Brothers and Beasts (Kate Bernheimer, 2007)

Despite the availability of several eloquent gender studies of fairy tales, a popular reference on men and fairy tales has so far been nonexistent. Brothers and Beasts offers a new perspective by allowing twenty-three male writers the chance to explore their artistic and emotional relationship to their favorite fairy-tale stories. In their personal essays, the contributors who include genre, literary, mainstream, and visual media writers offer new insight into men s reception of fairy tales. Brothers and Beasts, the follow-up to Kate Bernheimer’s influential Mirror, Mirror on the Wall: Women Writers Explore Their Favorite Fairy Tales, offers new avenues for research in fairy-tale studies.

(Tekst fra goodreads)

IMG_5096

Bogen får 3 ud af 5 stjerner.

Det er efterhånden et kendt faktum at jeg er ret så tosset med eventyr og genfortællinger deraf, men i samme genre skyr jeg heller ikke for at læse en smule mere teoritunge bøger omkring emnet, i håbet om at lære noget nyt jeg i forvejen ikke var klar over. I den forbindelse faldt jeg tilfældigvis over denne bog, der er en samling af små korte essays fra forskellige mænd inden for litteraturen, og måske mere præcist fantasygenren, det var i hvert fald mit indtryk at størstedelen af dem skrev indenfor den genre. Det er en meget bred samling, på flere måder, for alle bidragerne har fået fuldstændig frie rammer til hvordan de vil skrive om emnet eventyr, og hvad de har betydet for dem. Det er der også kommet en hel del forskellige essays ud af.

I alt er der 23 forskellige bidrag fra forfattere at – for mig – ukendt stil, men ellers også navne som man godt kender, for eksempel Neil Gaiman og Gregory Maguire. Som sagt gør det også at essaysne er vidt forskellige. Mange har valgt den personlige vej, og fortæller om hvordan eventyr har påvirket deres opvækst, og det er sjovt at høre hvor stor en indflydelse et enkelt eventyr for eksempel kan have haft på en lille dreng. Andre tager en måske lidt mere kunstnerisk tilgang til det, og fortæller om deres forhold til eventyr igennem en kort historie eller små digte, der kobler det sammen med deres egne erfaringer. Men i sidste ende er det altid eventyrerne der binder dem sammen.

”There is such a great variety and diversity in all the ruminations that they tend to open up the question about how men respond to fairy tales and keep the question open. It is almost impossible to spot or trace a ’male aesthetic’ or perspective in the attitudes towards the fairy tale.”

Det skal understreges at de 23 bidrag alle sammen er fra mænd, jeg fandt senere ud af at redaktøren, Kate Bernheimer, først lavede en samling med essays fra kvinder, men følte det kun var fair hvis mændene også fik lov til at ytre sig; Voila! Jeg syntes især det var interessant at læse denne bog, netop fordi det var mænd alle sammen. Af en eller anden mærkelig grund så forbinder jeg personligt eventyr meget med kvinder. Jeg tror det har noget at gøre med at jeg ser dem som eventyr der bliver læst højt for børn, og her er det i mit hoved for det meste kvinder/mødre der læser højt. Hvilket jo er lidt pudsigt, for eventyrverden er stærkt præget af mænd! De fleste store samlinger er jo skrevet ned af mænd, og de fleste personer i eventyrerne er mænd/drenge, kvinderne/pigerne står altid bare lidt ude på sidelinjen og venter på at blive reddet. Det kan også være fordi at jeg i mine studier af eventyr har forsøgt netop at modgå den mandlige tendens inden for eventyrverden, og har bestræbt mig på at finde de kvindelige sider af eventyrerne mere kraftigt en normalt.

Uanset hvad, så er essaysne ganske interessante, for jeg syntes i hvert fald det er spændende at få de her små indblik i hvordan eventyr bliver ved med at påvirke os alle sammen, på tværs af alder og andre baggrundstræk. Man skal læse den her bog fordi man har en interesse for eventyr, og gerne vil læse lidt om hvordan andre har det med de kendte eventyr man selv kender fra ende til anden og elsker i deres universelle egenskaber.

Continue Reading

Bookshelf Tour

IMG_5210

Nu har jeg efterhånden fået styr på mit lille bibliotek, og derfor tænker jeg at det også er ved at være på tide at give jeg en lille rundvisning. Jeg har derfor sammensat en lille video til jer, og selvom det var lidt besværligt at filme rundt i hjørnerne, så har jeg da fået sammensat den til jer. Mit bibliotek står i et lille hjørne, og selvom jeg har fået halvanden reol mere end jeg havde før vi flyttede, så har jeg allerede formået at fylde de hylder! Næste problem bliver hvordan ekstra reoler skal tilføjes.

God søndag til jer alle.

IMG_4738

IMG_4737

Continue Reading

Toothiana, Queen of the Tooth Fairy Army (William Joyce, 2012)

When last we heard, the Guardians were resting easy with the knowledge that the children of Santoff Clausen were finally safe from Pitch’s dastardly plans.

But is it all a ruse, a scheme, a lull the evil Nightmare King has deviously concocted?

Whatever Pitch’s plans, what he doesn’t know is that there’s a new Guardian in town, and she’s not the type to forget old grudges. Actually, she’s not the type to forget anything–because this Guardian is none other than Toothiana, the Tooth Fairy herself. She’s fierce and fast and crossing her will lead to a multitude of troubles. And, it turns out that, well, all those teeth she has been collecting? They contain memories. The forgotten memories of childhood… including the memories of how to fly. Young Katherine is hopeful that these memories might help her to remember her parents. The Guardians hope they’ll offer even further protection from Pitch.

(Tekst fra goodreads)

IMG_4950

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Den tredje bog om The Guardians er en smule anerledes end de forrige to, da historien ikke fokuserer så meget på jagten efter Pitch, men den handler mere om historien bag den såkaldte tandfe. Det var faktisk lidt rart at læse en lidt anden historie, end den sædvanlige kamp mellem de gode og den onde. Til gengæld gør det nu at jeg savner lidt mere baggrundshistorie for de andre Guardians en smule.

Baggrundshistorien om tandfeen er ret trist. Det er som om at alle Guardians bliver forældreløse på et eller andet tidspunkt, og det er utrolig trist, men på en eller anden måde binder det de forskellige personer og historien sammen på en fin måde. Igennem historien får man også et indblik i hvordan resten af verden ser ud, og det er rart at se at det ikke kun er indelukkede steder der er magiske. Desværre betyder det også der findes ondskab i resten af verden, og som forventet dukker Pitch selvfølgelig op igen.

”Katherine shook as doubt and fear coursed through her. She had seen it. She’d had that nightmare – of being Pitch’s daughter.”

Bøgerne er skrevet i kort format, ment på den måde at kapitlerne også er rigtig korte, og det gør det helt vildt let at suse igennem dem. Historierne er også rigtig fængende, både for børn og voksne, og med den slutning på bogen er der pludselig lagt op til mere baggrundshistorie der skal for lys. Hver bog kommer med mere information i forskellige mystiske portioner, og jeg vil faktisk gerne finde ud af hvordan det hele hænger sammen, og om the Guardians vil lykkedes i deres færd på at besejre mareridtene.

Continue Reading

Giveaway #Uprooted

Grundet lidt forvekslinger, og bestillinger der alligevel ikke skulle bruges, har det resulteret i en dublet af en bog jeg i forvejen har. Det er også en bog jeg har læst i år, og elsket hver eneste side af. Og derfor tænkte jeg ikke længe over, at den selvfølgelig skulle bruges til en lille konkurrence, så en af jer heldige læsere kunne få muligheden for også at læse denne fantastiske historie.

Bogen det drejer sig om er Uprooted af Naomi Novik. Det er en genfortælling af eventyret om Skønheden & Udyret, og selvom det måske ikke er alt for tydeligt til at begynde med, så kommer det langsomt mere og mere til udtryk, og gør at historien bliver bedre og bedre. I kan læse mere om hvor meget jeg holdte af den her bog i min anmeldelse her.

IMG_5234

IMG_5238

Men hvad skal du så gøre for at kunne vinde den her helt aldeles gode sommerbog? Det er faktisk helt simpelt. Først skal du gå ind og like bloggens facebook-side (her) og dernæst skrive en kommentar hertil hvor du fortæller om den bedste bog du har læst denne sommer. HUSK at tilføje din e-mail adresse, så jeg kan komme i kontakt med dig hvis du vinder.

IMG_5230

Fordi det er sommerferie, og mange er ude at rejse, har jeg valgt at konkurrencen løber til den 11 august. Der starter jeg selv på arbejde, og tænker at mange andre også gør, eller er startet. Vinderen bliver offentliggjort hurtigst muligt derefter.

Jeg glæder mig til at høre om hvilke bøger I har læst i løbet af sommeren.

Continue Reading

Worlds of Ink and Shadows (Leona Coakly, 2016)

Charlotte, Branwell, Emily, and Anne. The Brontë siblings have always been inseparable. After all, nothing can bond four siblings quite like life in an isolated parsonage out on the moors. Their vivid imaginations lend them escape from their strict upbringing, actually transporting them into their created worlds: the glittering Verdopolis and the romantic and melancholy Gondal. But at what price? As Branwell begins to slip into madness and the sisters feel their real lives slipping away, they must weigh the cost of their powerful imaginations, even as their characters—the brooding Rogue and dashing Duke of Zamorna—refuse to let them go.

(Tekst fra goodreads)

IMG_4700

Bogen får 5 ud af 5 stjerner.

Jeg kan vist ikke løbe fra det faktum at Brontë bøgerne ikke ligger blandt mine favoritter, som de gør hos så mange andre. Ikke desto mindre syntes jeg at Worlds of Ink and Shadow lød utrolig spændende, og da den var i en tidligere Owlcrate boks blev jeg umådelig glad. Ikke alene er bogen i sig selv super flot, men selve historien læner sig også meget op af den drøm/fantasi som jeg er sikker på de fleste af os har; at blive en del af vores yndlingshistorie og selv tage del i plottet.

Brontë familien lever et middelmådigt liv, alt imens søskendeflokken stille og roligt udvikler sig til hver deres personlighed. Anne er den stille pige, der hele tiden skal agere mellemmand mellem sine andre søskende. Emily er den viltre, passionerede unge pige der længes efter eventyr. Charlotte er den ansvarlige unge dame, der langsomt begynder at indse hvad det vil sige at være voksen. Branwell er den eneste dreng i søskendeflokken og har alene af den grund sit hyr at se til. Samtidig har Charlotte og Branwell deres hemmelighed sammen, som Emily og Anne er blevet forbud at deltage i. Det skaber selvfølgelig en del følelser under overfladen på mange af deres interne forhold.

”Charlotte had once let it slip that creating a story – either by writing or by telling it – put her in the right frame of mind for crossing over. Did it work for drawing, too? Was Emily in the right frame of mind now?”

Det er tydeligt at Coakly har gjort sin del research til den her bog, for mange af detaljerne ligger meget tæt op af virkelighedens Brontë familie. Deres triste skæbne bliver flettet ind i historien på meget dramatisk vis, som også får store betydninger for den fiktive historie Charlotte og Branwell har skabt. Selv uden at vide voldsomt meget om Brontë skæbnerne, så var det ikke svært at gennemskue hvad Coakly har taget fra virkeligheden og hvad hun selv har fundet på.

IMG_4706

De fiktive karakterer som Charlotte og Branwell har skabt er også helt vildt interessante. De afspejler flere forskellige sider af deres skabere, og selvom de ikke selv kan se det, så bliver det mere og mere tydligt for læseren, samtidig med at det står klar at de fiktive karaktere har fået deres eget liv.

”The truth in his words rang clear like the peal of a bell. Charlotte felt that Rogue must have heard it, and indeed, he frowned and turned in circle where he stood, squinting at the peers and spectators. His eyes stopped at Emily, who was staring at him in her white dress like a frightened little dove.”

Bogen starter meget direkte med handlingen, og selvom det forvirrede mig lidt i starten så satte det godt skub i tingene. Jeg blev meget hurtigt grebet af historien, og det tog ikke lang tid før jeg havde svært ved at ligge den fra mig. Jeg blev ret så glad for de her versioner af Brontë søskende, og deres interne intriger og håb og drømme for hver deres fremtid. Der er tydeligt lagt meget arbejde i at skrive hver af dem så forskelligt som muligt, så de ikke vil komme til at ligne hinanden, på trods af hvor lidt vi måske rent faktisk ved om dem.

Sproget i bogen er også ganske let og mange svæver hurtigt igennem de dramatiske scener. I det hele taget er det en bog der fanger lige fra første side, og dramaet og eventyret i det hel sætter sig fast hos dig, at du ikke har lyst til at ligge bogen fra dig.

Continue Reading

Barndommens gade (Tove Ditlevsen, 1943)

Romanen handler om Ester, hendes familie og om de fattige kår på Vesterbro i de tidlige 1930’erne. Vi følger situationer i Esters barndom, både når hun er glad sammen med sin veninde Lisa, og når hun er bange for manden med det røde skæg.

En københavnsk baggårdspiges tidligste ungdom beskrevet på godt og ondt og skildret med både varme og indlevelse helt frem i Esters voksenliv.

(Tekst fra goodreads)

IMG_4498

Bogen får 3 ud af 5 stjerner.

Jeg kan vist roligt sige at jeg aldrig bliver Tove Ditlevsen fan. Dette var mit første møde med hende, og jeg må nok indrømme at hvis ikke det også bliver det sidste, så kommer der i hvert fald til at gå umådelig lang tid inden jeg kommer til at støde på hende igen. Hvilket nok er ærgerligt på en del punkter, men i det mindste kan jeg nu sige med knap så bævrende stemme at jeg rent faktisk har læst noget Ditlevsen, når folk pludselig spørger meget kritisk til den slags.

Allerede fra start blev det klar at Ditlevsen har sin helt egen stil, som det ville tage lidt tid at vænne sig til. Det er meget gnidret, forstået på den måde at det er meget tætskrevet på den facon at det kan være svært at skelne mellem enkelte ting. Jeg fandt det for eksempel meget svært at dialogerne også hvad skrevet ind som alm. ’brødtekst’ og at der ikke i det mindste var noget linjeskift for at indikere tale mellem diverse personer. Det tog mig en del tid at finde rundt i de mange ting og skille det ene fra det andet, og faktisk at finde ud af hvem det var jeg skulle læse en historie om.

Esters historie er måske ikke så særpræget, faktisk er den meget lig alle andres unge Københavnske piger. Hvad der så gjorde den særlig var måske nok måden Ditlevsen skrev den på, og jeg har ladet mig fortælle at den også er tæt inspireret af hendes eget liv. Bogen er inddelt i tre dele, først med Ester som barn efterfulgt af Ester som ung pige for til sidst at fortælle om hende som ung kvinde. Den inddeling syntes jeg nu godt om, selvom den sidste del gik mig lidt imod.

”Børnene i gaden leger far-mor-børn. De trækker lod om, hvem der skal være far, for det er et lidet eftertragtet hverv. Nå, her er din mad far, siger den lille mor fornuftigt, gå så på arbejde! Farvel tak, så er han af vejen, og står utålmodigt oppe på køkkentrappen og råber ud af vinduet, om det ikke snart er fyraften.”

Jeg kunne godt lide den første del med Ester som barn, fordi den har uskylden og naiviteten omkring resten af verden, og Ester kæmper med hele verden og sit eget liv for at finde sin plads i livet. Hun kan ikke finde ud af at stjæle slik i den lokale butik, som de andre børn, men hun har ingen problemer med at spise det slik som de andre spiser. Jeg syntes måden Esters barndom er beskrevet på var så fin, selvom den virkede uoverskuelig på nogle punkter. Jeg kunne godt lide Esters tilgang til verden, selvom den var ret så naiv gang på gang.

De to sidste dele af bogen brød jeg mig knap så meget om. Det handler måske knap så meget om hvad der skete for Ester, men mere om måden det blev fortalt. Jeg sad flere gange og savnede at Ditlevsen var noget mere direkte i sin fortælling, for Ester kommer ud for nogle ting som ikke altid er så positive, men de blev fortalt alt for lyrisk og overfladisk – kom nu ind til sagens kerne, har jeg næste lyst til at sige. Sig tingene som de er, i stedet for at sugar coat it! Til sidst må jeg nok også indrømme at Ester gik mig lidt på nerverne, hun blev alt for desperat og rent ud sagt dum nogle gange. Det var som om hun søgte lykken, men med vilje spændte ben for sig selv for rent faktisk at opnå den.

Alt i alt var det en oplevelse at læse Barndommens gade på flere punkter. Det er en skrivestil jeg ikke lige er stødt på før, og heller ikke regner med at gøre lige foreløbig. Det var en historie som startede godt, men endte knap så godt. En person som begyndte interessant, men bare tog en al for desperat og negativ drejning. Der var klart ting jeg syntes var gode, men også en del ting jeg ikke brød mig om. Men som sagt, nu kan jeg sige at jeg har læse Tove Ditlevsen.

Continue Reading

Uprooted (Naomi Novik, 2015)

Agnieszka loves her valley home, her quiet village, the forests and the bright shining river. But the corrupted Wood stands on the border, full of malevolent power, and its shadow lies over her life. Her people rely on the cold, driven wizard known only as the Dragon to keep its powers at bay. But he demands a terrible price for his help: one young woman handed over to serve him for ten years, a fate almost as terrible as falling to the Wood.

The next choosing is fast approaching, and Agnieszka is afraid. She knows—everyone knows—that the Dragon will take Kasia: beautiful, graceful, brave Kasia, all the things Agnieszka isn’t, and her dearest friend in the world. And there is no way to save her. But Agnieszka fears the wrong things. For when the Dragon comes, it is not Kasia he will choose.

(Tekst fra goodreads)

IMG_5088

Bogen får 5 ud af 5 stjerner.

Jeg begyndte den her bog oven på en ret stor bookhangover, og jeg kan kun sige at den hjalp den lidt på afveje – altså bookhangoveren. Jeg kan huske da jeg bestilte bogen her hjem, for nok vel et år siden, og der faldt jeg udelukkende for coveret – det sker igen og igen, også selvom jeg godt ved man ikke skal dømme en bog på dens cover, men prøv lige at kig en ekstra gang på hvor smukt det her er! Jeg kan kun rose min egen næse for at finde en bog som ikke bare er smuk udenpå, men også helt igennem fantastisk indeni. Først skal det siges at det er en enkeltstående bog, så man kommer ikke til at sidde med længsel og suk efter at have læst den færdig, fordi man nu skal sidde og vente på næste bog i serien. Det faktum at bogen er så god at der burde være flere, er en helt anden sag, men på den anden side ville det også ødelægge noget at den charme som bogen har i sig selv.

Historien fortælles af Nieszka, som mod al forventning bliver den udvalgte der skal leve hos Dragen de næste 10 år. Hvert 10 år kommer troldmanden, også kendt som Dragen, og vælger en ung pige til at bo i sit tårnslot og opvarte ham igennem de næste 10 år, indtil der er brug for en ny pige. Rygterne flyver i de lokale landsbyer, om hvad han rent faktisk sætter pigerne til, og da Nieszka på usandsynligvis bliver valgt, begynder hendes hjerne straks at fabrikere scenarioer. Tingene går dog ikke helt som forventet, for Nieszka er ikke som de andre piger, af den simple grund at hun også har lidt magi i sig, og hendes tid i tårnslottet kommer ikke bare til at gå med at opvarte Dragen, men også i at blive udlært i magi. For på den anden side af landsbyerne lurer den mørke skov, som ikke har i sinde at holde sig tilbage fra at sluge alt og alle den kan få fingrene i.

”He looked at me, baffled and for the first time uncertain, as though he had stumbled into something, unprepared. His long narrow hands were cradled around mine, both of us holding the rose together. Magic was singing in me, through me; I felt the murmur of his power singing back that same song. I was abruptly too hot, and strangely conscious of myself. I pulled my hands free.”

Nieszka som fortæller og hovedperson fungerer utrolig godt. Det var interessant at høre om alt det ukendte fra hendes synsvinkel, mest af alt fordi det på den måde gjorde det hele lidt mere mystisk, fordi hun netop ikke vidste alt hvad der var at vide, ligesom Dragen for eksempel gør. Hun bliver taget til tårnslottet i de første par kapitler, og det er en ganske god start, for som læser sidder man lidt spændt og venter på hvad mon der nu vil ske, og ikke mindst venter man på sammenstød med denne Drage, som Nieszka frygter så grusomt. Den første tredjedel af bogen, ventede jeg nervøst på disse sammenstød, mest af alt fordi Nieszka var så utrolig bange for hvad han kunne finde på, men også fordi han bare var så utrolig ligeglad og nedladende at deres sammenstød ikke kunne skabe andet end mundtlige opgør og drama. Sammenspillet mellem de to karaktere fungerede i det hele taget fantastisk hele bogen igennem, og der var en del af bogen hvor jeg savnede Dragen noget så forfærdeligt, næsten lige så meget som Nieszka gjorde.

IMG_5090

Uprooted står på en del goodreadslister som en eventyrgenfortælling, og i starten var jeg ikke helt sikker på hvor det skulle bære hen. I starten kunne jeg ærligt talt ikke se hvordan det skulle passe sammen. Men som siderne vendtes og Nieszka udviklede sig personligt, og hendes forhold til Dragen også udviklede sig, begyndte der sig at danne et mønster, og Skønheden & Udyret trådte pludselig lidt frem i lyset. Dog ikke Skønheden & Udyret på den traditionelle måde, og det syntes jeg var herligt. Da det først stod klart at det var det eventyr der blev bygget på, kunne jeg slet ikke stå for det, og Sarkan, som Dragen også hedder, blev endnu mere uimodståelig i sin stædighed og overbærenhed overfor Nieszka. Men begge karaktere kommer også til at vise sårbarhed, og jeg elsker når karaktere kan være alsidige på den måde, og vise flere sider af sig selv. Jeg nød at følge Nieszka på sin udvikling, ikke blot som ung pige/kvinde, men også som troldkvinde for at finde den selvtillid hun får brug for.

”But I couldn’t belong here with him, either. Sarkan had shut himself up in this tower; he’d taken us one after another; he’d used our connection, all so he wouldn’t have to make one of his own. There was a reason he never came down into the valley. I didn’t need him to tell me that he couldn’t come to Olshanka and dance the circle without putting down his own roots, and he didn’t want them. He’d kept himself apart for a century behind these stone walls full of old magic.”

Uprooted er på mange måder en helt traditionel fantasy-roman, med magi og noget ondt der skal bekæmpes, men på andre punkter er den så meget mere. Den behandler også menneskelige emner, om at overkomme sorg og tilgivelse, at finde sig selv og se i øjnene hvem man er over for andre, og ikke mindst sig selv, og stå ved det og omfavne det – og hinanden. Det er den slags scener der skiller sig ud og gør at man tænker tilbage på en bog, og får lyst til at læse den igen lige med det samme. Da jeg havde læst det sidste kapitel sad jeg og manglede mere, ikke fordi at slutningen ikke var helt tip-top i orden, som den skulle være, jeg ville bare gerne læse mere om Nieszka og Sarkan og hvad de nu skulle stå til opgør med – både over for hinanden og udefra. Alt jeg vist kan slutte med at sige er, at den her bog bare er helt fantastisk fra start til slut, og jeg syntes du skal gøre dig selv den tjeneste at læse den, hvis du ikke allerede har gjort det – i så fald, så læs den igen, bare fordi du kan.

Continue Reading

2016 – Top 5 Reads So Far

Vi er ved at være halvvejs igennem året – faktisk så er vi over halvvejs igennem året! – og jeg tænkte, at det var tid til at kigge lidt tilbage på nogle af de bedste bøger jeg har læst i år. Jeg har læst rigtig mange gode bøger i det her år, mine stjerner er pænt fordelt, men der er alligevel enkelte bøger der skiller sig ud fra de andre, og stadig spøger i hukommelsen. Og når jeg ser på den lille stak af min Top 5 indtil nu, så er de faktisk også pænt fordelt i deres forskellige genrer. Der er både lidt YA, lidt fantasy, lidt chick-lit, lidt humor, lidt eventyr, lidt romance og et par diverse andre ting. Alt i alt burde der være lidt til enhver.

IMG_5155

To af disse bøger har jeg hørt som lydbøger, og det er derfor de ikke er med på billederne. Det er først Jojo Moyes One Plus One og Fredrick Backmans Min mormor hilser og siger undskyld. One Plus One er en rørende historie om at finde sig selv igen, trods hele verdens modgang, og at man samtidig finder en der ser alle de gode ting i dig, på trods af verdens modgang. Jeg elskede simpelthen denne historie om Jess og hendes børns prøvelser, og hvordan det hele bare ser ud til at gå ned af bakke, kun for at vende i sidste øjeblik, som kun Moyes kan skrive det. Min mormor hilser og siger undskyld var en sådan bog, der fik mig til at tænke lidt over hvor ondskabsfulde børn rent faktisk kan være, men også hvor fantastisk andre børn kan være. Det kræver bare at man tager sig tiden til at kende disse børn, for når man konstant render rundt med et Gryffindor halstørklæde, kan man kun være det værd at lære at kende. Hver bog har lidt feel-good-stemning over sig, jeg blev i hvert fald i rigtig godt humør af at læse/høre dem. Det er bøger jeg forestiller mig også ville passe rigtig godt sammen med en kold drink ved pool eller strandkanten.

En af de bedste YA bøger jeg har læst i år, må helt klart være Fangirl af Rainbow Rowell. Det var sågar også mit første møde med Rowell, og det imponerede mig kun til at ville læse mere. Det er endnu en typisk find-dig-selv YA, men kombinationen med fanfiction universet var en finurlig tilføjelse, der gjorde at bogen næsten havde en ekstra historie, ud over Caths. Ikke at Caths historie ikke også var helt igennem herlig, der var overraskende, skræmmende mange punkter i Caths liv jeg kunne genkende mig selv i, og det gjorde at jeg blev des mere glad for bogen. Det er helt klart en bog man skal læse, hvis man har behov for noget let og ikke alt for livstungt til en dag på terrassen.

IMG_5161

IMG_5165

Når det kommer til fantasy har jeg læst en del, men der er to inden for de seneste par måneder, jeg stadig ikke kan glemme. Begge to hører også lidt ind under genren eventyrgenfortællinger, om end de er spinkle i den ende. Det er selvfølgelig A Court of Mist and Fury af Sarah J Maas og Uprooted af Naomi Novik. ACOMAF er godt nok en to’er i en serie, og derfor vil det nok være fordelagtigt at læse den første bog i serien, men dertil skal man bare vide at serien bliver så meget bedre i bog to.  Uprooted bygger løst på eventyret om Skønheden & Udyret, og da jeg først var kommet godt i gang med den, faldt jeg pladask for personerne deri og havde slet ikke lyst til at skulle slip på dem. Det kan godt være det er en lidt ’tungere’ fantasy bog, men når først man er hooked, bliver det svært at ligge den fra sig. Jeg forstiller mig at den vil passe perfekt til de regnfulde sommerdage vi har for tiden.

Det var et kort indblik i mine Top 5 for året indtil nu. Der har selvfølgelig, som sagt, været mange andre rigtig gode historier. Jeg er også sikker på at der kommer til at være ligeså mange i den sidste halvdel af året, det håber jeg i hvert fald. Har I læst mange gode bøger i år indtil nu, og hvilke er så med i jeres Top 5?

Continue Reading

E. Aster Bunnymund and the Warrior Eggs at the Earth’s Core (William Joyce, 2012)

Pitch, the Nightmare King, and his Fearlings had been soundly driven back by Nicholas St. North and company in the first Guardians’ adventure. But now Pitch has disappeared completely—and out of sight does NOT make for out of mind. It seems certain that he’s plotting a particularly nefarious revenge, and the Guardians suspect he might have gone underground. But how can they find him there?

Enter E. Aster Bunnymund, the only emissary of the fabled brotherhood of the Pookas—the league of philosophical warrior rabbits of imposing intellect and size. Highly skilled in martial arts (many of which he invented himself), Bunnymund is brilliant, logical, and a tunnel-digger extraordinaire. If the Guardians need paths near the Earth’s core, he’s their Pooka. He’s also armed with magnificent weapons of an oval-sort, and might just be able to help in the quest for the second piece of the Moonclipper.

(Tekst fra goodreads)

IMG_4948

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

The Guardians er virkelig ikke i nærheden af hvordan filmen er lavet, og det er på sin vis fint, for den historie der fortælles i bøgerne stikker dybere og har mere at fortælle end filmen. Der er også flere personer at holde styr på, hvilket gør det hele lidt mere forvirrende, men det bidrager også mere til historien, samt det af vi får mere baggrundshistorie. Det billede man har af de forskellige karakterer fra filmen er også helt forskelligt fra hvordan de bliver fremvist i bøgerne, og det er lidt underligt. For i starten så jeg stadig filmens udgaver for mig, men som jeg læser mere og mere om dem, så passer bøgernes billede af dem bedre og bedre.

En af de personer der har en større rolle i bøgerne er pigen Katherine. Hun er ikke en Guardian som de andre, der bliver tilføjet løbende, men hun er næsten mere interessant fordi hun helt almindelig i forhold til de andre. Hun er den forældreløse pige der binder de andre personer sammen, fordi hun formår at holde hovedet koldt og tænke klart når de andre ikke kan. Hun er også en af de få der kan tænke og huske at tænke på de menneskelige følelsesmæssige sider af sagen.

”Katherine sighed. Here they were, the oldes and wisest creatures on Earth and the greatest warrior-wizard of the age, yet they were behaving like a pair of braits. She’d been waiting for something like this to happen between them. They’d been aching for a fight since they’d met!”

Den anden bog tilføjer påskeharen, eller hvad der skal forestille påskeharen, som et forhistorisk dyr af ukendt natur, som ikke har nogen kendskab til mennesker og deres natur. Han træder til for at hjælpe de andre Guardians da Pitch kidnapper en af deres egne og tager ham med til jordens kerne. Som den slags ting gør, så ender det i et stort slag, men ikke uden at visse ting bliver afsløret og gør baggrundshistorier lidt mere interessante.

Det er en rigtig sød børnebogsserie, som jeg håber at kunne få lov til at læse højt for nogle børn i fremtiden, enten mine egne eller andre børn på en eller anden måde. Men de er også søde at læse for sig selv, om ikke andet så er det sjovt at læse lidt om hvordan myterne bag de forskellige fabeldyr kan fortolkes.

Continue Reading

Movie of the Month #01 – Me Before You

Fremover vil jeg forsøge at inddrage en film hver måned, som en lille afveksling fra alle boganmeldelserne. Dog vil forbindelsen til bøgernes verden stadig være til stede, for jeg vil bestræbe mig efter (kun) at anmelde film, der er lavet baseret på bøger. I denne måned vil jeg snakke adaptationen af Me Before You (Mig før dig), skrevet af Jojo Moyes.

Sammen med bogklubpigerne begav vi os ind i biografens mørke, godt provianteret med både popcorn og en stor håndfuld kleenex. Vi havde jo alle sammen læst bogen bag filmen, og vidste godt hvad vi gik ind til, og stort set og alle sammen var forberedt på at skulle græde snot, men mere om det senere. Historien om Lou, der pludselig bliver nødt til at tage et job som personlig plejer for en næsten lam mand, har rørt adskillelige mennesker kloden rundt. Det er en historie om livet, mennesker og de svære valg vi bliver nødt til at træffe, også selvom vi ikke har lyst til hverken at se dem i øjnene, eller at holde fast i de løfter vi forsøger at give til vores kære.

Personligt, så har jeg altid store forventninger til en filmadaptation af en bog, som bare var helt igennem fabelagtig. Det er ikke fair over for filmen, for pludselig har den allerede en frygtelig masse kriterier at skulle leve op til, men sådan er det altid for film der er lavet på bøger. Derfor blev jeg også enormt glad for at se at Jojo Moyes selv havde været med til at skrive screenplay til filmen. Det kunne tydeligt mærkes, og de ikoniske replikker var bibeholdt og kom til udtryk lige præcis som de skulle. Det kunne mærkes på karaktererne at de var tro til dem de også var i bogen, og det var herligt.

I rollen som Louisa Clark var det Emilia Clarke (som mange kender fra Game of Thrones, men som jeg ikke har set), og hun gjorde det bare så godt. Hun er jo med i stort set alle scener, så jeg forestiller mig at hun har haft et hårdt arbejde. Men hendes Lou var bare så fin, hun var både sårbar, sjov og hudløst ærlig når det var nødvendigt. Og hendes fysiske skuespil var også rigtig fint, måske var der lidt for meget liv i hendes øjenbryn fra tid til anden, men det bragte også bare så mange stærke følelser til hendes ansigt, og man fik næsten helt ondt i hjertet sammen med hende. I rollen som Will var det Sam Claflin (også bedre kendt som Finnick i The Hunger Games), og han gjorde også et rigtig flot stykke arbejde. Taget i betragtning at han skulle sidde stille 99% af tiden han lavede denne film, så var det bemærkelsesværdigt, hvor meget liv han kunne bringe til karakteren bare ved hjælp af ansigtsmimik. Det kræver et godt stykke arbejde, og at man virkelig sætter sig ind i karakteren for at publikum også får den fornemmelse. Så gør det jo heller ikke noget at han er lidt pæn at se på. Samspillet mellem Clark og Claflin kørte også bare super godt – for mig virkede det meget naturligt det de fik frem på skærmen. Der var ikke noget anstrengt, som man nogle gange kan se små spor af i den slags film hvor to mennesker skal arbejde så tæt sammen, men i det her tilfælde kørte det bare på skinner. De var hver så forskellige i deres tilgang til karaktererne, at deres udtryk af dem hver, skabte en flot filmkemi.

Jeg blev glædelig overrasket over hvor mange større, kendte ansigter der også var med i filmen. Matthew Lewis (også bedre kendt som Neville Longbottom fra Harry Potter) spiller den fitness-fanatiske kæreste Patrick, og han gjorde det bare fantastisk. De scener hvor han bliver sat over for Will (og Lou) var nogle af de mest komiske, og bedste scener fra filmen med de lette grin. Hans ansigtsmimik var helt i plet i de scener. Derudover var der Brendan Coyle, også kendt som Mr Bates fra Downton Abbey, som Lous far og Jenna Coleman, også kendt som Clara Oswald i Doctor Who, som Lous søster. Deres roller var måske ikke så store, men fordi man kendte dem andet steds fra, lagde man alligevel mærke til dem.

Rent filmisk var det også en rigtig flot film, de steder de har brugt til locations var bare så fantastisk smukke, at jeg sad og sukkede efter at komme til England. Det var faktisk lige før jeg sukkede efter at bo i så lille og flot en by. Slottet der binder byen sammen, og har en lidt større rolle i bogen, var virkelig også flot. Det mindede mig om de gamle slotte i Edinburgh, en anden by jeg knuselsker. I det hele taget var der truffet nogle rigtig gode beslutninger når det kom til locations.

Jeg startede med at sige at jeg godt var klar over at jeg ville græde snot til den her film, og det gjorde jeg skam også! Hele biografsalen var næsten fyldt op – og jeg talte kun 2 mænd deriblandt – og allerede halvvejs igennem kunne man høre snøften rundt omkring. Da filmen var ved at være færdig, var det en stor tudefest fra ende til anden, og jeg tror ikke der var nogen der forsøgte at ligge skjul på deres tårer og gråd. Jeg havde sørget for godt med servietter, og heldigvis stod min vandfaste mascara testen, og holdt, til trods for hvor meget jeg rent faktisk græd.

Me Before You er helt klart en tøsefilm, men jeg syntes også fyre skal se den. Det er nok mest på grund af det emne, som filmen behandler. Aktiv dødshjælp er et meget seriøst emne, og jeg tror mange af os tager for givet at selv trods alverdens skavanker og ulykker, så vil alle gerne leve videre, men sådan er det desværre bare ikke. Om man har læst bogen eller ej, så se filmen, bare for at få et kort, om end fiktivt, indblik i hvordan en person kan forholde sig til aktiv dødshjælp. For det er et seriøst emne, som bliver behandlet med stærke følelser i filmen, og man vil ikke kunne undgå at blive rørt. Så bare tag ind og se den!

 

Continue Reading
1 2 3 50