Dumplin’ (Julie Murphy, 2015)

Self-proclaimed fat girl Willowdean Dickson (dubbed “Dumplin’” by her former beauty queen mom) has always been at home in her own skin. Her thoughts on having the ultimate bikini body? Put a bikini on your body. With her all-American beauty best friend, Ellen, by her side, things have always worked…until Will takes a job at Harpy’s, the local fast-food joint. There she meets Private School Bo, a hot former jock. Will isn’t surprised to find herself attracted to Bo. But she is surprised when he seems to like her back.

Instead of finding new heights of self-assurance in her relationship with Bo, Will starts to doubt herself. So she sets out to take back her confidence by doing the most horrifying thing she can imagine: entering the Miss Clover City beauty pageant—along with several other unlikely candidates—to show the world that she deserves to be up there as much as any twiggy girl does. Along the way, she’ll shock the hell out of Clover City—and maybe herself most of all.

(Tekst fra goodreads)

fullsizeoutput_f44

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Jeg blev faktisk positivt overrasket over Dumplin’ og det har nok at gøre med jeg ikke helt vidste hvad jeg skulle forvente. Den har fået rigtig meget god omtale, for at være en vigtig ungdomsbog fordi den omhandler det sarte emne omkring vægt og selvværd, hvorfor jeg også syntes den lød interessant. Det er historien om Willow Dean der umiddelbart lader til at have selvtilliden i orden, på trods af at hun – ifølge sig selv – vejer noget mere end de andre piger på skolen. Og måske netop på trods af dette, vælger at stille op i den lokale skønhedskonkurrence.

Præmissen bag historien på denne facon lyder som sådan rigtig god, og den gør op med en masse stereotyper, og det hele starter ganske godt i den forstand. Desværre holder Willow Dean den bare ikke kørende hele vejen fra start til slut. For som sagt så er det umiddelbart kun udadtil at hun har selvtilliden i orden, i hvert fald sådan som det skal forestille sig. I sidste ende så er hun lige så usikker som alle os andre. Det gjorde mig ikke rigtig noget på nogle punkter, for det gjorde hende også mere virkelig og troværdig. Jeg tror en overvægtig teenager med stor selvtillid hører til de sjældne, hvorfor Willow Dean også ville virke lidt søgt. Desværre ødelagde det bare lidt af historien, for stort set hele affæren med den overvægtige pige i skønhedskonkurrencen blev båret meget af den selvtillid der skulle følge med der.

På en del småpunkter irriterede Willow Dean mig, mens hun på andre vandt mig tilbage. Det lyder forkert, for på mange punkter reagerede hun bare som jeg tror enhver anden teenager, der er lidt usikker på sig selv, vil gøre. Desværre går det bare lidt imod den facade hun får sat op omkring sig selv, eller retter den facade som Murphy får skabt omkring Willow Dean. Og det er synd, for hvis Willow Dean bare havde taget imod den kærlighed og det venskab som hun tydeligvis er værd, uden at brokke sig over det, og lade være med at tro hun ikke er god nok, og i stedet stå ved den selvtillid der bliver vist i de første kapitler, så havde bogen været lige den tand bedre.

På nogle punkter er det derfor en solid ungdomsroman, med et godt budskab, men jeg vil også sige at man ikke skal følge Willow Deans overbevisning hele vejen igennem. På den anden side, så gennemgår Willow Dean også en udvikling, som enhver ungdomsroman også skal, og det viser at hun ikke er perfekt, selvom hun gerne vil lade som om – i starten i hvert fald. Lige på det punkt viser bogen at vi skal lære at acceptere os selv, inden vi kan lære at tage imod kærlighed og venskab fra andre – hvilket i sig selv er et smukt budskab.

Continue Reading

Howl’s Moving Castle (Diane Wynne Jones, 1986)

In the land of Ingary, where seven-league boots and cloaks of invisibility really exist, Sophie Hatter attracts the unwelcome attention of the Witch of the Waste, who puts a curse on her. Determined to make the best of things, Sophie travels to the one place where she might get help – the moving castle which hovers on the nearby hills.

But the castle belongs to the dreaded Wizard Howl whose appetite, they say, is satisfied only by the hearts of young girls…

(Tekst fra goodreads)

fullsizeoutput_f3b

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

De japanske tegnefilm af Miyasaki har aldrig været en del af mine favoritter, men lige præcis hans udgave af Det levende slot, den har jeg altid været svært glad for. Da jeg derfor fandt ud af, at den rent faktisk er baseret på den første bog i en serie af Dianne W. Jones, måtte jeg jo eje den og ikke mindst læse den. Men det var også med lidt nervøsitet at jeg gik i gang med den, for ville den nu leve op til mine forventninger i forhold til hvor glad jeg er for filmen?

Bogen læner sig meget op af filmen, eller rettere er det måske filmen der læner sig meget op af bogen, men alligevel var det som en helt anden historie. Som altid er der meget mere baggrundshistorie igennem bogen, og nogle af personerne er da også helt og aldeles anerledes end hvad de er i filmen. Og jeg er faktisk i tvivl om hvilken version af dem jeg bedst kunne lide. Den nok største forskel er personen Michael, som har en væsentlig aldersforskel i bog i forhold til film. Og hver udgave af dem passer fint som de, for det hænger også sammen med de andre udgaver af de andre personer i historien. Howl var interessant på flere niveauer, men her i bogen fik man lidt mere af ham, og så alligevel ikke.

”There was nothing Sophie could do but hobble away with her bucket clanking by her side. She was a little shaken, and very surprised that Howl had not thrown her out of the castle on the spot. But since he had not, she thought of the next thing that needed doing at once.”

Jeg kan heller ikke sige hvilken af de to jeg foretrække frem for den anden, for selvom filmen er baseret på bogen, så er det 2 vidt forskellige historier, i hvert fald i mit hoved. Det jeg rigtig godt kunne lide ved bogen, var den konflikt der var lagt op til mellem Howl og den skræmmende heks, som også forbander Sophie. For det lader til at der er mere i den, end bare lige ved første øjekast. Når man så også tænker på at det faktisk er en bogserie, så var det interessant at se udviklingen igennem bogen, både på den konflikt, men også mellem personerne.

fullsizeoutput_f3a

Sophie som hovedperson var rigtig underholdende. Hun er en svært alsidig person, som fungerer både som ung såvel som gammel, og af en eller anden grund foretrak jeg hende som gammel. Det hænger nok sammen med, at hun fik mere rygrad som gammel, og hun turde nogle flere ting end hvad hun ville have gjort som sit unge jeg. Det var bare lidt sjovere at læse om hende, når hun turde gøre ting, i stedet for bare at vente på der skulle ske noget.

”Below the mist was a band of dark green. Sophie nodded. Though she could not see the moving castle this far away, she was sure the mist marked the place of flowers. She took another careful stride.”

Jeg er ikke sikker på jeg vil læse videre i serien, historien kunne faktisk godt virke afsluttet på nogle punkter. Og de punkter der ikke var helt afsluttet, har jeg det fint med ikke at vide hvad der sket. Hvis jeg skal være ærlig, så tror jeg nok at jeg i fremtiden blot vil se filmen, for i sidste ende så er det nok den jeg foretrækker, selvom der er mere dybde i personerne i bogen. Men nu kan jeg jo så selv ligge den dybde i personerne næste gang jeg ser filmen.

Continue Reading

Det sørme, det sandt December!

Det er blevet den første december, og hertil følger en hel masse traditioner for alle og enhver. Af en eller anden årsag var det heller ikke nær så hårdt at stå op i morges, til trods for vintermørket og kulden. Der er bare et eller andet ved december, som gør det hele lidt mere hyggeligt. For mig kommer december til at betyde en masse ting, men ikke mindst at arbejdet stille og roligt begynder at trappe ned, og jeg kan skimte barslen nærmere i horisonten.

img_6060

fullsizeoutput_f35

I december står den på julefrokoster med venner, familie og kolleger. Den står på julebag i stor stil, for pludselig begynder folk også at kræve bestemte småkager, det er nu lige lovlig frækt. Men jeg er så god af mig, at jeg glædeligt føjer dem, for det er jo kun december en gang om året. December står også på rolige aftenener i stearinlysets skær med julekalender på TVet (jeg tror der bliver sendt 17 forskellige på tværs af alle kanaler – jeg har dog ikke lige talt helt efter, men det virker sådan). December står på afslapning, hygge og ikke mindst bøger og læsning der passer dertil.

Udover de bøger jeg allerede er i gang med lige for øjeblikket, så har jeg udvalgt 6 andre bøger, som jeg planlægger at fordybe mig i som måneden forløber sig.

  • A Merry Christmas and Other Stories (Af Louisa May Alcott) er en kort julehistorie af forfatteren til Little Women, som jeg ikke kunne stå for da jeg gik på udkig efter julebøger til i år. Det er en del af Penguins julebogsserie på i alt 5, hvoraf jeg læste to andre sidste år.
  • The Night Before Christmas (Af Nickolai Gogol) tilhører samme serie fra Penguin som ovennævnte, og den er så kort og fin at den nok er læst alt for hurtigt, og derfor er det altid godt at have lidt ekstra.
  • Little Women (Af Louise May Alcott) er det vist snart på tide at jeg får genlæst, og eftersom der er arrangeret en readalong i løbet af december, så tænker jeg det kunne være passende om jeg ikke fandt tid til det der.
  • The Snow Child (Af Euwyn Ivey) fik jeg fra min secret santa sidste år, og den ser og lyder bare perfekt til en vintermåned, så derfor er den røget på min december læseliste.
  • Crown of Ice (Af Weavil) er en genfortælling af Snedronningen, som jeg har haft stående på hylden et godt stykke tid, og jeg blev enig med mig selv om at den skal læses nu, for snetemaet, eller rettere vintertemaet kommer som kaldet.
  • Skyggernes Dronning (af C.J. Redwine) er næste bog vi skal læse i bogklubben, så den tænker jeg kommer til at passe perfekt til dagene mellem jul og nytår som noget let og elegant til at få årets sidste dage til at gå.

img_6062

Nu må tiden blot vise om jeg rent faktisk får tid til at læse alle disse bøger i måneden, for der kommer også til at ske en masse andre ting, er jeg overbevist om. Om ikke andet, så er det altid godt at have et mål for sig.

Hvad planlægger I at læse i december måned?

Continue Reading

November Wrap-Up

November har været opladningsmåned, og arbejdsmåned, og efterårsmåned og den måned man bare venter lidt på skal være færdig for at det kan blive december og arbejdet aftager lidt igen. For november er altid den travleste måned på arbejde for mit vedkommende, og i år var ikke just nogen undtagelse. Dog har den ikke været den hårdeste måned af dem jeg husker fra tidligere år. Til gengæld har den været travl af mange andre årsager. Her i den sidste uge havde jeg nemlig mit første besøg i forbindelse med mit pædagogikum på arbejde. Det lyder måske ikke så voldsomt, og det er det i praksis heller ikke. Det er mest af alt optakten til det, der sætter tanker i hovedet på en og stresser en på flere aspekter. Lige nu er jeg bare taknemmelig for at det er overstået, og jeg kan trække vejret lidt lettere. Det betyder dog ikke at jeg skal slappe helt af på arbejde, bare at jeg kan se frem til juleferien med lidt lettere skuldre.

Det har også betydet at jeg ikke har fået læst helt så meget som jeg plejer, men alligevel er det blevet til 5 bøger, med 2 stadig igangværende. Jeg kan mærke jeg er gået lidt død i lydbøger for tiden, jeg kan ikke finde energien til at koncentrere mig om lydbøger, og har flere gange tilvalgt Disney-musik eller julemusik fremfor en lydbog. Jeg fornemmer det er lidt på grund af julestemningen, der stille og roligt begynder at indfinde sig hos mig for alvor. I år har vi været ude og købe vores første eget juletræ! Det står så smukt i stuen, og jeg pynter det lige så stille fra dag til dag, så det er langt fra pyntet færdigt endnu. Jeg skal hilse og sige fra Kæresten af det var en kamp at få den forpulede fod på træet, og opdage at det stadig var for højt da det endelig blev bakset ind i stuen. Men det er vores første træ, og tingene skal vel aldrig gå helt som planlagt.

fullsizeoutput_f32

Af de bøger jeg har fået læst mig igennem er den første Wink, Poppy, Midnight som er en lidt særpræget fortælling om spørgsmålet hvem der er helt og hvem der er skurk. Det er lidt en historie med en utroværdig fortæller, problemet er bare at gennemskue hvem der er den utroværdige fortæller, og selv nu er jeg selv stadig lidt i tvivl. I stil med utrovædrige fortællere blev jeg endelig også færdig med min Edgar Allen Poe novellesamling, Murders in the Rue Morgue and Other Tales. Den har jeg også kun været i gang med i godt over 2 måneder, og jeg må desværre indrømme at jeg sprang et par stykker af novellerne over til sidst, fordi jeg simpelthen fik Poe-overload og ikke kunne holde til flere. Men der er nogle rigtig gode i blandt novellerne, men der er også nogle forfærdelige kedelige nogle. For at lidt andet en Poe, hev jeg fat i en lille Black Classic med HC Andersen i form af The Tinderbox. Den var en kombination af velkendte og knap så velkendte små eventyr fra vores kendte digter, og de var ganske fine at genlæse.

Senere på måneden var Gyldendal så rar at sende mig et eksemplar af Zarens Spil, som jeg gik i gang med næsten med det samme. Bogen foregår i det gamle Rusland og der er magi på færre, og jeg var herligt underholdt fra ende til anden. Der kommer selvfølgelig en mere fyldestgørende anmeldelse senere. Der blev også plads til en enkelt genfortælling denne måned, i form af Queen of Hearts, som desværre skuffede mig en smule. Det er historien om hvordan den onde dronning i Eventyrland blev som hun blev, men den her version var jeg ikke helt solgt på. Der var bare et eller andet ved den kvindelige protagonist der ikke tiltalte mig helt så meget.

fullsizeoutput_f34

Ellers har måneden også budt på en tur i biografen og se den nye Fantastic Beasts and Where to Find Them, et bogklubsmøde, lidt julehygge med søde kollegaer, kursus i at være forældre og små babyspark inde fra maven. For maven bliver større og større og jeg vokser snart ud af alt mit tøj. Det er både fantastisk og surrealistisk at føle den bette gøre sig bemærket på den måde dagligt, men det er også underligt hvis jeg ikke mærker noget. Størrelsen på maven betyder også at jeg er blevet en smule langsommere og hverdagen skal tilpasses på andre små måder, men vi begynder også at kan se frem til marts hvor den lille kommer til verden.

December kommer til at betyde afslapning, julefrokoster, hygge, familie og hyggelæsning. Det vil jeg skriv mere om i morgen.

Månedens anbefaling: Denne måned har der ikke været nogen bog der sprang kurven for at være den bedste. Men jeg vil nok sætte min finder på Zarens Spil som denne måneds top, mest af alt fordi den tiltalte min kærlighed til det gamle Rusland og magien deri. Desuden har den en interessant cliff-hanger, som jeg ser frem til hvordan den skal udfolde sig i den efterfølgende bog.

Hvordan har jeres november måned set ud? Og hvad planlægger I at læse i december måned?

Continue Reading

Movie of the Month #03 – Fantastic Beasts and Where to Find Them

Fremover vil jeg forsøge at inddrage en film hver måned, som en lille afveksling fra alle boganmeldelserne. Dog vil forbindelsen til bøgernes verden stadig være til stede, for jeg vil bestræbe mig efter (kun) at anmelde film, der er lavet baseret på bøger.

I går blev det endelig min tur til at forvilde mig ind I biografmørket for at stifte bekendtskab med en vis Hr. Newt Scamander. Filmen har kun haft premiere i lidt over en uge, men den har allerede indtjent kæmpestore millionbeløb og høstede en hel del blandende anmeldelser her og der. Det er lige fra de fans der elsker den allerede inden de har set den til vejs ende, bare fordi JK Rowling selv har lavet den, til de mere kritiske film-gængere der lige skulle tænke lidt over hvordan de havde det med filmen efter at have set den. Jeg har nok befundet mig et sted i midten. For selvom jeg har glædet mig til at se filmen, og vende tilbage til den magiske verden, har det også været med en smule skepsis, for hvad var det helt præcist jeg gik ind til med Fantastic Beasts and Where to Find Them?

Kort fortalt er det historien om Newt Scamander der er på gennemrejse i USA, mere konkret New York, hvor hans kuffert med besynderlige dyr pludselig begynder at volde ham en del problemer, da en række af dem slipper ud fra kufferten. Det indblander en No-Maj (amerikansk betegnelse for Muggler), en degraderet Auror og det Amerikanske ministerium. Men bag overfladen lurer der sig størrer trusler, for i Europa er Gellert Grindelwald på løs fod, og han er gået under jorden og er ikke blevet set i lang tid, hvilket også skaber urøre helt ovre i New York på den anden side af Atlanten. I 1920ernes New York er der mistillid, farer bag hvert hjørne og ikke mindst frygt. Frygt fra magikerne at deres verden skal blive opdaget af alle de normale No-Maj; frygt fra disse om hvad der måske lever sammen med dem i deres by, men som de ikke helt kan forklare. Der er altså lagt op til en historie, med flere historier i, hvilket er noget af det Rowling gør allerbedst.

Musikken spiller og gåsehuden rejser sig på mine arme, for med den velkendte lyd er jeg pludselig et barn igen, der mindes de første gange jeg så filmene, og den magiske verden er tilbage i fuld forelskelse for mit vedkommende. I rollen som Newt ser vi Eddie Redmayne, som gør et flot stykke arbejde. Han har skabt Newt som han og Rowling har tænkt ham, og han er fuldt ud troværdig, som den lidt mærkværdige, men faktisk blødsødne mand han rent faktisk er. For hans hjerte brænder for de her sære skabninger, som alle andre frygter, bare fordi de ser lidt underlige ud (lyder det bekendt?). Han får sit eget ’hold’ igennem Katherine Waterson i rollen som Tina Goldstein, Alison Sudol, som hendes søster Queenie og Dan Fogler, som den ignorante No-Maj. Tilsammen opdager de at der er andet på spil end bare løsslupne dyr, og de beslutter sig for at tage sagen i egen hånd, og så går fortællingen ellers stærkt.

Jeg nød hver lille bid af filmen – og det på trods af børn, der skulle frem og tilbage hele tiden, om de skulle tisse eller have mere slik er sådan set lige meget, de forstyrrede, men jeg bed mine negative kommentarer i mig. Verden er den samme, men så alligevel ikke. For vi befinder os i New York, hvor levestandarden for magikere er en helt anden end den vi kender. Al kontakt mellem magikere og No-Maj er strengt forbudt, og det er også en anden tid, 1920erne oser af frygten for heksekræfter, som sniger sig igennem byen. Der bliver namedropped så mange bekendte navne hele tiden, også nogle som man kun hører perifert, men det gør bare at man bliver endnu mere opmærksom på historien, og jeg sidder og sukker højlydt over vi skal vente helt til 2018 før den næste film i serien kommer. Især taget i betragtning af den afsløring der kommer til sidst i filmen. Jeg havde godt gennemskuet der ville være et eller andet skummelt ved omtalte person, men at det var lige den drejning, den havde jeg ikke set komme, og jeg prikkede ihærdigt til Kæresten ved siden af, i min iver for at han skulle blive lige så vild af overraskelse som jeg var. Det er den slags historietwist der gør, at Rowling stadig ophøjes som en af de bedste.

Jeg har kun 2 mindre negative ting at sige om filmen. Det ene er måske nok en lidt nørdet ting, men det irriterede mit øje fra tid til anden. Når man tager i betragtning hvor stort et budget den her film sikkert har haft (og sikkert også i forhold til de andre HP film), så gik det mig på at alle dyrene så ud til at være lavet 100% som CGI. Når jeg tænker tilbage på enkelte HP film, så havde de lavet nogle enormt fede animatronics, hvilket jeg savnede her. For tit blev det irriterende at se på hvordan skuespillerne stod og tydeligvis klappede/aede noget der ikke var det, men som blev sat ind med CGI senere hen. Her syntes jeg sagtens filmfolkene kunne have givet den lidt mere gas, og bygget de fabelagtige dyr i en vis skala, for at givet noget troværdighed til dem oveni skuespillet til skuespillerne! De har pengene og sikkert også materialerne til det, så hvorfor ikke gøre det? Alt det andet magi og halløj der var i filmen var jo pisse fedt at se på, men dyrene overbeviste mig bare ikke altid når de var i interaktion med skuespillerne. Når den lille Niffler rendte rundt på gulvet og skrabede gulvmønter til sig alene, så var den mega sød, men så snart Eddie Redmayne hiver fat i den, og begynder at ruske i den, så falder den troværdighed en smule. Så jeg håber de gør sig selv den tjeneste til næste gang, hvis der skal være lige så mange fabelagtige skabninger med.

En anden ting jeg håber, det er for Rowlings vedkommende. Jeg ved hun har skrevet manuskriptet og at det udkommer i bogformat, men lad det for guds skyld blive ved det! Jeg håber og beder inderligt til at hun ikke lige pludselig får lyst til at skrive de her kommende i alt 5 film om til bogformat i stil med HP. Jeg kan rigtig godt lide at de to historier har separate medieudfoldelser, og det håber jeg også mange andre kan. Det er nok de eneste to kvaler jeg har med filmen – selvom de ser ud til at fylde meget -, for ellers var den helt igennem veludført og fantastisk flot. Hvis man kan lide HP det mindste, eller vil se en film der fortæller en spændende historie med twist og flere udfoldelser til gode, så skal man tage ind og se Fantastic Beasts and Where to Find Them. Om ikke andet, så tag ind og se den for at opleve Eddie Redmayne/Newt udføre en sensuel parringsdans rettet mod en af hans skabninger.

 

Continue Reading

Wonderland i en kasse

I dag er det vist på tide at jeg får vist min seneste #Owlcrate frem. Jeg har fået den tilsendt de sidste to måneder, men især november var jeg spændt på, for den havde temaet Wonderland. Det er altid spændende at se hvad de finder på at putte i kasserne af interessante ting, og jeg må ærligt sige at kvaliteten af udbuddet varierer gevaldigt. Der er enkelt måneder jeg har fået, hvor jeg har været lettere skuffet, mens andre har jeg været helt oppe under loftet af glæde. November-kassen var lidt en blanding derimellem, og jeg skal fortælle hvorfor.

fullsizeoutput_f23

Temaet var som sagt Wonderland, og derfor forventede jeg alverdens ting der havde med Alice i Eventyrland at gøre, og det var der skam også i forskellig vis. Jeg tror det er præcis et år siden jeg modtog min første Owlcrate, og der var der sjovt nok også en pakke te i, ligesom denne gang (jeg har endnu ikke drukket noget af den pakke fra sidste år, for ærlig talt det duftede lidt mærkeligt, og har på fornemmelsen at det er lidt det samme med det her). Jeg er ikke den største te-drikker, så spørgsmålet om jeg nogensinde får taget hul på den her er uvist, men om ikke andet, så er det nogle utrolig flotte æsker af metal de kommer i, som altid kan gemmes til andet brug.

fullsizeoutput_f24

NB: Alice Pop Funko! figuren er min egen, og fulgte ikke med i denne omgangs Owlcrate.

img_6031

De næste ting jeg fik gravet frem, var blandt andet et fint lille bogmærke med et citat fra den klassiske bog. Det er et rigtig fint og gammeltudseende bogmærke, som har sin helt egen stil, og jeg tror kun det egner sig til bestemte bøger på grund af sit udseende. Desuden var der en magnet der matchede den paperback udgave man fik af den klassiske fortælling om Alice, som var en meget farverig udgave med nogle illustrationer der nok godt kan tåle lidt farvelægning. Der var også en fint lille badge med Alice på, som skal sættes på min badge-rygsæk.

Indtil nu var jeg ikke rigtig blæst bagover af indholdet, hvis jeg skal være ærlig. Det var da okay det hele, men det meste vil jeg nok ikke få så meget brug ud af. Så jeg var begyndt at fortryde November-kassen. Det var lige indtil jeg så hvilken bog de havde gemt nederst, som var denne måneds udvalgte! Kæresten kan skrive under på at jeg gispede (meget) højlydt af glæde da jeg så at det er Marissa Meyers seneste skud på stammen i eventyrgenfortællinger, nemlig Heartless. Lige siden den udkom i starten af november har jeg gået og overvejet at købe den, men på den anden side kunne jeg også ønske mig den i julegave, så jeg holdt mig i skinnet. Og så kom den her og overraskede mig så dejligt efter en meget lang arbejdsdag! Og ikke nok med at det er en super, ekstremt flot hardback udgave, så er det ovenikøbet en udgave de har trykt specielt til Owlcrate, så man kan slet ikke købe denne smukke udgave i butikkerne! Det får mit bogelskende hjerte til at banke lidt hurtigere. Det eneste jeg mangler nu er tid til rent faktisk at læse den, for nøj hvor jeg glæder mig. Hvis den er bare det mindste lige så godt som hendes Lunar Chronicles serie, så kan det kun være godt.

fullsizeoutput_f25

fullsizeoutput_f26

Nu har jeg så også besluttet mig at sætte mit Owlcrate abonnement på pause for et godt stykke tid. Med to ind af døren inden for de sidste to måneder, har jeg vist fået opfyldt mit bogboksbehov for resten af året. Har I prøvet Owlcrate, eller andre bogkasser, og hvor tilfredse har I været?

img_6027

Continue Reading

Half Bad (Sally Green, 2014)

Sixteen-year-old Nathan lives in a cage: beaten, shackled, trained to kill. In a modern-day England where two warring factions of witches live amongst humans, Nathan is an abomination, the illegitimate son of the world’s most terrifying and violent witch, Marcus. Nathan’s only hope for survival is to escape his captors, track down Marcus, and receive the three gifts that will bring him into his own magical powers—before it’s too late. But how can Nathan find his father when there is no one safe to trust, not even family, not even the girl he loves?

(Tekst fra goodreads)

fullsizeoutput_f21

Bogen får 3 ud af 5 stjerner.

Endnu en af de bøger jeg har haft stående på hylden, i hvad der ligner uendelig lang tid. Det er en af de bøger der tiltalte mig på heksekonceptet, og jeg ved faktisk ikke hvorfor det har taget mig så lang tid at få den læst; ikke andet end der har været så mange andre bøger der tog præcedens. Nu efter at have læst den, sidder jeg måske også lidt tilbage med en underlig følelse, for der er ting jeg var ret vild med, men også en del ting der irriterede mig.

Selve den verden der er bygget op i Greens hekseverden fungerer, for mit, vedkommende overraskende godt. Ideen med at der er sorte og hvide hekse er jo en meget gammel ide når det kommer til hekse, og Green har bare trukket den linje endnu mere tydelig. Vi følger historien fra Nathans synsvinkel, en teenage dreng, som desværre lever med det faktum at han er halvt af hvert, hvilket komplicerer livet en hel del for ham. Ikke nok med at hekserådet, eller hvad man nu lige skal kalde det, hele tiden vil holde mere og mere øje med ham, og næsten på en Big Brother facon overvåge hvert eneste bevægelse han foretager sig, så skal han også døje med doser af had fra dele af sin familie.

”After the fight I leave school at lunchtimes and hang out in the streets nearby, avoiding the O’Briens and everyone I can, but it’s a miserable existence and within two weeks I’ve had enough of hiding.”

fullsizeoutput_f20

Nathan er faktisk en ganske god hovedperson. Dog irriterede fortællestilen mig på nogle punkter. Bogen er delt ind i sektioner, og fortællestilen skifter henholdsvis mellem jeg-fortæller og en slags 2. Persons-fortæller. Jeg-fortælleren havde jeg intet imod, og den foretrak jeg hele vejen igennem, men 2. persons-fortælleren irriterede mig. Den passede ikke ind i mit hoved, og jeg kunne ikke forene de to personer på nogle punkter, og eftersom den startede med 2. persons-fortæller, gik der desværre lidt tid for mig, før jeg forbandt de to fortællere som den samme. Hvilket er ret ærgerligt, for Nathan var en ret herlig fortæller, hans måde at forholde sig til verden er måske en smule naiv og uskyldig, men han fortæller det godt.

”I’m not sure I should tell him what happened today. I’m not supposed to leave the apartment, but maybe if I tell him about the Hunters he’ll take me to Mercury. I decide to tell him. But when I open my eyes Gabriel has gone.”

Der er stadig en del plothuller der mangler at blive fyldt ud, men eftersom det jo er en trilogi, skal der vel være plads til den slags. Jeg syntes dog alligevel at forholdet med Nathan og Analiese kunne være udforsket noget mere. Jeg syntes på nogle punkter det var meget overfladisk, og det blev tydeligt fra tid til anden at det fra Nathans side især var fysisk tiltrækning, der vedligeholdt hans fascination hos hende. Hun er også utrolig fraværende i hele historien til at kærlighedsforholdet, i hvert fald efter min mening, endnu er andet end en forelskelse. Der mangler altså noget mere for at det kan blive den der nærmest udødelige romance for at redde hinanden fra verdens ondskab.

En yderst positiv ting ved den her, er den engelske lydbogsoplæser. Jeg kan ikke huske hvad han hedder, men uanset hvad, så har han den mest fascinerede og herlige nordbritiske accent, og den fangede mig fra start af. Nu hvor jeg er begyndt på bog to, er jeg yderst glad for at det er den samme oplæser. Man har nemlig før oplevet at oplæsere bliver skiftet ud fra bog til bog.

Selvom jeg havde en lidt flad oplevelse med den første bog om Nathan, læser jeg alligevel videre. Slutningen på den første bog var lidt cliff-hanger-agtig, og det gør automatisk at jeg bliver bare lidt nysgerrig. Så jeg kan kun håbe at historien bliver bedre bog for bog.

(EDIT: Jeg begyndte på bog 2, men indså halvvejs igennem den at jeg faktisk var ret ligeglad med hvad der skete for Nathan og de andre. Derfor er det endt med at jeg har droppet den her serie, og har i stedet ladet mig fortælle/spoile hvad den slutter med fra en der har læst hele serien, og var glad for den.)

Continue Reading

Wild (Cheryl Strayed, 2012)

Cheryl Strayed var 22 år, da hun mistede alt. Hendes mor døde af kræft, hendes ægteskab gik i opløsning, hun droppede ud af college, begyndte at tage heroin … Fire år senere havde hun nået bunden og tog så den mest impulsive beslutning i sit liv: Helt alene begav hun sig ud på ekstremt krævende vandrerute, Pacific Crest Trail, der strækker sig i et 4000 km langt bælte fra Californien til Canada.

Først da den unge kvinde står i vildmarken, med en rygsæk der er så tung at hun ikke kan løfte den, går det op for hende hvad hun har indladt sig på. Hun er for stolt til at opgive, så hun trodser sin angst – og begynder at gå! Her i den rå natur med klapperslanger, bjørne, pumaer bliver hun konfronteret med sig selv på godt og ondt. Mens hun tilbagelægger kilometer efter kilometer, lader hun i sit indre sit eget splintrede liv passere revu. Langsomt finder hun tilbage til den person hun engang var, og hendes historie samler sig i et nyt og sandere billede.

(Tekst fra goodreads)

fullsizeoutput_f1f

Bogen får 3 ud af 5 stjerner.

At læse om Cheryl Strayed historie var en meget blandet oplevelse for mig. Meget af det skyldes nok også det faktum at jeg hørte den som lydbog, og at oplæseren af denne gik mig grundigt på nerverne en hel del gange i løbet af historien.

For hvis jeg bare ser på Cheryls historie som en enkelt ting, så kan jeg ikke lade være med både at være forbløffet over hendes bedrift – på flere måder. På den ene side er jeg forbløffet over at hun rent faktisk turde tage på den tur, og at hun rent faktisk gennemførte den. På den anden side er jeg forbløffet over hvor naiv hun var i sin mangel på planlægning, men at hun stadig formåede at gennemføre det med alle de forhindringer hun kom igennem. Hendes baggrundshistorie, eller bare historie kan man vel kalde det, sagde mig måske ikke nær så meget som resten af historien. Brudstykkerne kom meget blandet hele vejen igennem, og det hang egentlig fint sammen, men de bidder sagde mig måske bare ikke nær så meget som hendes komiske møder med elge i bjergene.

Det negative kommer som sagt fra det faktum at jeg hørte den som lydbog. Hvis nu jeg havde hørt den som engelsk lydbog frem for dansk, havde det måske ikke gjort mig så meget. Nu var det bare sådan at oplæserens udtale af amerikanske bynavne og steder irriterede mig grænseløst, fordi hun konsekvent udtalte dem forkert. Jeg var flere gange på nippet til at stoppe lydbogen, men blev ved med at give den en chance, bare for endnu en gang at skære tænder over udtalelsen. Og desværre påvirkede det nok også min opfattelse af Cheryl som karakter. Og det er nok også med til at påvirke min endelig bedømmelse.

Der er ingen tvivl om at det er en imponerende historie, men en dårlig oplæser af en lydbog kan altså have en meget klar indvirkning på hvordan man som læser/lytter kommer til at opleve så imponerende en historie.

Continue Reading

Beauty & the Beast

Kan vi lige tale om hvor meget jeg bliver teenager og fangirl igen når det kommer til den nye trailer for live-action Beauty & the Beast?! Jeg glæder mig som til jul, til at jeg kan få lov til at se den film, og jeg har så store forventninger til den, at det nok ikke er helt sundt, men sådan er det altså. Skønheden & Udyret har i mange år været et af mine absolut favoriteventyr, og efter at have skrevet speciale om eventyr, hvor jeg bl.a. arbejdede med lige det eventyr, har jeg bare elsket det så meget mere. Derfor er jeg også helt ekset med at se forskellige versioner der adapterer eventyret til den store skærm, for at se hvad de gør ved den klassiske fortælling og hvordan de eventuelt har moderniseret historien. Derudover har Disney bare en speciel magi, der kan frembringe en helt bestemt stemning og en række følelser man ikke kan slippe af med lige med det samme igen. Af samme grund ser jeg også spændt frem mod premieren og hvad de har gjort ved det klassiske eventyr. I sidste uge fik vi allerede en række billeder derfra, og jeg syntes det ser helt fænomenalt ud.

Udover den smukke række billeder, blev der også delt lidt om et par ændringer de har lavet ift. selve historien. Det er en af de ting jeg nok er mest nervøs over. For da jeg så Disney live-action af Cinderella, blev jeg slemt skuffet. Den var da flot lavet, men der var ikke noget nyt i den, og det syntes jeg der skal være i en eller anden format når man forsøger sig med en live-action. For mig er det ikke nok bare at ’kopiere’ den samme film 100%, det kræver lidt mere, og det lyder det til at vi får en smule af med Beauty & the Beast. Det forlyder sig at de har ændret lidt på Belles baggrundshistorie, så nu er hun ikke bare anerledes fordi hun læser, men fordi hun også er lidt af en underlig opfinder ligesom sin far. Så nu har hun pludselig en grund til at opfinde for eksempel en vaskemaskine, for at hun har mere tid til at læse. Det forlyder sig også noget om nogle spilledåser, med verdensmusik, som skal være med til at fodre Belles eventyrlyst for at se resten af verden. Når man hører dem, er det måske nogle små detaljer, men det er alligevel nogle detaljer jeg er spændt på at se udfolde sig, i håb om at der er lidt ekstra dybde i historien i forhold til tegnefilmen.

Ikke nok med at filmen ser vanvittig flot ud med kostumer og animation, så er rollelisten da også to die for! Den første man selvfølgelig ligger mærke til er Emma Watson som Belle, og den er jeg meget spændt på. Jeg læste noget om at hun fik sangtimer med Page O’Hara der lagde stemme til tegnefilms-Belle, som en hjælp til de par sange hun skal synge i filmen. Beast er knap så genkendelig, men det er altså Dan Stevens fra Downton Abbey som har fået gevaldigt mange lag make-up i fjæset, og det er jeg også spændt på at opleve, for jeg ser ham mest af alt som en alt for venlig lyshåret gut, så det skal blive interessant at se ham i en helt anden rolle. Så har vi på stemmelisten ikke mindre end Ewan McGregor som Lumiere, Ian McKellen som Cogsworth og Emma Thompson som Mrs Potts! Jeg mener, helt ærligt, så bliver det da ikke meget bedre. Det er vitterligt creme-de-la-creme med den rolleliste af mange af de store britiske skuespillere. Belles far spilles desuden af Kevin Kline, mens Gaston spilles af Luke Evans. Der er en håndfuld andre talentfulde mennesker med deri, men hvis alle skulle listes, så ville det her indlæg blive alt for langt. Så til slut vil jeg bare efterlade jer med den nyeste trailer der blev offentliggjort i dag, så I kan sidde og få gåsehud sammen med mig.

Continue Reading

Gravide tanker

Denne weekend får I et af de lidt mere personlige indlæg, for i den her weekend gik det op for mig (os) hvor lang tid der faktisk er gået, og hvor lang tid der egentlig er tilbage inden vores lille familie bliver udvidet. Det er stadig meget svært at forholde sig til nogle gange, men når jeg kigger ned, kan jeg jo godt se at maven er blevet noget større de sidste par måneder. Hvilket mit tøjskab også vidner på, eftersom jeg har måtte rydde gevaldigt ud og flytte nyt ind, som jeg rent faktisk kan være i! Det er især underligt at tænke på, at der vokser noget levende inden i mig som der gør.

Kalenderen siger nu 24 uger, hvorfor der er de 16 tilbage (plus, minus alt efter hvilket humør det viser sig at baby er i). Vi er altså over halvvejs, og jeg er begyndt at kunne mærke liv oftere og oftere. Især når jeg sidder stille, så er det som om der skal ske noget i maven, og der bliver møffet rundt hele tiden, og jeg får spark i blære og hvad der nu ellers kommer i vejen. At køre bil er også en dejlig ting har jeg fundet ud af. Der kan ikke gå mere end 10-15 minutter før jeg kan mærke de der herlige små skub, som jo så gør, at hvis jeg ikke skulle tisse før, så skal jeg da i hvert fald nu. Det er vildt underligt at kunne mærke noget levende i maven på den måde, men samtidig er jeg også allerede blevet meget vant til det, og hvis jeg ikke lige mærker noget i nogle timer, bliver jeg alt for hurtigt nervøs og begynder at panikke. Hvilket jeg godt ved er dumt, for alt er sikkert som det skal være, men jeg kan godt allerede mærke at jeg gerne vil have at alt er som det skal være for den lille.

At være gravid bringer også flere forskellige udfordringer med sig. Rent fysisk for mig har det sine udfordringer; bare det at binde sine sko bliver sværere og sværere for hver dag, og jeg tænker at velcro må være vejen frem. Visse madvarer, som jeg før i tiden elskede, kan jeg mærke jeg ikke kan spise i så store mængder. Jeg plejede altid at elske popcorn når vi var i biografen, men det er først for nylig at jeg er begyndt at kunne udholde duften af dem. Det er vildt hvor meget man pludselig ser sig villig til at ofre for sådan en lille person, som kræver så meget af en uden selv at være klar over det. Og så kan jeg ikke lade være med at tænke, at jeg jo stadig ’kun’ er gravid, ungen er jo ikke engang kommet til verden endnu!?

Continue Reading
1 2 3 55