorde at den blev for meget for min smag, men derfor kan jeg godt se at andre måske vil finde den en del sjovere end jeg gjorde.

”Jeg ved godt, at det var lidt mean at køre ham igennem manegen på den måde, men han gik bare med hjem og bollede uden tøven, så jeg tænker, at han har lært en stor lektie af det.”

Dåsemakrellen fortæller om det lidt mindre vilde singleliv som Julie lever, og selvom Julie er bedste ven med Jessie, så kommer hun ikke ud for nær så aparte ting, selvom der sker et par uforklarlige episoder alligevel. Julie som karakter kunne jeg meget bedre forholde mig til, og det hænger nok sammen med at hun minder en lille smule om mig selv, og jeg kunne også meget bedre se lidt mere af den buttede og akavede Bridget Jones i hende. Julies historie var derfor meget mere underholdende for mit vedkommende.

I Dåsemakrellen er det den klassiske historie om pigen der skal finde sig til rette i sit nye parforhold, og ikke mindst lære sin nye kæreste at kende med kæmpe baggrundshistorie og det hele. Dertil er det krydret lidt med pinlige scener med revnede bukser, skægpest efter kæmpe snavegilde og et par andre pinlige ting. Men det er den slags humor jeg syntes fungerer bedst, fordi det for mit vedkommende virker mere realistisk end de ting Jessie udsætter sig selv for.

”Mit skridt brænder, som var der hældt kogende vand direkte derned – ikke at jeg har prøvet det – og jeg forsøger, så godt jeg kan, at sidde på den ene balle, imens jeg tænker på, at hvis jeg ikke snart kommer op at stå, så skriger jeg. Jeg er ikke sikker på, at jeg ikke har fået gnavet et decideret hul.”

Bøgerne kan sagtens læses hver for sig, og hvis jeg skal være ærlig har jeg faktisk kun lyst til at anbefale Dåsemakrellen. Medmindre man render rundt med en lille indre Samantha (Sex & the City, så er Ostekartellet klart en udfordring man kan tage på sig. Personligt er jeg mere til de stille og pinlige udskejelser fra Dåsemakrellen, som jeg kunne lettere le af.

Continue Reading

Barselslivet #05

Der går ikke en dag hvor jeg ikke bliver rørt til tårer i livet som mor – om det er fordi baby smiler til mig når hun hører min stemme, eller fordi hun ikke vil sove og skriver i vilden sky og jeg selv er i søvnunderskud eller fordi hun ikke vil spise og bliver ved med at afvise brystet det er vildt forskelligt. Under alle omstændigheder har vi vores gode dage og vores dårlige dage; det er bare lidt som om baby presser 7 af hver ind på et af mine døgn. Hun udvikler sig så enormt hurtigt og der sker nye ting næsten hver dag, men jeg elsker at se hvordan hun ændrer sig fra dag til dag, og især nu hvor hun er begyndt at finde nye lyde.

Da vi kom ind til lægerne for snart en måned siden var jeg fuldt ud parat til at sende dem et langt stykke af hekkenfeldt til. Jeg var næsten allerede oppe i det røde felt og klar til at give dem ordentlig besked, men…. Heldigvis havde baby været så dygtig at tage nok på (ikke mindst fordi vi havde stopfodret hende ekstra med flaske hele tiden), så lægerne var tilfredse og de så ikke mere behov for at se os. Jeg siger dig jeg var ovenud lykkelig da de sagde det. Men det ændrer ikke på den kamp vi har været igennem, og stadig sidder i. For hele oplevelsen sidder stadig i mig kan jeg mærke. Amningen går lettere, men det er faktisk ikke takket være sundhedsvæsenet.

Sygehuset kan mange ting, men når jeg sidder og tænker tilbage er der en meget stor ting jeg er utrolig skuffet over fra deres side: Amning! Som førstegangsforældre ved man intet, og jeg mener intet. Man ved ikke bedre og man tager til takke med hvad sygeplejerskerne siger til en, fordi man jo går ud fra at de ved hvad de snakker om. Det er desværre bare ikke altid tilfældet har jeg efterfølgende fundet ud af. Da jeg skal starte med at amme mit lille barn tænker jeg at det kommer til at gå helt vildt nemt, og det kan baby da sagtens finde ud af, men det var ikke tilfældet. Da baby har gulsot er det som om hun har for svært ved at tage fat ved brystet og at vorterne er for bløde til at hun kan tage ved. Sygeplejerskerne giver mig straks ret, men i stedet for at hjælpe mig til at komme godt i gang på korrekt vis, stikker de mig de såkaldte ammebrikker i hånden som eneste hjælp. Og jo jo, det hjalp da også i den første tid, men som ugerne gik blev lægerne ved med at påstå at de var en del af problemet til at baby ikke tog nok på i vægt – fordi hun brugte for mange kræfter på at sutte, og blev træt inden hun blev mæt. Her er det jeg bliver lidt sur; for hvis ammebrikker bliver betragtet så negativt, hvorfor udleverer de dem så i stedet for at hjælpe en på bedste vis til at starte amning korrekt? Fordi de ikke er uddannet nok til det, eller har tiden, er desværre svaret. Jeg har læst så mange artikler på nettet og snakket med veninder og amme-eksperter, der alle bander de ammebrikker væk, og jeg forstår slet ikke hvorfor man ikke får den rette hjælp i stedet for den nemme.

Heldigvis har baby været dygtig og pludselig fandt hun selv ud af at spise uden de fordømte brikker og det hele er blevet meget nemmere siden da. Hvordan vi slap af med dem er svært at sige, det skete bare lige en aften hvor Kæresten nærmest skubbede hende ind til brystet og siden da har vi ikke haft brug for ammebrikkerne længere. Baby får stadig flasker med erstatning nogle gange i døgnet, for ved efterfølgende kontrolvejninger viser det sig at hun stadig ikke tager nok på, til trods for at vi er sluppet for ammebrikkerne. Somme tider bliver hun også så hysterisk overtræt at hun hverken vil det ene eller det andet, og så for at hun får noget at spise må det blive på flasken. For selvom vi er sluppet af med lægerne hængende over nakken, så føler jeg stadig de er der, bare usynlige. Hver gang baby nægter brystet bliver jeg så ked af det, fordi jeg straks tænker ’åh nej, mit barn spiser ikke nok! Nu kommer lægerne efter os igen!’ og så begynder jeg at græde igen, og igen da jeg giver hende en flaske fordi hun ikke vil ligges til brystet.

Der findes ingen logisk forklaring hvorfor jeg har det så svært ved at skulle opgive amning. Før fødsel var jeg ikke så berørt af det, dengang tænkte jeg at så længe hun bare fik noget at spise så var det lige meget om det var hos mig eller en flaske. Efter fødsel er det som om der er noget i min krop, der bare ikke vil give slip på den ene ting, men det kan ikke forklares. For logisk og rationelt kan jeg godt se at der intet er i vejen for at mit barn bliver et flaskebarn, men emotionelt er det noget helt andet. Især når jeg begynder at sammenligne det med andre mødre, hvor amning og vægtstigning bare går som det skal og der er ingen problemer overhovedet. Jeg kan som sagt ikke forklare det, men jeg tror at jeg sagtens kan sige at det hænger sammen med alt det vi har været igennem med lægerne og de mange undersøgelser mit barn har været igennem for at se om de kunne finde noget galt med hende – hvilket de selvfølgelig ikke kunne, for hun fejler intet – som har stresset mig og taget ammeglæden fra mig på mange punkter. Vi kæmper videre herhjemme, nu er baby 3 måneder og om ikke så længe har vi barnedåb hvor vi vil afsløre navnet for familie og venner. Jeg håber blot frem til næste kontrolvejning at mit barn snart kan opfylde de forventninger og kurver som sundhedspersonalet så gerne vil proppe hende ind i.

Continue Reading

Winterspell (Claire Legrand, 2014)

New York City, 1899. Clara Stole, the mayor’s ever-proper daughter, leads a double life. Since her mother’s murder, she has secretly trained in self-defense with the mysterious Drosselmeyer.
Then, on Christmas Eve, disaster strikes.
Her home is destroyed, her father abducted—by beings distinctly not human. To find him, Clara journeys to the war-ravaged land of Cane. Her only companion is the dethroned prince Nicholas, bound by a wicked curse. If they’re to survive, Clara has no choice but to trust him, but his haunted eyes burn with secrets—and a need she can’t define. With the dangerous, seductive faery queen Anise hunting them, Clara soon realizes she won’t leave Cane unscathed—if she leaves at all.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 3 ud af 5 stjerner.

Normalt er det primært eventyr jeg læser genfortællinger af, men der dukker også andre genfortællinger op engang imellem som fanger min opmærksomhed; som Winterspell der er en genfortælling af Nøddeknækkeren. Genfortællinger har det for det meste med enten at være helt vildt gode, eller ret så elendige. Winterspell var lidt af en mellemting og det var der flere årsager til. Nu er det godt nok ved at være et års tid siden jeg læste den rigtige Nøddeknækker, men jeg syntes der var elementer i den her historie som slet ikke passede ind i hvad jeg husker fra den originale. Det er lidt svært at forklare uden at afsløre for meget, men jeg skal gøre et forsøg. Historien følger Clara og de problemer hendes familie står overfor, ikke mindst efter moderens død har efterladt Clara, hendes far og søster med mange ubesvarede spørgsmål og huller af tomhed. Dertil kommer der de skumle typer, der gerne vil kontrollere så meget som muligt af Claras fars arbejde. Pludselig bliver vi introduceret for det parallelle univers, hvor det lader til at Clara er lidt af en anormalitet, men alligevel er hun særlig på den gode måde.

Claras historie er faktisk godt fortalt, og jeg var med på det eventyr hun blev udsat for. Hvad der desværre satte lidt af en dæmper på det hele var Clara selv. På den ene side er hun en bad-ass der ikke er bange for at bryde ind og stjæle vigtige dokumenter og kamptræne, på den anden side er hun desværre ret ynkelig og ikke lige hvad man kan kalde en heltinde. Det skal hun vokse en del for at kunne indtage den rolle, og selv i slutningen af bogen syntes jeg ikke helt hun formår at påtage sig den rolle fuldstændig. I mine øjne forbliver hun dog lidt af en heltinde i træning, der ikke når helt til tops på det punkt, og det gør desværre – for mit vedkommende – noget ved historien.

Jeg kunne mærke at jeg ikke levede mig nær så meget ind i historien fordi Clara flere gange irriterede mig. Hun er en meget vægelsindet person, og det gik mig på nerverne hele tiden. Hun tvivlede hele tiden på sig selv og træf dårlige beslutninger, som gjorde at historien tog nye drejninger. Som så mange andre YA genfortællinger er der jo også en romance i denne bog; Clara er selvfølgelig forelsket i den såkaldte nøddeknækker. Men det forhold virkede også bare forskruet hele tiden, og jeg syntes faktisk det var et alt for mærkeligt forhold.

Samlet set var der mange små detaljer ved bogen jeg godt kunne lide – hele forbandelsen og den måde magi er indarbejdet i fortællingen kunne jeg rigtig godt lide. Jeg var også meget fascineret af det parallelle univers med flere forskellige grader af feer og deres forskellige indbyrdes forhold. Det der bare blev ved med at trække historien ned var karaktererne, og når det er tilfældet er der ikke så meget andet at gøre.

Continue Reading

Norse Mythology (Neil Gaiman, 2017)

Neil Gaiman has long been inspired by ancient mythology in creating the fantastical realms of his fiction. Now he turns his attention back to the source, presenting a bravura rendition of the great northern tales. In Norse Mythology, Gaiman fashions primeval stories into a novelistic arc that begins with the genesis of the legendary nine worlds; delves into the exploits of the deities, dwarves, and giants; and culminates in Ragnarok, the twilight of the gods and the rebirth of a new time and people. Gaiman stays true to the myths while vividly reincarnating Odin, the highest of the high, wise, daring, and cunning; Thor, Odin’s son, incredibly strong yet not the wisest of gods; and Loki, the son of a giant, a trickster and unsurpassable manipulator. From Gaiman’s deft and witty prose emerges the gods with their fiercely competitive natures, their susceptibility to being duped and to dupe others, and their tendency to let passion ignite their actions, making these long-ago myths breathe pungent life again.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Vi kender alle sammen til mange af de nordiske myter og historier, men mange er også knap så kendte. Da jeg opdagede at Neil Gaiman havde besluttet sig for at gengive den nordiske mytologi med sine egne ord, blev jeg straks nysgerrig for hvordan han havde tænkt sig at videreformidle dem, og ikke mindst fordi manden jo er brite. Jeg syntes hele ideen om en brite der gengiver de nordiske historier var spændende i sig selv.

Gaiman gør det klart at det ikke altid handler så meget om myterne i sig selv, men glæden ved at fortælle dem videre til nogen. Og det skinner også igennem bogen når man læser den. For selve historierne er der ikke pillet så meget ved, ikke at man kan pille ved dem tror jeg. Til gengæld er der kræset om måden de bliver fortalt, og hvis man – som jeg gjorde – også lytter lidt til lydbogen fra tid til anden, som er oplæst af Gaiman selv, så er det bare kræs for ørerne.

”That’s the joy of myths. The fun comes in telling them yourself – something I warmly encourage you to do, you person reading this. Read the stories in this book, then make them your own, and on some dark and icy winter’s evening, or on a summer night when the sun will not set, tell your friends what happened when Thor’s hammer was stolen, or how Odin obtained the mead of poetry for the gods…”

Jeg syntes derfor det er svært at anmelde den her bog, for indholdet er ikke som sådan Gaimans eget materiale, og det er noget materiale man har hørt før eller kender en del til. Personligt kunne jeg genkende mange af historierne fra de mange gange jeg har set julekalenderen Jul i Valhal. For historierne er de samme, men det var sjovt at se at de faktisk ikke var meget anerledes bare fordi de blev fortalt af en brite. Historien om hvordan Odin mistede sit ene øje er den samme hvad enten jeg fortæller den, eller Gaiman eller en helt 3 person, og det er det smukke ved myterne på den måde.

Hvis man vil læse den her bog, skal man ikke gøre det fordi man vil læse endnu en rigtig god Gaiman historie. Man skal til gengæld læse den, hvis man vil høre om de nordiske guder med frisk ører/øjne og blive mindet om den kærlighed alle guderne havde for Balder, og de intriger som Loke var med til at sætte i gang hver eneste dag. Og så skal man læse den bare fordi den er rigtig godt fortalt.

Continue Reading

Den usynlige Ivan Isaenko (Scott Stambach, 2017)

Tak til Politikens Forlag for anmeldereksemplar.

På Hospitalet For Alvorligt Syge Børn i Mazyr i Hviderusland afleveres de uhelbredeligt syge og misdannede børn, der stadig fødes efter katastrofen i Tjernobyl. Derved bliver de usynlige for en verden, der helst vil glemme dem. Her har Ivan Isaenko henslæbt alle sine sytten år. Hans krop er ødelagt, men hans hjerne fejler ingenting; den er skarp som en ragekniv. Ivan Isaenko aflæser alting omkring sig med en skræmmende klar indsigt. Han kaster sig over alle de bøger, han kan få sine tre fingre i og gennemfører de besværlige daglige rutiner med snilde og overmenneskelig udholdenhed.

Lige indtil Polina ankommer. Hun har leukæmi, hun er irriterende, hun stjæler hans bøger og forstyrrer hans rutiner. Men det værste er, at hun får ham til at føle noget. Han har holdt ud, fordi han aldrig har ønsket sig noget. Nu ønsker han sig brændende, at Polina skal leve.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

En bog om børn skadet på grund af stråling og andre kemiske årsager; det lyder ikke lige umiddelbart som en dans på roser eller en bog man vil blive i godt humør af. Men det bliver man alligevel lidt og det er mest af alt på grund af bogens hovedperson; Ivan. Da jeg faldt over beskrivelsen til denne bog indrømmer jeg at jeg i første omgang afskrev den lidt, for jeg syntes den lød alt for barsk. Efter at flere andre anmeldte den med positive og rørende ord bukkede jeg under og måtte også få fingeren i at læse den, og det er jeg enormt glad for at jeg gjorde.

Historien om Ivan er ikke den sædvanlige historie om at finde sig selv, for det er en historie om at Ivan skal finde ud af hvem han er, ikke bare som person, men rent konkret også for han blev efterladt af en mor han intet ved om. Dertil er Ivan så skadet at hans krop næsten ikke er en krop, men trods det så er Ivan meget mere i live end så mange andre, og ikke mindst har han en livsglæde som mange vil være misundelig på. Jeg sad i hvert fald flere gange og var imponeret over hvor ihærdig Ivan er på livet, og jeg fik flere gange et smil på læben over hans syn på livet.

”Jeg har talt med direktøren to gange på sytten år: en gang om min penis, og en gang, hvor jeg havde drukket mig fuld i hans vodka.”

Man vil måske ikke tro det, men historien er også sjov og det selvom det også er en bog der handler om døden og at acceptere den. For når man bor på et hjem hvor syge børn kommer og går, så vil mange måske have et noget andet syn på livet, men ikke Ivan, og hold nu op hvor der kommer nogle sjove situationer ud af den måde Ivan har besluttet at leve sit liv. Der var flere gange hvor jeg bogstaveligt talt skrald grinede højlydt, eller måtte læse passager op fra bogen for Kæresten, fordi de var for sjove til ikke at dele med andre. Og det er i virkeligheden denne bogs styrke.

”Men mens jeg ser fjernsyn eller stirrer ud gennem de tremmevinduer, der er drysset ud her og der i institutionen, er min yndlingsbeskæftigelse at lade, som om jeg er i koma, og lytte til lægernes og sygeplejerskernes samtaler. Denne forstilte mangel på tilstedeværelse afvæbner de voksne, så der kommer længere ucensurerede talestrømme; det er den eneste måde, hvorpå jeg kan få adgang til præcise nyheder og information.”

Jeg syntes faktisk den her bog er meget bedre end jeg havde troet den ville være, og den skal klart læses igen på et tidspunkt, og det havde jeg slet ikke regnet med. Jeg blev meget betaget af Ivan som person, og jeg syntes hans livshistorie var gribende, og det selvom han jo er en fiktiv person i modsætning til hvad bogen forsøger at lade os tro. Hvilket jeg syntes var endnu en fin detalje, for jeg er (desværre) ikke i tvivl om at der sikkert findes, eller har været, denne slags hjem med den slags børn, og at læse en historie om et bud på sådan et barn, gør at man måske ikke mister hele troen på os som mennesker og vores livsglæde. Grunden til jeg ikke giver den topkarakter er nok det faktum at jeg ikke brød mig om slutningen, mere vil jeg ikke sige om det, for det vil afsløre for meget. I sidste ende må jeg nok også indrømme at den lå så tæt på virkeligheden at det skræmte mig, hvilket nok også gør at jeg ikke kan give den topkarakter. Det lyder måske underligt, men jeg kan ikke forklare det anderledes end det.

Continue Reading

Maj Wrap-Up

Maj måned har været mærkelig for på den ene side er den gået alt for hurtigt samtidig med den har været rigtig lang. Baby optager stadig størstedelen af min tid herhjemme i barselsboblen og det betyder at der ikke er megen tid tilovers til læsning. Barselsboblen betyder også at jeg ikke foretager mig synderligt mange ting uden baby, vi er for eksempel begyndt til babysvømning, hvor vi for første gang har dykket baby helt under vand – hvilket var mere grænseoverskridende for mor end baby. Med alt hvad familielivet indebærer, betyder det også at jeg kun har fået læst 3 bøger denne måned.

Maj måned har været Maas måned, mere præcis Sarah J Maas, for ikke nok med at jeg fik færdiglæst A Court of Mist and Fury for anden gang, så fik jeg også gjort trilogien færdig med hendes seneste udgivelse; A Court of Wings and Ruin. Godt nok blæste ACOWAR mig ikke nær så meget bagover som ACOMAF gjorde, men den havde stadig en mega fængende historie og nogle solide plottwists. Men det må I vente at høre mere om i en fremtidig anmeldelse af min hele mening. Udover at jeg i min fiktive verden næsten udelukkende har levet i Maas’ univers, blev der også lige tid til lidt chick-litt. Dåsemakrellen var anden bog om venindeparret Julie og Jessie, denne gang fra Julies synspunkt, og denne her tiltalte mig en smule mere end Ostekartellet. Den fik mig ikke til at skraldgrine højt på noget tidspunkt, men jeg kunne mere se de sjove situationer i den her bog i forhold til den anden.

For tiden sover baby ikke voldsomt meget om dagen, så det er begrænset hvad tid jeg har til mig selv og det påvirker selvfølgelig også læsetid. I juni har vi også en barnedåb at tage os af, så der er rigeligt at se til herhjemme. Mit minimål om at læse 4 bøger om måneden er derfor også sat lidt på standby for tiden, ikke mindst fordi vi også lige om lidt går på sommerferie hvor Kæresten også har taget barsel til rigtig familietid. Jeg har endnu ikke besluttet om bloggen går helt og aldeles på sommerferie, men den kommer i hvert fald nok til at løbe med meget mindre skridt end den har gjort indtil nu.

Hvordan har jeres maj måned set ud? Og hvad planlægger I at læse i juni måned?

Continue Reading

Cruel Beauty (Rosamund Hodge, 2014)

Betrothed to the evil ruler of her kingdom, Nyx has always known that her fate was to marry him, kill him, and free her people from his tyranny. But on her seventeenth birthday when she moves into his castle high on the kingdom’s mountaintop, nothing is what she expected—particularly her charming and beguiling new husband. Nyx knows she must save her homeland at all costs, yet she can’t resist the pull of her sworn enemy—who’s gotten in her way by stealing her heart.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 2 ud af 5 stjerner.

Som I sikkert godt ved, så elsker jeg en god genfortælling af de klassiske eventyr. Cruel Beuaty er en genfortælling af Skønheden og & Udyret, som er et af mine absolut favorit eventyr. Måske var det også derfor at jeg havde ret store forventninger til historien. Der skete bare det, at de forventninger desværre ikke blev indfriet som jeg havde håbet på. Dertil skal det også siges, at jeg personligt syntes der blev blandet en genre eller to for meget ind i historien, hvilket gjorde at der var dele jeg ikke rigtig brød mig om.

Vores hovedperson, Nyx, er lovet væk til den ædle herre, men udover at hun skal være hans kommende ægtemand er det også meningen hun skal forsøge at slå ham ihjel, eftersom han er frygtet af hele byen/landet. Det er hvad Nyx er blevet opdraget til hele sit liv, og på mange punkter er det godt at hun kommer væk fra en familie, som i bund og grund ikke rigtig ser hende som en del af familien, men i stedet som et redskab for at opnå et mål.

”I dropped into my chair with a thump, my throat tight. Against all odds, I had found an ally. Someone who called me his hope and kissed my hand.”

Efter for nylig også at have genlæst den originale fortælling af Skønheden & Udyret, må jeg indrømme at jeg bryder mig endnu mindre om den her genfortælling. Der bliver blandet en del mytologi fra gammel græsk tro ind i historien også, og som sådan er der ikke noget galt i det, men jeg syntes det blev for meget og alt for forvirrende til den her historie. Pludselig er det ikke længere en historie om skønheden skal redde udyret, jo jo, det skal hun stadig, men nu bliver det i forlængelse også resten af verden hun skal redde fra de her mega sure guder. Det stemmer ikke helt overens i mit hoved, og det var en smule irriterende at komme på de her sidespor i historien på en eller anden måde.

Dertil er Nyx også lidt af en… ja, hvad er det pæne ord man kan bruge? For at sige det pænt, så er hun ikke just jomfruelig, og hendes valg på de punkter undrede mig en smule. Det startede ud med at hun næsten smider sig i armene på sin nye mand, selvom hun ikke har spor lyst, men fordi det er det hun er blevet opdraget til. Senere deler hun så sin opmærksomhed mellem to ’mænd’, og der går ret lang tid før hun begynder at føle skyld ved det faktum. Den såkaldte kærlighed hun udvikler til sin mand, kommer også meget underlig ind i historien, og den er alligevel ikke nok til at hun stadig vil gøre alt som hendes familie beder hende om.

”I forced myself forward. He was the enemy. I had to stop him.”

For at sige det lige ud, så har jeg læst en del genfortællinger efterhånden, og den her er desværre ikke en af de bedre, og jeg tvivler på at jeg vil mindes den om nogle måneder. Hvilket er synd, for da jeg læste bagsideteksten syntes jeg den lød rigtig spændende. Desværre udformede historien sig til noget helt andet end hvad jeg havde forventet, sådan er det bare nogle gange. Øv bøv, bedre held næste gang med at finde en ny genfortælling.

 

Continue Reading
1 2 3 60