Alting begynder med efterår (Marianne Kaurin, 2012)

Tak til Turbine for anmeldereksemplaret.

Efteråret 1942 nærmer sig, og krigen er blevet hverdag forfamilierne i Biermannsgate 10 på Grünerløkka. Lige indtil den morgen, tre politimænd banker på døren hos den jødiske familie Stern. Tilfældigvis er 15-årige Ilse ikke hjemme.
Alting begynder med efterår er Marianne Kaurins debutroman. Det er en poetisk ungdomsroman med handlingen henlagt til 2. verdenskrig. En roman om at håbe og om at miste. Om små tilfældigheder og store drømme. Marianne Kaurin skriver indlevende om frygt, sorg og udmattelse. Om sammenhold, kærlighed og mod.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 2 ud af 5 stjerner.

Jeg må være ærlig og sige at den her bog, nok ikke var en jeg selv havde samlet op og taget med hjem fra boghandleren/biblioteket. Præmissen med en ungdomshistorie fra krigstiden lyder i og for sig spændene og interessant nok. I hvert fald vil det være en noget anerledes ungdomsroman end hvad man er vant til. Desværre følte jeg ikke helt det var hvad jeg fik. Og jeg ved faktisk ikke helt hvad jeg sad tilbage med.

Bogen er fortalt fra flere forskellige synsvinkler, og ærlig talt så har jeg glemt hvor mange, for der var en del, hvilket også gjorde det en smule forvirrende at skelne hvor i historien man befandt sig. De havde ikke behøvet at dække historien fra alle vinkler på den måde, der kunne godt skæres 2-3 synsvinkler fra, og så tror jeg faktisk historien ville have fungeret bedre.

Jeg syntes også den var enormt lang tid om rent faktisk at komme i gang. Bagsideteksten fortæller om et skænderi og vores hovedperson kommer hjem til en tom lejlighed (hentydningen er selvfølgelig er hendes familie er blevet taget af nazisterne, da de er jøder), men det sker først godt og vel i hvert fald halvvejs inde i bogen. Derfor følte jeg den første halvdel af bogen var en smule flad og intetsigende. Det var som om jeg sad og ventede på et klimaks der blev ved med at lure rundt om hjørnet. Da det så endelig kom, blev det fladet ud og gjort mindre spændende end det burde være.

Jeg kunne godt lide præmissen ved den her bog, men udførelsen af den var jeg desværre ikke stor fan af. Personerne sagde mig heller ikke synderligt meget og selvom deres historie skar i hjertet, fordi man ved hvad der sker med dem, uden at det siges i så mange ord, så blev jeg ikke rørt på samme måde som man måske forventer når det kommer til ofrene fra anden verdenskrig. Jeg syntes det er synd for bogen/historien, for alle slags historier fra den tid, hvad enten virkelige eller fiktive bør røre sit publikum på den ene eller den anden måde. Desværre var det ikke en bedrift denne historie opnåede.

 

Continue Reading

The Handmaid’s Tale (Margaret Atwood, 1985)

The Republic of Gilead offers Offred only one function: to breed. If she deviates, she will, like dissenters, be hanged at the wall or sent out to die slowly of radiation sickness. But even a repressive state cannot obliterate desire – neither Offred’s nor that of the two men on which her future hangs.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

The Handmaid’s Tale er en af de bøger jeg har hørt omtalt mange gange igennem årerne. Af flere forskellige årsager, og personligt har jeg længe haft lyst til at afprøve at læse noget af Margaret Atwood, det var bare svært at vælge hvor man skulle begynde, med alle de bøger hun har skrevet gennem årerne. Da jeg derfor faldt over en rigtig fin klassisk udgave af denne, besluttede jeg mig for at det skulle være mit første indtryk af Atwood – og det er jeg ret så glad for.

Historien om vores hovedperson – som teknisk set har afskrevet sig alt ved sin personlighed, inklusive sit navn, foregår i hvad man kun kan gisne er USA et sted i en usigelig fremtid. Hvad der helt præcist er sket vides ikke med sikkerhed, i hvert fald ikke for læseren. Et eller andet er der dog sket, for der er mange nye strikse regler, og især for kvinder, som vores hovedperson føler på egen krop. Historien er næsten fortalt som en slags dagbog, uden helt at være det. Alligevel kan man godt mærke at det personlige ligger i det faktum at hovedpersonen bare gerne vil dele sin historie med en eller anden, i frygt for at hun og den familie hun engang havde ikke skal blive glemt.

”I wait, for the Household to assemble. Household: that is what we are. The Commander is the head of the household. The house is what he holds. To have and to hold, till death do us part.”

Jeg ved at mange har omtalt denne bog i de seneste par måneder, og nærmest spået Atwoods historie som spot on når det kommer til visse ting i den verden vi lever i nu. Personligt kan jeg ikke se det hele, og gudskelov for det, for jeg tror det ville være en ret så dyster verden. Det spændende ved at læse denne historie er det indblik man også får i hvordan tingene så ud før det blev helt så indskrænket som det er nu. Man får små blikke ind i hovedpersonens tidligere liv, inden hun blev en handmaid, og det virker til at være et ganske fredeligt liv, som blev vendt helt og aldeles på hovedet af de utroligt kristne folk der kom og fik overtaget, efter hvad end det var gik galt.

De beskrivelser vores hovedperson giver af handlingerne i bogen er så detaljeret at de til tider er skræmmende. Det er hovedrystende hvordan det nye ’familieliv’ beskrives. Den traditionelle mand og kone, men i tilfælde af at konen ikke kan få børn af naturlige årsager, får parret tildelt en handmaid, hvis eneste formål er at få børn. Så snart de har fået et barn til en familie, er det videre til næste familie, og for den pågældende handmaid er det kun et spørgsmål om tid inden deres profession udløber og de pludselig er ubrugelige.

”If I knew for certain he was dead, would that make a difference? I would like to be without shame. I would like to be shameless. I would like to be ignorant. Then I would not know how ignorant I was.”

Det jeg fandt mest fascinerende ved den her bog, var stort set det hele. Jeg syntes hele historien var medrivende da jeg først blev rigtig fanget af den. Jeg kunne ikke lade være med at ryste på hovedet flere gange over nogle af de ting som hovedpersonen blev udsat for, eller de reaktioner der kom fra visse personer i historien. I det hele taget syntes jeg Atwood har skrevet en gribende og tankevækkende historie, som alle bør læse på et eller andet tidspunkt. Det eneste lille problem jeg har, er det efterskrift der kommer til sidst i bogen. Slutningen har jeg som sådan ikke noget imod, åbne slutninger gør mig ikke noget, men efterskriftet irriterede mig en smule, for det gjorde at hovedpersonens historie blev tilsidesat en smule, til fordel for denne falske konference eller hvad det skulle forestille at være. Det fjernede mit fokus fra den egentlige historie, som jeg følte var vigtigst. Jeg vil derfor anbefale at man bare springer over efterskriftet/epilogen, og lader historien stå for sig selv, for det er den stærk nok til alene.

Continue Reading

Havets magi (Jennifer Donnelly, 2016)

Tak til Alvilda for anmeldereksemplar.

Astrid har forladt sine havfruevenner for at konfrontere sin forfader, Orfeo, den onde kraft bag uhyret Abbadons genfundne styrke. Orfeo har den ene af de seks talismaner, som havfruerne skal have fat på for at kunne spærre uhyret inde for altid. Men hvordan skal Astrid overvinde den mest magtfulde troldmand nogensinde, når hun ikke kan sangfortrylle?
Imens har Serafine og hendes Sorte Finner travlt med at forberede goblinstyrkerne på kamp mod hendes onkel Vallerios dødsryttere. Vil Sera nogensinde få sit elskede hjem – og sin elskede Mahdi – at se igen, eller vil Volneroerne overtage havfruerigerne, mens Orfeo går i krig mod guderne selv?
Intet mindre end undervandsverdenens skæbne er på spil i det forrygende sidste bind i Vandflammens Saga.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 3 ud af 5 stjerner.

Endelig blev det tid til at få den store afslutning med på Serafina og hendes veninders eventyr! Med 4 bøger er der sket en del for de 4 veninder, og man har lært dem at kende på godt og ondt. Indrømmet, der var et par gange hvor jeg var tæt på ikke at læse videre, mest af alt fordi jeg kunne mærke at bøgerne måske ikke lige var til min aldersgruppe, men samtidig var jeg kommet så langt, at jeg havde brug for at få en afslutning på det hele. Og når alt skal komme til alt, så er jeg glad for at få afslutningen med, selvom den måske ikke lige faldt helt i min smag.

Tingene begynder at spidse til for Serafina og hendes veninder, og selvom de lader til at være foran skurkene, så starter bogen med at præsentere hvor lang vej de stadig har at gå, før tingene forhåbentligt kan lykkedes for dem. Jeg syntes det var en god måde at starte historien med, så det hele ikke virkede for sukkersødt og nemt fra side 1 af, men at det stod klart der stadig var forhindringer for dem. Det lyder måske lidt hårdt, men jeg kan godt lide at tingene ikke var for positive, for når man sidder med det sidste bind i en serie, og der er blevet bygget på til en stor afslutning, så forventer man også en del ting, til netop det sidste bind i serien.

”I aften var hovedpinen blevet så voldsom, at Sera følte,d en var ved at sprænge hendes hoved. Den var blevet værre på det sidste men de andre måtte ikke vide noget. De ville bare sige, at hun skulle gå i seng elle tilkalde en læge, og det havde hun simpelthen ikke tid til. Der var alt for meget at gøre.”

En anden ting jeg syntes var rart, var måden hvorpå man kunne se de forskellige karakterer havde udviklet sig på. Det stod ret hurtigt klart at de ikke længere var de sukkersøde prinsesser, der blot ville have siddet og ventet på deres prins charming til at redde dem. Især her trådte Serafina i kraft, hvilket også måtte være nødvendigt, eftersom hun skal forestille at være lederen af dem alle. Og alligevel er hun i stand til at begå dumheder, som det skulle vise sig.

”Astrid havde truffet beslutningen. For et stykke tid siden. Nu måtte hun gøre, som hun havde besluttet, og i al fremtid leve med konsekvenserne – hvad de så ellers måtte være.”

Donnellys verden er efterhånden solidt bygget op i det undersøiske univers, og det gjorde det en hel del lettere at navigere rundt i den verden historien udfoldede sig i. Men mad sidder stadig og trækker let på smilebåndet over sætninger som ”at trække vandet tungt” og andre finurlige sætninger af den slags. Og på den anden side, så viser det også bare at Donnelly klart har gjort sig nogle tanker om den verden hun udtænkte sig fra første ide.

Som den sidste bog i serien kan vi ikke komme udenom slutningen, selvom jeg skal gøre et forsøg på ikke at spoile alt for meget, men jeg kan ikke love at der ikke sniger sig en enkelt eller to ind. For at sige det kort og kontant; slutningen var forventet om end jeg syntes den skete lidt for hurtigt og endte med at blive lidt for sukkersød. Det var som om alt bare lige pludselig gik op i en højere enhed – hvilket det jo også skal, men helt ærligt – lidt for hurtigt. Det store opgør jeg havde forventet mig lidt mere af, taget i betragtning af den skræmmehistorie der var blevet opbygget over det berygtede monster, var så vidt jeg husker overstået i løbet af et eller to kapitler, og det var bare lidt for lidt. Med så stor en fare, der i hvert fald er blevet opbygget frem til nu, så forventede jeg altså også lidt at der måske var nogle som ikke overlevede, men her blev jeg ’skuffet’. Igen, det lyder måske en smule brutalt, men det virkede en smule urealistisk at alle vores helte og heltinder fik lov til at overleve. For mig havde det måske været en smule mere realistisk (i fantasiens verden) at all ikke overlevede. For slet ikke at tale om epilogen! Hvorfor skulle den overhovedet med? Den stjal så meget fra Serafina og de ting hun og hendes veninder havde opnået, som om de bare var dukker i et større spil, og det syntes jeg var synd for dem, når man nu havde oplevet alle de her eventyr med dem. Så efter min mening skal epilogen bare rives ud af bogen, og efterlade styrken tilbage hos de 6 havfruer.

 

Continue Reading

Barselslivet #04

Når man har overstået fødslen, så tænker man at det værste er overstået. Sådan er det sikkert også for de fleste, men for vores vedkommende har det været hårdt lige siden fødslen.

Da først jeg havde skubbet ungen ud og hun lå trygt på min mave, så var der pludselig fokus på mig. Da jeg var kommet af med moderkagen mistede jeg tæt på en liter blod, og jordmødrene havde travlt med at sy mig, alt imens jeg fik ekstra væske og medicin for at min livmoder skulle trække sig sammen, og for at mindske mit blodtab. Jeg fik også saltvandsdrop fordi jeg mistede så meget blod. Det betød også at vi faktisk lå på fødegangen i næsten 6-7 timer efter fødslen, fordi der skulle styr på mig. Af samme grund fik vi heller ikke lov til at komme på patienthotellet, som vi ellers havde håbet på, men blev indskrevet på barselsgangen. Der måtte Kæresten ikke være om natten, så han tog hjem sent onsdag aften og så kunne vi forsøge at få noget søvn den lille og jeg.

De første dage på barselsgangen var lange og hårde, ikke mindst fordi vi opdagede at den lille havde gulsot, og på hendes andet døgn blev hun lagt i lys i 14 timer natten over. Det positive ved dette var at jeg trods alt fik lidt mere sammenhængende søvn den nat. Det negative var at det gik ud over amningen, og det har været en kamp lige siden. Lillepigen skulle have taget blodprøver næsten dagligt i de dage, og mit blodtryk skulle der også holdes øje med før vi kunne få lov til at tage hjem. Efter de første 2 døgn bad vi om at skifte stue – det andet par på den vi var, var ikke helt så gode til at tage hensyn ift. støj med lydløs telefon osv. – og så var vi så heldige at få en stue for os selv i halvandet døgn, hvilket gjorde at Kæresten fik en madras ind på gulvet og han kunne sove inde hos os lidt. At baby havde gulsot gjorde at hun sov meget mere og det var en kamp at få noget mad i hende, fordi hun næsten skulle ruskes vågen til at spise. De første dage måtte vi derfor ’snyde’ hende med sonde ved bryst for at hun fik nok at spise, for udover at hun var så sløv ville hun heller ikke tage ordenligt ved brystet og vi har måtte bruge sådan nogle ammebrikker som gør det nemmere for børn at tage fat ved brystet.

Mandag blev dagen hvor vi endelig kunne tage hjem, og sikke en ro og lettelse det var at komme hjem i egne rolige rammer. Vi skulle stadig ind ca. hver anden dag og have taget blodprøve på lillepigen for at der blev holdt øje med hendes gulsot, og det stod på i godt en uges tid, og var ekstremt stressende, frustrerende og hårdt. Det hele var med til at det først rigtig var omkring 3 uger efter fødsel at amningen rigtig gik som den skulle, og vi slap for at skulle tjekkes med blodprøver hele tiden. Vi kunne begynde at finde en rutine herhjemme lillepigen og jeg, mens Kæresten gjorde klar til at starte på arbejde igen. Jeg skulle finde min rolle som mor, og lillepigen skulle finde ud af at det bare var os to det meste af dagen. Hold op hvor er jeg glad for at have Netflix til de lange ammestunder! 😀 Vi brugte ikke mange dage på at finde os til rette, og vi fik besøg hele tiden og så igen af venner og familie der gerne ville se den lille guldklump, og vi vil jo også gerne vise hende frem, stolte forældre som vi er. Det hele var en omvæltning, men jeg syntes vi fandt vores rutiner og tingene gik fremad. Lige indtil hendes 5 ugers-tjek.

Vi har haft ugentlige besøg af sundhedsplejersken for at kontrolveje hende pga. gulsoten, for at sikre hun voksede som hun skulle. Det mente lægerne så ikke at hun gjorde, og vi har de sidste 2 uger været inde på børnemodtagelsen 4 gange. Alle læger siger at lillepigen ikke fejler noget når de kigger på hende, men så snart de kigger i tallene og statistikkerne, så er der noget galt for hun tager jo ikke nok på! Suk. Efterhånden er det som om de bare skal finde at der er noget galt med hende, at det bare ikke kan passe at hun er en langsom spiser af små portioner og det bare er sådan hun er. Jeg må ærligt indrømme at det er sgu hårdt, og jeg bryder sammen i gråd hver gang jeg sidder derinde, for selvom de ikke siger det, så føler jeg det som en kæmpe kritik af mig som mor – som om de siger jeg nægter mit barn mad. Al den hurlumhej der er med hendes vægt ødelægger det der ellers skulle være den søde tid med min nyfødte datter. Hendes store smil varmer mit hjerte endnu mere, og når hun putter sig ind til mig har jeg næsten ikke lyst til at give slip på hende. Der farer så mange tanker igennem mit hoved, og jeg kæmper en kamp med mig selv om jeg skal opgive at amme hende – om ikke andet så for at slippe for de læger.

På mandag bliver min datter 2 måneder, og sikke 2 måneder det har været. Vi har haft vores opture og utrolig mange nedture. Det er ikke løgn at amning koster blod, sved og (mange!) tårer. På nuværende tidspunkt ammer jeg stadig, men hun får også flaske ved siden af. Vi skal ind på børnemodtagelsen igen i næste uge, og så håber jeg at de snart er tilfredse med hendes vægt, eller de accepterer at hun bare ikke spiser særlig meget af gangen, men at hun trods alt ikke taber sig og i det store hele bare har det godt. Hvis ikke de snart gør det så bryder jeg enten sammen i stress og depression eller også får jeg et hissy-fit og skriger af lægerne at nok må være nok. Lige nu står jeg med en fod i begge af de lejre, og jeg ved ærligt talt ikke hvilken det ender med. Uanset hvad, så bruger jeg 95% af min dag på at kigge på min skønne datter og mit hjerte fyldes med kærlighed af hendes små smil til mig. De sidste 5% bruger jeg på at græde og tude i stride strømme over lægernes problem med hende.

Continue Reading

The Graces (Laure Eve, 2016)

Tak for anmeldereksemplar fra Carlsen.

Fenrin Grace is larger than life, almost mythical. He’s the school Pan, seducing girls without really meaning to. He’s biding his time until someone special comes along. Someone different, who will make him wonder how he got along all this time without her. Someone like me.
Fenrin’s twin, Thalia, is a willowy beauty with rippling, honey-colored hair. Wherever she goes, Thalia leaves behind a band of followers who want to emulate her. She casts spells over everyone she encounters, just like Fenrin—even if they both deny it.

Then there’s Summer. She’s the youngest Grace, and the only one who admits she’s really a witch. Summer is dark on the outside—with jet-black hair and kohl-rimmed eyes—and on the inside. It was inevitable that she’d find me, the new girl—a loner with secrets lurking under the surface.
I am River. I am not a Grace. But I’ll do anything to become one.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

En mystisk bog, som nok også ender med en lidt mystisk anmeldelse. For The Graces er sådan en bog man næsten ikke kan snakke om uden at ville afsløre alt for meget af handlingen, for den er svær at snakke om uden at komme ind på handlingen. Men jeg skal forsøge ikke at spoile for meget for de af jer der ikke har læst bogen endnu.

Historien bliver fortalt fra Rivers synsvinkel, og det bliver hurtigt klart at hun er en lidt speciel pige. Men lige præcis hvad der er specielt ved hende finder man ikke rigtig ud af. Der strøgs ud med hints hele bogen igennem, men vi får aldrig noget direkte at vide, og det er faktisk først i løbet af de sidste par kapitler at alle sløjferne på dette mysterium bliver bundet sammen. Det var faktisk noget af det jeg rigtig godt kunne lide ved bogen; den var mystisk og forvirrende fra start til slut og vedholdt mystikken på den måde. Det er sjældent bøger rent faktisk formår at gøre dette, medmindre det er krimiromaner hvor vi først hører hvem skurken er til sidst. Så når det lykkedes på den her måde, og ovenikøbet i en ungdomsroman, så er jeg ret meget fan.

”Jeg var allerede begyndt lige så forsigtigt at stykke sammen, hvordan livet som en Grace måtte være. Hvis jeg kendte opskriften, den kombination af elementer, der gjorde dem til netop dem, de var, ville jeg måske kunne forstå dem. Og at forstå noget var første skridt på vej mod at blive som det.”

Jeg læste i et kort interview med forfatteren at hun gerne ville skrive om usympatiske hovedpersoner. Og det kan jeg sagtens se når det kommer til Rivers, for på mange måder var hun ikke lige den typiske hovedperson. På den anden side syntes jeg ikke hun var helt så usympatisk, i hvert fald ikke som hun kunne være. Jeg skal gerne være den første til at sige, at hendes besættelse med den her familie fra starten var en smule bizar. Der var flere gange hvor det lå på grænsen af lidt for meget, men det venskab der trods alt også blev opbygget virkede alligevel virkeligt nok. Det var nok også derfor min holdning til Rivers svingede fra kapitel til kapitel, fra at hun var okay til hun var på vej til at gå over grænsen. Men på den anden side, sådan var det også sommetider med Grace familien.

”Jeg havde mareridt, men jeg havde altid haft mareridt, og det var umuligt at afgøre, om det skyldtes dem eller mig selv. Jeg begyndte at kime familien Grace ned, kunne ikke lade være. Hvis bare de ville lade mig forklare. Men telefonen blev aldrig taget.”

Jeg syntes det var forfriskende for en gangs skyld at læse en ungdomsbog om hekse, fremfor vampyrer og de sædvanlige overnaturlige væsener de fleste ungdomsbøger efterhånden har sat monopol på. Samtidig var det ikke hekse i den forstand, som man måske ville forvente. Det var hekseri i det skjulte, og ikke åbenlyst med tryllestave og besværgelser. Tværtimod var det den ’gammeldags’ metode, som lagde baggrund for hele denne fascination med familien Grace.

I bund og grund er det her en solid ungdomsroman, som jeg personligt syntes formår at holde en ved siderne fra start til slut. Det eneste der nok trækker ned i min bedømmelse, det må være Rivers som person. Hun svinger så meget efter min mening, at jeg ikke kan give hende topkarakter. Dog skal det siges, at da jeg først fik slutningen med, gav hun pludselig meget mere mening for mig. Hendes handlinger var pludselig ikke nær så forrykte, som de kunne virke tidligere i bogen. Desuden bliver der lagt op til noget af et brag i den efterfølgende bog, og jeg håber virkelig at det er et brag der bliver indfriet. Oven på den slutning og de afsløringer vi får i de sidste kapitler, vil jeg blive slemt skuffet hvis den efterfølgende bog ikke siger Bang! på den ene eller den anden måde, så det skal blive spændende at se.

Continue Reading

Release (Patrick Ness, 2017)

Til for anmeldereksemplar fra Gyldendal.

Denne dag vil forandre Adam Thorns liv.
De snærende bånd fra Adams religiøse familie, hans ubehagelige chef og eks-kæresten er klar til at blive løsnet. Og et andet sted i byen er en fortabt sjæl steget op fra søen.
Det bliver en foruroligende dag fyldt med svigt, sex, kærlighed og knust hjerte. Og håb. Hvis Adam formår at give slip.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Patrick Ness har efterhånden fået sat sit præg på ungdomsromanerne, men samtidig er det de lidt mere specielle ungdomsromaner han skriver. Release er den fjerde af hans bøger jeg har fået læst, og selvom den er ganske god, så er det ikke min favorit af hans bøger. Jeg kom igennem bogen forholdsvis hurtigt, og når man tænker på at handlingen i bogen kun strækker sig over en enkelt dag, så syntes jeg det er meget rart at det er sådan en bog man faktisk godt kan læse på en enkelt dag – hvis man altså ikke lige har en et-måneds-gammel datter, der vil ammes hele tiden.

Historien deler sig lidt i 2, men den primære historie fokuserer på Adam, som lever et liv på kanten. Eller måske ikke lige et liv på kanten, men et meget anspændt liv, som grænser sig op af mange ting. Ligesom i et par af Ness’ andre bøger, så har vi at gøre med en hovedperson, som er homoseksuel, og i denne omgang ligges der ikke det mindste skjul på det. Derfor syntes jeg også det var lidt sjovt hvordan det blev fortalt igennem flashbacks måden hvorpå det blev tydeligt for Adam selv at han var homoseksuel. Det syntes jeg var en rigtig fin detalje at arbejde ind i historien på den facon. Adams seksualitet skaber en hel del problemer for ham, ikke mindst fordi hans familie er stærkt religiøse og ikke vil indse at Adam er som han er, men bliver ved med at bede for hans frelse – eller hvad man nu skal kalde det.

”Adam og Angela havde været nære venner lige siden. De havde trods alt næsten mistet livet sammen, og det giver et solidt grundlag.”

Den anden historie der er sideløbende med Adams, er historien om Katie, ånden til en pige der blev dræbt i Adams by. Det er så her det hele bliver lidt for mystisk for mig, og grunden til at bogen ikke får absolut topkarakter fra mig. Personligt syntes jeg måden Katies historie var skrevet på var forvirrende og rodet. Jeg kunne slet ikke forbinde hendes historie løbende igennem bogen, og jeg læste et par gange meget hurtigt henover de sider for at komme hurtigere tilbage til Adams historie. Personligt syntes jeg ikke de to historier hænger sammen på nogen måde. Dertil hjalp det desværre heller ikke med denne Dronning-karakter og faunen, som jeg stadig ikke helt har regnet ud hvilket formål de havde.

Til gengæld så står Adams historie meget stærk. Når man tænker på at begivenhederne kun strækker sig over et enkelt døgn, så er det utroligt hvad Adam bliver udsat for. Dertil kommer der sig en god portion flashbacks, som er med til at give historien den dybde den har brug for i forhold til Adam og hans omgangskreds. Jeg kunne for eksempel rigtig godt lide det venskab han har med Angela. Det er lige præcis sådan et venskab alle bør have på et tidspunkt i deres unge liv.

”Adam kunne ikke huske, hvornår det udtryk i hans fars ansigt sidst havde skyldtes hans bror, og ikke, at Adam var trådt ved siden af en sti så smal, at det var et under, at noget kristent menneske kunne se den.”

Der er ingen tvivl om at Ness skriver gribende historier, og det er Release endnu et eksempel på. Adam bliver udsat for gevaldigt mange hjerteskærende ting indenfor 12 korte timer, og vi får ikke engang ’slutningen’ med på hvordan alle tingene ender for Adam og hans familie. Det må man sige er Ness’ styrke – netop at skrive den slags ungdomsromaner der sætter nogle emner på en spids og ryster dem godt og grundigt, for at åbne øjnene for os andre. Hvilket han gør rigtig godt, og hvor Release er endnu et eksempel på dette. Samtidig skriver han forholdsvis ungdommeligt. Det er et sprog der lyder som en ungdomsroman, og ikke en voksen der vil fortælle en historie til en flok unge mennesker. Tværtimod kan man godt mærke at Ness tænker på sit publikum når han skriver. Hvis man kan lide Patrick Ness og er mest til Mere end det end de andre af hans bøger, så er Release helt klart den næste bog du skal give dig i kast med.

Continue Reading

Marts/April Wrap-Up

De to sidste måneder har været et hurlumhej uden lige! For som jeg ikke har lagt skjul på, så blev vi forældre i midten af marts måned og hverdagen ser pludselig meget anderledes ud. Tiden til at læse er forsvundet utroligt hurtigt, i stedet er jeg blevet meget glad for vores Netflix som gør tiden med at amme noget mere underholdende. For jo jo, de første mange gange er det bare nok at sidde og stirre på sit nyfødte barn, men efter et par uger og barnet hænger på brystet i 30-45 minutter, så kan det altså være meget rart at man kan kværne et afsnit af hvilken serie man nu lige falder over.

Der har været en masse ting med vores nyfødte datter, men det vil jeg gerne dele med jer i et andet indlæg, for der har været en del ting, og vi er stadig ved at finde en rutine i vores nye hverdag. På nuværende tidspunkt kan jeg finde omkring 30 minutter til at læse mens baby sover til middag, når jeg har fået styr på alle de andre huslige ting, der lige skal ordnes inden hun vågner. Så mens jeg spiser frokost kan jeg lige nå et kapitel eller to. Dertil er Mofibo også blevet en rigtig god ven, og e-bøger er også rigtig velkomne til de lange perioder med amning. Sammen med de bøger jeg nåede at læse før baby kom, har jeg i de sidste to måneder fået læst 8 bøger, hvilket jeg er ret tilfreds med, for det er ca 4 om måneden/1 om ugen.

Jeg startede med at færdiglæse en samling essays i How to be a Heroine, der handler om mange af de forskellige literære heltinder vi stifter bekendtskab med igennem de mange bøger vi læser igennem livet, og i hvor stor stil de påvirker os. Det er ikke noget jeg egentlig har tænkt over før, men det satte da nogle tanker i gang da jeg læste hvordan det har påvirket forfatterens liv. Herefter fandt jeg tid til at stifte bekendtskab med Ivan i Den usynlige Ivan Isaenko, som var en besynderlig bog. På den ene side var den meget livsbekræftende, på den anden side blev jeg også meget bedrøvet af at læse den. Yderligere forklaring må nok vente til min anmeldelse kommer. Med baby på vej besluttede jeg mig for at læse lidt i bøger, som var forhåbenligt var lidt nemmere at lægge fra mig, og her var seneste skud på stammen fra Gaiman en fin bog. Norse Mythology er en grundig gennemgang af de nordiske myter fortalt af Gaiman, og jeg syntes det var interessant at høre om de nordiske guder fra en brites synspunkt.

Da baby så meldte sin ankomst og amningen kørte bare nogenlunde godt, kunne jeg begynde at lede efter spændende e-bøger til at holde mig med selskab til amningshygge. Først færdiglæste jeg hvad man måske kan kalde certificeret fan-fiction i The Tribe; A New World. Det var en meget underlig læseoplevelse, for på den ene side var det rart at læse om de karakterer jeg kan huske at elske, men på den anden side føltes det alt for meget som fanfiction og ikke den historie jeg havde forstillet mig. Herefter fandt jeg en genfortælling af Nøddeknækkeren i form af Winterspell, men den var jeg heller ikke 100% overbevist om. Det tog mig lidt tid at komme ind i den, og hovedpersonen overvandt mig aldrig helt.

Den nyeste bog af Patrick Ness, Release, har jeg været heldig at få lov til at læse før den rent faktisk udkommer, og det var en oplevelse. Mere vil jeg ikke sige, for min anmeldelse kommer om ganske få dage. Et andet anmeldereksemplar jeg fandt tid til var Ostekartellet, men den var jeg desværre ikke fan af. Selvom der var scener jeg lo af, så var jeg faktisk mest af alt frastødt en del over hovedpersonen. Jeg håber at partnerbogen dertil er noget bedre. En enkelt genlæsning blev det også til, som forberedelse til den sidste bog i trilogien besluttede jeg mig at genlæse A Court of Thorns and Roses (og jeg er pt i gang med A Court of Mist and Fury), så nu er jeg snart så klar som jeg kan blive til sidste bog. Spørgsmålet er bare om mit hjerte nogensinde bliver klar til den bog.

I maj måned står den på mere baby – selvfølgelig. Hun bliver jo ældre og ældre, og hendes middagslur giver mig mulighed for at læse et kapitel eller to, så lidt læsning bliver det da til. Dertil findes der lydbøger til gåturen med barnevognen, og e-bøger til amningen, så bøgerne kan jeg ikke undvære fuldstændigt. Jeg skal i hvert fald have læst en god del mere af Sarah J Maas og se hvad der sker for Feyre. Ellers har jeg ikke de store planer, men det må vi se. Ellers skal vi til en enkelt konfirmation og jeg skal op på mit arbejde og prale med baby. Men i det store hele laver vi ikke så mange planer for at baby kan få så meget ro og rutine som muligt.

Hvordan har jeres april måned set ud? Og hvad planlægger I at læse i maj måned?

Continue Reading

Heartless (Marissa Meyer, 2016)

Catherine may be one of the most desired girls in Wonderland and a favorite of the unmarried King, but her interests lie elsewhere. A talented baker, she wants to open a shop and create delectable pastries. But for her mother, such a goal is unthinkable for a woman who could be a queen.
At a royal ball where Cath is expected to receive the King’s marriage proposal, she meets handsome and mysterious Jest. For the first time, she feels the pull of true attraction. At the risk of offending the King and infuriating her parents, she and Jest enter into a secret courtship.
Cath is determined to choose her own destiny. But in a land thriving with magic, madness, and monsters, fate has other plans.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Den her bog har været på min radar noget så længe. Jeg absolut elsker Meyers Lunar Chronicles, og da jeg så hun havde kastet sig over en enkeltstående bog om at genfortælle den onde dronning fra Alice i Eventyrland, var det et givet at den måtte jeg eje og læse. Måske er det også derfor mine forventninger til bogen har været enormt høje, og gjorde det en smule svært at indfri dem. For hvordan kan man sammenligne noget som helst med Lunar Chronicles, som er sci-fi og eventyrgenfortællinger på samme tid? Det er to meget forskellige kategorier, og her falder Heartless ikke lige præcis indenfor rammerne.

Heartless er historien om Cath, der allerhelst bare gerne vil bage og gøre resten af Hearts beboere glade med sit bagværk, og hun har absolut ingen interesse i den lidt fjollede Konge, som at mystiske årsager finder hende perfekt som sin kommende dronning. Og den ’romance’ eller hvad man nu lige skal kalde det, faldt bare helt og aldeles uden for historien. For mit vedkommende passede den overhovedet ikke ind nogen steder. Der var ikke rigtig på noget tidspunkt bygget op til Kongens interesse, den var der bare, som noget konstant og meningsløst. Hvilket gjorde Kongen til en endnu mere latterlig og lalleglad person end han i forvejen var/er. Til gengæld må jeg indrømme at den overfladiske romance kom til at stå i dyb kontrast til hvad der udvikler sig mellem Cath og Jest. Desværre tog den romance mig bare heller ikke med storm på noget tidspunkt.

”She was a lady, and he was a novelty. If she should see him again – which was unlikely in itself – she would entertain only civilized conversation. None of these flirtations that had carried her away before. There could be nothing improper at all.”

Jeg ved at mange der har læst bogen, er faldet pladask for Jest. Og på mange områder kan jeg da også godt se, at han er lidt en drømmefyr, men det blev han bare aldrig for mig. Personligt syntes jeg at den romance der opstod mellem ham og Cath skete alt for hurtigt og alt for flygtigt, og selvom den havde mere dybde end Kongens følelser, så fik den mig bare aldrig rigtig overtalt. Det er nok også derfor jeg ikke er ellevild med historien. Jeg følte aldrig rigtig at den drivkraft der skulle ligge bag følelserne for Jest var nok. For mig var han lidt ’meh’, og nok af den grund kunne jeg ikke sætte mig ind i de hvirvelvindsfølelser som Cath meget hurtigt fik for ham.

”She glanced back at Jest, but he nodded encouragingly. There wasd no doubt in his expression, unlike Hatta’s, and that bolstered her. She knew this decision, once made, could never be undone. But what choice was left to her? She had meant what she said. She no longer belonged in Hearts.”

Hvis jeg ser bort fra de ting, som den lidt flade romance, så syntes jeg i det hele taget at den verden som Meyer har fået opbygget i Hearts, som det eventyrland vi skal forestille at kende, var rigtig god. Det var præcis noget af det jeg var meget glad for ved bogen, for her viser Meyer at hun har respekt for det oprindelige eventyrland, men hun er ikke bange for at tilføje nye detaljer eller pille lidt ved nogle af tingene, for at skabe en spændende historie til sine læsere. Jeg var især begejstret for den krig der blev hintet til et par gange, i det såkaldte Hvide naboland, hvor Jest skulle komme fra. Af en eller anden grund fandt jeg den meget interessant, og hvis hun skulle have lyst, så tror jeg Meyer har til en helt ny historie der. En som jeg i hvert fald kunne finde spændende at læse.

I sidste ende må jeg nok bare holde mig til det faktum at Heartless ikke er nogen Lunar Chronicle. Og hvor jeg kan læse de bøger igen og igen, så er Heartless nok ikke en jeg kommer til at læse nær så mange gange. Mine forventninger blev ikke indfriet helt som jeg havde håbet på. Overordnet var jeg tilfreds med valget af baggrundshistorien for den kommende onde dronning, men jeg blev bare aldrig 100% overbevist af den. Jeg var vild med den verden vi blev præsenteret for, og de mange sekundære karaktere var jeg også svært begejstret for; Hatta syntes jeg specielt godt om, for han var rå og lagde ikke skjul på noget i sine meninger. Det er nok også der mine stjerner lander, den sidste ville have været med hvis jeg havde været overbevist af romancen og drivkraften bag denne.

Continue Reading

På Kant med Livet (Jennifer Niven, 2016)

Tak til Alvilda for anmeldereksemplaret.

17-årige Libby kæmper med sin fortid som ”USA’s tykkeste teenager”. Men hun har tabt sig og er mere end klar til at kaste sig ud i alt, hvad livet har at byde på: high school, venner og kærester. Alligevel har folk omkring hende svært ved at se, hvem der egentlig gemmer sig bag de mange kilo.
Jack er cool og sjov. Men i virkeligheden dækker den smarte facade over en ulykkelig hemmelighed: Jack kan ikke genkende ansigter – selv hans egne brødre er fremmede for ham. Så selv om alle tror, at de kender ham, kender han ingen. Og ingen får lov at komme tæt på ham.
Ikke før han møder Libby i en gruppe hos skolepsykologen. Lidt efter lidt finder de ud af at lægge deres vrede og sårede følelser til side og i stedet se – virkelig se – den chance for kærlighed, som ligger lige foran dem.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Jeg kan huske da jeg færdiglæste den første af Nivens bøger, der var jeg grædefærdig og jeg låste mig næsten inde på toilettet i et kvarters tid for at få styr på mig selv. Det skete dog ikke med hendes anden bog. Jeg blev ikke nær så rørt, men dermed ikke sagt at bogen var dårlig. Den var skam stadig ganske god, og jeg blev bare rørt på andre niveauer. For bogen tackler stadig nogle livsbekræftende emner, og måske endda også spørgsmål omkring livet og ens plads deri.

Bogen skifter synsvinkel fra henholdsvis Jack og Libby, hvis liv på mystisk vis bliver viklet ind i hinanden, og der opstår et usandsynligt venskab imellem de to, som (lidt) forudsigeligt selvfølgelig også udvikler sig til lidt andet. Skolelivet der bliver fortalt og skildret fandt jeg ganske realistisk, så meget endda at jeg begyndte at finde nogle af Jacks kammerater gevaldigt irriterende. De var nogle ordentlige idioter for at sige det lige ud. Til gengæld kunne jeg rigtig godt lide den københavnske udvekslingsstudent som Libby stifter bekendtskab med. Hans rolle i historien er ikke særlig stor, men jeg syntes nu han var rigtig fin.

”Men den eneste, der skiller sig ud fra den stirrende, skræppende flok, er hverken min bror eller kvinden, som har ødelagt mine forældres ægteskab. Det er en pige, jeg ikke engang kender, den største pige i rummet.”

Af de to hovedpersoner Jack og Libby, foretrak jeg nok mest Jack. Hans problem virkede for mig mere hjerteskærende end Libbys vægtproblem. Hermed ikke sagt at jeg ikke godt kunne spejle mig lidt i Libbys problem fra tid til anden, men Jacks problem virkede bare mere sørgeligt og alvorligt. Det lyder måske en smule hårdt at sige, men det var sådan jeg havde det igennem bogen. Det bunder måske også ud i, at jeg fra tid til anden havde svært ved at forene mig med de handlinger som Libby gjorde. Jeg forstår udmærket at hun har en stor selvtillid og ikke er flov over sin størrelse, men den kæmpe store mængde selvtillid hun udviste stort set hele tiden, ja, ærlig talt så fandt jeg den en smule falsk og påtaget fra Nivens siden.

”Men jeg har det fint her. Det kan godt være, jeg taber mig. Eller også gør jeg ikke. Men hvorfor kommer min vægt andre mennesker ved? Jeg mener, medmindre jeg ligefrem sidder på dem, kan de så ikke bare være ligeglade?”

Bortset fra det så syntes jeg i det hele taget at det var en god bog. Jeg kunne godt lide at Niven tog fat på alvorlige problemer, uden at de skulle være nær så alvorlige som i hendes første bog. Det gjorde den en smule lettere, hvis det giver mening. Jeg er stadig lidt i tvivl om hvad jeg syntes om slutningen. På den ene side syntes jeg den var super fin, på den anden side faldt den også lidt ind under den forudsigelige del af bogen. Alt i alt er På kant med livet en rigtig fin bog. Den tager fat i nogle seriøse emner, uden at det bliver for tungt eller tekstbog-agtigt, og den gør det igennem nogle personer man kan relatere til på den ene eller den anden måde.

Jeg vil måske endda gå så langt at sige, at man faktisk bør starte med den her bog, og først bagefter læse Som stjerner på himlen, bare fordi den her kan lade op til hendes første bog. Det er selvfølgelig taget i betragtning af emnerne og måden de bliver behandlet på, for derudover har de to bøger intet med hinanden at gøre.

Continue Reading

Everything, Everything (Nicola Yoon, 2016)

(Automatisk barselsindlæg.)

My disease is as rare as it is famous. Basically, I’m allergic to the world. I don’t leave my house, have not left my house in seventeen years. The only people I ever see are my mom and my nurse, Carla.

But then one day, a moving truck arrives next door. I look out my window, and I see him. He’s tall, lean and wearing all black—black T-shirt, black jeans, black sneakers, and a black knit cap that covers his hair completely. He catches me looking and stares at me. I stare right back. His name is Olly.

Maybe we can’t predict the future, but we can predict some things. For example, I am certainly going to fall in love with Olly. It’s almost certainly going to be a disaster.

(Tekst fra goodreads)

Bogen får 4 ud af 5 stjerner.

Jeg må sige at der efterhånden findes en del bøger, især ungdomsbøger, der behandler den her ukendte/meget sjældne sygdom, der gør at vores protagonist skal leve i en såkaldt plastikboble. Det er godt nok ved at være nogle år siden jeg sidst har læst en, men ikke desto mindre bliver det ved med at være et emne som forfattere finder interessant at skrive om. For mit vedkommende betyder det bare, at de bliver nødt til at tilføje noget nyt til det her emne, som er blevet fortalt et par gange efterhånden. Everything, Everything formår dette på nogle punkter, mens den på andre punkter desværre ligger i samme kategori med de andre.

En af de forfriskende ting jeg især godt kunne lide ved den her bog, er det simple faktum at det denne gang er en pige vi følger med hendes såkaldte sygdom. De fleste andre bøger jeg kender til er det for det meste altid en dreng (som i sidste ende bliver fristet af nabopigen til at stikke af og sætte livet på spil), og derfor var det rart at få rollerne vendt om på den her måde. Måden hvorpå Madeline fortæller sin historie var også et friskt pust. Fremfor den sædvanlige lange historie er bogen spækket med små bidder af sjove informationer eller ting som Maddie, som hun senere kalder sig, finder interessante. Lige fra spoilers over de bøger hun læser, til transskriberede chatsamtaler med hendes nye ven.

”We stare at each other in a kind of shocked standoff for a few seconds. I’m shocked because I’m an idiot and I can’t believe that I said that. Carla’s shocked because I’m an idiot and she can’t believe that I said that.”

Taget i betragtning at Maddie skal forstille at have levet hele sit liv i sin metaforiske boble, så har hun et meget sundt syn på livet, også det hun ikke nødvendigvis kender noget til udenfor hendes boble. Det syntes jeg også var rart, at hun trods alt var i stand til at se tingene i et større perspektiv, at der ikke skulle sættes gang i den store uddannelse i livet. Maddie var ikke ignorant eller blødsøden på de punkter, men hun manglede bare lige det sidste skub for at sætte hende i direkte kontakt med omverdenen, og her træder Olly ind i historien.

”We slip into quiet. Above us the fan whirs softly, coaxing warm air around the room. Through the doors I hear the ding of the elevators and the low murmur of passing voices. A few days ago just a single day outside seemed like it would be enough, but now that I’ve had one, I want more. I’m not sure if forever would do.”

Jeg føler at Ollys rolle/historie havde en alt for lille rolle i den samlede historie, for med de brudstykker vi får fra Maddie, er det tydeligt at hans familie også har en del at kæmpe med. Der var faktisk tidspunkter hvor det irriterede mig at Maddie ikke tog kontakten til Olly op, fordi jeg egentlig gerne ville vide hvad der også skete med Ollys familie. Han gled for nemt ind og ud af historien, og han burde have haft en lille smule større rolle i det overordnede; mest af alt hans familie taget i betragtning.

For mit vedkommende var slutningen forudsigelig og så alligevel ikke. De store bidder af slutningen havde jeg forudset, men de små detaljer overraskede mig, hvilket var rart. Hvis de store detaljer havde formået at overraske mig, havde bogen nok også fået den sidste stjerne med, men sådan skulle det ikke være. Og det er her jeg bliver nødt til at smide den i føromtalte kategori af ungdomshistorier i bobler. For selvom den her var god på mange punkter, og forfriskende med en piges synsvinkel på hele historien for engangsskyld, så er det altså ikke min favorit i den her genre. Hvis man er interesseret i flere af den her type fortællinger kan jeg anbefale Going Out af Scarlett Thomas, der handler om en dreng der er allergisk overfor solen, eller The Boy in the Bubble af Ian Strachan, som er min absolutte favorit i den her kategori. Begge to er gode på hver deres måde, men jeg vil også tilføje at du bør have lidt lommetørklæder med til den ene af dem – jeg siger ikke hvilken, da det vil spoile lidt for meget.

 

Continue Reading
1 2 3 59