Efterårs Wrap-Up

Efteråret er kommet og gået, og nu kan man mærke på temperaturen at vi begynder at lade op til vinteren, og ikke mindst juletiden. Efteråret er nu meget hyggeligt, men for mig er det mest af alt bare en grå og kold overgang til den endnu mere kolde vintertid, som medbringer julen. Jeg er en af de personer som altid bliver helt vildt vinterdeprimeret og det eneste der kan opveje det er jul (!). Og her mener jeg JUL med store bogstaver. Min mand er allerede ved at overgive sig, og har endda selv fundet ’den store kasse med julepynt’ frem, fordi han ved jeg snart selv ville tigge efter den. I år hvor jeg går hjemme og passer en stor mave, vil jeg også have så meget mere tid til julehygge, spørgsmålet er bare om jeg har energien til det, men den energi jeg har skal denondelyneme og bruges på at fyre op for julen herhjemme for at skabe en god hyggestemning. Men inden vi når så langt, så lad os lige tage et kig tilbage på efteråret der kom og gik.

Det har været et efterår som har været præget en del af sygdom herhjemme, vi har næsten alle sammen taget en tur på skift og ikke mindst lille E har og er stadig en smule ramt af noget udslet, vi stadig kæmper for at komme af med. Heldigvis er hun ikke generet af det, men det ser bare ikke særlig pænt ud, og burde nok snart være forsvundet igen. Det har også været et efterår i bøgernes tegn, ikke mindst fordi manden og jeg tog til København for at jeg kunne komme med til BogForum, som jeg tidligere har skrevet mere om. Jeg har da også fået læst ikke mindre end 9 bøger over de sidste par måneder, og lad os da se lidt på dem.

I sidste måneds bogklub læste vi Eliza and her Monsters, som vi alle havde lidt blandede holdninger om. Det var en fin ungdomsroman, men den havde godt nok også sine fejl og mangler både plotmæssigt og karaktermæssigt. Der var vist ingen af os, som var fuldt ud begejstret for den, men fin var den da. Jeg har fået lyttet til en lydbog denne omgang, og selvom den ikke var synderlig lang, så tog det mig bare lang tid at få lyttet til den, fordi det krævede tiden og muligheden for at lytte til den. Forbandede kærligheder endnu en rørende – men også irriterende på den mandlige karakters rolle – sødsuppe romance, som man bare kan slå hjernen fra og blive underholdt. Den havde dog en slutning som gjorde den lidt mere dyb end som så, hvilket jeg var glad for taget historiens udvikling i betragtning. Jeg fik læst en enkelt tegneserie, Through the Woods, som imponerede på sin tegnestil, men ikke nær så meget i historierne. Måske var det fordi jeg havde hørt så mange gode ting om den i forvejen at den ikke helt levede op til de små forventninger jeg havde sat op til den, men fin var den.

Jeg fik også læst lidt ’faglitteratur’ i form af Fairies – The Myths, Legends & Lore, men meget af det kendte jeg faktisk til i forvejen fra min dybdegående opgave fra universitet om eventyr. Dog var der et par kapitler med nye informationer, men i det store hele er bogen rigtig fin sat sammen af både fakta og fiktion. Endelig blev der også tid til en eventyrgenfortælling i form af Crown of Ice, som genfortalte eventyret om Snedronningen. Det er en bog jeg længe har haft stående, og jeg købte den i sin tid fordi det jo er en genfortælling, men også fordi det var rigtig flot. Det er en udmærket genfortælling, men ikke den bedste jeg har læst, men det kan også have noget at gøre med at jeg ikke har de store tilknytninger til det originale eventyr. Jeg fik en hel omgang fantasyeventyr med Morrigan Crow i den første bog om Nevermoor-serien. Der blev lagt op til en Harry Potter fornemmelse, og jeg kan da også godt se mange ligheder, men der er jo alligevel aldrig noget der kan leve op til Harry Potter. Jeg syntes dog Morrigan Crows historie havde mange fine elementer, og en god slutning med et lille twist, så mon ikke de efterfølgende bøger også er ganske gode.

Når man ser kendte navne som forfattere bliver man altid lidt nysgerrig, og sådan var det da jeg opdagede at Neil Patrick Harris har skrevet sin først i en børnebogsserie; De magiske møgunger. Bogen er fyldt med trylletricks og stilen er helt sin egen, og alligevel meget Harris, og jeg tror hvis man har alderen til den, fanger den lige hvor den skal. Efterårets højdepunkter for mig var helt klart de sidste to bøger jeg har læst. Først var der seneste skud på stammen fra Backmann; Os mod jer, som satte alle følelser i kog både på godt og ondt, og jeg både lo og græd flere gange. Det samme kan siges om Fårking gravid, men der grinte og græd jeg af helt andre årsager. For det meste græd jeg fordi jeg grinte så meget. Jeg ved godt året ikke er omme, og jeg godt kan nå at læse en håndfuld bøger mere, men indtil videre er de to sidstnævnte klart årets topscorer af hvad jeg har læst.

Nu lurer julen som sagt lige rundt om hjørnet, og jeg vil så småt begynde at pynte om til jul i det lille hjem, samtidig med at jeg vil finde julestemning i både musik og bøger. Jeg har et par bøger på min læseliste, både med julestemning og ikke decideret julestemning, men ellers må vi se hvad lysten bringer forbi i bøgernes verden for mig. Hvilke bøger planlægger du at læse i juletiden?

Continue Reading

Fordele og ulemper ved at huske (Val Emmich, 2017)

Tak til forlaget for anmeldereksemplar.

Hvad sker der, når en pige, der aldrig glemmer, bliver venner med en mand, der desperat forsøger at mindes?
Gavin Winters har mistet sit livs kærlighed, partneren Sydney. Hans liv står i ruiner, og Gavin flygter fra LA til New Jersey for at holde ferie hos en gammel vens familie. Her møder han Joan.

Joan er familiens tiårige datter. Hun har en et hundrede procent fotografisk hukommelse og kan oprulle enhver hændelse med filmisk nøjagtighed. Joan har aldrig mødt Gavin, men hun kendte Sydney, og i hendes ufattelige hjerne venter beviset – en håndfuld helt klare minder.

Gavin slår en handel af med Joan; hvis Joan deler sine minder om Sydney med ham, vil han til gengæld forsøge at hjælpe hende med at vinde en lokal sangkonkurrence, som hun er overbevist om vil forvandle hende fra Pigen der huskede alting til Hende ingen kunne glemme. Men Joans uventede afsløringer tvinger ham til at stille spørgsmålstegn ved både fortiden med Sydney og sin egen umiddelbare fremtid.
Set gennem disse to uimodståelige figurers perspektiver bliver Fordele og ulemper ved at huske en sjov og inderlig undersøgelse af det at miste, at mindes og finde fodfæste i en ny virkelighed.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Der er bøger man ikke helt ved hvad man skal forvente af, og det var tilfældet med Fordele og ulemper ved at huske. Jeg kendte intet til forfatteren inden jeg fik fingrene i bogen, og den lå da også en del måneder på min hylde før jeg tog mig sammen til at læse den, hvilket jeg fortryder efter at have læst den, for historien er noget så fin. Egentlig er det to historier i en, for det er ikke kun Joans historie om at ville sikre sig at folk husker hende, det er også Gavins historie om at overleve et tab og finde en mening med livet igen (og det lyder ret barskt sat i ord på den måde).

Joan er kun 10 år gammel, og med den hukommelse hun har, er det sønderrivende for hende når andre ikke kan huske hvad hun kan huske, og hun drømmer flere gange om ikke at have den hukommelse, samtidig med at hun forsøger at finde på ideer til ikke selv at blive glemt. Man bliver helt rørt af Joans tanker omkring det at blive husket, for hvem ønsker at blive glemt? Det er der jo ingen der gør, og med Joans hukommelse er det meget mere klart hvorfor hun så desperat forsøger at finde veje hvor ingen vil glemme hende. Der var tider hvor jeg glemt at Joan kun skulle forestille at være 10 år gammel, hvilket nok kommer sig af den hukommelse hun har, og de ting hun kan huske, for sommetider opførte hun sig meget mere voksent end de voksne.

”Det snurrer også rundt i mit hoved, som rotorbladene på en helikopter, og jeg stiger til vejrs, op over alle de hårde følelser, for jeg har muligvis lige fundet ud af, hvordan jeg kan sikre mig, at far og mor og farfar og miss Caroline og alle andre mennesker aldrig vil glemme mig.”

Gavins historie var noget mere hjerteskærende, og den blev ikke mindre hjerteskærende som han begyndte at danne et venskab med Joan. Modsat Joan vil Gavin gerne glemme, men det er svært når så mange ting fremtvinger minder, og det viser os at Joans frygt for at blive glemt måske nok også er irrationel, men sådan er det ikke når man kun er 10 år gammel. Gavin og Joans historier flettes sammen og der skabes et uventet venskab mellem de to, et venskab som er noget så fint at følge i sin udfoldelse, for samtidig med at det viser Joans frygt for at blive glemt, så viser det også Gavins udvikling til at blive et helt og modigt menneske igen.

Man skal læse Fordele og ulemper ved at huske fordi det sætter sig fast i hjertet. Historien er ikke hjerteskærende til at frembringe tårer – det var den i hvert fald ikke hos mig, men måske den er det hos dig, hvilket også er grunden til at den ikke får den sidst stjerne fra mig af -, men den har alligevel et rigtig fint budskab i sin todelte fortælling. Man skal læse Fordele og ulemper ved at huske fordi man herigennem bliver mindet om, at det faktisk er svært at glemme bestemte personer når først de har sat deres bestemte præg på vores tilværelse, og selvom folk selv tror de let bliver glemt, så er det ikke tilfældet, og det er historien her med til at understrege.

Continue Reading

BogForum 2018 (Dag 2)

Om lørdagen tog jeg manden med på BogForum og vi tog det stille og roligt. Efter en god lang morgenmad, og en lille formiddagslur, begav vi os derefter afsted til Bella Centret, hvor jeg faktisk kun havde 2 punkter på mit program. Efter at have vist manden lidt af stemningen, forsøgte jeg at finde et sted at sidde ned til at høre Sofie Linde fortælle om sin nye bog. Det gjorde hun ganske godt, og hvis jeg ikke så frem til at læse den før, så gør jeg det i hvert fald nu. Det er sjovt hvordan graviditeter og kvinders reaktioner til dem kan være så forskellige, og jeg ser frem til at læse hvordan hele Sofies oplevelse var, især nu hvor jeg sidder med en stor mave endnu engang. Heldigvis signerede Sofie lige efter sit lille interview, hvilket gjorde at jeg kunne komme til et af dagens andre punkter; den store Harry Potter quiz.

Utroligt nok dukkede der lige knap 300 mennesker op til at deltage i den store Harry Potter quiz, og ikke overraskende vandt jeg ikke noget som helst. Til gengæld syntes jeg det var helt fair at alle 5 vindere var børn. Herefter brugte vi lidt tid på at tulle rundt i børnebogsforum og sikke en forskel der var fra sidste års børnebogsforum til dette års. Jeg husker sidste år som værende meget mere rolig end resten af messen, men det var det slet ikke i år. Måske er jeg bare blevet mere opmærksom på småbørnsstøj end normalt.

Dagens, og årets, sidste programpunkt for mig var at se Karen M McManus, forfatteren til En af os lyver. Jeg måtte dog lige vralte noget hurtigt fordi jeg havde fejlset hvilken scene hun kom til, men jeg nåede det og fik også signeret bagefter. McManus afslørede både lidt om inspirationen bag hendes bog, og hvilke projekter hun har på skrivebordet, og hvis hendes fremtidige romaner er lige så spændende som hendes første, så kan det kun blive godt.

Hvis jeg kort skal sammenligne mit besøg på BogForum med sidste år, så kan jeg klart anbefale at man bruger mere end en dag derinde. En dag kan godt virke som alt for lidt, alt efter hvor meget man vil få ud af det. I år har jeg i hvert fald nydt godt at af kunne vralte rundt i mit gravide tempo, og kunne sidde og lytte til forfatteroplæg og bare generelt holde gode pauser, i stedet for at skulle jage rundt fra den ene ende af messen til den anden, i håb om at nå det hele på en gang. Hvis jeg kommer afsted næste år, er det i hvert fald planen endnu engang at tage en overnatning eller to med, og så kan det være jeg vil forsøge at få et værelse på Bella Sky, som folk roser til skyerne.

Continue Reading

BogForum 2018 (Dag 1)

Mit andet år på BogForum har været en noget mere afslappet fornøjelse end sidste års forhastede jagen rundt på kun en enkelt eftermiddag. I år havde jeg afsat halvanden dag, med overnatninger til at gøre det hele meget mere afslappende, og jeg havde taget manden med som support til min store gravide mave – hvilket var årsagen til at mit program i det hele taget var meget afslappet. Vi tog en færge over til Sjælland tidlig morgen og jeg kunne derfor tage ind til Bella Centret lidt efter frokosttid, og bruge resten af eftermiddagen på at snuse bøger og opsuge den stemning, som kun BogForum kan skabe.

Jeg startede med at finde en fælles ven, som også var afsted, og sammen tullede vi lidt rundt, imens vi ventede på et programpunkt; Monopolet hos People’s Press. Her fortalte Mads Steffensen, sammen med Søren Pind og Hella Joof, lidt om den nye bog der er kommet med mange af de kloge citater fra de forgangne års mange Monopol-programmer. Det var meget specielt at opleve et lille monopol ’live’ på denne måde, og især Hella var jeg spændt på at se/høre. I det hele taget blev mit fredagsprogram præget en hel del af Hella Joof, for efterfølgende var mit andet programpunkt et interview med Hella Joof og Karen Thisted om deres nye samtalebog. Det var en bog jeg var en smule i tvivl om jeg skulle have med hjem, signeret eller ej, og efter at have hørt deres interview var jeg stadig en smule i tvivl. En samtalebog har aldrig været min favoritgenre, men efter at have hørt hvordan de snakker meget om det at være mor til døtre – som jeg snart har 2 af – følte jeg, at jeg lidt blev nødt til at læse den. Jeg tøffede lidt rundt efter at have hørt Joof og Thisted, og ved et rent tilfælde endte jeg ved Arnold Buscks stand, hvor de stadig sad og signerede deres bog, og så slog jeg altså til.

Selvom jeg kun var på BogForum en eftermiddag, kunne jeg mærke det tungt i maven, og jeg måtte derfor også se mig nødsaget til at tage hjem til hotellet tidligere end planlagt. Jeg ville gerne have været med til uddelingen af Danish Book Blogger Award, hvor jeg havde været med til at stemme på vinderen, men jeg måtte erkende at den gravide mave havde brug for hvile, for også at skulle kunne klare en dag mere på BogForum. Derfor fandt jeg hjem til hotellet og manden, før vi begav os afsted for at finde noget at spise og slappe af resten af aftenen.

Continue Reading

BogForum 2018

Igen i år tager jeg afsted til BogForum i Bella Centret, det er mit andet besøg, og denne gang agter jeg at tage mig lidt bedre tid end jeg gjorde sidste år. Sidste år var det et meget forhastet besøg på en enkelt eftermiddag, og selvom det var det hele værd, så ser jeg frem til at have mere tid, og ikke at skulle skynde mig frem og tilbage mellem de mange programpunkter. I år har jeg overtalt manden til at tage med til et par overnatninger og jeg får derfor halvanden dag på messen, til at tulle rundt og suge de mange indtryk til mig i god tid. Og det bliver bogstaveligt talt tullen rundt i meget stille tempo, hvorfor det er godt jeg har god tid til det hele. For med en 7md gravid mave som ekstra påhæng, så tager ting bare lidt mere tid end normalt, og jeg kan ærlig talt ikke gå så hurtigt eller effektivt rundt.

Netop også fordi jeg er så gravid, har jeg valgt ikke at lave mig et fast program der skal følges slavisk. Jeg har til gengæld udvalgt mig nogle ting jeg virkelig godt kunne tænke mig at se, som prioritet, mens resten tager jeg som det komme alt efter hvad jeg nu kan holde til. Et par af de ting jeg virkelig gerne vil se/opleve er blandt andet Sofie Linde og hendes nye bog Fårking gravid, fordi det passer bare så godt på min egen situation lige nu. Derudover kommer Karen McManus som jeg også virkelig gerne vil se og få signeret mig bog af, da jeg slugte hendes En af os lyver, og jeg er spændt på den nye hun har på trapperne.

Skal du til BogForum, og i så fald, hvad står på dit program? Ses vi måske derovre?

Continue Reading

I dag skal det være (Maria Semple, 2017)

Bogen er tilsendt fra forlaget til anmeldelse, tak.

Eleanor Flood ved godt, at det står skidt til. Men i dag skal det være. I dag tager hun hen og træner, når hun har smidt sin søn Timby af ved skolen. Spiser frokost med en veninde. Tager sig lidt sammen. Men før hun kan nå at opfylde sin tilsyneladende beskedne plan, kommer livet ligesom i vejen.

For præcis i dag har Timby bestemt sig for at lyve sig syg fra skole, så han kan stjæle sig til lidt tid sammen med sin mor. Og præcis i dag har Eleanors kirurgmand Joe fortalt sin receptionist, men ikke sin kone, at han er på ferie. Og lige da det ser ud som om at tingene ikke kan køre mere af sporet, finder en tidligere kollega et artefakt fra Eleanors fortid frem; en tegnet historie om familiehemmeligheder, der for længst er begravet, og en søster, hun ikke længere taler med.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 3 ud af 5 stjerner.

Jeg læste første gang noget af Semple for nogle år tilbage, da jeg skulle stifte bekendtskab (og finde) Bernadette. Den huskede jeg som rigtig underholdende, og derfor tænkte jeg at det ville denne bog nok også være. Det var den også, bare ikke helt på samme måde. Hvor Bernadettes historie var mere haha-sjov og til at grine højlydt af, var denne historie mere tænksom og spøjs i det tankemylder vores hovedperson udsætter sig selv for. Historien udspiller sig kun over en enkelt dag, men der kommer rigtig mange flashbacks til at give baggrundsviden og kontekst til hele historien, og det fungerede overraskende godt. Der var sågar tider hvor jeg syntes flashbacksekvenserne var mere interessante end selve det man kan kalde hovedhistorien.

Eleanor lever et umiddelbart ’perfekt’ liv. Hun har manden med det solide job, barnet med den flotte skolegang og et liv som hjemmegående, hun alligevel får til at lyde kedeligt. Hvilket nok mest hænger sammen med den aktivitetstrang Eleanor selv har, for det lyder vitterligt som om hun keder sig ved at være hjemmegående, og savner sit ’gamle’ liv fra før hende og manden fik barn. Det er i hvert fald hvad der kommer til udtryk i de første mange flashbacks og det syntes jeg var lidt synd. I øjeblikket er jeg selv hjemmegående (sygemeldt med en hård graviditet), og ganske vist savner jeg at arbejde, men jeg nyder i særdeleshed min tid med mit ene barn og snart to. Det fik mig til at betragte Eleanor som lidt småforkælet, og det var først over halvvejs i bogen jeg begyndte at løsne lidt op for hende som karakter; som mere og mere af hendes baggrund blev afsløret.

”Hvis du er opfostret af en alkoholiker, så er du først og fremmest et voksent barn af en alkoholiker. Hvis jeg lige skal gennemgå det helt basale, så betyder det, at du giver dig selv skylden for alt; du undgår at se virkeligheden i øjnene, du er ikke i stand til at stole på nogen, du er behagesyg.”

Bogen lyder ved første bagsidetekst til at være en historie om en hustru, der skal lære at genfinde sin mand, igennem en dags strabadser og hvad disse medfører. Men som historien skrider frem, bliver det mere og mere en historie for Eleanor om at genfinde sig selv og ikke mindst det forhold til den søster hun unægtelig savner. Pludselig forsvinder den lette humor jeg forbandt med Semple og blev til en noget mere alvorlig historie, og det gjorde mig ikke noget. Jeg blev faktisk mere interesseret i historien om Eleanor og Ivys søstre forhold, end at finde ud af hvad Eleanors mand havde fundet på, der gjorde at han sagde til sin hustru at han var på arbejde, mens hans sekretær tror han holder fri.

”Hvad hvis hun nu tegnede historien om deres barndom? Historien om at miste sin højtelskede mor og selv blive mor for Ivy i en alder af ni år. Der var tusind øjeblikke, der kaldte på hende!”

Måske er det fordi selve handlingen kun udspiller sig over en enkelt dag, men jeg sad tilbage til sidst med en lidt mangelfuld fornemmelse efter at have vendt den sidste side. Slutningen er meget åben, og det irriterede mig faktisk en del. Normalt er jeg ikke imod åbne slutninger, fordi de netop efterlade plads til eftertænksomhed og plads til at undres, men lige i det her tilfælde manglede jeg noget konkret i en slutning. For den forløsning man sidder og venter på gennem flashbacksene kommer desværre ikke, i hvert fald ikke så vidt jeg læste det. Alligevel satte historien sit præg, for det gør den slags med søskende der oplever modgang som disse søstre.

Semple har ikke skrevet en vanvittig humoristisk historie denne gang, men mere en øjenåbner for hvordan man ikke selv skal ende med sine søskende. Eller, det er i hvert fald sådan jeg ser på den. Den giver lidt stof til eftertanke, samtidig med at den har en spøjs historie om udviklingen mellem Eleanor og hendes mand på sidelinjen, som for øvrigt er ret sød, men helt vildt underlig.

Continue Reading

Min muse (Jessie Burton, 2018)

Bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget, mange tak.

På en varm julidag i 1967 besøger Odelle Bastien det fornemme Skelton-galleri i London med en viden om, at hendes liv om lidt vil ændre sig for altid. Siden sin ankomst fra Trinidad for fem år siden har hun kæmpet for at finde fodfæste i byen, men nu er hun endelig blevet tilbudt arbejde som stenograf under den glamourøse, enigmatiske gallerist Marjorie Quick. Men skønt Quick gør Odelle til sin fortrolige og hjælper hende med at forløse et potentiale, hun ikke anede at hun havde, forbliver hun et mysterium, hvilket kun understreges af et gådefuldt mesterværk, der pludselig dukker op på galleriet.

Sandheden om maleriet ligger skjult i fortiden, nærmere betegnet på et stort spansk landsted i 1936, hvor Olive Schloss, datter af en anerkendt kunsthandler, gemmer på egne ambitioner om at blive til noget. Dette sarte paradis forstyrres af den revolutionært anlagte kunstner Isaac Robles og hans halvsøster Teresa, og deres ankomst til Schloss-familiens landsted får altafgørende, ødelæggende konsekvenser.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Jeg indrømmer som det første, at grunden til jeg faldt for denne bog i første omgang var det utroligt smukke omslag. Heldigvis levede selve indholdet op til den meget flotte bog, og imponerede mig med sin medrivende fortælling. Det er en historie på tværs af to tider, to kvinder, to kulturer, to kærligheder, men en forenet kærlighed og smag for kunst. Det er en historie om hemmeligheder, identiteter, nye bekendtskaber, venner og familie, loyalitet og det hele bliver sat på prøve igennem historiens udvikling.

Det er min første læseoplevelse af Jessie Burton, og det er med stor sikkerhed ikke den sidste, for hun formår at skrive en utrolig medrivende fortælling med gribende karakterer. Til at starte med var jeg dog ikke helt opslugt af Odelle som person, men som hun udviklede sig igennem bogen, blev jeg mere og mere fascineret af hende, og ikke mindst den næstekærlighed hun havde til sine venner og bekendte. Det var næsten synd for hende, den måde hun blev smidt ind i den fængslende og utrolige historie om et kunstværk, som havde en noget større historie med sig end først lige regnet med.

”Jeg elskede hende for at tro på, hvad jeg sagde, for ikke at sige, at jeg var skør, for at følge med i min fortælling. Det gav mig lov til at overveje seriøst, om Quick mon engang havde kaldt sig noget andet, havde levet et andet liv, som hun desperat forsøgte at huske – og fortælle mig om – før det var for sent.”

Mødet med Olive i den anden ende af historien var en noget mere dramatisk fortælling, ikke mindst bare på grund af Olive selv. For hvor Odelle er den stille, behjælpelige, og medmenneskelige karakter, så er Olive den frembrusende, egoistiske og til tider fandenivoldske karakter, der virkelig sætter skub i fortællingen. De to kvinder er stik modsætninger på mange punkter, som ikke bare adskiller dem af tiden. Ærlig talt, så begyndte jeg at syntes mindre og mindre om Olive, som hun blev ældre og begyndte at syntes hun havde fortjent mere end hun til tider havde. Hendes egoisme tog tit overhånd, og hendes handlinger havde konsekvenser deraf, uden omtanke for hendes venner og familie. Alligevel var der øjeblikke hvor en blid og venlig Olive stak hovedet frem, men det var i sidste ende ikke nok til at jeg foretrak Odelles karakter.

”Hun fandt det umuligt at forklare sine forældre, hvorfor hun havde ansøgt, hvorfor hun havde sat en port folio sammen og skrevet et essay om baggrundsfigurerne hos Bellini. Trods alt det, hun havde lært om kvinder som utilstrækkelige kunstnere. Og det var det hun ikke forstod: Hvorfra trangen til at ansøge alligevel var kommet.”

Hvad jeg troede ville være en historie om et maleri viste sig at være meget mere end det. Jeg kan godt forstå hvorfor folk har sagt så mange rosende ord om Jessie Burton, og jeg skal da også hoppe med på den vogn. For i Min Musehar hun skabt hele to historier, og alligevel formået at binde dem sammen, til trods for at de er noget så forskellige. Selvom det tog mig lidt tid at blive virkelig fanget af historien, så hang jeg til gengæld også fast da den havde fået fat på mig. Jeg var især vild med hvordan fortidens historie spillede ind i ’nutiden’ og satte sine fodspor, og hvordan den afsluttede historie alligevel skulle påvirke den endelig slutning. Mon ikke jeg skal have fingrene i hendes debutroman i den nære fremtid, for at se hvad hun har at byde på i den, for hvis den er lige så god som Min Muse, så kan det da kun være en positiv læseoplevelse.

Continue Reading

A Court of Frost and Starlight (Sarah J Maas, 2018)

Feyre, Rhys, and their close-knit circle of friends are still busy rebuilding the Night Court and the vastly-changed world beyond. But Winter Solstice is finally near, and with it, a hard-earned reprieve.
Yet even the festive atmosphere can’t keep the shadows of the past from looming. As Feyre navigates her first Winter Solstice as High Lady, she finds that those dearest to her have more wounds than she anticipated–scars that will have far-reaching impact on the future of their Court.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 5 ud af 5 stjerner.

Vi ved jo godt, at når der står Sarah J Maas på bogen, så er der ingen tvivl om at jeg vil elske den, og det var også tilfældet med A Court of Frost and Starlight, selvfølgelig. Det er næsten unfair at skrive en anmeldelse, fordi jeg er så meget fan af alt hvad Maas har skrevet, at det virkelig skal gå grueligt galt for hende for at jeg ikke vil kunne syntes om det. Da det først blev annonceret at hun ikke kunne give slip på Feyre og hendes verden, indrømmer jeg at jeg var en smule skeptisk. For afslutningen i trilogien var faktisk lige som den skulle være, om end en lille smule sukkersød på nogle punkter. Heldigvis vælger Maas at dreje historien en smule væk fra Feyre, så fokusset ikke kun ligger på hendes karakter.

Bogen skal fungere som bro mellem den oprindelige trilogi og den hun planlægger at skrive efterfølgende, og det mærkes tydeligt, for selvom bogen er herlig i sin karakterudvikling, så sker der ikke konkret noget plotudviklende. Heldigvis har Maas så stærke karakterer at bogen bæres hele vejen af dem, og de ting de hver især kæmper med. Udover Feyre og Rhys, hvis synspunkt nu også inddrages i bogen, får vi også historien fortalt fra Cassian og Mors synsvinkel, og det giver et helt andet billede af den verden som vi før kun har fået fortalt fra Feyre. Dog ville jeg virkelig ønske at man fik historien fra Nestas synsvinkel også, men som bogens afsluttende teaser ligger op til, så kommer der vist i den næste trilogi.

”I stared and stared at the black fabric that was like peering into a pit of hell. And then stared at the irridescent, living silver thread that cut through it, bright despite the darkness that devoured all other light and color. It could have been me. And Rhys. Had very nearly gone that way.”

Bogen her gør det klart hvor meget arbejde Maas har lagt i de her personer, og hvor meget de har udviklet sig og stadig har arbejde med at udvikle sig. Den viser også hvor stærk Maas er i at skrive solide karakterer med følelser der ikke er til at tage fejl af. Man bliver virkelig grebet af de her karakterer, og jeg er vild med dem hver og en på hver deres måde – måske lige med undtagelse af Tamlin, som vi også får et kort indblik til i denne omgang, om end det er et noget sørgeligt et af slagsen.

Selvom der ikke er noget konkret plot i bogen, så er omdrejningspunktet vintersolhverv, som feerne fejrer som en slags juleaften, og for Feyre handler det lige så meget om at finde den perfekte gave til Rhys, som det handler om at finde ud af hvem hun selv er, nu hvor hun pludselig skal finde sig til rette som High Lady, og det kræver noget soul searching. Det er tydeligt at mærke i bogen her, hvorfor Maas ikke kan give slip på Feyre og de andre endnu. De har klart mere at fortælle, og jeg ser virkelig frem til at læse mere fra alle de andre i karaktergalleriet, især Nesta! Nu er spørgsmålet bare hvor lang tid vi skal vente på den efterfølgende trilogi.

Continue Reading

Månedens udvalgte #04 (Efteråret)

Som jeg vel også kan kalde efterårets udvalgte, og måske nogle kan genkende en genganger fra sidste år. Det viser også bare hvor lystpræget min læsning kan være fra tid til anden, og hvordan bøger kan blive opprioriteret over andre, som jeg pludselig finder mere interessant end andre. Om ikke andet, så har jeg igen forsøgt at udvælge en lille håndpluk af de ulæste bøger jeg ikke har pakket ned i kasser (mens vi stadig roder rundt i ommøblering af kontoret herhjemme), som jeg virkelig gerne vil læse inden året er omme.

Lad os starte med de to bøger jeg har fået tilsendt af forlaget Carlsen (sponsoreret), den ene nyere end den anden, men begge to jeg virkelig gerne vil læse, og mit håb er også lidt at få dem læst inden Bogforum sidst i næste måned. De Magiske Møgungeraf Neil Patrick Harris har jeg fået sendt for noget tid siden, og den ligger som en af de øverste i min TBR stak af anmeldereksemplarer, af den grund at det er Neil Patrick Harris der har skrevet den, og det faktum han inkorporerer sin viden for magi i bogen, alt sammen noget jeg syntes lyder interessant for en børnebog. Den blev dog lige bumpet en tak ned i stakken da Hvis det er osaf Albertalli og Silvera kom indenfor min dør, for det er en YA bog jeg – sammen med mange andre – har ventet længe på, nok lige siden sidste år, hvor de annoncerede at de var i gang med at skrive en bog sammen.

Jeg har også en bog til låns fra en i bogklubben; My Plain Janeog derfor er den røget med i toppen af efterårets TBR. Jeg læste den første i serien om historiens Jane sidste år, og var ganske underholdt af den, og jeg tænker at den her er i samme stil, og derfor vil jeg gerne se om de kan holde fanen for humor videre. Crown of Ice er en eventyrgenfortælling jeg har haft stående på hylden alt for længe, og nu må jeg snart få den læst. I det hele taget er det også bare alt for længe siden jeg har læst en eventyrgenfortælling, og jeg trænger til det. Sidst men ikke mindst, vil jeg stadig rigtig gerne læse Everland, som også var med på min liste sidste år. Den kan man vel også kalde en slags genfortælling da den bygger på den velkendte historie om Peter Pan og Neverland.

Det var altså et lille udpluk af nogle af mine bøger fra min TBR stak, selvom der er mange flere (hvor en god portion desværre er pakket ned i kasserne, indtil det kontor bliver lavet færdig), men det her er nogle af dem jeg allerhelst vil læse og ser mest frem til at bladre op på første side af. Hvilke bøger vil du gerne læse inden året er omme? Har du et læsemål på det punkt?

Continue Reading

Leah on the Off Beat (Becky Albertalli, 2018)

(Reklame) Tak til forlaget Carlsen for anmeldereksemplaret.

When it comes to drumming, Leah Burke is usually on beat—but real life isn’t always so rhythmic. An anomaly in her friend group, she’s the only child of a young, single mom, and her life is decidedly less privileged. She loves to draw but is too self-conscious to show it. And even though her mom knows she’s bisexual, she hasn’t mustered the courage to tell her friends—not even her openly gay BFF, Simon.

So Leah really doesn’t know what to do when her rock-solid friend group starts to fracture in unexpected ways. With prom and college on the horizon, tensions are running high. It’s hard for Leah to strike the right note while the people she loves are fighting—especially when she realizes she might love one of them more than she ever intended.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Albertalli gør det endnu engang med Leahs historie denne gang, først gjorde hun det med Simon efterfulgt af Mollys historie, og nu tilføjes Leahs pinagtigheder til listen over fornøjelige ungdomsromaner, man sagtens kan læse selvom man er på den anden side af 25. Leahs historie foregår efter Simons, og man kan derfor vende tilbage til en masse kendte personer, som man kender i forvejen. Dog var der et par stykker jeg ikke rigtig kunne huske, eftersom det er i hvert fald et år siden jeg læste Simons historie, så det tog lige et par kapitler for mig at blive velkendt med de mange ansigter. Dertil var der jo Simons nye kæreste, som var noget så sød, og de to som par var bare herlige hele bogen igennem. Det er desuden også rigtig fint hvordan Albertalli har koblet alle tre af hendes bøger stille og roligt, uden at gøre det for meget. Det er stadig 3 enkeltstående bøger, men koblingen mellem de forskellige karakterer og deres interne forhold fungerer bare super godt.

Endnu engang har Albertalli skrevet en velfungerende protagonist, som alligevel har sine ting at kæmpe med. Leah lever på sin vis kun et halvt liv, for ligesom Simon, lever hun også med en stor hemmelighed – hun er biseksuel og den eneste hun har fortalt det til er sin mor, ikke engang sin bedste ven, Simon, der sprang ud som homoseksuel har hun fortalt det til, og det er nok der skoen trykker mest for hende. Dertil opblomstrer et af hendes pigevenskaber pludselig op igen og så opstår der flere problemer for Leah.

”Når jeg er vred, flygter jeg. Det er det, jeg gør. Jeg stormer ud af værelser og hen ad gange og forsvinder ind på toiletter. For hvis jeg bliver. Ender jeg med at flippe helt ud på en eller anden. Det gør jeg. Jeg sværger. Jeg ved ikke engang, hvem jeg er mest sur på.”

Ligesom jeg havde et lille problem med Mollys karakter og hendes forhold til hendes kropsideal, så har jeg lidt det samme med Leah og hendes kropsideal, for hun nedgør også sig selv fra tid til anden over at hun er en stor pige. Hun er ikke helt så nedgørende overfor sig selv som Molly var, men det er alligevel nok til at jeg syntes det var synd at det i det hele taget skulle med i bogen. Jeg kunne bare godt tænke mig at det ikke skulle nedgøres i det hele taget at man måske lige er lidt til den buttede side, for det har intet med ens personlighed at gøre. Hvilket også understreges af Leah, for hun har mere end rigeligt personlighed, som også er med til at skabe lidt problemer for hende fra tid til anden. Jeg tror til gengæld også at bogen ville være en helt anden, hvis Leah havde haft den slags selvtillid, som det virker til hun nærmer sig i slutningen af bogen.

”Mine tanker triller også langsomt. Jeg har ikke lyst til at kysse Garrett. Jeg har ikke lyst til at kysse nogen. Undtagen hende.”

Simons historie handlede om at finde sig selv, og det tager Leah et skridt videre med problematikken i at skulle finde ud af hvilket college man skal vælge, og hvordan man skal vokse fra at være teenager til at begynde sit såkaldte voksenliv. Det syntes jeg var rigtig godt, som en slags afrunding på alle tre bøger, hvis man har læst dem i den rækkefølge jeg har læst dem, selvfølgelig. Hele dramaet omkring det sidste skolebal syntes jeg også var rigtig fint beskrevet og behandlet i hele bogen. Man blev fint fanget af hvor vigtig en aften det er for mange unge mennesker i USA samtidig med det blæses ekstremt meget op hos visse unge mennesker. Her kunne jeg godt lide hvor afslappet og seriøst Leah og venneslænget tog hele aftenen, og hvor hyggelig en aften de gerne ville have ud af det.

Continue Reading
1 2 3 66