Ostekartellet + Dåsemakrellen (Mary Uhrenholt, 2017)

Tak til EgoLibris for anmeldereksemplare.

Med sin bedste veninde, Jessie, på sidelinjen har Julie udviklet sig fra en ensom, sky teenager til noget, der minder om en voksen pige med ét mål i livet: At finde én, hun kan putte sig ind til. Det kommer ikke let til hende, men det kommer.
Dåsemakrellen er en letlæselig strandroman om en ung kvindes klodsede og til tider pinlige søgen efter kærligheden. Julie kan ikke gøre for det, hun kommer bare hele tiden galt af sted. Men fordi hun er dagdrømmer og en anelse naiv, bringer selv de underligste situationer hende ikke ud af kurs.

Ostekartellet er en selvstændig efterfølger til romanen Dåsemakrellen. Du tages med på en skør og underholdende rutsjebanetur, hvor du bare skal læse, grine og måske lade dig inspirere. Det er ikke altid for sarte sjæle, og anstødeligt sprogbrug forekommer, men hvis du ikke er sippet, så god læselyst!

(Tekst fra goodreads)

Bøgerne får henholdsvis 2 og 3 ud af 5 stjerner.

En god omgang chick-lit går man sjældent galt i byen med, men der er godt nok også forskel på dem, hvilket Mary Uhrenholts bøger. Jeg har læst både Ostekartellet og Dåsemakrellen og det var to vidt forskellige oplevelser.

Med Ostekartellet blev jeg introduceret for Jessie og hendes vilde singleliv. I første omgang virkede Jessie som en meget udadvendt Bridget Jones, og jeg var underholdt ganske fint på de første sider, men pludselig tog det hele en drejning og jeg blev ærlig talt mere og mere frastødt af Jessies livsstil. Det er ikke fordi jeg betragter mig selv som sippet eller snerpet på nogen måde, men nogle af de ting som Jessie fører ud i livet kunne jeg godt nok ikke se det fede i. Ærlig talt tror jeg selv Samantha fra Sex & the City ville rynke på næsen på et par af de ting hun udsatte sig selv for.

Jessies historie er ellers helt okay, og den følger de meget typiske træk for chick-lit om pigen der ikke vil forelske sig, men selvfølgelig gør det alligevel. Der var da en del scener som jeg trak let på smilebåndet over; det var mest af alt hendes flashback minder som var knap så vilde som det hun var i gang med at udføre. Ostekartellet var en ganske okay bog, men mange scener gjorde at den blev for meget for min smag, men derfor kan jeg godt se at andre måske vil finde den en del sjovere end jeg gjorde.

”Jeg ved godt, at det var lidt mean at køre ham igennem manegen på den måde, men han gik bare med hjem og bollede uden tøven, så jeg tænker, at han har lært en stor lektie af det.”

Dåsemakrellen fortæller om det lidt mindre vilde singleliv som Julie lever, og selvom Julie er bedste ven med Jessie, så kommer hun ikke ud for nær så aparte ting, selvom der sker et par uforklarlige episoder alligevel. Julie som karakter kunne jeg meget bedre forholde mig til, og det hænger nok sammen med at hun minder en lille smule om mig selv, og jeg kunne også meget bedre se lidt mere af den buttede og akavede Bridget Jones i hende. Julies historie var derfor meget mere underholdende for mit vedkommende.

I Dåsemakrellen er det den klassiske historie om pigen der skal finde sig til rette i sit nye parforhold, og ikke mindst lære sin nye kæreste at kende med kæmpe baggrundshistorie og det hele. Dertil er det krydret lidt med pinlige scener med revnede bukser, skægpest efter kæmpe snavegilde og et par andre pinlige ting. Men det er den slags humor jeg syntes fungerer bedst, fordi det for mit vedkommende virker mere realistisk end de ting Jessie udsætter sig selv for.

”Mit skridt brænder, som var der hældt kogende vand direkte derned – ikke at jeg har prøvet det – og jeg forsøger, så godt jeg kan, at sidde på den ene balle, imens jeg tænker på, at hvis jeg ikke snart kommer op at stå, så skriger jeg. Jeg er ikke sikker på, at jeg ikke har fået gnavet et decideret hul.”

Bøgerne kan sagtens læses hver for sig, og hvis jeg skal være ærlig har jeg faktisk kun lyst til at anbefale Dåsemakrellen. Medmindre man render rundt med en lille indre Samantha (Sex & the City, så er Ostekartellet klart en udfordring man kan tage på sig. Personligt er jeg mere til de stille og pinlige udskejelser fra Dåsemakrellen, som jeg kunne lettere le af.

Continue Reading

Barselslivet #05

Der går ikke en dag hvor jeg ikke bliver rørt til tårer i livet som mor – om det er fordi baby smiler til mig når hun hører min stemme, eller fordi hun ikke vil sove og skriver i vilden sky og jeg selv er i søvnunderskud eller fordi hun ikke vil spise og bliver ved med at afvise brystet det er vildt forskelligt. Under alle omstændigheder har vi vores gode dage og vores dårlige dage; det er bare lidt som om baby presser 7 af hver ind på et af mine døgn. Hun udvikler sig så enormt hurtigt og der sker nye ting næsten hver dag, men jeg elsker at se hvordan hun ændrer sig fra dag til dag, og især nu hvor hun er begyndt at finde nye lyde.

Da vi kom ind til lægerne for snart en måned siden var jeg fuldt ud parat til at sende dem et langt stykke af hekkenfeldt til. Jeg var næsten allerede oppe i det røde felt og klar til at give dem ordentlig besked, men…. Heldigvis havde baby været så dygtig at tage nok på (ikke mindst fordi vi havde stopfodret hende ekstra med flaske hele tiden), så lægerne var tilfredse og de så ikke mere behov for at se os. Jeg siger dig jeg var ovenud lykkelig da de sagde det. Men det ændrer ikke på den kamp vi har været igennem, og stadig sidder i. For hele oplevelsen sidder stadig i mig kan jeg mærke. Amningen går lettere, men det er faktisk ikke takket være sundhedsvæsenet.

Sygehuset kan mange ting, men når jeg sidder og tænker tilbage er der en meget stor ting jeg er utrolig skuffet over fra deres side: Amning! Som førstegangsforældre ved man intet, og jeg mener intet. Man ved ikke bedre og man tager til takke med hvad sygeplejerskerne siger til en, fordi man jo går ud fra at de ved hvad de snakker om. Det er desværre bare ikke altid tilfældet har jeg efterfølgende fundet ud af. Da jeg skal starte med at amme mit lille barn tænker jeg at det kommer til at gå helt vildt nemt, og det kan baby da sagtens finde ud af, men det var ikke tilfældet. Da baby har gulsot er det som om hun har for svært ved at tage fat ved brystet og at vorterne er for bløde til at hun kan tage ved. Sygeplejerskerne giver mig straks ret, men i stedet for at hjælpe mig til at komme godt i gang på korrekt vis, stikker de mig de såkaldte ammebrikker i hånden som eneste hjælp. Og jo jo, det hjalp da også i den første tid, men som ugerne gik blev lægerne ved med at påstå at de var en del af problemet til at baby ikke tog nok på i vægt – fordi hun brugte for mange kræfter på at sutte, og blev træt inden hun blev mæt. Her er det jeg bliver lidt sur; for hvis ammebrikker bliver betragtet så negativt, hvorfor udleverer de dem så i stedet for at hjælpe en på bedste vis til at starte amning korrekt? Fordi de ikke er uddannet nok til det, eller har tiden, er desværre svaret. Jeg har læst så mange artikler på nettet og snakket med veninder og amme-eksperter, der alle bander de ammebrikker væk, og jeg forstår slet ikke hvorfor man ikke får den rette hjælp i stedet for den nemme.

Heldigvis har baby været dygtig og pludselig fandt hun selv ud af at spise uden de fordømte brikker og det hele er blevet meget nemmere siden da. Hvordan vi slap af med dem er svært at sige, det skete bare lige en aften hvor Kæresten nærmest skubbede hende ind til brystet og siden da har vi ikke haft brug for ammebrikkerne længere. Baby får stadig flasker med erstatning nogle gange i døgnet, for ved efterfølgende kontrolvejninger viser det sig at hun stadig ikke tager nok på, til trods for at vi er sluppet for ammebrikkerne. Somme tider bliver hun også så hysterisk overtræt at hun hverken vil det ene eller det andet, og så for at hun får noget at spise må det blive på flasken. For selvom vi er sluppet af med lægerne hængende over nakken, så føler jeg stadig de er der, bare usynlige. Hver gang baby nægter brystet bliver jeg så ked af det, fordi jeg straks tænker ’åh nej, mit barn spiser ikke nok! Nu kommer lægerne efter os igen!’ og så begynder jeg at græde igen, og igen da jeg giver hende en flaske fordi hun ikke vil ligges til brystet.

Der findes ingen logisk forklaring hvorfor jeg har det så svært ved at skulle opgive amning. Før fødsel var jeg ikke så berørt af det, dengang tænkte jeg at så længe hun bare fik noget at spise så var det lige meget om det var hos mig eller en flaske. Efter fødsel er det som om der er noget i min krop, der bare ikke vil give slip på den ene ting, men det kan ikke forklares. For logisk og rationelt kan jeg godt se at der intet er i vejen for at mit barn bliver et flaskebarn, men emotionelt er det noget helt andet. Især når jeg begynder at sammenligne det med andre mødre, hvor amning og vægtstigning bare går som det skal og der er ingen problemer overhovedet. Jeg kan som sagt ikke forklare det, men jeg tror at jeg sagtens kan sige at det hænger sammen med alt det vi har været igennem med lægerne og de mange undersøgelser mit barn har været igennem for at se om de kunne finde noget galt med hende – hvilket de selvfølgelig ikke kunne, for hun fejler intet – som har stresset mig og taget ammeglæden fra mig på mange punkter. Vi kæmper videre herhjemme, nu er baby 3 måneder og om ikke så længe har vi barnedåb hvor vi vil afsløre navnet for familie og venner. Jeg håber blot frem til næste kontrolvejning at mit barn snart kan opfylde de forventninger og kurver som sundhedspersonalet så gerne vil proppe hende ind i.

Continue Reading

Winterspell (Claire Legrand, 2014)

New York City, 1899. Clara Stole, the mayor’s ever-proper daughter, leads a double life. Since her mother’s murder, she has secretly trained in self-defense with the mysterious Drosselmeyer.
Then, on Christmas Eve, disaster strikes.
Her home is destroyed, her father abducted—by beings distinctly not human. To find him, Clara journeys to the war-ravaged land of Cane. Her only companion is the dethroned prince Nicholas, bound by a wicked curse. If they’re to survive, Clara has no choice but to trust him, but his haunted eyes burn with secrets—and a need she can’t define. With the dangerous, seductive faery queen Anise hunting them, Clara soon realizes she won’t leave Cane unscathed—if she leaves at all.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 3 ud af 5 stjerner.

Normalt er det primært eventyr jeg læser genfortællinger af, men der dukker også andre genfortællinger op engang imellem som fanger min opmærksomhed; som Winterspell der er en genfortælling af Nøddeknækkeren. Genfortællinger har det for det meste med enten at være helt vildt gode, eller ret så elendige. Winterspell var lidt af en mellemting og det var der flere årsager til. Nu er det godt nok ved at være et års tid siden jeg læste den rigtige Nøddeknækker, men jeg syntes der var elementer i den her historie som slet ikke passede ind i hvad jeg husker fra den originale. Det er lidt svært at forklare uden at afsløre for meget, men jeg skal gøre et forsøg. Historien følger Clara og de problemer hendes familie står overfor, ikke mindst efter moderens død har efterladt Clara, hendes far og søster med mange ubesvarede spørgsmål og huller af tomhed. Dertil kommer der de skumle typer, der gerne vil kontrollere så meget som muligt af Claras fars arbejde. Pludselig bliver vi introduceret for det parallelle univers, hvor det lader til at Clara er lidt af en anormalitet, men alligevel er hun særlig på den gode måde.

Claras historie er faktisk godt fortalt, og jeg var med på det eventyr hun blev udsat for. Hvad der desværre satte lidt af en dæmper på det hele var Clara selv. På den ene side er hun en bad-ass der ikke er bange for at bryde ind og stjæle vigtige dokumenter og kamptræne, på den anden side er hun desværre ret ynkelig og ikke lige hvad man kan kalde en heltinde. Det skal hun vokse en del for at kunne indtage den rolle, og selv i slutningen af bogen syntes jeg ikke helt hun formår at påtage sig den rolle fuldstændig. I mine øjne forbliver hun dog lidt af en heltinde i træning, der ikke når helt til tops på det punkt, og det gør desværre – for mit vedkommende – noget ved historien.

Jeg kunne mærke at jeg ikke levede mig nær så meget ind i historien fordi Clara flere gange irriterede mig. Hun er en meget vægelsindet person, og det gik mig på nerverne hele tiden. Hun tvivlede hele tiden på sig selv og træf dårlige beslutninger, som gjorde at historien tog nye drejninger. Som så mange andre YA genfortællinger er der jo også en romance i denne bog; Clara er selvfølgelig forelsket i den såkaldte nøddeknækker. Men det forhold virkede også bare forskruet hele tiden, og jeg syntes faktisk det var et alt for mærkeligt forhold.

Samlet set var der mange små detaljer ved bogen jeg godt kunne lide – hele forbandelsen og den måde magi er indarbejdet i fortællingen kunne jeg rigtig godt lide. Jeg var også meget fascineret af det parallelle univers med flere forskellige grader af feer og deres forskellige indbyrdes forhold. Det der bare blev ved med at trække historien ned var karaktererne, og når det er tilfældet er der ikke så meget andet at gøre.

Continue Reading

Norse Mythology (Neil Gaiman, 2017)

Neil Gaiman has long been inspired by ancient mythology in creating the fantastical realms of his fiction. Now he turns his attention back to the source, presenting a bravura rendition of the great northern tales. In Norse Mythology, Gaiman fashions primeval stories into a novelistic arc that begins with the genesis of the legendary nine worlds; delves into the exploits of the deities, dwarves, and giants; and culminates in Ragnarok, the twilight of the gods and the rebirth of a new time and people. Gaiman stays true to the myths while vividly reincarnating Odin, the highest of the high, wise, daring, and cunning; Thor, Odin’s son, incredibly strong yet not the wisest of gods; and Loki, the son of a giant, a trickster and unsurpassable manipulator. From Gaiman’s deft and witty prose emerges the gods with their fiercely competitive natures, their susceptibility to being duped and to dupe others, and their tendency to let passion ignite their actions, making these long-ago myths breathe pungent life again.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Vi kender alle sammen til mange af de nordiske myter og historier, men mange er også knap så kendte. Da jeg opdagede at Neil Gaiman havde besluttet sig for at gengive den nordiske mytologi med sine egne ord, blev jeg straks nysgerrig for hvordan han havde tænkt sig at videreformidle dem, og ikke mindst fordi manden jo er brite. Jeg syntes hele ideen om en brite der gengiver de nordiske historier var spændende i sig selv.

Gaiman gør det klart at det ikke altid handler så meget om myterne i sig selv, men glæden ved at fortælle dem videre til nogen. Og det skinner også igennem bogen når man læser den. For selve historierne er der ikke pillet så meget ved, ikke at man kan pille ved dem tror jeg. Til gengæld er der kræset om måden de bliver fortalt, og hvis man – som jeg gjorde – også lytter lidt til lydbogen fra tid til anden, som er oplæst af Gaiman selv, så er det bare kræs for ørerne.

”That’s the joy of myths. The fun comes in telling them yourself – something I warmly encourage you to do, you person reading this. Read the stories in this book, then make them your own, and on some dark and icy winter’s evening, or on a summer night when the sun will not set, tell your friends what happened when Thor’s hammer was stolen, or how Odin obtained the mead of poetry for the gods…”

Jeg syntes derfor det er svært at anmelde den her bog, for indholdet er ikke som sådan Gaimans eget materiale, og det er noget materiale man har hørt før eller kender en del til. Personligt kunne jeg genkende mange af historierne fra de mange gange jeg har set julekalenderen Jul i Valhal. For historierne er de samme, men det var sjovt at se at de faktisk ikke var meget anerledes bare fordi de blev fortalt af en brite. Historien om hvordan Odin mistede sit ene øje er den samme hvad enten jeg fortæller den, eller Gaiman eller en helt 3 person, og det er det smukke ved myterne på den måde.

Hvis man vil læse den her bog, skal man ikke gøre det fordi man vil læse endnu en rigtig god Gaiman historie. Man skal til gengæld læse den, hvis man vil høre om de nordiske guder med frisk ører/øjne og blive mindet om den kærlighed alle guderne havde for Balder, og de intriger som Loke var med til at sætte i gang hver eneste dag. Og så skal man læse den bare fordi den er rigtig godt fortalt.

Continue Reading

Den usynlige Ivan Isaenko (Scott Stambach, 2017)

Tak til Politikens Forlag for anmeldereksemplar.

På Hospitalet For Alvorligt Syge Børn i Mazyr i Hviderusland afleveres de uhelbredeligt syge og misdannede børn, der stadig fødes efter katastrofen i Tjernobyl. Derved bliver de usynlige for en verden, der helst vil glemme dem. Her har Ivan Isaenko henslæbt alle sine sytten år. Hans krop er ødelagt, men hans hjerne fejler ingenting; den er skarp som en ragekniv. Ivan Isaenko aflæser alting omkring sig med en skræmmende klar indsigt. Han kaster sig over alle de bøger, han kan få sine tre fingre i og gennemfører de besværlige daglige rutiner med snilde og overmenneskelig udholdenhed.

Lige indtil Polina ankommer. Hun har leukæmi, hun er irriterende, hun stjæler hans bøger og forstyrrer hans rutiner. Men det værste er, at hun får ham til at føle noget. Han har holdt ud, fordi han aldrig har ønsket sig noget. Nu ønsker han sig brændende, at Polina skal leve.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

En bog om børn skadet på grund af stråling og andre kemiske årsager; det lyder ikke lige umiddelbart som en dans på roser eller en bog man vil blive i godt humør af. Men det bliver man alligevel lidt og det er mest af alt på grund af bogens hovedperson; Ivan. Da jeg faldt over beskrivelsen til denne bog indrømmer jeg at jeg i første omgang afskrev den lidt, for jeg syntes den lød alt for barsk. Efter at flere andre anmeldte den med positive og rørende ord bukkede jeg under og måtte også få fingeren i at læse den, og det er jeg enormt glad for at jeg gjorde.

Historien om Ivan er ikke den sædvanlige historie om at finde sig selv, for det er en historie om at Ivan skal finde ud af hvem han er, ikke bare som person, men rent konkret også for han blev efterladt af en mor han intet ved om. Dertil er Ivan så skadet at hans krop næsten ikke er en krop, men trods det så er Ivan meget mere i live end så mange andre, og ikke mindst har han en livsglæde som mange vil være misundelig på. Jeg sad i hvert fald flere gange og var imponeret over hvor ihærdig Ivan er på livet, og jeg fik flere gange et smil på læben over hans syn på livet.

”Jeg har talt med direktøren to gange på sytten år: en gang om min penis, og en gang, hvor jeg havde drukket mig fuld i hans vodka.”

Man vil måske ikke tro det, men historien er også sjov og det selvom det også er en bog der handler om døden og at acceptere den. For når man bor på et hjem hvor syge børn kommer og går, så vil mange måske have et noget andet syn på livet, men ikke Ivan, og hold nu op hvor der kommer nogle sjove situationer ud af den måde Ivan har besluttet at leve sit liv. Der var flere gange hvor jeg bogstaveligt talt skrald grinede højlydt, eller måtte læse passager op fra bogen for Kæresten, fordi de var for sjove til ikke at dele med andre. Og det er i virkeligheden denne bogs styrke.

”Men mens jeg ser fjernsyn eller stirrer ud gennem de tremmevinduer, der er drysset ud her og der i institutionen, er min yndlingsbeskæftigelse at lade, som om jeg er i koma, og lytte til lægernes og sygeplejerskernes samtaler. Denne forstilte mangel på tilstedeværelse afvæbner de voksne, så der kommer længere ucensurerede talestrømme; det er den eneste måde, hvorpå jeg kan få adgang til præcise nyheder og information.”

Jeg syntes faktisk den her bog er meget bedre end jeg havde troet den ville være, og den skal klart læses igen på et tidspunkt, og det havde jeg slet ikke regnet med. Jeg blev meget betaget af Ivan som person, og jeg syntes hans livshistorie var gribende, og det selvom han jo er en fiktiv person i modsætning til hvad bogen forsøger at lade os tro. Hvilket jeg syntes var endnu en fin detalje, for jeg er (desværre) ikke i tvivl om at der sikkert findes, eller har været, denne slags hjem med den slags børn, og at læse en historie om et bud på sådan et barn, gør at man måske ikke mister hele troen på os som mennesker og vores livsglæde. Grunden til jeg ikke giver den topkarakter er nok det faktum at jeg ikke brød mig om slutningen, mere vil jeg ikke sige om det, for det vil afsløre for meget. I sidste ende må jeg nok også indrømme at den lå så tæt på virkeligheden at det skræmte mig, hvilket nok også gør at jeg ikke kan give den topkarakter. Det lyder måske underligt, men jeg kan ikke forklare det anderledes end det.

Continue Reading

Maj Wrap-Up

Maj måned har været mærkelig for på den ene side er den gået alt for hurtigt samtidig med den har været rigtig lang. Baby optager stadig størstedelen af min tid herhjemme i barselsboblen og det betyder at der ikke er megen tid tilovers til læsning. Barselsboblen betyder også at jeg ikke foretager mig synderligt mange ting uden baby, vi er for eksempel begyndt til babysvømning, hvor vi for første gang har dykket baby helt under vand – hvilket var mere grænseoverskridende for mor end baby. Med alt hvad familielivet indebærer, betyder det også at jeg kun har fået læst 3 bøger denne måned.

Maj måned har været Maas måned, mere præcis Sarah J Maas, for ikke nok med at jeg fik færdiglæst A Court of Mist and Fury for anden gang, så fik jeg også gjort trilogien færdig med hendes seneste udgivelse; A Court of Wings and Ruin. Godt nok blæste ACOWAR mig ikke nær så meget bagover som ACOMAF gjorde, men den havde stadig en mega fængende historie og nogle solide plottwists. Men det må I vente at høre mere om i en fremtidig anmeldelse af min hele mening. Udover at jeg i min fiktive verden næsten udelukkende har levet i Maas’ univers, blev der også lige tid til lidt chick-litt. Dåsemakrellen var anden bog om venindeparret Julie og Jessie, denne gang fra Julies synspunkt, og denne her tiltalte mig en smule mere end Ostekartellet. Den fik mig ikke til at skraldgrine højt på noget tidspunkt, men jeg kunne mere se de sjove situationer i den her bog i forhold til den anden.

For tiden sover baby ikke voldsomt meget om dagen, så det er begrænset hvad tid jeg har til mig selv og det påvirker selvfølgelig også læsetid. I juni har vi også en barnedåb at tage os af, så der er rigeligt at se til herhjemme. Mit minimål om at læse 4 bøger om måneden er derfor også sat lidt på standby for tiden, ikke mindst fordi vi også lige om lidt går på sommerferie hvor Kæresten også har taget barsel til rigtig familietid. Jeg har endnu ikke besluttet om bloggen går helt og aldeles på sommerferie, men den kommer i hvert fald nok til at løbe med meget mindre skridt end den har gjort indtil nu.

Hvordan har jeres maj måned set ud? Og hvad planlægger I at læse i juni måned?

Continue Reading

Cruel Beauty (Rosamund Hodge, 2014)

Betrothed to the evil ruler of her kingdom, Nyx has always known that her fate was to marry him, kill him, and free her people from his tyranny. But on her seventeenth birthday when she moves into his castle high on the kingdom’s mountaintop, nothing is what she expected—particularly her charming and beguiling new husband. Nyx knows she must save her homeland at all costs, yet she can’t resist the pull of her sworn enemy—who’s gotten in her way by stealing her heart.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 2 ud af 5 stjerner.

Som I sikkert godt ved, så elsker jeg en god genfortælling af de klassiske eventyr. Cruel Beuaty er en genfortælling af Skønheden og & Udyret, som er et af mine absolut favorit eventyr. Måske var det også derfor at jeg havde ret store forventninger til historien. Der skete bare det, at de forventninger desværre ikke blev indfriet som jeg havde håbet på. Dertil skal det også siges, at jeg personligt syntes der blev blandet en genre eller to for meget ind i historien, hvilket gjorde at der var dele jeg ikke rigtig brød mig om.

Vores hovedperson, Nyx, er lovet væk til den ædle herre, men udover at hun skal være hans kommende ægtemand er det også meningen hun skal forsøge at slå ham ihjel, eftersom han er frygtet af hele byen/landet. Det er hvad Nyx er blevet opdraget til hele sit liv, og på mange punkter er det godt at hun kommer væk fra en familie, som i bund og grund ikke rigtig ser hende som en del af familien, men i stedet som et redskab for at opnå et mål.

”I dropped into my chair with a thump, my throat tight. Against all odds, I had found an ally. Someone who called me his hope and kissed my hand.”

Efter for nylig også at have genlæst den originale fortælling af Skønheden & Udyret, må jeg indrømme at jeg bryder mig endnu mindre om den her genfortælling. Der bliver blandet en del mytologi fra gammel græsk tro ind i historien også, og som sådan er der ikke noget galt i det, men jeg syntes det blev for meget og alt for forvirrende til den her historie. Pludselig er det ikke længere en historie om skønheden skal redde udyret, jo jo, det skal hun stadig, men nu bliver det i forlængelse også resten af verden hun skal redde fra de her mega sure guder. Det stemmer ikke helt overens i mit hoved, og det var en smule irriterende at komme på de her sidespor i historien på en eller anden måde.

Dertil er Nyx også lidt af en… ja, hvad er det pæne ord man kan bruge? For at sige det pænt, så er hun ikke just jomfruelig, og hendes valg på de punkter undrede mig en smule. Det startede ud med at hun næsten smider sig i armene på sin nye mand, selvom hun ikke har spor lyst, men fordi det er det hun er blevet opdraget til. Senere deler hun så sin opmærksomhed mellem to ’mænd’, og der går ret lang tid før hun begynder at føle skyld ved det faktum. Den såkaldte kærlighed hun udvikler til sin mand, kommer også meget underlig ind i historien, og den er alligevel ikke nok til at hun stadig vil gøre alt som hendes familie beder hende om.

”I forced myself forward. He was the enemy. I had to stop him.”

For at sige det lige ud, så har jeg læst en del genfortællinger efterhånden, og den her er desværre ikke en af de bedre, og jeg tvivler på at jeg vil mindes den om nogle måneder. Hvilket er synd, for da jeg læste bagsideteksten syntes jeg den lød rigtig spændende. Desværre udformede historien sig til noget helt andet end hvad jeg havde forventet, sådan er det bare nogle gange. Øv bøv, bedre held næste gang med at finde en ny genfortælling.

 

Continue Reading

Alting begynder med efterår (Marianne Kaurin, 2012)

Tak til Turbine for anmeldereksemplaret.

Efteråret 1942 nærmer sig, og krigen er blevet hverdag forfamilierne i Biermannsgate 10 på Grünerløkka. Lige indtil den morgen, tre politimænd banker på døren hos den jødiske familie Stern. Tilfældigvis er 15-årige Ilse ikke hjemme.
Alting begynder med efterår er Marianne Kaurins debutroman. Det er en poetisk ungdomsroman med handlingen henlagt til 2. verdenskrig. En roman om at håbe og om at miste. Om små tilfældigheder og store drømme. Marianne Kaurin skriver indlevende om frygt, sorg og udmattelse. Om sammenhold, kærlighed og mod.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 2 ud af 5 stjerner.

Jeg må være ærlig og sige at den her bog, nok ikke var en jeg selv havde samlet op og taget med hjem fra boghandleren/biblioteket. Præmissen med en ungdomshistorie fra krigstiden lyder i og for sig spændene og interessant nok. I hvert fald vil det være en noget anerledes ungdomsroman end hvad man er vant til. Desværre følte jeg ikke helt det var hvad jeg fik. Og jeg ved faktisk ikke helt hvad jeg sad tilbage med.

Bogen er fortalt fra flere forskellige synsvinkler, og ærlig talt så har jeg glemt hvor mange, for der var en del, hvilket også gjorde det en smule forvirrende at skelne hvor i historien man befandt sig. De havde ikke behøvet at dække historien fra alle vinkler på den måde, der kunne godt skæres 2-3 synsvinkler fra, og så tror jeg faktisk historien ville have fungeret bedre.

Jeg syntes også den var enormt lang tid om rent faktisk at komme i gang. Bagsideteksten fortæller om et skænderi og vores hovedperson kommer hjem til en tom lejlighed (hentydningen er selvfølgelig er hendes familie er blevet taget af nazisterne, da de er jøder), men det sker først godt og vel i hvert fald halvvejs inde i bogen. Derfor følte jeg den første halvdel af bogen var en smule flad og intetsigende. Det var som om jeg sad og ventede på et klimaks der blev ved med at lure rundt om hjørnet. Da det så endelig kom, blev det fladet ud og gjort mindre spændende end det burde være.

Jeg kunne godt lide præmissen ved den her bog, men udførelsen af den var jeg desværre ikke stor fan af. Personerne sagde mig heller ikke synderligt meget og selvom deres historie skar i hjertet, fordi man ved hvad der sker med dem, uden at det siges i så mange ord, så blev jeg ikke rørt på samme måde som man måske forventer når det kommer til ofrene fra anden verdenskrig. Jeg syntes det er synd for bogen/historien, for alle slags historier fra den tid, hvad enten virkelige eller fiktive bør røre sit publikum på den ene eller den anden måde. Desværre var det ikke en bedrift denne historie opnåede.

 

Continue Reading

The Handmaid’s Tale (Margaret Atwood, 1985)

The Republic of Gilead offers Offred only one function: to breed. If she deviates, she will, like dissenters, be hanged at the wall or sent out to die slowly of radiation sickness. But even a repressive state cannot obliterate desire – neither Offred’s nor that of the two men on which her future hangs.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

The Handmaid’s Tale er en af de bøger jeg har hørt omtalt mange gange igennem årerne. Af flere forskellige årsager, og personligt har jeg længe haft lyst til at afprøve at læse noget af Margaret Atwood, det var bare svært at vælge hvor man skulle begynde, med alle de bøger hun har skrevet gennem årerne. Da jeg derfor faldt over en rigtig fin klassisk udgave af denne, besluttede jeg mig for at det skulle være mit første indtryk af Atwood – og det er jeg ret så glad for.

Historien om vores hovedperson – som teknisk set har afskrevet sig alt ved sin personlighed, inklusive sit navn, foregår i hvad man kun kan gisne er USA et sted i en usigelig fremtid. Hvad der helt præcist er sket vides ikke med sikkerhed, i hvert fald ikke for læseren. Et eller andet er der dog sket, for der er mange nye strikse regler, og især for kvinder, som vores hovedperson føler på egen krop. Historien er næsten fortalt som en slags dagbog, uden helt at være det. Alligevel kan man godt mærke at det personlige ligger i det faktum at hovedpersonen bare gerne vil dele sin historie med en eller anden, i frygt for at hun og den familie hun engang havde ikke skal blive glemt.

”I wait, for the Household to assemble. Household: that is what we are. The Commander is the head of the household. The house is what he holds. To have and to hold, till death do us part.”

Jeg ved at mange har omtalt denne bog i de seneste par måneder, og nærmest spået Atwoods historie som spot on når det kommer til visse ting i den verden vi lever i nu. Personligt kan jeg ikke se det hele, og gudskelov for det, for jeg tror det ville være en ret så dyster verden. Det spændende ved at læse denne historie er det indblik man også får i hvordan tingene så ud før det blev helt så indskrænket som det er nu. Man får små blikke ind i hovedpersonens tidligere liv, inden hun blev en handmaid, og det virker til at være et ganske fredeligt liv, som blev vendt helt og aldeles på hovedet af de utroligt kristne folk der kom og fik overtaget, efter hvad end det var gik galt.

De beskrivelser vores hovedperson giver af handlingerne i bogen er så detaljeret at de til tider er skræmmende. Det er hovedrystende hvordan det nye ’familieliv’ beskrives. Den traditionelle mand og kone, men i tilfælde af at konen ikke kan få børn af naturlige årsager, får parret tildelt en handmaid, hvis eneste formål er at få børn. Så snart de har fået et barn til en familie, er det videre til næste familie, og for den pågældende handmaid er det kun et spørgsmål om tid inden deres profession udløber og de pludselig er ubrugelige.

”If I knew for certain he was dead, would that make a difference? I would like to be without shame. I would like to be shameless. I would like to be ignorant. Then I would not know how ignorant I was.”

Det jeg fandt mest fascinerende ved den her bog, var stort set det hele. Jeg syntes hele historien var medrivende da jeg først blev rigtig fanget af den. Jeg kunne ikke lade være med at ryste på hovedet flere gange over nogle af de ting som hovedpersonen blev udsat for, eller de reaktioner der kom fra visse personer i historien. I det hele taget syntes jeg Atwood har skrevet en gribende og tankevækkende historie, som alle bør læse på et eller andet tidspunkt. Det eneste lille problem jeg har, er det efterskrift der kommer til sidst i bogen. Slutningen har jeg som sådan ikke noget imod, åbne slutninger gør mig ikke noget, men efterskriftet irriterede mig en smule, for det gjorde at hovedpersonens historie blev tilsidesat en smule, til fordel for denne falske konference eller hvad det skulle forestille at være. Det fjernede mit fokus fra den egentlige historie, som jeg følte var vigtigst. Jeg vil derfor anbefale at man bare springer over efterskriftet/epilogen, og lader historien stå for sig selv, for det er den stærk nok til alene.

Continue Reading

Havets magi (Jennifer Donnelly, 2016)

Tak til Alvilda for anmeldereksemplar.

Astrid har forladt sine havfruevenner for at konfrontere sin forfader, Orfeo, den onde kraft bag uhyret Abbadons genfundne styrke. Orfeo har den ene af de seks talismaner, som havfruerne skal have fat på for at kunne spærre uhyret inde for altid. Men hvordan skal Astrid overvinde den mest magtfulde troldmand nogensinde, når hun ikke kan sangfortrylle?
Imens har Serafine og hendes Sorte Finner travlt med at forberede goblinstyrkerne på kamp mod hendes onkel Vallerios dødsryttere. Vil Sera nogensinde få sit elskede hjem – og sin elskede Mahdi – at se igen, eller vil Volneroerne overtage havfruerigerne, mens Orfeo går i krig mod guderne selv?
Intet mindre end undervandsverdenens skæbne er på spil i det forrygende sidste bind i Vandflammens Saga.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 3 ud af 5 stjerner.

Endelig blev det tid til at få den store afslutning med på Serafina og hendes veninders eventyr! Med 4 bøger er der sket en del for de 4 veninder, og man har lært dem at kende på godt og ondt. Indrømmet, der var et par gange hvor jeg var tæt på ikke at læse videre, mest af alt fordi jeg kunne mærke at bøgerne måske ikke lige var til min aldersgruppe, men samtidig var jeg kommet så langt, at jeg havde brug for at få en afslutning på det hele. Og når alt skal komme til alt, så er jeg glad for at få afslutningen med, selvom den måske ikke lige faldt helt i min smag.

Tingene begynder at spidse til for Serafina og hendes veninder, og selvom de lader til at være foran skurkene, så starter bogen med at præsentere hvor lang vej de stadig har at gå, før tingene forhåbentligt kan lykkedes for dem. Jeg syntes det var en god måde at starte historien med, så det hele ikke virkede for sukkersødt og nemt fra side 1 af, men at det stod klart der stadig var forhindringer for dem. Det lyder måske lidt hårdt, men jeg kan godt lide at tingene ikke var for positive, for når man sidder med det sidste bind i en serie, og der er blevet bygget på til en stor afslutning, så forventer man også en del ting, til netop det sidste bind i serien.

”I aften var hovedpinen blevet så voldsom, at Sera følte,d en var ved at sprænge hendes hoved. Den var blevet værre på det sidste men de andre måtte ikke vide noget. De ville bare sige, at hun skulle gå i seng elle tilkalde en læge, og det havde hun simpelthen ikke tid til. Der var alt for meget at gøre.”

En anden ting jeg syntes var rart, var måden hvorpå man kunne se de forskellige karakterer havde udviklet sig på. Det stod ret hurtigt klart at de ikke længere var de sukkersøde prinsesser, der blot ville have siddet og ventet på deres prins charming til at redde dem. Især her trådte Serafina i kraft, hvilket også måtte være nødvendigt, eftersom hun skal forestille at være lederen af dem alle. Og alligevel er hun i stand til at begå dumheder, som det skulle vise sig.

”Astrid havde truffet beslutningen. For et stykke tid siden. Nu måtte hun gøre, som hun havde besluttet, og i al fremtid leve med konsekvenserne – hvad de så ellers måtte være.”

Donnellys verden er efterhånden solidt bygget op i det undersøiske univers, og det gjorde det en hel del lettere at navigere rundt i den verden historien udfoldede sig i. Men mad sidder stadig og trækker let på smilebåndet over sætninger som ”at trække vandet tungt” og andre finurlige sætninger af den slags. Og på den anden side, så viser det også bare at Donnelly klart har gjort sig nogle tanker om den verden hun udtænkte sig fra første ide.

Som den sidste bog i serien kan vi ikke komme udenom slutningen, selvom jeg skal gøre et forsøg på ikke at spoile alt for meget, men jeg kan ikke love at der ikke sniger sig en enkelt eller to ind. For at sige det kort og kontant; slutningen var forventet om end jeg syntes den skete lidt for hurtigt og endte med at blive lidt for sukkersød. Det var som om alt bare lige pludselig gik op i en højere enhed – hvilket det jo også skal, men helt ærligt – lidt for hurtigt. Det store opgør jeg havde forventet mig lidt mere af, taget i betragtning af den skræmmehistorie der var blevet opbygget over det berygtede monster, var så vidt jeg husker overstået i løbet af et eller to kapitler, og det var bare lidt for lidt. Med så stor en fare, der i hvert fald er blevet opbygget frem til nu, så forventede jeg altså også lidt at der måske var nogle som ikke overlevede, men her blev jeg ’skuffet’. Igen, det lyder måske en smule brutalt, men det virkede en smule urealistisk at alle vores helte og heltinder fik lov til at overleve. For mig havde det måske været en smule mere realistisk (i fantasiens verden) at all ikke overlevede. For slet ikke at tale om epilogen! Hvorfor skulle den overhovedet med? Den stjal så meget fra Serafina og de ting hun og hendes veninder havde opnået, som om de bare var dukker i et større spil, og det syntes jeg var synd for dem, når man nu havde oplevet alle de her eventyr med dem. Så efter min mening skal epilogen bare rives ud af bogen, og efterlade styrken tilbage hos de 6 havfruer.

 

Continue Reading
1 2 3 60